MENU
20. September 2017

Det græske komediespil om den økonomiske alvor

Deleøkonomi: Troels Lund Poulsens balance mellem kapitalister og idealister

5. august 2015 Analyse, Ansvar

Stine Bosse og erhvervslivet inkognito

Det er en erhvervsfilosofisk befrielse, at Stine Bosse blander sig i den politiske debat om flygtninge og potentielle asylansøgere. Selvom Bosse ikke længere har direkte ledelsesansvar i en større betydningsfuld virksomhed bygger Bosses identitet og autoritet i stor stil på meritter fra erhvervslivet. Stine Bosse er dermed meget tæt på at være en sjælden set værdifokuseret erhvervsleder, som uafhængigt af konkrete forretnings-præferencer proaktivt udfordrer det siddende politiske lederskab. Deri den erhvervsfilosofiske befrielse.

Denne artikel er en ikke-låst abonnementsartikel, som er gratis tilgængelig. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler på Erhvervsfilosofi.dk kan du oprette gratis adgang i tre måneder ved at klikke her.

Sjælden set, fordi meget få erhvervsledere flager deres politiske holdninger, formulerer værdier og meninger om, hvordan de største samfundsudfordringer efter deres opfattelse bør indrettes. Derfor indrammer Bosses ytringer, om minister Inger Støjbergs kontroversielle forslag om informationskampagner målrettet potentielle asylansøgere og menneskesmuglere, ikke kun Bosses egen holdning. Bosses ytringer repræsenterer tillige, men desværre også inkognito, den samlede erhvervselites stemme. Forklaringen er simpel: Bosse er stort set den eneste erhvervsleder, der udtrykker en værdipolitisk position – ikke bare i denne politiske sag, men også generelt betragtet.

Hvor er erhvervslivets opbakning? Hvor er debatten i egne rækker? Hvor er topchefernes meninger om en af Europas største udfordringer netop nu? Den eksisterer simpelthen ikke og Bosse står alene og de eneste allierede er politikere fra partier, der ønsker et horn i siden på Inger Støjberg og hendes parlamentariske grundlag.

Trods sporadisk opbakning fra bl.a. Grundfos og Microsoft, i Jyllands-Posten d. 30. Juli, der muligvis understøtter Bosses udtalelse i Magasinet Ræson om, at “jeg ved, jeg taler på manges vegne, når jeg skriver, at vi sidder med en led smag i munden,” står Bosses budskab desværre isoleret fra toppen af erhvervslivet.

Med al respekt for Jyllands-Postens ellers glimrende artikel og de erhvervsfolk, som udtaler sig, men vi mangler de helt tunge topledere i debatten samt deres repræsentanter som fx Dansk Industri. Nok har Jyllands-Posten formået at mobilisere nogle få erhvervsfolk, men ikke i en kaliber, som for alvor kan presse en tilbagetrækning af det omstridte forslag eller i det mindste udfordre den politiske diskurs.

”De mange” som Bosse henviser til flagrer udokumenteret i luften. Stine Bosse undrer sig over, at Inger Støjberg ikke har spurgt erhvervslivet, men hun kan selv kun fremvise erhvervslivet inkognito. Begge burde måske i stedet undre sig over, hvorfor erhvervslivet ikke melder sig på banen. Bosses holdninger hverken udfordres eller støttes af erhvervslivet. Tavsheden skyldes hverken uenighed eller støtte, men mere frygt for overhovedet at blande sig i politiske spørgsmål, hvis konsekvenser kan få snævre erhvervsøkonomiske omkostninger eller det, der er værre for topcheferne selv: Ridser i det personlige image.

Desværre er Bosse ikke længere chef for hverken virksomhed eller medarbejdere, og hun vælger næppe at præsentere værdikampen i de virksomhedsbestyrelser, hvor hun er repræsenteret og kræve “corporate” stillingtagen og opfølgende handlinger. Lige præcis derfor mangler budskabet den sidste snert i biddet, idet opråbet trods alt kun står for egen regning, ikke eksplicit støttes af andre væsentlige erhvervsledere og alene falder fra Bosses eget univers – en forhenværende og desværre ikke nuværende topchef i en magtfuld C20 virksomhed eller lignende.

Stine Bosses mening verificeres qua sin erhvervserfaring, men falsificeres samtidig, fordi hendes erhvervsmæssige lederskab frivilligt har overskredet sidste salgsdato. Den ellers meget relevante og nødvendige “dårlige smag i munden” og opfordring om langsigtede europæiske løsninger til landets nye regering, udfoldes derfor desværre ensidigt indenfor den politiske diskurs, og ikke som en selvstændig nuanceret debat mellem erhvervslivet på den ene side og den politiske magt på den anden. Hvor er erhvervslivets opbakning? Hvor er debatten i egne rækker? Hvor er topchefernes meninger om en af Europas største udfordringer netop nu? Den eksisterer simpelthen ikke og Bosse står alene og de eneste allierede er politikere fra partier, der ønsker et horn i siden på Inger Støjberg og hendes parlamentariske grundlag.

Igen forpasser erhvervslivet en mulighed for at konvertere den åbenlyse økonomiske magt til reel værdibaseret ledelse og formulere opbakning, løsninger eller blot bekymring om et stort samfundsproblem. Igen undlader erhvervslivet diskursen om de største samfundsmæssige udfordringer og placerer ansvaret alene på politikerne og Bosse skuldre . Igen undlader erhvervslivets top at berige debatten med meninger, holdninger og perspektiver, der rækker længere end fire år og egne mandater. Igen jagter erhvervslivet stiltiende forretningsdrevet ansvar, fremfor meningsskabende værdibaseret langsigtet ansvar. Hvornår anerkender de store erhvervsvirksomheder, at de er aktører i en politisk verden? Bosse er alene på vagten.

 

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *