MENU
20. November 2017

Filosofiens møde med markedet

Midler uden mål. Noter til politikken

1. juli 2015 Analyse, Filosofi, Omstilling

Det græske komediespil om den økonomiske alvor

Den økonomiske alvor om tilbagebetaling af gæld er blevet antastet af grækerne, der vovehalsagtigt bryder med alle økonomiske spilleregler. Spørgsmålet er, om regningen går op for ”spilteoretikerne fra Athen”, som er de tyske mediers yndlingsbetegnelse for den græske regering med statsminister, Alexis Tsipras og finansminister, Yanis Varoufakis i spidsen? Det er jo trods alt den mægtige internationale Troika, ECB, IMF og EU-Kommissionen, som Grækenland og den græske befolkning spiller op mod. Efter alt at dømme handler det om grækernes stadigt stigende billiongæld og et klassisk økonomisk afpresningsspil.

Med skrækforestillingerne om de fatale følger af en græsk statsbankerot og en såkaldt Grexit fra Eurozonen, lykkedes det næsten igen for Grækenland at maksimere virvaret af nødlån i en ny favorabel aftale om frisk kapital og en redningspakke tre i horisonten. Skrækforestillingerne handlede denne gang ikke alene om frygten for de økonomiske følger i Eurozonen og globalt men blev tilspidset af et geopolitisk trusselsscenarie, der inddrog Rusland og vakte bekymringer over Atlanten.

Spørgsmålet er, om grækerne skal lide for ikke at have ”adlydt tallenes diktat.” Den økonomiske alvor om penge og gæld er blevet antastet og træffende gloser fra det eksistentielle vokabular tages i brug.

Et bankrun på de græske pengeautomater i dagene før ”den sidste frist” for en aftale og ”det allersidste” topmøde her ultimo juni med EU-lederne i spidsen, understregede blot intentionen om at få afpresningsspillet afsluttet, hvilket det mod forventning ikke blev. Modkravene til mere kapital fra den europæiske pengetank i Frankfurt fik den græske statsminister, Alexis Tsipras, der altid er god for en overraskelse, til at trække en sidste trumf: Folkeafstemning om spareaftalen. Den havde de færreste set komme.

”Tsipras’ gefährliches Kalkül”, lød straks den journalistiske headline fra ”Der Spiegel”. ECB, IMF og EU havde spillet for højt med sine krav til sparepolitikken og blev nu direkte konfronteret med en potentiel modspiller af en noget anden kaliber, nemlig den græske befolkning selv. La volonté générale (almenviljen), som beskrevet i Rousseaus demokratiske teorier, kom i spil. Et klassisk afpresningsspil med forhaling af gældsafdrag og krav om en mere favorabel spareplan for Grækenland blev med et politisk farligere. Risikoen for en Grexit og en statsbankerot afhænger nu af befolkningens lune, hvis ellers folkeafstemningen gennemføres. Den indførte kapitalkontrol med et loft på 60 Euro dagligt i udbetalte kontanter per person viser sagens alvor.

Ikke mindst retorikken om den græske gældskrise blandt pressestemmerne afslører, at der er blevet spillet et mere raffineret spil, hvor der er sat spørgsmålstegn ved selve gyldigheden af gældskrav og gældsaftaler i visse situationer for visse lande. 

En ny spareplan fra Athen med nogle velvalgte småændringer i statsbudgettet, som vi kender det fra dansk politik, hvor der disputeres lystigt eller møjsommeligt om 0,8 pct. eller 0,6 pct. af det samlede budget, blev succesfuldt fremlagt i de europæiske medier op til mødet. Spareplanen blev efter nogle dages gennemtygning delvist gouteret af ECB, IMF og EU, da det jo var ”sidste mulighed for en aftale” og selvfølgelig fordi en Grexit fra begyndelsen var ”utænkelig”. Men kreditorerne tilføjede også nye, forhøjede krav til spareplanen med ændringer i pensionsudbetalinger og skattestigninger. Dem kvitterede den græske regering abrupt for med den pludselige annoncering af en folkeafstemning om spareplanen med anbefaling af et nej. En nej-anbefaling, der vel at mærke stadig kan ændres.

Tsipras har efterfølgende talt om ”afpresning af den græske befolkning” med de tilføjede krav og om et ”brud på traditionen for europæisk demokrati” efter at kreditorerne ”før resultatet af folkeafstemningen” har standset udbetalingen af de planlagte låneforhøjelser. Tildeling af nødlikviditet fra ECB til de græske banker er dog ikke indstillet, men hvorom alting er: Aldrig var en Grexit tættere på.

Ligesom for visse storbankers vedkommende var facit ellers, at et vesteuropæisk fuldgyldigt EU-medlem som Grækenland efter al sandsynlighed er ”too big to fail”, Grækenland er ikke Argentina, en Grexit har aldrig været en option for ECB, IMF og EU – lød det gentaget, men er det alligevel med den annoncerede folkeafstemning. Forklaringen er følgende. Historien om den græske gældskrise rummer dybere lag, hvad enten det ender med en Grexit eller nye forhandlinger og en ny plan.

Nu rammes personer konkret snarere end abstrakte pengebeholdninger. Det makroøkonomiske drama er blevet eksistentielt.

Ikke mindst retorikken om den græske gældskrise blandt pressestemmerne afslører, at der er blevet spillet et mere raffineret spil, hvor der er sat spørgsmålstegn ved selve gyldigheden af gældskrav og gældsaftaler i visse situationer for visse lande. Ikke alene storbanker, men også et land som Grækenland står og kan agere udenfor de økonomiske ”naturlove”. I hvert fald så længe, der findes institutioner som ECB, IMF og EU med frisk kapital, der flyder, selvom økonomiske aftaler ikke overholdes. Men nu bliver ”kassen smækket i for Grækenland”, lød det drastisk i en dansk avis. Spørgsmålet er, om grækerne skal lide for ikke at have ”adlydt tallenes diktat”, mener ærkebiskoppen af Athen. Den økonomiske alvor om penge og gæld er blevet antastet og træffende gloser fra det eksistentielle vokabular tages i brug.

Hver gang ECB, IMF og EU kom med ”et allersidste forslag”, stillede Grækenland et modforslag. Retorikken har været forrygende læsning i de tyske medier: “Et brandfarligt spil, hvor Grækenlands og Europas fremtid sættes over styr”, udtalte vicekansler, Sigmar Gabriel. “Hver dag tæller”, bedyrede kansler, Angela Merkel. Trusselskulissen blev tilspidset efter sammenbruddet i forhandlingerne. Alternativet til de endeløse diskussioner om en spareplan, suppleret af kapitalinjektioner i form af lån på lån, var nu den nært forestående Grexit med uoverstigelige konsekvenser for Europa og verdensøkonomien: ”…nackte Angst. Banken dicht. Konten leer. Börsen-Crash”.

I de tyske og europæiske erhvervsmedier er der en filosofisk, eksistentiel retorik på spil, som forbinder de mange facetter i vor tids opfattelse af gæld, penge, moral og skyld med politisk skæbne og en befolknings overlevelse.

Politisk eksistentialisme

Den økonomiske alvor, der handler om tilbagebetaling af gæld og retsligt sikre økonomisk aftaler, bevæges om ikke andet retorisk over i den alvorligere eksistentielle, der gælder liv og død. Nok skylder Grækenland flere billioner kroner væk, men de skal ikke betales tilbage for enhver pris, underforstået, ikke hvis befolkningens liv, ve og vel står på spil. Ikke hvis Grækenland og den græske befolkning rammes på eksistensen. I så fald må den økonomiske alvor tilsidesættes og erstattes af en politisk eksistentialisme, der har andre løsninger på nationale nødsituationer end kreditorernes økonomiske sparediktat, der blot forværrer situationen for grækerne. Med det ræsonnement overtrumfer den græske eksistentielle fornuft den økonomiske institutionelle rationalitet, som fornemt er repræsenteret af Troikaen: ECB, IMF og EU-Kommissionen. Den mere overfladiske rationelle fornuft kan ikke blot henvise til de økonomiske spilleregler i Eurozonen for et gældsplaget EU-land, når det gælder en befolknings eksistentielle velbefindende.

Desperationen blandt teknokraterne over det græske brud med de økonomiske spilleregler kommer i øvrigt til udtryk i overskrifter som ”Tsipras verzockt Griechenland”, altså at ”Tsipras spiller Grækenland op” ved at inddrage befolkningen direkte i forsøget på at få en bedre gældsaftale. Han er med andre ord en kapitalistisk taber, der vildt sætter alt på spil, og ikke en politiker, der hæver sig over den økonomiske dagsorden i den eksistentielle kamp for sit lands befolkning.

Faktuelt er den græske befolknings hidsige hævning af kontanter i landets pengeautomater, efter at Grexitens truende silhuet har vist sig, med til at forstærke dramaturgien. Lidt som i dagene før det græske parlamentsvalg i 2012, hvor grækerne på få dage havde hævet 3,5 mia. Euro i pengeautomaterne og pengene i automaterne var ved at være knappe. I Italien og Østrig blev militærflyvere af mærket Herkules C-130 lagret med bundter af de begærede 50- og 100 Euro-sedler. Den eksistentielle fortvivlelses næste trin, panikken, hvis der ikke længere var penge, når hævekortet blev stukket i automaten og pinkoden tastet ind, blev afværget i denne omgang.

Det samme er ikke sket her i 2015, den græske befolknings eksistentielle fortvivlelse i økonomisk forklædning er ikke ophævet. Befolkningen og markederne er bragt i uro. Panikken breder sig med opstart i Athen. Trods sidste forhandlingsforsøg op til folkeafstemningen om en ny redningspakke og et manglende gældsafdrag til IMF. Det græske komediespil om den selvhøjtidelige økonomiske alvor med dens krav om tilbagebetaling er enten i sidste akt, hvis en acceptabel aftale venter, eller det er allerede overgået til et tragediespil med den annoncerede græske folkeafstemning. Om spilteoretikerne fra Athen har forregnet sig overfor de økonomiske teknokrater, og måske bøjer sig for et sparediktat pakket ind som en aftale, er for tidligt at sige.

Sammenligner man en kommende Grexit med bankkrakket, der udløste finanskrisen i 2008, er det svært at forestille sig, at konsekvenserne af et vesteuropæisk lands bankerot ikke bliver større og mere dramatiske for den globale økonomi. Den frygtede ”spredning” kan blive reel, også selvom politikere, institutioner og skaren af velbetalte medieaktører indstuderet forsøger at tale konsekvenserne ned. Nu rammes personer konkret snarere end abstrakte pengebeholdninger. Det makroøkonomiske drama er blevet eksistentielt.

Og hvis nu Grækenland alligevel får en favorabel aftale i hus? Så bliver Grækenland ikke det ønskede skræmmeeksempel for de andre potentielle too-big-to-fail-lande, som fx Spanien eller Italien, men nærmere en avantgarde. Særligt Spanien kan med sin hårde sparepolitik se ud til at have valgt den forkerte model i lyset af en eventuel græsk aftalegevinst og blive det nye Grækenland i XXL format.

Torben Lautrup er filosofisk rådgiver, Cand. phil. i idehistorie  og har tillægsuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole. Kontakt: ide@idehistorie.dk

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *