MENU
21. September 2017

Kapitalismekritik fra uventet kant

Nationernes Velstand – En undersøgelse af dens væsen og...

10. maj 2015 Boganmeldelse, Filosofi

Undring som en vej til dannelse

Boganmeldelse

Finn Thorbjørn Hansen
At stå i det åbne – dannelse gennem filosofisk undren og nærvær
Hans Reitzels Forlag, 2008
479 sider
Kr. 498,-

Anmeldt af Anders Dirksen uddannet folkeskolelærer samt cand.pæd.phil. fra DPU i Århus.arst

At stå i det åbne henvender sig hovedsagelig til undervisere, vejledere, sygeplejersker, konsulenter og ledere, men kan også læses af enhver, som har interesse for filosofi. Bogen består af en indledning samt to hoveddele, som er inddelt i mindre kapitler. Første del sætter fokus på det at undre sig som fænomen, mens anden del har fokus på dannelse, uddannelsessystemet og pædagogikkens væsen. Afslutningsvis er der nogle praktiske filosofiske øvelser, som kan anvendes for at frembringe et undringsfællesskab.

Bogen er bygget op som en bjergvandring, hvor læseren guides igennem de store og vanskelige tanker og begreber fra filosoffer som Arendt, Heidegger og Gadamer, mens man andre steder går lidt lettere, når emnet bliver bundet op på forfatterens eget liv. Hansen bygger videre på tankerne fra blandt andet Heidegger. Hvor Heideggers begreber kan være vanskelige at fastholde og forstå, så er hovedargumentationen i At stå i det åbne lettere at forholde sig til. Ikke desto mindre er de to forfattere ude i samme ærinde: At komme væk fra en videnskabeliggørelse af tilværelsen. Men hvor Heidegger afviser videnskaben og ønsker sig tilbage til en enklere tid, så lader Hansen vide, at han ønsker at fastholde både den videnskabelige og den fænomenologiske tilgang til tilværelsen i en dialektisk forening. Blot har udviklingen vist, at vi i øjeblikket læner os mest til den videnskabelige forståelse og er ved at glemme dannelsen.

Indledning

Finn Thorbjørn Hansen forsøger i bogen At stå i det åbne at beskrive fænomenet undren. Med en omskrivning lånt af Arendt kalder han denne form for undring den ’beundrende undring’. Undringen er ikke forårsaget af det overraskende eller omtumlende i tilværelsen, men er derimod en undring, som opstår, når man begynder at undre sig over sin egen tilværelse og de erfaringer, man har gjort sig. Dermed bliver filosofi for Hansen en praksis, som tager udgangspunkt i det levede liv og de konkrete erfaringer, vi gør os.

I første omgang beskriver Hansen forholdet mellem erkendelse og tænkning. Erkendelse er en metode til at få et større kendskab til det fænomen, man står overfor. Dette kan gøres ved hjælp af begrebs- eller samfundsanalyser. Men kendetegnende for metoden er, at det er en metode. Det er en bestemt måde at få større indsigt på. Man kan altså gøre det på den rigtige eller den forkerte måde. Det har at gøre med et villende jeg – det vil sige, at jeg kan bestemme, hvornår jeg vil opnå en større erkendelse.

Tænkning er derimod noget, der sker. Tænkningen er ikke en metode, hvor man kan kontrollere, om man er nået til det rigtige resultat. Man er overladt til øjeblikket, hvor man pludselig står i tænkningens åbning mod væren, og man mærker, hvorledes livet taler til en. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man skal vente på, at tænkningen sker. Man skal opbygge sit eget selv, så man er klar til at modtage tænkningen, når den indtræffer.

Fra starten af bogen kan man altså fornemme, at vi har at gøre med et fænomen eller en tænkning, som ikke lader sig beskrive, fordi den netop ikke kan rummes i en begrebsanalyse, og Hansen er selv klar over problematikken. Derfor beskriver han bogen som en bjergvandring, hvor man kan følge bogens ord, men læseren må selv sørge for at tænke ud fra væren. Dette betyder, at man som læser undervejs må stoppe op og gennemtænke disse pointer i forhold til sit eget liv. Men vigtigst er, at man foretager rejsen sammen med en anden. Helst en, som har foretaget rejsen og derfor kender til de forskellige faldgruber. Derfor beskriver Hansen også sine egne samtaler med andre filosofiske vejledere, som har guidet ham den rette vej.

Eichmannisering

Bogen er ud over en rejseguide for den enkelte også et opgør med det pædagogiske grundsyn i Danmark. Der foregår ifølge Hansen en instrumentalisering af uddannelsessystemet, hvor fokus er på erkendelse, viden og kompetence. Hansen mener ikke, at dette grundsyn er forkert, men når der kun fokuseres på dette, så mister man synet på dannelse og visdom. Elevernes faglighed bliver det eneste fokuspunkt, mens deres tilværelsesoplysning negligeres.

Risikoen er, at vi uddanner elever, som ikke kan tænke. Tænkning kræver en etisk ansvarlighed eller etisk selvomsorg, hvor man ikke blot følger samfundets normer og regler, men tør sætte spørgsmålstegn ved disse. Kun ved at åbne muligheden for at tænke selvstændigt kan vi undgå, at samfundet ikke eroderes af en ’eichmannisering’. Eichmann var en tysk officer, som havde millioner af jøders liv på samvittigheden. Eichmann følte sig ikke skyldig i anklagerne, fordi han blot havde gjort, hvad samfundet havde forlangt. Eichmann var ikke uintelligent, men manglede evnen til selvstændig tænkning.

Det filosofiske liv og etisk selvomsorg

I første del af bogen beskriver Hansen Sokrates’ filosofi. Hansen følger her Arendts og Kierkegaards opfattelse af Sokrates som en humorist, der ønsker at sætte sin samtalepartner i kontakt med en forståelse af sin egen levede filosofi. Gennem samtalen forsøger Sokrates derfor at få samtalepartneren til at beskrive sin egen levede filosofi for derefter at drage denne forståelse i tvivl. Ikke fordi Sokrates vidste, hvordan man bør leve sit liv, men fordi Sokrates selv i løbet af samtalen kom til en større forståelse af væren. På samme måde skal enhver anden filosofisk vejleder ifølge Hansen benytte sig af Sokrates som forbillede.

Men for at få en bedre forståelse af det, som Sokrates er i stand til, inddrager Hansen Arendt. For Arendt gælder det, at mennesket er deltager i to riger, ligesom Kant beskriver det. En verden, hvor sund fornuft og erkendelse hersker, og en verden, hvor tænkningen råder. Den første bestemmer hun som ’verdensfremtrædelse’ (the world of appeareance), mens den anden bestemmes som ‘væren’ (being). Hvor den første gælder for alt det, vi kan forstå og analysere os frem til, så er væren det meningsfulde, som viser sig for os. Væren kan vi ikke beskrive i analytiske termer, men må opleve. I dette rige spørger man ikke ind til, hvad det er, men hvad meningen er med, at det er. Meningen kommer til os, når vi står i væren eller i det åbne og tænker ud fra dette sted.

Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet – undringens fænomenologi. For hvad er det, som får os til at undre os? Det er i vores åbning mod væren, at undringen opstår. Ikke fordi vi i vores tænkning fremkalder denne undring, men fordi vi i vores tænkning åbner os for muligheden for at undre os. Selve undringen sker pludseligt og uden for vores villende jeg. Det kommer fra livet selv. Selve undringen er en patos – en lidenskab, som ikke kan fastholdes i ord og begreber. Den griber os og leder os. Derfor introducerer Hansen os for Arendts to vigtige begreber: Natalitet – som betyder en ny begyndelse, og pluralitet – som betyder, at menneskets liv er historisk betinget og endeligt. Vi er altså bundet til en ’væren-i-verden’ i heideggerske termer, men i denne bundethed ligger der tillige en mulighed for en ny begyndelse. Denne nye begyndelse sker, når vi åbner os for væren for at undre os. Det sted, hvor denne mulighed viser sig, kalder Arendt for ‘nunc stance’ eller ‘det stående nu’. Midt i tidens irreversibilitet muliggøres der ifølge Arendt et stående nu, som danner grobund for en ny begyndelse. Dette er tænkningens vigtigste opgave: At standse al aktivitet for, at vi kan stoppe op og mærke efter, hvad meningen er med livet. Hvis vi fastholder denne opgave, så bliver dannelsesbegrebet også en mulighed. En mulighed for selvdannelse – hvor dannelsen ikke skal ses som dannelse til en kontingent tilværelse, men i et lidenskabeligt forhold til det eksistentielle spørgsmål: At forstå hvad meningen med livet er ud fra ens egne erfaringer fra tilværelsen. At filosofere er derfor at begynde på ny.

Den filosofiske praksis

Hvor første kapitel af bogen beskriver den teoretiske forståelse af den filosofiske vejledning, så dykker andet kapitel ned i den mere praktiske tilgang til denne. Læseren introduceres her for Achenbach, Lindseth og Lahav. Fælles for dem alle er en afstandstagen til den fagfilosofiske del af den filosofiske vejledning. I stedet skal vejlederen sørge for, at gæsten (til forskel fra psykologens brug af patienten) og vejlederen selv danner et undringsfællesskab, hvor både vejleder og gæst undrer sig i fællesskab og dermed ikke skaber en afstand i mellem hinanden. Forskellen mellem gæst og vejleder er, at vejlederen har prøvet at være i disse undringsfællesskaber før og forstår, hvorledes de kan opstå og hvilke faldgruber, der kan være. Det vanskelige ved denne bevægelse er, at vejlederen ikke har en metode, som han eller hun kan bringe i anvendelse. I stedet for at bruge metoder eller teorier udvikles teorierne på baggrund af det undringsfællesskab, på baggrund af hvilken de to tænker. Derfor er vejlederen ikke vejleder i gængs forstand, eftersom vedkommende netop ikke kender vejen, men derimod lader vejen opstå undervejs. I undringsfællesskabet er det dog væsentligt ikke at lade gæstens udtænkte filosofi føre samtalen, men tage udgangspunkt i gæstens levede filosofi.

De eksistentielle spørgsmål trænger sig på

Anden del af bogen og dermed kapitel tre tager udgangspunkt i et samfundsperspektiv. Hvilken betydning kan den filosofiske vejledning få for vores samfundsstruktur? Hansen begynder ved det generelle behov for det eksistentielle. Samfundet udtrykker en mangel på dybde og tyngde, som managementkulturen ikke har været i stand til at levere. Det er her, den filosofiske undren kan give noget andet end selvhjælpskurser. Her tydeliggør Hansen også sin kritik af den socialkonstruktivistiske samfundsbeskrivelse. Der er for meget vægt på kompetencebegrebet, og dermed mister vi ethvert forhold til dannelsen. Den glider ud og efterlader et hul midt i tilværelsen. Vi skal gøre plads til tænkningen, således at vi ikke ender ved en eichmannisering.

I fjerde kapitel, Nye evidensformer og forskningstilgange efterlyses, viser han vanskelighederne ved at videnskabeliggøre denne undren, fordi den ikke lader sig begribe eller indfange via det videnskabelige sprog. I stedet må man ty til en indirekte form. Det poetiske, fortællende eller en fænomenologisk tilgang og lade fænomenerne selv komme til orde. En sådan mulighed finder Hansen hos Scharmers U-model i kapitel fem, Pædagogik som en filosofisk praksis. Det væsentligste er, at underviseren stiller åbne spørgsmål, som lader de studerende deltage i undringen. Derfor skal underviseren være sanselig tilstedeværende (presencing) på en måde, som giver plads til undringen uden hele tiden at tænke ud fra kompetencebegrebet.

I det afsluttende kapitel, Eksistens, politik og evidens – en eftertanke, runder Hansen bogen af ved at sige, at ”[d]et bliver afgørende for den fremtidige uddannelses- og forskningspolitik, at man får udvidet evidensbegrebet og evalueringstænkningen, så det også bliver fuldt gyldigt og vigtigt at arbejde ud fra en dannelses- og værensorienteret tilgang.” (s. 433). Dermed rummer Hansens bidrag til filosofiens og pædagogikkens væsen to væsentlige pointer: En kritik af den måde, hvorpå vi i dag bedriver filosofi og pædagogik, hvor vi glemmer undringen som mulighed for dannelse. Samt en skitse til, hvorledes vi igen kan indføre denne mulighed i undervisningen og vejledningen.

 

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *