[dropcap]V[/dropcap]irksomheder skal rapportere om ansvarlig adfærd – corporate social responsibilty (CSR) – efter et frivillighedsprincip. Dermed er det ansvar, som virksomheden praktiserer over for omverdenen grundlæggende defineret af virksomheden selv. Hverken den nuværende danske lovgivning eller det kommende EU-direktiv på området ændrer på dette forhold. Loven påberåber frivillighed i rapportering og opstiller ingen specifikke krav om handling eller pligter under tvang.

Til trods for lovgivningens bløde krav – såkaldt soft law – flyder det fra virksomhederne med rapporter, der beretter om vidtfavnende og ambitiøse CSR-strategier og tilslutning til diverse internationale guidelines som f.eks. FN’s global compact og OECD’s retningslinjer om ansvarlig virksomhedsadfærd. Det indikerer naturligvis, at globale virksomheder på den ene eller anden måde inddrager CSR som en del af det at drive virksomhed. Men det årligt rapporterede sociale ansvar er bundet i virksomhedens forretningsstrategi og det tilhørende underliggende økonomiske rationale. Det hæmmer potentielt etiske og ansvarlige vurderinger af beslutninger og handlinger og aktualiserer derfor debatten om, hvordan virksomhederne leder sig selv i forhold til at agere etisk og samfundsansvarligt.

[quote float=”left”]Påtager virksomhederne sig reelt et etisk ansvar for den omverden, de påvirker, når målestokken er selvidentificeret?[/quote]

Det rejser et principielt spørgsmål om, hvorvidt et frivilligt ansvar over for omverdenen kan eller skal række ud over virksomhedens egen forståelse, værdigrundlag og økonomiske rationalitet. Påtager virksomhederne sig reelt et etisk ansvar for den omverden, de påvirker, når målestokken er selvidentificeret? Virksomheder er som bekendt tvunget til at agere økonomisk ansvarligt gennem hard law i forhold til krav om regnskabsaflæggelse, kontroller og skatteforhold. Hvorfor gælder denne tvang ikke ansvar og etik, f.eks. gennem nogle få objektive minimumskrav i CSR-rapporteringen?

Et eksempel på en CSR-strategi indlejret i virksomhedens kerneforretning er Arlas, der bl.a. formuleres således: ”Vi ønsker at vokse – på en god måde. Vi håndterer spørgsmål om etik og kvalitet på en bæredygtig og ansvarlig måde for at sikre virksomhedens omdømme, lønsomhed og vækst.” Arlas CSR-strategi udtrykker dermed en konstant vekselvirkning og direkte sammenhæng mellem Arla som etisk handlende virksomhed og Arla som forretning: ”Bæredygtighed og lønsomhed går hånd i hånd,” som virksomheden selv udtrykker det.

Kendetegnende for Arla og de fleste andre større virksomheder er, at de  iværksætter initiativer, der ikke direkte er drevet af et økonomisk incitament. Men den type initiativer er i fåtal, og størstedelen af CSR-strategier og tilhørende rapportering omhandler tiltag direkte knyttet til kerneforretningen, i Arlas tilfælde mejerivirksomhed. Frivilligheden i både rapportering og tilgang til CSR bygger således altid oven på virksomhedens økonomiske rationalitet, mål for indtjeningsmarginer og forretningsstrategiske positioner.

Ulla Nilsson, vice president for corporate responsibility i Arla, bekræfter, at Arla ser CSR som en del af fundamentet for at drive virksomhed, men hun mener, at netop det frivillige aspekt er en positiv ting i forhold til at skærpe en reel etisk holdning: ”CSR er en del af kernestrategien og bunder i, at Arla vil tage et standpunkt. Det er positivt, da det gør, at virksomheden må tage et standpunkt og beslutte, i hvilket omfang de udviser CSR, da CSR skal reflektere virksomhedens identitet. CSR-strategien er mere reel, hvis den kommer indefra fra virksomheden og ikke er påtvunget af noget ydre,” Det vurderer Ulla Nilsson.

Men det, at ansvar kobles direkte til forretningsdriften, risikerer at hæmme etiske vurderinger og handlingers moralske konsekvenser. De hensyn, virksomheden viser over for omverdenen ad frivillighedens vej, er aldrig alligevel helt frie, fordi virksomheden blander virksomhedens økonomiske forudsætninger med ansvaret for omverdenens sociale behov.

Filosofisk set er det problematisk, når ansvar underlægges irrelevante præmisser og betingelser uden for ansvaret selv. Det trækker mod det dogmatiske som etisk pejlemærke – frem for det menneskelige, hvor dogmet her altså er defineret med udgangspunkt i markedskræfternes kodeks.

Amnesty International mener omvendt, at det dogme i højere grad bør reguleres for at styrke ansvarsforpligtelsen i virksomheder. Sanne Borges, senior advisor business and human rights hos Amnesty International i Danmark, siger til Erhvervsfilosofi.dk: “Vi mener, at der bør lægges væsentlig mindre vægt på det økonomiske rationale på områder, hvor virksomhederne har stor negativ indflydelse på menneskerettighederne. Derfor ser vi gerne en strammere lovgivning, der gør virksomhederne mere ansvarlige på menneskerettighedsområdet, også når de opererer uden for landets grænser. Det kunne f.eks. være hard law-krav til obligatorisk due diligence i særligt risikofyldte brancher, enten når skaden er sket eller up-front ved at stille krav til virksomhederne om at implementere det. Det ville vende bevisbyrden og forpligte virksomhederne til at agere mere ansvarligt. Dog er det min opfattelse, at det nye EU-direktiv om rapportering på CSR-området er et skridt i den rigtige retning i forhold til rapportering af virksomhedens ansvar.”

[quote float=”right”]Filosofisk set er det problematisk, når ansvar underlægges irrelevante præmisser og betingelser uden for ansvaret selv[/quote]

En handling er problematisk at vurdere etisk på baggrund af økonomiske rationalitet. Eller med andre ord: Når CSR underliggende styres af virksomhedens profitmaksimering, er ansvarligheden i sig selv udelukket som målestok for etiske handlinger. Virksomhedernes forretningsmæssige perspektiv på ansvarlige handlinger problematisere en etisk adfærd. Markedsøkonomiens vetoret kan blokere for både etisk adfærd og etiske vurderinger.

Spørgsmålet er derfor, om virksomhederne overhovedet kan tale om etik og ansvar i en profitoptimerende diskurs. Og hvorfor det alligevel sker? Et af svarene er, at det er kompliceret at opstille objektive regulerende krav. ”Det er et komplekst spørgsmål, hvilke CSR-forhold der er egnet til regulering. Det kan ikke besvares entydigt. Men det ville være nemmere at sammenligne virksomheder inden for samme branche, og jeg mener, at i en transparent global verden à la 2015 bør hard law være globalt dækkende eller som minimum regional, hvor det er muligt. Nationale reguleringer har den ulempe, at de kan skabe konkurrenceforvridning,” siger CSR-ekspert Birgitte Mogensen fra Boardmanagement.dk og understreger desuden: ”Det er relevant, at en “regulator” skubber til virksomhedens refleksioner om medansvar og sætter virksomheden i gang med at forholde sig til, med hvilke ambitionsniveau og risikoappetit virksomheden skal ledes og drives efter.”

Dermed peger hun på den knast, at også i den politiske diskurs får markedshensyn vetoret i forhold til virksomhedernes sociale ansvar. Derfor er vi umiddelbart langt fra større krav om ansvarlighed og etik, og dermed også forklaringen på, at det er muligt for virksomheder at tale om etik og ansvar i en økonomisk diskurs. Debatten føres stort set ikke uden for den økonomiske præmis.

[box]Refleksioner om CSR som etisk frihed

Virksomhedens eksistensberettigelse består i at skabe profit og vækst, hvilket gør det økonomiske ansvar til en tvungen handling i modsætning til et frivilligt ansvar, der kræver en streng holdningsindsats. Et frivilligt ansvar kræver beslutninger, der rækker ud over rammeforståelserne for virksomhedsførelse, hvis ikke CSR skal forblive et forretningsdrevet tiltag. Præmissen for CSR bliver derfor trods gode intentioner ofte den samme, som sikrer virksomhedens eksistensberettigelse. Som det ses i Arlas tilfælde og andre gængse CSR-formuleringer håndteres CSR netop ikke som et selvstændigt område.

I stedet håndteres CSR som en udvidelse af kerneforretningen, hvilket nok er vigtigt for sund virksomhedsførelse, men som ikke  i sig selv kan være et fuldbyrdet ansvarligt hensyn til mennesker, rettigheder og klimaforandringer. Det gælder Arla, det gælder Novo Nordisk tredelte bundlinje, og det gælder  værdigrundlaget for både dansk og international CSR-lovgivning, fordi frivillighedsprincippet i praksis peger tilbage på virksomhedens grundlægende økonomiske rationale.  Hvordan er det muligt at få virksomheder til at anerkende etisk frihed frem for frivilligheden og dermed påtage sig et mere forpligtende etisk ansvar? Det vil formentligt kræve en ny form for ledelse, som omfatter et aktivt uforbeholdent og åbent (frit) forhold til omverdenens bæredygtige problemer. CSR med udgangspunkt i omverdens udfordringer og ikke forretningen kan beskrives som en etisk frihed, virksomheden udviser i en anerkendelse af sit reelle ansvar for mere end sig selv. Det er ikke en frihed fra en omverden, men en frihed, der giver muligheden for at forholde sig til sin omverden og gøre dette på en måde, som ikke er fastlagt på forhånd af den markedsøkonomiske forståelse af virksomhedsførelse.

En fri CSR-politik kunne etableres som et selvstændigt felt, der tillader virksomheden at møde omverdenen på baggrund af helt andre forståelseshorisonter end markedsøkonomien, nemlig med etikken som baggrund. CSR opstår derved i form af et etisk ansvar, der eksisterer parallelt med – og ikke som betingelse for – det økonomiske tvungne ansvar.Den etiske frihed skal forstås som en praksis, hvor præmisserne for CSR konstant er i bevægelse i relation til omverdenen. De etablerede rammer for CSR kan i sig selv fungere som et vigtigt værdigrundlag for god virksomhedsførelse og for ansvarlighed i forhold til omverdenen, men ofte rækker det etablerede grundlag ikke ud over de hensyn, som virksomheden forventes at tage, når særlige begivenheder gør, at profit og moral støder sammen. En etisk frihed og ansvar må i stedet baseres på et møde med omverdenen, hvor refleksion og nye forståelser ligger til grund for mødet – altså en form for bruger- og forståelsesinnovation. Det kræver tilsvarende en opmærksomhed og en anstrengelse fra virksomhedens side, før den kan møde omverdenen på andre præmisser end egne forretningsstrategier. Friheden frem for frivilligheden vil give virksomheden muligheden for at vende sin etiske indflydelse mod andre, være mere etisk bevidst i forhold til omverdenen og ikke blot mod de interne interessenters krav. Ligesom mange vurderer virksomheder på objektive økonomiske kriterier gennem IFRS-regnskabsstandarder og nøgletal, kan man forestille sig, at virksomheder etisk kan vurderes på kriterier, der er mere end blot forretningsdrevene. I overskridelsen af de etablerede forståelser af CSR ledes tiltagene ikke efter en allerede indrammet CSR-politik, men udviser derimod en sensibilitet over for omverdenen.

Først i en sådan tilgang bliver det relevant at tale om, at virksomhederne udviser et (s)ærligt socialt ansvar, da virksomheden anerkender det frivillige element og dermed friheden til at udfolde en aktiv etisk ledelse af CSR politikken.Den etiske frihed, virksomhederne kan udvise, skal forstås som en ændring i tilgangen til CSR. Det er en tilgang, der bevæger sig væk fra de økonomiske rammer og retter fokus mod andre hensyn end virksomhedens egne, og som CSR fundamentalt burde handle om, nemlig sociale hensyn, en bæredygtig fremtid og en forsvarlig overlevering af verden til fremtidige generationer. Det vil skabe en anden efterspurgt refleksivitet i CSR-udvikling, der ikke blot baserer sig på eksisterende forståelser, men i stedet bliver til et felt i konstant udvikling.

En sådan udvikling, som er baseret på friheden til at tænke og en sensibilitet over for omverdenen, er ganske godt beskrevet i Agnete Schimmell Raakjæra og Julie Lorentzens masterafhandling fra Copenhagen Business School om erhvervsfilosofi: ”Den erhvervsfilosofiske indstilling er en indstilling, der er sensibel over for den kontekst, den bringes ind i, dens meningsskabelser, praksisser og sprog, og som herigennem skaber mulighed for legitime begrundelser og forandringer. Ikke gennem kritiske og radikale dekonstruktioner, men ved at lære at forstå den konkrete praksis meningsskabelse, tale dens idiolekt og herigennem belyse, hvordan dens meningsskabelse ikke er en neutral kendsgerning, men et anliggende. Endelig er den erhvervsfilosofiske indstilling en indstilling, der aldrig lukker sig om sig selv, men konstant holdes åben for debat, refleksion og revision. En erhvervsfilosofisk indstilling, der således ikke blot kan indgå i og interagere med sociale praksisser på sociale praksissers præmisser, men som ligeledes kan medvirke til at forandre disse praksisser ved at åbne op, komplicere og lægge til,” konkluderer afhandlingen.[/box]

 

Skriv et svar