Men ændring i arbejdstid kan ikke kun betragtes ud fra økonomiske og sociale faktorer, der begrænser sig til antal arbejdspladser, stress og tiden brugt uden for arbejdet. En så radikal omformning af vores arbejde må tillige inddrage selve arbejdskulturen, der i dag strækker sig til at indeholde langt mere end et afgrænset tidsmæssigt aspekt. Det skyldes i høj grad, at værdiskabelse radikalt har forandret sig siden den industrielle revolution.
[quote float=”left”]Hvis engagementets form ikke bliver ændret, jamen så er det jo ligegyldigt, om du siger til folk, at de skal gå ned til 30 timer, da det slet ikke er det, de forholder sig til i forhold til deres måde at skulle leve på.[/quote]Ifølge forfatter, ekstern lektor og Ph.d. på CBS, Anders Raastrup Kristensen er engagement i dag en stor del i det moderne menneskes arbejdsliv: ”Hvis engagementets form ikke bliver ændret, jamen så er det jo ligegyldigt, om du siger til folk, at de skal gå ned til 30 timer, da det slet ikke er det, de forholder sig til i forhold til deres måde at skulle leve på. Det påvirker heller ikke de sociale strukturerer, som man kan være menneske i, da tid er en meget lille del af det, der kendetegner moderne arbejdsliv.” Siger Anders Raastrup Kristensen til Erhvervsfilosofi.dk
Et eksempel, der ofte henvises til i diskussionen om færre arbejdstimer, er Toyota Center Göteborg. Virksomheden nedsatte arbejdstiden fra otte til seks timer om dagen og casen står som eksempel på fordelene ved lavere arbejdstid. Incitamentet for at sænke arbejdstiden på værkstedet lå i de lange ventetider for kunderne og ledelsens pres på de ansatte om at arbejde mere. For at overkomme problemerne sænkede værkstedet arbejdstiden og indførte toholdsskift. Produktionen steg med 20 procent, arbejderne blev mere produktive, antallet af sygedage blev bragt ned og trivslen steg. Grundlæggende en rigtig succeshistorie.
Hvad der ikke er taget med i diskussionen af effekten af færre arbejdstimer er, at værkstedsarbejderen har andre arbejdsforhold end den moderne vidensarbejder. Det angår typisk forskelle i forventninger til det arbejdspres arbejdsgiveren pålægger medarbejderen. Det skyldes, at vi har været vidne til en radikal ændring i vores produktionsform. Fra den fysiske produktion af varer, der dominerede i den industrielle periode, har vi bevæget os mod en produktionsform, der har intellektet som sin primære kilde til værdiskabelse. Det skaber andre betingelser for en vidensarbejder, der ikke skaber værdi ved fremstillingen af fysiske produkter, men derimod igennem produktion af immaterielle værdier såsom information, viden, kommunikation, kulturelle produkter og services.
[quote float=”right”]Vi har jo aldrig arbejdet mindre, end vi gør i dag som individer. Det, der måske er udfordringen er, at vi arbejder meget som familie.[/quote]”Allerede på arkitektområdet er der kæmpestor arbejdsløshed, og det skyldes jo blandt andet, at der sidder arkitekter i Indien, som er lige så dygtige som de danske arkitekter, og laver alle færdiggørelserne af store byggerier, hvor de store linjer allerede er lagt. De laver planlægningen af de enkelte rum, og de gør de altså til den halve løn eller mindre. Det er det, man konkurrerer imod,” siger Anders Raastrup Kristensen.
Alternativets forslag er en tankemæssig forgribelse på vejen mod et bæredygtigt og socialt civilsamfund. Vi ser, hvordan økonomer, og i forlængelse af dem politikere, forsøger at argumentere for og imod ud fra et økonomisk rationale. Tænketanken Kraka bidrager til denne argumentation og vurderer, at omlægningen af arbejdstiden vil koste samfundet 270 milliarder. Men det er ikke tilstrækkeligt at diskutere Alternativets forslag i en primært økonomisk diskurs, da forslaget kræver en diskussion om den måde, vi arbejder på. Måske netop det også er Alternativets agenda. Hvad der skal diskuteres på linje med de økonomiske implikationer, er de ændringer, der må ske i distinktionen mellem arbejdstid og fritid og det forventningspres, arbejdet pålægger os.
”Vi har jo aldrig arbejdet mindre, end vi gør i dag som individer. Det, der måske er udfordringen er, at vi arbejder meget som familie, men det er også noget, vi gerne vil, fordi vi gerne vil have en meget høj levestandard, kunne rejse flere gange om året og så videre. Tingene skal hænge sammen, pengene skal komme et eller andet sted fra.” Vurderer Anders Raastrup Kristensen.
Når store dele af vores produktion i dag er baseret på information og viden, har det konsekvenser for den klassiske distinktion mellem arbejdstid og fritid. Videnarbejderens immaterielle arbejde kan ikke afgrænses tidsmæssigt i samme omfang som den traditionelle bearbejdning af håndgribelige produkter. Det skyldes, at hverken arbejdet eller rummet, hvori der arbejdes, kan defineres fuldstændig. En del af diskussionerne om fænomener som work-life-balance og stress udspringer netop af denne mangel på afgrænsning og definition af arbejdet. Konsekvensen af den muterede arbejdsform er, at arbejderen potentielt altid kan være på arbejde, da der opstår et overlap mellem arbejdstid og fritid. De er ikke længere to klart adskilte sfærer.
Den manglende afgræsning af arbejdets sfære besværliggør et forslag som Alternativets. I forslaget ligger der en forudsætning om, at fritid og familieliv er de ting, som for alvor skaber kvalitet i livet. Det er svært at overføre denne forudsætning til det immaterielle arbejde, hvor der nemt opstår en forventning til arbejderen om at udvise et konstant engagement i sit arbejde, da personen ellers ikke brænder nok for jobbet eller ikke besidder en tilstrækkelig vilje til konstant at holde sig opdateret med den nyeste viden og information. Vi skal, så at sige, ville vores job og vise dette i vores engagement.
Det kræver en definition af den immaterielle produktion, hvis forslaget ikke blot skal ende med en stigning i forventningspresset. En nedsat arbejdstid vil potentielt betyde, at den enkelte arbejdstager kommer under et større forventningspres om at producere det samme, men på færre timer, da færre arbejdstimer ikke nødvendigvis er det samme som et mindre engagement. Det skyldes, at forventningspresset ikke blot kommer fra arbejdsgiver, men også fra arbejdstageren til egne præstationer, da engagementet i ens arbejde ikke dikteres, men forventes.
Og konkurrencen på engagement skærpes – også på det immaterielle arbejde, mener Anders Raastrup Kristensen.”Når vi taler om immaterielt arbejde, kommer konkurrence i høj grad fra udlandet. Mange har jo en forestilling om, at det kun er polakker, der kommer og tager vores job, men det er også ingeniører, det er også arkitekter, det er marketingsfolk, det er alt slags arbejde, som rykker ud af landet.”
Definitionen af den immaterielle produktion må aftegne og indramme tiden, hvori den immaterielle produktion sker. Hvis ikke, kan arbejdstiden ikke håndteres under det, der kan ses som et nyt krav til arbejdstageren om at arbejde mindre og i stedet indgå mere i familieliv og personlige og nære ting. Det immaterielle, flydende arbejde er ikke kun er en del af vores bevidsthed, når vi er på arbejde, men kan foregå på cykelturen med børnene på bekostning af det, som skulle give mere kvalitet i livet. En definition vil hjælpe til at gøre det klart, hvornår arbejdet influerer på fritid – og omvendt – som to separate sfærer. Ellers opstår risikoen for, at forventningspresset fylder mere i vores hverdag. Produktiviteten vil da udbrede sig til den ny vunde fritid og stressniveauet vil ikke falde, men blot blive en større del af vores liv uden for arbejdspladsen.
Hvis Alternativets forslag om en 30 timers arbejdsuge skal give en reel effekt kræver det nuancering og må stilles i en arbejdskulturel kontekst. Vi må tænke en reformering af arbejdstiden som en generel ændring i vores liv. Det indebærer en ændring i motivation, succeskriterier og den generelle kultur på arbejdspladsen, der nu ikke udelukkende handler om det, der sker inden for organisationens rammer, men også det, som den immaterielle produktion inddrager af fritiden.
”Folk har muligheden for at sige, at de ikke vil arbejde så meget som de gør. Folk kan bare lade være med at være så ambitiøse, eller de kan gå ned i levestandard, men det er der jo ikke nogen, der er interesseret i.” vurderer Anders Raastrup Kristensen.
Gentænkningen af selve vores arbejdskultur er ikke en opgave for et politisk parti alene, men en proces, der kræver en længere omstillingsperiode og inddragelse af flere relevante parter. Specielt arbejdsgiver og arbejdstager i de videnstunge fag må tage stilling til vores nuværende og ønskede arbejdskultur samt de forventninger vi stiller til os selv og hinanden. Det vil åbne for, at arbejdet kan være berigende for vores privatliv og fritid – altså helt modsat den underliggende værdi i forslaget, hvor det udelukkende er ikke-arbejdes relaterede handlinger, der skaber kvalitet i livet.