[dropcap]J[/dropcap]onathan Ive har siden 1996 været den bærende kraft i Apples designudvikling. Han har tæt på 5000 patenter i ryggen, hvoraf 00’ernes klassiske iPod, iMac og iPad hører under. Nu er han steget op til de øverste administrative luftlag ved sin nylige ansættelse som ’koncerndesigndirektør’ i maj.

[quote float=”right”]promovering kan forstås som en stadfæstelse af Jobs’ vision. Det er en naturlig overgang fra denne ene idealtype i typologien, den karismatiske, til den traditionelle autoritet.[/quote]

Flere ting kunne siges om Jonathan Ive, hans indflydelse på designinnovation er kolossal, men promoveringen er særlig interessant i lyset af hvordan lederskab fungerer hos Apple såvel som mange andre moderne virksomheder. Lederen er nemlig genstand for forventninger som aldrig før. Professor i Ledelsesudvikling på Havard Business School, Rakesh Khurana, har set på tendenserne i de største amerikanske virksomheders valg af CEO’er.

Fritidsinvestorers rolle i virksomheders succes har gjort kapitalisme til et populistisk ærinde. Bestyrelser ansætter derfor, ifølge Khurana, karismatiske ledere ud fra forventningen om, at investorer vil bringe aktien op, hvilket muliggøres af, at erhvervsmedierne fastholder de overproportioneret forestillinger omkring lederens evner.

[quote float=”left”]Det er altså erhvervsmedierne, sammen med investorer og bestyrelser, der er med til fastholde en overproportionering af lederens ansvar.[/quote]

Det er altså erhvervsmedierne, sammen med investorer og bestyrelser, der er med til fastholde en overproportionering af lederens ansvar. Lederen forventes internt at bære et større ansvar og udadtil være virksomhedens ansigt – virksomheden identificeres med lederen. Dette står i kontrast til tidligere tiders ledere, der blot var endnu et led i maskineriet – om end det vigtigste – frem for lyset på toppen af bjerget.

Den tyske sociolog Max Webers (1864 – 1920) typologi over autoritet har givet os et ordforråd til at belyse den slags egenskaber, der forventes af vor tids ledere. Religioner formes i deres indledende faser stort set altid af en ’karismatisk autoritet’. Karisma betyder på græsk nådesgave, og bruges om fantastiske personer, der igennem deres personlige, nærmest guddommelige egenskaber er i stand til at lede en given social krop.

Sammenligner man skikkelser som L. Ron Hubbard, scientologiens teologiske entreprenør, med Steve Jobs, Apples tidligere frontmand, opstår der ligheder på baggrund af det karismatiske autoritet. Begge har skabt sig et følgeskab – forbrugere i Apples tilfælde – der dyrker personen bag produktet og ukritisk køber sig ind i kulturen. Film er blevet lavet og bøger skrevet. Den karismatiske leder Steve Jobs: veganeren og ’filantropen’, der fandt inspiration og gav sine visioner form igennem New Age spiritualisme og counter-kulturen.

Ved den karismatiske leders bortgang vil der opstå et behov for sikkerhed, da han før var det eneste, der første gruppen frem. Det sikres igennem stadfæstelsen af en tradition, der oftest vindes igennem magtkampe. Der kæmpes så at sige om ortodoksien, om den rette fortolkning af lederens ord. Hermed skabes den traditionelle autoritet, den anden idealtype i den weberske typologi.

Jonathan Ives promovering kan forstås som en stadfæstelse af Jobs’ vision. Det er en naturlig overgang fra denne ene idealtype i typologien, den karismatiske, til den traditionelle autoritet. Han er en person, der med sit CV inden for design kropsliggør de værdier og den vision, Steve Jobs havde skabt igennem sin karisma. En gennemgående tendens er eksempelvis helhedstænkningen i Apple-produktet, den notoriske hardware-software integration, der vækker konnotationer til de holistiske idéer i New Age-kosmologier. Derudover anråbte begge designminimalisme – både hvad angår brugerfladen og hardwaren – og, om end et noget andet domæne, at gøre verden et bedre sted. Som tidligere chefdesigner bliver visionen gjort til tradition ved Jonathan Ive. Steve Jobs’ troslære sedimenteres i virksomhedens ånd igennem Jonathan Ives og Jobs’ fælles bedrifter og fælles fortid i Apple.

Med et religionsfagligt blik Steve Jobs Kristus og Jonathan Ive apostlen Paulus – medarbejderne og brugerne er her menigheden. Rundt regnet 80 år efter Jesu af Nazarets død begyndte evangelisterne at skrive den verbale tradition om frelseren ned. Frelserens karisma blev tradition, og menigheden og han blev ét under kirken. Som det lyder i 1. Korintherbrev, ifølge traditionen skrevet af Paulus: ’Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer’.

I kristen terminologi ville den type promovering som Ive er subjekt for, svare til en helgenkåring, eller i den bredere religionsfaglige jargon en ’apoteose’. Det betyder, at han er blevet ophøjet til guddommelighed. Det var noget de romerske kejsere gennemgik, nogle efter døden og andre imens de stadig levede. Men også de første apostle – som fx Paulus – sidder nu som helgener ved siden af den nytestamentlige fader til evig tid. Tilsvarende stiger Jonathan Ive op til sin plads i Apple-panteonet, ved siden af Steve Jobs. Promoveringen giver ham den populærkulturelle anerkendelse af hans andel i succesen.

Sammen med Tim Cooks udnævnelse til CEO, kan Jonathan Ives promovering ses som den modsatte reaktion af hvad Rakesh Khurana ser som en kortsigtet aktiemission, nemlig at ansætte en ny superstjerne udenfor virksomheden. Steve Jobs’ personlige evner kan leve videre i traditionen ved at satse langsigtet på de interne kræfter.

Promoveringen af Jonathan Ive er en udvidelse af panteonet, og dermed endnu en autoritet til fastholdelsen af Steve Jobs’ troslære. Hans ånd vil fortsat vogte tungt.

I forlængelse heraf giver det mening, at overvejelser omkring hvorvidt Jonathan bliver den næste arving til den højeste plads i æblekultens hierarki, dykker op i tide og utide.

 

 

Skriv et svar