MENU
24. September 2017

Mindfulness, økonomisk rentabilitet og etik

Flygtningespørgsmål stiller CSR ved en skillevej

30. september 2015 Corporate, Erhvervsfilosofi.dk # 4, 2015, årgang 1, Filosofi

Bæredygtighed som den nye metafysik

Dette interview med Lisa Rygaard Frost Kristensen, ph.d.-studerende i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet, og Kristian Høyer Toft, lektor ved Institut for læring og filosofi ved Aalborg Universitet er venligst udlånt Turbulens.net, der er et internetbaseret tidsskrift for samtidsrefleksion.  Interviewet er foretaget af Lars Brund Jensen på baggrund af Kristensens og Tofts essay ”Questioning the ethical core of sustainability” i antologien Critical Narrative Inquiry – Storytelling, Sustainability and Power (eds. Jørgensen og Largacha-Martinez, Nova Publishers, 2014.

Jeres essay kalder I ”Questioning the ethical core of sustainability”. Det er oplagt at starte med at spørge; er der en etisk kerne i bæredygtighed, hvor befinder den sig, og hvorfor er der i givet fald behov for at stille spørgsmålstegn ved den?

Der løber i vores essay to argumentatoriske tråde: På den ene side taler vi om bæredygtighed som den nye metafysik eller tro på, at der er en større sammenhæng og mening, hvor mennesker og natur hænger sammen. På den anden side er vi optaget af den begrebshistoriske side af bæredygtighedsbegrebet. I det 20. århundredes filosofi er der en udbredt metafysik-skepsis og i det lys er det oplagt at se hele bæredygtighedsdebatten, som udtryk for en længsel mod det metafysiske, som problematisk. For eksempel er der ontologiske, epistemiske, moralske og især politiske grunde til at være på vagt overfor enhver, der hævder at have fundet frem til metafysiske sandheder.

Man bruger bæredygtighedsbegrebet som om det havde en fast og uforanderlig mening eller kerne, men samtidig er denne brug problematisk, da den får metafysisk karakter, og dermed tilslører de reelle empiriske årsager til miljøets krise

Men bæredygtighed har samtidig på en ny og måske mere empirisk orienteret måde – klimakrisen er jo reel – aktualiseret kvasi-metafysisk tænkning, hvor nødvendighed, helhed og mening gives i form af et tilbud om bæredygtig omstilling. Vores hypotese er, at bæredygtighed næppe lader sig forstå i klassiske metafysiske termer som substansmetafysik, for eksempel som en indre kerne af ubetvivlelig sandhed. Men, at der på trods heraf er gode grunde til at se bæredygtighed som et bud på en moderne metafysik, så længe man er forsigtig med ikke at falde i den klassiske substansmetafysiks faldgruber.

Pointen er, at selvom bæredygtighedsdebatten tenderer til at have metafysiske referencer, fungerer den snarere som erstatningsmetafysik for tabet af mening og faste holdepunkter i vores samtid. I den forstand mener vi, at man bruger bæredygtighedsbegrebet som om det havde en fast og uforanderlig mening eller kerne, men samtidig er denne brug problematisk, da den får metafysisk karakter, og dermed tilslører de reelle empiriske årsager til miljøets krise. Begrebshistorisk set kan man sige, at der er en etisk kerne i bæredygtighedsbegrebet på den måde, at det etiske hensyn har været gennemgående i begrebets betydning gennem dets politiske historie. Der er dog behov for at stille spørgsmålstegn ved denne kerne for at undgå metafysiske blindgyder.

CSR (Corporate social responsibilty) er et af de steder, der er stor fokus og muligheder i forhold til betydningsfulde ændringer i vores produktionsmetoder. Men CSR-virkeligheden indrammer måske også udfordringerne i forhold til at skabe afgørende forandringer, da firmaer ofte skal tage afgørende valg for ”at leve op til” deres mål om at være med til at skabe forandringer. Kan I forklare hvordan bæredygtighedsdiskussionens etiske kerne måske netop udstilles i denne sammenhæng?

Vi forstår spørgsmålet sådan, at man kan være skeptisk over for hvorvidt virksomhederne med deres CSR-programmer reelt lever op til bæredygtighedskrav, som for eksempel fænomenet ’greenwashing’ vidner om. Når vi taler om at fortolke bæredygtighedens kerne som en etisk kerne, skyldes det de klare etiske imperativer, der udgår fra bæredygtighedsdiskursen. Det er påkrævet at gøre noget – vi må stoppe op og omlægge vores livsstil, og virksomhederne kan hjælpe os med at være politisk korrekte etiske forbrugere osv.

Så, hele ideen om at kapitalisme og bæredygtighed kan samles i et win-win favntag er selvfølgelig utroværdig, da etikken indenfor den såkaldte strategiske CSR underordnes bundlinjen og bliver et spørgsmål om hvorvidt etikken kan betale sig

Der er i en del af den kritiske filosofi omkring CSR, for eksempel hos Slavoj Zizek i bogen Vold, en blank afvisning af hele ideen om, at kapitalismen skulle kunne afhjælpe dybere systemiske grunde til miljøkrisen. Vores pointe er her, at i forhold til CSR, så er der forskellige politiske fortolkninger af, hvad der er virksomhedernes opgave. Zizek’s kritiske læsning af CSR og filantropiens diskurs bør ikke stå alene, da der jo er gode grunde til at lade virksomheder og andre organisationer bidrage til den grønne omstilling, så længe man samtidig er opmærksom på de systemlegitimerende funktioner CSR og bæredygtighed samlet set også kan have. Så, hele ideen om at kapitalisme og bæredygtighed kan samles i et win-win favntag er selvfølgelig utroværdig, da etikken indenfor den såkaldte strategiske CSR underordnes bundlinjen og bliver et spørgsmål om hvorvidt etikken kan betale sig.

Det antropocæne er den nuværende tidsalder, der bl.a. er kendetegnet ved, at videnskaben har vanskeligt ved at skelne menneskelig aktivitets indvirkning på naturen fra eventuelle bevægelser uden for menneskets indflydelsessfære, når årsager til for eksempel klimaforandringer skal beskrives. Ofte beskyldes folk, der går i brechen for stop for udledninger af fossile brændstoffer med mere, for at overfortolke menneskelige handlingers indvirken på naturen, eller for at tolke forkert på tal, de præsenteres for eller selv undersøger sig frem til. Er bæredygtighed som ”grand narrative” og begrundelse for politiske lovgivninger og regelsæt netop skrøbeligt, fordi det på den ene side giver mennesket magten over naturen – vi kontrollerer i hvert fald i stor udstrækning vores egen fremtid og kan i en vis forstand styre den gennem vores behandling af naturen – men på den anden side er funderet i det (moralske) udgangspunkt, at vi skal passe på naturen, som noget næsten helligt, noget vi giver videre, ligesom livet, noget der måske er hævet over vores menneskelige eksistens? Rummer bæredygtighedsbegrebet på denne måde et muligt paradoks funderet i et spørgsmål om væren; om menneskets forhold sig selv gennem et begreb om ”naturen”?

Det er jo fristende at svare med Heidegger, at mennesket, som ’Dasein’ både er værens hyrde (der passer på naturen) og samtidig ’das Man’, der har et instrumentelt udbyttende forhold til naturen, der foreligger som ’Bestand’. Men, dette har ikke været vores tilgang til spørgsmålet. Faktisk har vi i vores essay ikke arbejdet med netop den dobbeltrolle, man som menneske kan have i forhold til naturen. Vi ser ikke umiddelbart en fare i at bæredygtighedsbegrebet som sådan skulle bidrage til negativ tingsliggørelse og bemestring af naturen, om end man selvfølgelig kunne have den bekymring.

Er der en sammenhæng mellem ovenstående og bæredygtighedsbegrebets overskridelse af meta-narrativet, som I omtaler i essayet. Altså det at bæredygtighed kan give et globalt formål og måske en mening til væren og tilværelsen?

Vi undersøger ideen om, at bæredygtighedsbegrebets fortælling er hinsides det modernes historiefilosofiske tro på fremskridt og samtidig også det postmodernes bud på, at vi nu står med en flerhed af fragmenterede små fortællinger. Vi foreslår altså, at bæredygtighedsbegrebet er ’post-postmoderne’, eller bare reflekteret moderne, på den måde, at bæredygtighed udgør en fortælling med reference til den store fortælling (meta-narrativet) om, at bæredygtighed også er den store evolutionære og naturhistoriske fortælling om menneskets plads i og tilpasning til naturen. Bæredygtighedsfortællingen knytter på den måde forbindelse mellem den store fortælling om naturen og de konkrete lokale menneskelige livshistorier og menneskets livsindhold.

Såvel konservative som liberale har kommenteret på, hvordan bæredygtighed næsten har fået gudeagtig status blandt venstreorienterede. Naturvidenskaben og menneskets mulighed for at indvirke på naturen kommer i noget af debatten til at stå over for Guds magt og menneskets ringe indflydelse på de større sammenhænge. Bæredygtighedsdiskussionen synes at kunne føres tilbage til oplysningstidens store diskussioner, men er det frugtbart at sætte diskussionen ind i en sådan kontekst?

Ja, nogle af de første forekomster af bæredygtighedsbegrebet finder man i forbindelse med skovbrug i Tyskland i starten 1700-tallet (jf det tyske ’Nachhaltigkeit’), det vil sige som en styringsteknologi helt i Oplysningens ånd. Om vores Vestlige gennemsnitlige opfattelse af hvad der er bæredygtigt er særligt kulturelt betinget og måske for snæver i forhold til andre kulturelle traditioner er selvfølgelig muligt.

Selvom det sikkert er sådan, at venstreorienterede i højere grad hælder til at se bæredygtighed som en centralt politisk tema, så er der også veletablerede traditioner for at tænke bæredygtighed i konservativ sammenhæng. for eksempel er Arne Næss’ teori om dybdeøkologi, samt mere aristoteliske dydsetiske forestillinger om det naturlige i familie med konservatismen, på den måde, at man ser naturen som noget, vi som moderne mennesker har distanceret os fra og er blevet fremmedgjorte overfor, men som vi bør vende tilbage til og forsone os med.

Er ovenstående debat/konfrontation i virkeligheden en diskussion i Europa og USA, der i det større billede er mindre vigtig i forhold til virkeliggørelsen af betydelige forandringer i klimapolitikken? En anden indgang til spørgsmålet om bæredygtighed, som vi ofte hører om, er den om BRIC-landenes mulighed for at skaffe deres befolkninger social fremgang på bekostning af miljøhensyn. Denne debat handler måske mere om global magtpolitik og klassekamp. Hvor ser I de vigtigste debatter og kampe i forhold til opnåelse af konkrete politiske resultater?

Ja, som nævnt kan det være, at vi er fanget i en vestlig eurocentrisk diskurs om bæredygtighed, som man mest eksemplarisk finder fremstillet i Brundtland Kommissionens rapport fra 1987, der siger, at vi bør tilgodese nutidige behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationers mulighed for at møde deres behov. Megen udviklingspolitik bygger på præmisser om de rige landes særlige ansvar for at sikre bæredygtig udvikling, men ofte mangler der reel inklusion af udviklingslandene. Så måske er de reelle og væsentlige spørgsmål som bæredygtighed rejser i virkeligheden spørgsmål om social fordeling og magtpolitik. På den måde kan man se hele processen med at finde frem til en global klimaaftale som et af de steder, hvor hele bæredygtighedsdagsordenen må stå sin prøve i praksis. Og, ingen tvivl om at netop en global klimaaftale forudsætter løsninger på politiske og sociale konflikter i forhold til fordelingen af naturressourcer.

I forhold til ovenstående: I jeres essay, er der en distinktion mellem ”det rigtige” og ”det gode”. I eksemplificerer med et eksempel forbundet til tanken om det gode liv i en livsstilssammenhæng ”den økologiske kaffe” er både det rigtige valg, og forbundet til tanken om det ”gode liv”. Er dette et meget dansk eksempel, eller kan det i ligeså høj grad bruges i forhold til de overvejelser en kineser står med i forhold til bæredygtighed?

Det er klart, at valget af etisk rigtige produkter forudsætter et økonomisk overskud. Men, i vores skelnen mellem det ’rette’ og det ’gode’ abonnerer vi på en standard sondring indenfor den politiske filosofi, især fremført af filosoffer som John Rawls og andre liberale. Vores pointe er kort fortalt, at vi er mest motiverede for at handle bæredygtigt, hvis vi forbinder handlingen med en større mening om det gode liv eller det gode samfund. Når vi samtidig får fortalt af videnskaben, at vi skal skrue ned for varmen, slukke lyset og tage bussen (i stedet for bilen), så har vi fået klare anvisninger for den rigtige handling moralsk set. Det rette taler til vores rationalitet, men motiverer os ikke på samme måde, som når forestillinger om det gode bæredygtige liv taler til følelserne. Så paradokset er vel, at den videnskabelige viden er svært omsættelig til klare handlinger, fordi den moralistiske form er demotiverende, hvorimod de mere vage og metafysiske forestillinger om bæredygtighed lettere kan bidrage til en grøn omstilling fordi de er motiverende i sig selv, men samtidig ofte er uden forbindelse til det videnskabelige grundlag. Så snart bæredygtighed forklares og videnskabeliggøres, så bliver den med Max Weber ’affortryllet’ og mister sin magi.

Bæredygtighed rummer en fordring. Et krav om at vælge det gode. Der foregår en kobling, der forbinder kampen for det gode med pragmatiske begrundelser hentet fra naturvidenskaben.  Kan I sige noget om denne kobling, og hvad den evt. medfører? Udgør denne et helt særligt meta-narrativ, som skiller sig ud fra andre metanarrativer som socialisme, frihed, oplysning, i dets begrundelse?

Vi mener, at bæredygtighed i dag er et godt bud på en særlig stor fortælling (som vi ellers ikke har), der kan forene eller delvist samorientere modsatrettede politiske teorier og som samler nærheds-etiske og fjernheds-etiske hensyn overfor dem vi er geografisk, biologisk og tidsligt adskilte fra.

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *