I din bog skriver du om hvad målsætninger gør ved skaberkraften. For at være skabende, hævder du, skal ledere og medarbejdere kunne filosofere frit. Hvordan kan filosofien bidrage med en udvikling for mennesker, organisationer og samfund i det hele taget, når målsætninger i høj grad styrer markedsmekanismen?
Jeg mener, at jo mere målsætninger er styrende og ledende for vores engagement og involvering, særligt i filosofiske processer, desto mindre sikkerhed er der for den menneskelige værdi. Den sælges der ud af, når først magtkampene opstår, når effektiviteten hviler på en vurdering af konkrete resultater, når viden bliver objektiveret, eller når vi forstummer af sociale hensyn. Fejheden kender ingen grænser i mørkekammeret. Vi er i kraft af verden blevet programmeret med en bevidsthed om resultater, og hvis ikke vi leverer resultater, så har vi ikke valget over vores eget liv. Det paradoksale er, at hvis vi følger det ultimatives dominans, så har vi hverken valget over vores eget liv, eller for så vidt muligheden for at skabe ny viden. Længere er den ikke.
Hvad skal vi forstå med udtrykket det ultimatives dominans, som du nævner. Hvordan er sammenhængen til et resultatorienteret rationale, som erhvervslivet bygger på, og måske er det primære som det kan tilbyde i forhold til menneskelige og samfundsmæssige udvikling?
Det ultimatives dominans er gradbøjningen af væren til fordel for indfrielse af målsætninger. Den menneskelige ånd er blevet taget til gidsel i det greb, som hedder resultater. Og vi kan ikke inden for de eksisterende rammer ændre på dette. Endeligheden som et livsvilkår er blevet så dominerende, at vi mister glæden ved det lange seje træk og ved opbygningen af noget varigt for hverandre. Det ultimatives dominans har i stedet overtaget ledelsen af livet og et af hovedproblemerne, som netop min bog identificerer er den markedsøkonomiske tænkning, som synes altdominerende for flertallet. Det er kommet til at handle om indfrielse af målsætninger – noget som mest af alt handler om at gøre dét, der forventes. Indfrielsen deponerer undersøgelsen. Det drejer sig alene om at levere et resultat. Det er livets vilkår, vi taler om her. Resultatopgørelser er blevet menneskets selvbevidsthed. Den menneskelige fortabelse i det uopnåelige. Vi er med andre ord i lommen på det øje, som slører tanken.
Du beskriver den markedsøkonomiske tænkning, som en begrænsning for den menneskelige væren og bevidsthed. Markedet rummer en motor, skriver du, som driver mennesket til at erfare endeligheden ved udviklingsprocesser. Hvorfor er denne verdenssorg, som du kalder den, et problem?
Denne verdenssorg kan anspore mennesket til at have opgivelsen i sig. Den tilslutter og forstærker følelsen af at vi ikke kan eller vil mere, hvad end dette ’mere’ måtte referere til. Verdenssorgen har dog fyldt meget i menneskehedens historie, og det ulykkelige er at hver gang vi anvender statistiske beregninger til at legitimere beslutninger, så tilvælger vi denne verdenssorg. Vi mister tilknytningen i livet. Det har ikke meget med frihed at gøre.
Mener du dermed, at markedsøkonomisk tænkning, forstået som en verdenssorg, ikke har nogen berettigelse?
Verdenssorgen kan være givende i forhold til at blive klar omkring det metodiske behov for frigørelse fra verden i livet ved at beskæftige os med det varige og det skabende. Verdenssorgen efterfølges desuden af en følelse af, at noget forekommer uretfærdigt i livet – som om vi oplever ikke at modtage den klarhed, som vi enten har brug for eller føler os berettiget til. Verdenssorgen minder os derfor også om svigts betydning, og hvilken følelsesmæssig tilstand vi dermed kommer i. Det er en tilstand af tilbagetrukkethed, at være uengageret og bevæge sig med en ligegyldighed. Statistik kan være med til at videreføre denne bevidsthedstilstand.
Det må vel betyde, at du mener at markedsøkonomiske tænkning som videnskab, eller for den sags skyld markedsøkonomisk praksis ude i virksomhederne, grundlæggende ikke skaber mening med livet Men mange mennesker identificerer jo netop mening med livet gennem relationer til erhvervslivet – altså deres arbejde?
Meningen med livet – som værende friheden til at være – er et universelt anliggende, men udtrykker sig individuelt og meget forskelligt fra menneske til menneske. Der synes dog at være et gennemgående træk hos alle mennesker, som handler om at skabe et liv, hvor vi bruger os selv til at vide os sikre. Vi kan modtage alverdens informationer og viden fra forskellige kilder, men når virkeligheden trænger sig på og afkræver vigtige og måske oven i købet til tider afgørende indsigter, så er vi alene uanset hvilke relationer vi indgår i.
Kan vi bruge den ensomhed til noget?
Denne alene-hed er et stort aktiv, når vi bruger den klogt. Vi har her muligheden for at lytte til vores bevidsthed – i denne alene-hed hører vi klare tanker og kan fylde os selv op med den idérigdom og/eller de tankeprocesser, som udgør vores refleksivitet af det, der møder os. Vi kan altså blive bevidstgjort om det sammenhængsgivende, førend noget er indtruffet. Denne form for viden er således løsrevet fra en ’her og nu’ relation, og reflekterer i stedet en mulighed, som forenkler kompleksiteten ved ikke at modtage ærlige, klare eller bevidstgjorte svar fra omverden. Det er formentlig et vilkår, som på tilsvarende måde knytter sig til et af menneskehedens uløselige problemer, hvilket rent faktisk kan blive det enestående ved filosofiske kundskaber; at kunne være på trods.
Jeg kan forstå, at du forudsætter alene-heden som vilkår for at udvikle tænkning. Men erhvervslivet og andre samfundskonstruktioner er – for så vidt vi anerkender deres eksistens – ofte betinget af netværk og at noget påvirkes af noget andet – altså en form for dynamik, der netop ikke er alene. Ser du, at alene-heden og netværkstanken kan forenes til gavn for erhvervslivet eller samfundet?
Det paradoksale er, at filosofien kan spille en ny rolle i markedet, netop i de former for markeder, hvor der er brug for at styrke en frigørende tilgang, en udvikling af indlevelse af kvalitativ karakter, en evne til at kunne forestille sig det uforudsigelige og ikke mindst en sikkerhed i form af evnen til at kunne forvandle meningsløshed til en ledende forbindelse i verden.
Men hvis markedet er karakteriseret ved at dens aktører netop ikke er alene – bliver meningen så ikke apriorisk for både mennesket og markedsaktører – og dermed et umuligt domæne at skabe mening i?
[box]Filosofiens møde med markedetMarkedet er rigtigt nok kendetegnet ved, at vi står i en relation til andre mennesker, hvor vi enten modtager eller giver noget. Dét, i sig selv, er for så vidt et ligeværdigt forhold og udgør på mange måder en selvforstærkende mekanisme, hvis værdien i transaktionen kan løfte begge parter. Problemet opstår, når den økonomiske dominans svigter væren, så har vi et grundlæggende medmenneskeligt problem. Omvendt er det også dybt problematisk, hvis væren bliver reduceret til et spørgsmål om ‘intetheden’, hvor vi venter på at livet skal ske for os. Det er langt fra min erfaring. Meningen med eksempelvis livet – i markedet – handler om at skabe noget for andre, som gør det muligt for ‘Én selv’ og ‘Den anden’ at have friheden til at være. Derudover er det dog en kendt præmis, at livet har en ende, og netop den præmis kan markedet i høj grad gøre os bevidste om. Hver gang vi foretager os en transaktion skaber vi en endelighed omkring en livssituation. Vi trænes med andre ord i at blive bedre til at acceptere livets vilkår i verden med markedet, men det er jo selvfølgelig også noget andet end meningen med livet, eller hvad?
Forlag: Aalborg Universitetsforlag
Forfatter: Morten Paustian
Antal sider: 248
Udgivelsesår: 2015
Version: 1. udgave
ISBN: 978-87-7112-240-4[/box]