Rune Toftegaard Selsing overser den mulighed, at filosofisk tænkning kræver selvstændighed, frirum og modstand. Sagt på en anden måde: Filosofisk tænkning kræver menneskelig vilje, mulighed for udfoldelse og et domæne at udfordre. Det er tilsyneladende kun det sidste som Rune Toftegaard Selsing anerkender i sit uheldige forsøg på at argumentere for, at der kun findes én formel, hvori uddannelse kan udfoldes meningsfyldt: den rationelt resultatsøgende og opgavebestemte. Proces, udvikling og sågar tænkningen selv har Rune Toftegaard tilsyneladende glemt at forholde sig til i sin tid på filosofistudiet på Københavns Universitet.
[quote float=”right”]Når Rune Toftegaard Selsing påstår, at studerende fra CBS´s Institut fra Ledelse, Politik og Filosofi (LPF) ikke kender forskellen på kontinental og analytisk filosofi og ”det derfor er en helt ny verden for dem”, så kan det måske skyldes, at netop de er uddannet til konstant at se verden som ny.[/quote]Filosofien har flere tusinde års erfaring med at udfordre sig selv, videnskaben og samfundstænkningen og den har kun overlevet, fordi den indlejret har undringen og undersøgelsens proces som sine vigtigste værktøjer. Undringen og undersøgelsen kræver ressourcer og menneskelige kapaciteter, der investerer hele liv i at tænke på vegne af os alle. Det kræver både vilje og frirum til at udfolde tænkningen, der hos de væsentligste filosoffer er en livsmission – ikke en opgave, der blot skal løses ud fra et forudbestemt formål til gavn for en bestemt præference.
Når Rune Toftegaard Selsing påstår, at studerende fra CBS´s Institut fra Ledelse, Politik og Filosofi (LPF) ikke kender forskellen på kontinental og analytisk filosofi og ”det derfor er en helt ny verden for dem”, så kan det måske skyldes, at netop de er uddannet til konstant at se verden som ny. Det kan skyldes den mulighed, at filosofien på LPF bliver præsenteret for de studerende på måder, der tegner andre linjer end de traditionelle forskelle. Det kan skyldes, at de studerende fra LPF uddannes i at tænke ud fra idéhistoriens traditionelle forskelle – og ikke i dem eller med dem. Og årsagen kan i høj grad være være, at uddannelsen i sit væsen og i sin fødsel er udstyret med ambitioner, som vægter og respekterer menneskelig selvstændighed og frirum til tænkning på samme niveau som det domæne, som studiet er sat i værk for at undersøge og udfordre; nemlig markedsøkonomien, erhvervslivet og alle dets tilhørende begreber.
Det er en enfoldig og søvndyssende kritik, at forsøge at udstille Ole Fogh Kirkeby som studiets guru. For det første er begrebet guru helt forkert at pådutte Ole Fogh Kirkeby. Inspirator ville nok være mere dækkende om man havde kendskab til Ole Foghs Kirkeby virke. Hvis studiet overhovedet har en guru, må det være en af de øvrige ophavsmænd til uddannelsen, nemlig Professor Peter Pruzan, der fra Indien netop henter inspiration og indsigt udi visdom og guru-skab. For det andet bliver Ole Fogh Kirkebys filosofi selvfølgelig udfordret og set efter i sømmene på lige fod med andres. For det tredje har andre undervisere mindst lige så høj status blandt de studerende. F.eks. er pensionerede Ole Thyssen og Ole Lange samt stadig aktive Øjvind Larsen mindst lige så store inspiratorer i mange studerenes sind. Flere må være kommet til i generationen efter dem.
Rune Toftegaard Selsing kalder uddannelsen både mystisk, venstreorienteret og påstår, at den kun beskæftiger sig med den ”gakkede del af den kontinentale tradition” – uden dog at forsøge at redegøre nærmere for sin forståelse af hverken det mystiske, det gale eller dokumentere det venstreorienterede islæt, som han finder tvivlsomt af den ene årsag, at han selv tilhører højrefløjen. Og det er direkte afslørende ugennemtænkt, når Rune Toftegaard Selsing finder det ”… frygteligt, at CBS får lov at lokke dygtige studerende ind…”. Her viser Rune Toftegaard Selsing nemlig, at han kunne have været en hæderlig student ved LPF, idet han på den ene side reflekterer over, hvordan markedslogikken overhovedet kan lokke noget menneske. På den anden side forstår han desværre ikke nødvendigheden i sit eget udsagn og en topkarakter var det derfor næppe blevet til.
Konklusionen må være, at JP blogfolkets spalteplads, selv af fuldblodsøkonomer og halvfilosoffer som Rune Toftegaard Selsing, benyttes til at påstå, fremfor at argumentere. Konklusionen må også være, at Rune Toftegaard Selsing endnu ikke har fundet sin egen metier eller konstruktive budskab på sin konstruerede kombinationsuddannelse af – nå ja – filosofi og økonomi.