MENU
24. September 2017

Virksomhedsetik er grundforskning i at forstå

Deleøkonomi: Tilbage til det reciprokke menneske

12. maj 2015 Offentlig, Omstilling, Refleksion

Udlicitering er systemeksportens paradoks

ISS Facility Services har tilbudt staten at ovetage velfærdstekniske opgaver og spare det offentlige for 12 milliarder kroner. Det er helt legitimt og efter handelshøjskolens ABC, at ISS-direktør Martin Gaard Thomsen er interesseret i flere opgaver til ISS-koncernen. Han afslører samtidig det paradoks, at kommuner og regioner, der varetager de velfærdsopgaver som sagen drejer sig om, reelt ikke har et alternativ til tilbuddet.

Det skyldes blandt andet, at den risiko, kommuner og regioner kan påtage sig, udelukkende er et valg mellem enten intern effektivisering eller ekstern udlicitering. Kommuner og regioner har nemlig kun meget begrænsede muligheder for at etablere alternativer til besparelser, og lovgivningen levner reelt ingen mulighed for mere langsigtede indtægtsgivende løsninger, som kan føre til eksport af velfærdsløsninger. Martin Gaard Thomsen adresserer derfor staten, men sigter reelt mod kommuner og regioner, hvis beslutningsproces er låst fast i en besparelses- og udliciteringslogik, der ikke giver plads til nye og andre tiltag til finansiering af velfærdsstaten gennem velfærdssystemeksport.

En grund til, at Danmark ikke har sat så mange projekter i gang, er den generelle usikkerhed om, hvem der skal bære risikoen for projekterne. Hvor meget skal staten, regionerne eller kommunerne gå ind i projekterne, og hvor meget ansvar skal gives til de private aktører? Professor Carsten Greve, CBS

Martin Gaard Thomsen har formentlig blik for paradokset, der gør, at opgaven til 100 milliarder kroner er særdeles attraktiv at få fingre i. For ud over den konkrete meromsætning vil overtagelsen af opgaverne rumme værdien af løsninger, som kommuner og regioner har finansieret gennem adskillige år – men som de ikke har mulighed for at kapitalisere. Velfærdsløsninger indeholder teknikker, viden og kompetencer, som ISS ved en overtagelse kan benytte direkte eller indirekte til systemeksport og dermed tilføre ISS-forretningen ydelser og services, som danske skattekroner har finansieret.

Set i lyet af det stigende økonomiske pres på velfærdsstaten burde det overvejes, om kommuner og regioner kunne have større mulighed for at betragte systemeksport som en stor mulighed med risiko i stedet for en stor risiko med meget lille mulighed.

Det er naturligvis også et politisk valg, om kommuner og regioner skal kunne agere mere som virksomheder og tage risici. Men spørgsmålet er også, hvorfor staten på proaktive udviklingsområder som eksempelvis system- og velfærdseksport ikke giver kommuner og regioner et stærkere mandat til at nærme sig samme risikoanskuelse, som accepteres i en lang række statsejede virksomheder som f.eks. Dong, SAS og Finansiel Stabilitet. I disse selskaber agerer staten virksomhedsejer og tager store risici på kommercielle markeder, blandt andet fordi selskaberne er ”systemisk vigtige” for velfærdsstaten. Hertil kommer, at selskaberne sælges videre med fortjeneste til internationale investeringsbanker, der opererer under skattely, som selv samme regering bekæmper med den anden hånd. Det kunne kaldes et paradoks i paradokset! Men det er en kendsgerning, at statslige virksomheder har alternativer til besparelse og udlicitering – og at de praktiserer dem. For kommuner og regioner gives den mulighed ikke.

Velfærdseksport vil være eksport af ”viden om omsorg”. Denne vidensform har opbygget velfærdsmodellen og den kulturelle omgangsform i Danmark. Den handler grundlæggende om en ”gaveøkonomi”, hvor det offentliges opgave er at gendanne en ubetinget tilstand hos sine borgere ved at give. Erhvervsfilosof Morten Paustian

Forklaringen kan blandt andet findes i opfattelsen af risikobegrebet, som underliggende styrer lovgivningen på området, f.eks. i lov om kommuners og regioners erhvervsaktivitet, der begrænser og regulerer rammerne for kommuners ejerskabs- og samarbejdsmuligheder med private aktører. Lovens paragraf 3 forhindrer, at en kommune eller region opnår bestemmende indflydelse gennem sit finansielle indskud i et selskab. Dermed kobles risici ikke til kommunens indtægtsmuligheder, men primært til kommunens forsyningssikring og -udvikling samt rollen som leverandør af velfærdsydelser uden yderligere perspektiver i indtægtsgivende retning

Argumentet er, at kommuner og regioner skal fokusere på at garantere leverancen af den helt basale velfærd som uddannelse, hjemmepleje, sygehus, el, fjernvarme og vand – hverken mere eller mindre. Risiko anskues altså i denne sammenhæng ikke som en kobling til muligheden for at videreudvikle på velfærdsstatens finansiering, men derimod til faren for, at de eksisterende velfærdydelser ikke kan leveres. Risiko forbliver dermed forbundet til en logik, der ikke tager højde for, at velfærdsydelser i sig selv kunne repræsentere en økonomisk værdi, der kunne finansiere mere end sig selv, nemlig som bidrag til den fremtidige finansiering af velfærdsstaten.

Usikkerhed er knyttet til risiko. Identifikation af usikkerheder bliver i denne sammenstilling til et spørgsmål om prioritering mellem ”systemisk nødvendighed”, ”sikring af velfærdsleverancer” og ”fremtidens muligheder for at finansiere velfærdsstaten”. De to første er identificeret i kommuners og regioners muligheder, mens den sidstnævnte kun accepteres på statsligt niveau.

Set i lyset af det stigende økonomiske pres på velfærdsstaten burde det overvejes, om kommuner og regioner kunne have større mulighed for at betragte systemeksport som en stor mulighed med risiko i stedet for en stor risiko med meget lille mulighed. En ny anskuelse af risikobegrebet vil kræve, at kommuner og regioner løsnes fra effektiviserings- og besparelsesoptikken og får nye rammer til at vurdere risici i forhold til den samlede finansiering af velfærdsstaten – og ikke alene kun i forhold til at garantere leverancer på den korte bane.

Kommuner kan kun på meget begrænsede vilkår deltage finansielt og ejerskabsmæssigt i selskaber, der har systemeksport for øje. Ejerskab, kontrol, ledelsesansvar og eksportudvikling – herunder risiko – overlades til private virksomheder, f.eks. ISS, af hensynet til ikke at forvrænge konkurrencevilkårene i erhvervslivet. Kommuners primære opgave er dermed kun at levere velfærd og ikke erhvervsdrift. Kommuner og regioner kan højst passivt støtte systemeksporten og facilitere netværk for erhvervslivet i den retning. Det hensyn er måske velfærdshistorisk logisk, men ansvaret og risikoen for velfærdsstatens finansiering kunne fordeles på en mere fleksibel måde i fremtiden.

Men forskellen i erhvervslivets og det offentliges økonomiske præmis besværliggør en opblødning på området og kræver en dybere diskussion. Det mener erhvervsfilosof Morten Paustian fra Research Institute of Philosophical Leadership:

“Velfærdseksport vil være eksport af ”viden om omsorg”. Denne vidensform har opbygget velfærdsmodellen og den kulturelle omgangsform i Danmark. Den handler grundlæggende om en ”gaveøkonomi”, hvor det offentliges opgave er  at give ubetinget inden for en politisk ramme. Her er der en klar adskillelse mellem det offentliges rolle og det private marked, som per definition handler om udveksling mellem aktører  i en betinget tilstand.” Paradokset udfolder sig, fordi kommuner også er sat i værk for at udføre ”systemisk nødvendige” opgaver, og f.eks. har Esbjerg Kommune haft en stor rolle i udviklingen af virksomheden Welfare Danmark, der eksporterer velfærdsteknologi. Men kommunen kan ikke udnytte den mere langsigtede indtægtskilde. ”…det er også lidt træls, at vi har været med til at udvikle Welfare Denmark og fået internationale priser for det, og så kan virksomheden måske sælges for et stort millionbeløb, uden at kommunen får så meget som en krone for det, selv om vi har udviklet op imod 90 procent af løsningen,” udtaler direktør Arne Nikolajsen i Esbjerg Kommune i en artikel fra ugebrevet Mandag Morgen i maj 2015. Esbjerg Kommune har altså ikke mulighed for at identificere risikoen i forhold til fremtidens muligheder for at finansierer velfærdsstaten.

Omvendt kan kommunerne se, at dele af det statsejede energiselskabet Dong bliver solgt for et tocifret milliardbeløb til en amerikansk investeringsbank. Og på samme måde undre sig, når staten påtager sig meget store risici ved at drive Finansiel Stabilitet propfyldt med nødlidende banker eller stiller milliardkreditter til rådighed for SAS, som staten delvist selv ejer. Paradoksalt opleves det, at staten kan eje, sælge og stille kredit til rådighed for sine egne systemisk vigtig virksomheder, men at kommuner og regioner ikke kan – de er henvist til besparelser eller udlicitering.

Spørgsmålet om risikovægtning og placering af ansvar påpeger professor fra CBS Carsten Greve som en af forklaringerne på, at den offentlige sektor ikke er mere aktiv deltager i indtægtsgivende virksomhed gennem eksempelvis systemeksport. “En grund til, at Danmark ikke har sat så mange projekter i gang, er den generelle usikkerhed om, hvem der skal bære risikoen for projekterne. Hvor meget skal staten, regionerne eller kommunerne gå ind i projekterne og hvor meget ansvar skal gives til de private aktører”, udtaler Carsten Greve til Erhvervsfilosofi.dk.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , , , , ,

One Response to Udlicitering er systemeksportens paradoks

  1. […] anden strukturel udfordring, som Erhvervsfilosofi.dk tidligere (Link til artikel) har beskrevet i anden sammenhæng, er kommunale virksomheders begrænsede muligheder for at drive […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *