MENU
20. November 2017

Er den samfundsansvarlige topleder uddød?

Gentlemen Bankers – The World of J.P Morgan

20. juli 2015 Boganmeldelse, Filosofi

Midler uden mål. Noter til politikken

 

Midler uden mål. Noter til politikken Forfatter: Giorgio Agamben  Originaltitel: »Mezzi senza fine. Note sulla politica«  Forord og oversættelse: Søren Gosvig Olesen  Tilrettelæggere: Per Andersen og Klaus Gjørup  Lærredsindbundet, 14,0 x 21,0 cm, 136 sider  Udgivet marts 2015 ISBN: 978-87-997562-4-7  Pris: kr. 229,- Anmeldt af Cand. mag. i filosofi Lasse Martin Jørgensen  Anmeldesen er venligt til til rådighed af Dansk Filosofisk Selskab

Midler uden mål. Noter til politikken
Forfatter: Giorgio Agamben
Originaltitel: »Mezzi senza fine. Note sulla politica«
Forord og oversættelse: Søren Gosvig Olesen
Tilrettelæggere: Per Andersen og Klaus Gjørup
Lærredsindbundet, 14,0 x 21,0 cm, 136 sider
Udgivet marts 2015
ISBN: 978-87-997562-4-7
Pris: kr. 229,-
Anmeldt af Cand. mag. i filosofi Lasse Martin Jørgensen
Anmeldesen er venligt til til rådighed af Dansk Filosofisk Selska

Giorgio Agamben er ikke nogen typisk filosof. Hans tilgang til filosofien er markant anderledes, end det er normen nu om stunder. Han begrænser sig ikke til at diskutere den fagfilosofiske kanon. Litterære, teologiske og natur- videnskabelige kuriositeter indgår i overvejelserne med samme vægt som filosofiske klassikere. Agambens værker er pragteksempler på, at tænkningen kan finde næring andre steder end ved de kilder, som traditionen – og de filosofiske institutter – har udpeget som væsentlige.

De er således skrevet i tiden umiddelbart op til udgivelsen af den første bog i Agambens storstilede Homo Sacer-projekt, Homo Sacer – den suveræne magt og det nøgne liv, som udkom i 1996. Det er derfor ikke overraskende, at Midler uden mål kredser om mange af de samme temaer, som Agamben senere behandler mere indgående i Homo Sacer-projektet.

De korte tekster kan udmærket bruges som indgang til det omfattende Homo Sacer-projekt. Nøglebegreber som ‘lejr’, ‘livs-form’, ‘undtagelsestilstand’, ’suverænitet’ og ‘nøgent liv’ behandles kort og præcist. Det betyder dog ikke, at der er tale om en letlæselig introduktion – kompleksiteten er stor, og referencerammen er bred. Agamben stiller krav til sin læser.

Heldigvis har værkets oversætter, Søren Gosvig Olesen, forsynet udgivelsen med et kyndigt forord, der kaster lys over nogle af Agambens mere ind- forståede henvisninger. Især bliver Agambens forhold til den franske situationist Guy Debord og dennes begreb om ’skuespilsamfundet’ skitseret. Det samme bliver omstændighederne omkring den italienske korruptions- skandale, kendt som Tangentopoli, der i starten af 90’erne flåede tæppet væk under landets politiske establishment og ryddede vejen for Silvio Berlusconi og Forza Italias vej til magten.

Værket er inddelt i tre afsnit, hvert bestående af tre eller fire tekster. De fire tekster, der udgør værkets første afsnit, er velsagtens det oplagte sted at starte for enhver, der vil begive sig ind i Agambens tænkning.

I teksten ”Livs-form” præsenterer Agamben begrebet ‘det nøgne liv’. Desuden skitserer han sit positive projekt, der har til formål at modarbejde den bio- politiske produktion af nøgent liv.

Agamben griber tilbage til antikkens grækere for at forklare, hvad han forstår ved ‘nøgent liv’. Grækerne havde nemlig to udtryk for det, vi kalder liv: Zoé og bios. Vi kan genkende disse begreber i ordene ‘zoologi’ og ‘biologi’. Zoé udtrykte det blotte faktum, at noget er levende. Bios vedrørte derimod den særegne form, et liv antager. I produktionen af nøgent liv udskilles zoé fra bios, livet skilles fra sin form, og tilbage står noget, hvorom der ikke kan prædiceres andet end, at det er levende. Det er dette, Agamben benævner ‘det nøgne liv’. En livsform, der er frataget ethvert kendetegn, enhver identitet, efterladt som noget blot levende.

Med introduktionen af begrebet ‘livs-form’ proklamerer Agamben sin hensigt om at tænke et liv, der ikke muliggør, at zoé udskilles fra bios; et liv der ikke kan adskilles fra sin form og således umuliggør produktionen af nøgent liv. Agambens livs-form er kendetegnet ved en betoning af potentialiten – et andet nøglebegreb. Det er et liv, der ikke lader sig udtømme i en afgrænset identitet, men for hvilket det drejer sig om det potentielle.

I ”Hinsides menneskerettighederne” konkretiserer Agamben forståelsen af dette nye politiske subjekt. Det sker gennem en læsning af flygtninge og fædrelandsløses vilkår. Agamben stiller skarpt på det faktum, at idéen om universelle menneskerettigheder kommer til kort i netop disse tilfælde, hvor de for alvor skulle stå deres prøve. Slutningen på Første Verdenskrig mar- kerede fremkomsten af flygtningen som et massefænomen. Siden har flygtningebegrebet været et kritisk grænsebegreb for nationalstaten. Nationalstatens suverænitet er nemlig grundet i indfødsretten, som sikrer, at det nøgne liv ved fødslen indskrives i nationalstatens magtstruktur. Menneskerettighederne er snarere at forstå som borgerrettigheder, som det nøgne liv iklædes gennem sin indskrivning i nationalstaten.

”Rettighederne tildeles altså kun mennesket i den udstrækning, hvor dette bliver den forudsætning, som forsvinder (og endda aldrig som sådan må kom- me frem i lyset) bag borgeren.” (s. 38)

Flygtningen bryder forbindelsen mellem fødsel og nationalitet, mellem mennesket og borger, og bringer derved mennesket som sådant, det nøgne liv, frem i lyset. Agamben henleder opmærksomheden på det faktum, at nazisterne denationaliserede folk inden de sendte dem i koncentrationslejr. Men hvordan kan denne udsatte flygtningeskikkelse virke som model for et kommende politisk subjekt?

Kimen er, at de stadig stigende flygtningestrømme udfordrer et par af nationalstatens bærende principper: treenigheden stat-nation-territorium og – som nævnt – indfødsretten. Som mulig model for et kommende fællesskab, hinsides det fællesskab vi kender fra nationalstatens rammer, fremfører Agamben eksemplet Jerusalem. Hovedstad for to statslige organismer på én gang. Uden opdeling af territoriet. Med udgangspunkt i den aterritorialitet, der følger af en sådan model, kan der således udvikles en ny forståelse af begrebet ‘folk’. En forståelse, der ikke har det nøgne liv som sit fundament:

”Kun på en jord, hvor staternes rum på den måde er blevet gennemhullede og topologisk omformede og hvor indbyggeren har lært at genkende sig selv som den flygtning, han er, er menneskenes politiske overlevelse tænkelig i dag.” (s. 42)

I den efterfølgende tekst, ”Hvad er et folk?”, går Agamben tættere på det begrebet om folket, der er virksomt i nationalstaten. Udgangspunktet er den etymologiske pointe, at de varianter af begrebet ‘folk’, der findes på de forskellige europæiske sprog (det franske ‘peuple’, det italienske ‘popolo’, og så videre) også altid bruges som betegnelse for den fattige, besiddelsesløse klasse. Det samme ord bruges altså som betegnelse for det politiske subjekt, og den klasse der er udelukket fra politikken, hvis ikke principielt udelukket så i hvert fald praktisk. Folket bærer altså altid allerede det grundlæggende bio- politiske brud – bruddet mellem borger og nøgent liv – i sig. Ifølge Agamben er vor tids politik kendetegnet ved forsøget på at ophæve denne splittelse, og udrydde de der er ekskluderet fra politikken.

Denne markante analyse udfoldes yderligere i ”Hvad er en lejr?”, hvor Agamben præsenterer den tese, der senere bliver bærende for Homo Sacer- projektets første bog: Lejren er vor tids biopolitiske paradigme. Lejren er i Agambens tænkning både at forstå konkret – som nazisternes koncentrations- lejr i Auschwitz eller lejren i Guantanamo Bay på Cuba – og mere abstrakt, som selve vor tids politiske paradigme.

Agamben undersøger, hvilke juridisk-politiske strukturer der overhovedet muliggjorde lejrens fremkomst. Han finder, at lejrenes opståen er knyttet til undtagelsestilstanden. Lejren opstår, når undtagelsestilstanden begynder at blive regel. I lejren får undtagelsestilstandens midlertidige ophævelse af sam- fundets orden således et permanent rum. En stabil virkeliggørelse af undtagelsen, som Agamben udtrykker det. Det er denne struktur, der er det centrale, ikke typen eller størrelsen af de forbrydelser der begås indenfor dens rammer. Når undtagelsestilstanden bliver reglen, reduceres borgerne til nøgent liv – og da er alt muligt. Med henvisninger til de jøder, der blev de- nationaliseret som et led i nazisternes ”endelige løsning”, skriver Agamben:

”For så vidt som dens indbyggere havde fået frataget enhver politisk status og var blevet reduceret til nøgent liv, var lejren også det mest absolutte biopolitiske rum, der nogensinde er virkeliggjort, i hvilket magten står umiddelbart overfor det rene biologiske liv.” (s. 52)

I lejren afklædes mennesket enhver identitet og efterlades som noget blot levende. Lejren er med andre ord den mest ekstreme, konkrete manifestation af udskillelsen af zoé fra bios.

Med den første tekst i værkets andet afsnit, ”Noter om gestus”, nærmer vi os betydningen af værkets titel, Midler uden mål. Agamben analyserer begrebet ‘gestus’ og finder det kendetegnende, at der i gestussen hverken frembringes eller udføres noget. Således knytter begrebet om gestus sig til Agambens begreb om potentialitet. Gestussen er synliggørelsen af et middel som sådant, den er kommunikation af selve kommunikerbarheden. Politikken er de rene midlers sfære, skriver Agamben. Det er i politikken, at den menneskelige værens potentialitet træder frem. Det er her, det viser sig, at mennesket ikke er givet som dette heller hint, men i sin grund er et mulighedsvæsen.

Den efterfølgende tekst, ”Sprogene og folkene”, er en anmeldelse af Alice Becker-Hos Les princes du jargon. Becker-Hos værk undersøger sigøjnernes til- synekomst i Frankrig i begyndelsen af det femtende århundrede og sammen- holder dette med fremkomsten af argoten, det særlige sprog der taltes blandt de såkaldte coquillards, en gruppe forbrydere der hærgede Frankrig i samme periode. Værket viser, at argot ikke er sprog, men jargon, ligesom sigøjnerne ikke er et folk, men efterkommere af lovløse. Ifølge Agambens læsning gem- mer værket imidlertid på en mere væsentlig konklusion: ”Alle folk er bander og ”coquilles”, alle sprog er jargon og ”argot”.” (s. 72)

Agamben ser et frigørende potentiale i denne erkendelse, der kan tjene til at bryde kæden: sprogets eksistens-grammatik-sprog-folk-stat. Ligesom i ana- lysen af flygtningens status er det potentialitetens tilsynekomst, som følger af dette brud, der bærer frigørelsens mulighed.

”Randnoter til ”Kommentarer til skuespilsamfundet”” indeholder en lignende pointe om den situationistiske kunsts centrale gestus. Situationismen er et modstykke til den kapitalistiske varefetichismes fremmedgørelse af men- neskets potentialitet.

”Den er et stykke liv, der er undsluppet den individuelle biografis kontekst, og et stykke kunst, der er undsluppet æstetikkens neutralitet: ren praksis. Som hverken brugsværdi eller bytteværdi, hverken biografisk erfaring eller upersonlig begivenhed, er gestus omvæltningen af varen, situationens kata- lysator for ”denne fælles sociale substans’ krystaller”.” (s. 80)

I ”Ansigtet” bruger Agamben det menneskelige ansigt som et billede på den menneskelige tilegnelse af sproget. Ansigtet er ikke dette eller hint. Det er et billede på selve kommunikerbarheden. Når Agamben opfordrer os til bare at være vores ansigter, er det igen en betoning af potentialiteten som det menneskelige væsens grund.

Værkets tredje del indeholder tre tekster: ”Det suveræne politi”, ”Noter til Politikken” og ”Her i eksilet. Italiensk dagbog -1992-94”. I førstnævnte tekst undersøges politiets rolle i de nutidige samfund, hvor undtagelsestilstanden er blevet reglen.

”Hensynene til ”den offentlige orden” og til ”sikkerheden”, som i hvert enkelt tilfælde er op til politiet, opridser en zone uden skel mellem vold og ret, der er helt symmetrisk med suverænens zone.” (s. 100)

Agamben minder om, at nazisternes jødeudryddelser var politioperationer. Suverænen er trådt i politibetjentens rolle. Det viser sig også i det forhold, at enhver fremmed suveræn betragtes som potentiel forbryder. Som Agamben, med vanligt bid, udtrykker det, er der en vis trøst i denne ellers bedrøvelige til- stand – nemlig den, at suverænen endelig vedkender sig sit nære slægtskab til den kriminelle.

I ”Noter til politikken” overvejes den fremtidige politiske tænknings væsen i lyset af tesen om historiens afslutning. Agamben finder en positiv mulighed i skuespilsamfundets ekspropriering af sproget. Sproget ligger så at sige brak i skuespilsamfund. Det muliggør en erfaring af selve det faktum, at der tales. En erfaring af sprogets mulighed. Af potentialiteten og den rene middelbarhed. Det er denne erfaring af potentialiteten, der er den fremtidige politiks kerne.

Den sidste tekst, ”Her i eksilet”, er værkets længste. Den tager afsæt i den før- nævnte Tangentopoli-skandale, der bragte det politiske Italien i knæ i begyndelsen af 90’erne. Det er en indigneret kritik af en korrupt politisk orden og ikke mindst af de medier, der spiller en væsentlig rolle i opretholdelsen af det grundlæggende status quo. Fra et filosofisk perspektiv er det igen forholdet mellem politik og potentialitet, der er det mest interessante.

”Der findes politik, fordi mennesket af væsen er argós, ikke bestemt ved noget særligt gøremål – dvs. en ren potentiel væren, som ikke udfyldes af nogen identitet eller noget kald.” (s. 126)

En af tænkningens væsentligste opgave er at tænke en politik, der stemmer overens med denne forståelse af det menneskelige væsen. En tænkning med sigte på noget så lidet akademisk som ”det lykkelige liv”. Også her viser Agam- ben, at han ikke er som filosoffer er flest. Det er oftest hans diagnostik af det vestlige demokratis dårligdomme, der får størst opmærksomhed. Men Midler uden mål – Noter til politikken slår fast, at hans forsøg på at formulere en kur bestemt ikke må overses. Der er en radikalitet og en subversiv energi på spil i Agambens positive projekt, som ikke har sin lige andre steder i det filosofiske landskab.

 

 

 

 

 

 

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *