[dropcap]I[/dropcap] de senere år har vi oplevet, at den økonomiske krise har sat sine spor. Vi har oplevet en pludselig dagsorden, hvor samfundsøkonomiske problemstillinger stod øverst. Ved valget i 2011 viste undersøgelser, at de danske vælgere mente, at den økonomiske politik var det vigtigste, når de skulle stemme. At få økonomien tilbage i vækst og stabilitet synes at være blevet det, som samfundet er rettet imod. Værdipolitik har måttet vige for finanspolitik i den offentlige debat.

Ser man på de forskellige økonomiske og politiske skoler, så har de hver deres bud på, hvordan samfundet skal svare på disse tiders udfordringer. Den ene teoretiske tilgang peger på stærkere statslig indblanding og regulering, eftersom kritikken af den uregulerede kapitalisme nu er blevet verificeret i praksis.

Den anden teoretiske tilgang er, at krisen er sund, for krisen rydder op i dårligt kørte virksomheder. Løsningen er at lade virksomheder få frit spil til at skabe vækst igen. Statens rolle er her at trække sig længere tilbage for at lade økonomien rette sig selv op, da der i det frie marked ligger en iboende reguleringsmekanisme.

[quote float=”left”]Tiden er inde til igen at diskutere, hvordan vi skal forholde os til økonomisk nytte på den ene side og principiel retfærdighed på den anden[/quote]

Fælles for alle argumenter omkring statens gøren og legitimitet er dog, at de er økonomiske. Fælles for argumenterne er, at deres mål om samfundsøkonomisk stabilitet er det samme. De besvarer hver især det samme spørgsmål: Hvordan sikres økonomisk vækst og stabilitet? Præmissen for samfundsdiskussioner er økonomisk. Hvor samfundet og stat tidligere blev diskuteret principielt og moralsk, bliver den nu diskuteret utilitaristisk og empirisk. Grunden til dette er egentligt ligetil. Vi er blevet af den overbevisning, at et retfærdigt samfund er afhængigt af en økonomi i vækst. Vi er blevet af den overbevisning, at økonomien går forud for retfærdigheden. Tiden er inde til at gøre op med denne overbevisning. Tiden er inde til igen at diskutere, hvordan vi skal forholde os til økonomisk nytte på den ene side og principiel retfærdighed på den anden.

Da Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, startede den krise, vi i dag befinder os i, og som har haft dybe materielle konsekvenser i hele den vestlige verden. Arbejdsløsheden er eksploderet i mange lande, og offentlige midler er stærkt reduceret. Ideen om kapitalismens uendelige vækst blev skudt ned sammen med den boble, vi økonomisk befandt os i. Det interessante er imidlertid ikke, at vi havde et stort opsving, og at der derefter kom en nedtur, for sådan er kapitalismen, og sådan har den altid været. Denne krise kan godt nok virke mere uoverskuelig end tidligere grundet globaliseringens onde cirkel, hvor alle trækker hinanden længere ned. Det kan gøre det problematisk fra politisk side at genskabe en sund økonomi, når det afhænger af, at andre lande gør det samme.

Det interessante fra et filosofisk perspektiv er nu ikke krisen og kapitalismens ontologi, men hvordan vi har reageret på den. I stedet for at man fra politisk side har grebet chancen for at tage nogle idealistiske opgør om samfundsstrukturer og retfærdighed, har vi tværtimod kastet os i den økonomiske grøft og er blevet endnu mere materielt fikseret end nogensinde før. Man kan hævde, at krisen har vist den sande mentalitet i det danske politiske sind ligesom i så mange andre europæiske lande, der desværre har vist sig at være af den overbevisning, at økonomi og materialisme går forud for alt andet. Siden krisen har debatten om, hvordan Danmark skal reagere, været af økonomisk art. Spørgsmålet, hvad skal vi leve af, har til enhver tid sat præmissen frem for spørgsmålet: Hvordan skal vi leve?

At den økonomiske nytte har sat rammerne for samfundet og de dertilhørende diskussioner gør, at det retfærdige så kan søges opfyldt inden for disse rammer. Her argumenteres for, at det er en forkert balance af fænomenerne økonomi og retfærdighed. Der vil her blive argumenteret for uholdbarheden og det moralsk forkerte i den balancering. Hvorfor det også vil søges påvist, at det retfærdige må gå forud for økonomien, og derved sætte nogle principielle rammer, som økonomien kan udspille sig i. Der skal så at sige laves en fuldstændig omvendt balancering af de to begreber.

Der bør ske en omvendt balancering af de to begreber, blandt andet fordi økonomi aldrig i sig selv kan være en begrundelse. Den omvendte balancering af de to begreber skal ske, blandt andet fordi økonomi aldrig kan give en endelig begrundelse for sig selv. Hvis man spørger, hvorfor økonomi er et gode, kan svaret umuligt være, at det er, fordi det i sig selv har en værdi. Penges værdi er altid relativ i forhold til de goder, det kan indbringe – uanset om goderne er materielle eller åndelige. De goder, penge kan indbringe, kan heller ikke give en sidste begrundelse for sit værd, medmindre disse peger på en moralsk begrundelse. Man kan sige, at penge har en værdi, fordi man kan få glæder af dem, som i sidste ende knytter sig til det at være lykkelig. Man rammer her en moralsk begrundelse som en endelig begrundelse. Grunden til, at man her støder på en endelig begrundelse, er, at det er moralsk eller på et politisk plan retfærdigt. Det ligger ikke i begrebet fattig, at det nødvendigvis er dårligere end at være rig. Men det ville være nonsens, dersom man sagde, at uretfærdighed er bedre end retfærdighed. Den uendelige cirkel af begrundelser må derfor møde sin sidste begrundelse i et etisk svar. Det er derfor umuligt for økonomien at have forrang frem for retfærdigheden.

Hvad gør, at retfærdigheden er betinget af det økonomiske?

For at finde frem til, hvordan vi kan rykke den økonomiske nyttemaksime i baggrunden og retfærdigheden i forgrunden, bliver vi nødt til at diskutere den velfærdsstat, som er omfattet af denne problemstilling.

At en sund økonomi er nøglen til det gode samfund, synes især at være tilfældet i selve konceptet velfærdssamfund. Det, som er interessant i dette perspektiv, er, at hvorvidt man har et velfærdssamfund, bestemmes udelukkende empirisk. Et velfærdssamfund er ikke et velfærdssamfund, uanset om intentionen og lovene er baseret på et velfærdssamfunds ideal, hvis ikke der rent faktisk er materiel velfærd. I modsætning til f.eks. et liberalt samfund er der altså intet principielt, der gør et velfærdssamfund til et velfærdssamfund

Derfor må velfærdssamfundet også ændre sig tilsvarende den økonomiske fakticitet. Det resulterer i, at det, man umiddelbart kan anse for værende retfærdigt, må bøje sig for økonomiens krav. Det skyldes blandt andet, at det, man i et velfærdssamfund anser for værende retfærdigt, er bestemt ved en positiv frihed, som er betinget af materialitet. Man kan ikke få en pension betalt af det offentlige, uden at pengene skal komme et sted fra. Hvis man derfor mener, at det er retfærdigt at kunne gå på pension på det offentliges regning efter et langt arbejdsliv, så bliver man nødt til at sikre en økonomi, der kan dække dette retfærdighedskrav.

At retfærdighedens opfyldelse i disse tilfælde kan ændre sig i takt med en økonomisk fakticitet, udgør det problem, at retfærdighedens opfyldelse ikke er noget, man selv er herre over. I et velfærdssamfund bliver man derfor nødt til at diskutere, hvad man skal stille op, når retfærdigheden er afhængig af økonomien – denne diskussion har paradoksalt nok været fuldstændig fraværende, selv om den aldrig har været mere relevant.

At retfærdigheden er afhængig af økonomi i velfærdssamfundet, skyldes det fuldstændige fravær af et retfærdighedsbegreb, som indtager en principiel etisk karakter. Når retfærdigheden indtager en empirisk karakter, i dette tilfælde velfærd, så bliver man nødt til at tage et økonomisk hensyn i den politiske beslutningstagen, og når krisen rammer, vil økonomien blive altoverskyggende for at kunne vedligeholde de store velfærdsydelser.

På den måde ligger der en indbygget mekanisme i et velfærdssamfund, der bevirker, at man kan suspendere formålet om det moralsk korrekte for økonomiens skyld. Grundlaget for beslutningerne i de samfundsmæssige problemstillinger kan derfor ændre sig i takt med økonomiens diktering. Dette forhold kan ikke siges at være en retfærdighed, men blot en nødvendighed. Men det er kun en nødvendighed, eftersom retfærdigheden er økonomisk afhængig.

Denne korte analyse af velfærdens mekanismer peger på, at problemet om økonomiens forrang ligger i de materielle velfærdsydelser. Det er ikke muligt at udelukke økonomien som faktor for politisk beslutningstagen i principielle spørgsmål, hvis hele landets befolkning er afhængig af og kan gøre krav på materiel behovsdækning fra det offentlige. Men disse ydelser og nødvendige krav fra befolkningens side stiller nogle modkrav fra det offentlige for at få det til at balancere. Det er modkrav, som suspenderer det retfærdige aspekt i en problemstilling og indsætter det økonomiske som kernen. Det materielle får lov at diktere og giver ingen plads til en negativ frihed, thi velfærdssystemet bygger ikke på, hvorvidt man modtager ydelser, men alene at man har muligheden for at få dem.

I velfærdssamfundet må ingen derfor undsige sig den økonomiske forrang i løsningen af principielle spørgsmål, der burde løses med henvisning til retfærdigheden.

Hvordan kan man undgå, at retfærdigheden er betinget af det økonomiske?

For at give plads til retfærdighedens forrang i samfundet bliver man nødt til at etablere et samfundsideal, hvori der ikke ligger en økonomisk afhængighed i retfærdigheden, som man ser i velfærdssamfundet. Det kan kun lade sig gøre, hvis samfundet indtager en principiel karakter, hvor retfærdigheden bestemmes af grundlæggende principper og ikke er empirisk.

Her indtager en filosof som Nozick en central rolle, eftersom han etablerer en principiel retfærdighed, som er bundet op på den kantianske etik, samtidig med at den ikke er begrundet i en utilitaristisk økonomisk nyttemaksimering. På den måde skaber han et retfærdighedsideal, som åbner for et samfund, hvor der kan diskuteres ud fra et etisk standpunkt i spørgsmål af principiel karakter, og hvor man ikke behøver at tage et økonomisk hensyn.

Her til sidst kan der konkluderes på det foreliggende. Det er blevet søgt påvist, at vi med en ugyldig utilitaristisk samfundsstruktur må søge at sætte retfærdigheden i forsædet. Der er her ikke blevet givet svar på, hvad der er retfærdigt, og det har heller aldrig været hensigten. Hensigten har været at påpege, hvad der skal til, for at vi i et samfund sammen kan finde ud af, hvad der er retfærdigt. At gøre det kræver diskussion på præmisserne om at søge det retfærdige for retfærdighedens egen skyld. Det er kun muligt, hvis vi forsøger at gøre retfærdigheden principiel og fjerner det økonomiske kvælertag, som bliver stærkere og stærkere.

 

 

Skriv et svar