MENU
21. September 2017

Er den ansvarlige virksomhed fortsat en virksomhed?

CSR og regnskab forstår ikke hinanden

27. maj 2015 !, Filosofi

Valg: Implementering af politiske ideer

Valgkampen er startet. De stemmeberettigede skal sammensætte et nyt Folketing på baggrund af kandidater og ud fra den politiske overbevisning, der nu engang måtte være gældende på valgdagen. Fra nu af og frem til valget er overstået, bliver det et langstrakt (ud)spil om begunstigelser og sympatierklæringer med små som store befolkningsgrupper i landet.  Vi skal forholde os til et politisk spektrum, som i mangel af bedre segmentering handler om den røde blok på den ene side og den blå blok på den anden side. Det er forandringstiltag, holdninger, visioner etc., som er valutaen ved disse valg – ideer som vil præge de økonomiske og politiske beslutninger, og som vil øve indflydelse på menigdanskers liv og erhvervsliv.

Der er altså noget, som går forud for politik – noget, som i mindre og mindre grad er styrende for politiske tiltag eller for så vidt for vores valg i livet. Ikke desto mindre udgør det en styrke og en kraft for mødet mellem mennesker i et frit demokratisk samfund. 

Den klareste forbindelse mellem mennesker i et fællesskab synes at basere sig på et frit og åbent samvær – mulighed for ærlighed uden at blive ekskluderet. Når vi mærker tillid, kan vi ubesværet udfolde os, men når mistilliden opstår, så slibes der knive. Faremomenter nærmer sig, og vi må forholde os beskyttende. I begge sammenhænge er der tale om en apolitisk og nærmest mellemmenneskelig sameksistens.

Der er altså noget, som går forud for politik – noget, som i mindre og mindre grad er styrende for politiske tiltag eller for så vidt for vores valg i livet. Ikke desto mindre udgør det en styrke og en kraft for mødet mellem mennesker i et frit demokratisk samfund. Denne sammenhængskraft baserer sig på det, vi kunne kalde værensformer – måder at lade sit væsen blive til på, alene og sammen. I et forenklet og måske fortegnet billede har vi på den ene side den liberale værensform, og på den anden side har vi en systemtænkende værensform. De har ikke decideret noget med politik at gøre.

Den menneskelige bevidsthedsform rummer en vilkårlighed, som kan forplante sig i utilsigtede handlinger og blive forstærket af dumhed. Denne vilkårlighed kan vi dog forsikre os imod, men jo større selvrisikoen for vores handlinger er, desto hurtigere må vi bevidstgøre os grunde til denne vilkårlighed. Vi bliver nødt til at lære, og når vi har oplevet tilstrækkelig mange vilkårligheder i vores liv, så er det nærliggende at skabe systemer og systematikker omkring os, så vi ikke bliver taget til gidsel af det utilsigtede. Vi fraskriver os således ansvaret, og langsomt opbygges samfundet som et modvirke til vilkårlighed.

Den liberale tænkning er helt på linje med det at være et frihedssindet menneske, ligegyldigt om vi stemmer til højre eller venstre.

I samme bevægelse kan vi dog lære at forudsige, hvad der kan komme til at ske, og vi lærer at sige til og fra over for det, der møder os. Vi bliver bevidstgjort om et givet handlingsmønster og nogle prioriteringer i tilværelsen, som fremhæver vigtigheden af ens tilværelse. Dette mønster rummer selvsagt en gentagelse, og når vi har erfaret tilstrækkelig mange gentagelser, kan vi slutte os til en standardsituation om end med en række undtagelser. Det synes at være den simple logik i forhold til at organisere en verdensanskuelse, som dominerer samfundsudviklingen. Det er her, det politiske fællesskab kan etablere sig i positioner og medtilhørende argumenter.

Men inden og efter at dette er sket, så har vi en bærende sammenhængskraft. Traditionelt set synes netop de to ovennævnte værensformer at være dominerende – den liberale og den systemtænkende. De udmærker sig begge ved at afmønstre vilkårligheden og dermed reducere risici. De er dog to vidt forskellige værensformer. På den ene side har vi frihedens opblomstring, og på den anden side har vi begrænsningernes tænkning. Og når den liberale tænkning bliver misbrugt, opstår der typisk et behov for systemtænkning.

Hvis vi først anskuer den liberale tænkning, så danner den et virkningsfuldt og opbyggeligt centrum for én sig selv og omverden. Den synes at være menneskets bevidsthedsmæssige hviletilstand, hvor det enkelte menneske er i stand til at forholde sig åbent over for det, der sker, og det, der kan komme til at ske. Tænkningsformen udtrykker en tiltro til det selvskabende – til menneskets positive bidrag til sig selv og sin omverden. Den udtrykker en åbenhed over for det virkelige forstået på den måde, at tilværelsen som udgangspunkt er meningsfuld, hvorfor refleksion af den umiddelbare fremtrædelse af tanker, ord og følelser anses som værende problematisk.

På den anden side af bordet sidder systemtænkningen og udtrykker en logisk fremdrift, der tangerer en spekulativ venten. Hvilke målsætninger har jeg? Hvordan skal jeg optimere min situation? Hvordan kontrollerer jeg vilkårligheden?

Med denne tænkning har vi ikke en anmassende tilgang til andre. Som udgangspunkt møder vi ikke det fremmede med tilknytningskrav. Vi deler i stedet en sammenhængskraft med de mennesker, som bidrager til en atmosfære af grundlæggende respekt og værdighed i vores omgang med hinanden. Den liberale tænkning er helt på linje med det at være et frihedssindet menneske, ligegyldigt om vi stemmer til højre eller venstre. Det betyder faktisk ingenting, fordi det handler om livets udfoldelse. Den liberale tænkning giver os den handlekraft, som vi har brug for. Vi kan handle i overensstemmelse med en følelse af nødvendighed – vi skal ikke nødvendigvis redegøre for vores grunde til handlen, vi skal blot kunne udtrykke en sammenhængskraft med vores handlinger. Det er friheden til det at være, og det er ansvaret ved det at kunne være.

På den anden side af bordet sidder systemtænkningen og udtrykker en logisk fremdrift, der tangerer en spekulativ venten. Hvilke målsætninger har jeg? Hvordan skal jeg optimere min situation? Hvordan kontrollerer jeg vilkårligheden?

Systemtænkeren er på distance af verden og hænger som ørnen over markerne – den overvåger området for bevægelse. Vedkommende opgør sin stilling på baggrund af veldokumenterede referencer, førend vedkommende træffer sin beslutning. Der er gerne en lige linje mellem beslutningen og formålet med denne beslutning. Det forlanges i øvrigt, at der er vægtige grunde til dette eller hint. Mennesket står oven på verden og beskuer det, der sker, med kontrollamper i panden. Systemtænkeren er et logisk visir mod den spontane og den pludselige handling. Tænkningsformen er uvirkelig for den liberale tænkning.

Systemtænkningen udtrykker sig med en tvingende nødvendighed, hvor det tvingende ligger i begrundelsen. Denne tænkningsform er så at sige ahistorisk. Den kan derfor også kun efterrationalisere eller sandsynliggøre ud fra nogle allerede givne logikker. Den er ikke i sig selv skabende, men ordner typisk et materiale eller en vilkårlighed ud fra nogle simple ræsonnementer. Den liberale tænkning er mere optaget af rummet for væren frem for konsistensen af en livsanskuelse.

Begge tænkningsformer er for så vidt logiske i deres tilgang til verden, men udkommet er vidt forskelligt. Den liberale tænkning har umiddelbarheden som sit kendetegn. Systemtænkningen har kontrollen som sit kendetegn. Systemtænkningen vil således ofte være analyserende med logisk afmålte vinklinger, hvorimod den liberale tænkning for det meste vil fremstå spontan og situationsbundet.

Systemtænkningen forudsætter en allerede givet ramme. Det vil sige, at den værdsætter det genkendelige og eksplicitte præmisser for det talende. Den liberale tænkning er anderledes funderet. Den ser helst, at rummet er frit tilgængeligt, og at det netop er i kraft af den udefinerede ramme, at vi har mulighed for at fremelske det skabende, det brydende og det menneskelige.

På overfladen har vi altså de politiske holdninger, der i løbet af det kommende tre uger skal sprudle af idérigdom med kæren om den næste, men når de politiske ideer skal omsættes til realpolitiske tiltag og herefter administreres af embedsværket, så er det værensformen og tankegangen i de politiske projekter, som bliver afgørende – hvilken oplevet værdi af de politiske beslutninger ønsker vi? Vil vi fremelske den umiddelbare virkelighed, eller vil vi fremtvinge en øget kontrol i vores samfundsudvikling?

Det er nemlig både tankegangen og værensformen, som organiseres af selve måden, de politiske beslutninger bliver implementeret på. Det er her, vi skal tage stilling til, hvori det værdifulde af begge tænkningsformer består, og inden for hvilke områder af politik de skal gøre sig gældende. Vi, de stemmeberettigede, har dog ingen formel indflydelse herpå. Ikke desto mindre spiller begge faktorer en stor rolle i udviklingen af vores samfund og i oplevelsen af den politiske idérigdom.

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *