MENU
18. November 2017

Forbrugshelligdage og økonomisk tvang

Omfattende CSR-forskning ignoreret af EU

17. januar 2016 Boganmeldelse, Erhvervsfilosofi.dk # 1, 2016, årgang 2, Filosofi

Det protestantiske selv fra en deleøkonomisk iværksætter

Stifter og administrerende direktør hos GoMore, den mest succesfulde danskbaserede deleøkonomiske virksomhed, Matias Møl Dalsgaard, er uddannet filosof og skrev sin ph.d. om Danmarks verdenskendte filosof Søren Kirkegaard. Mathias Møl Dalsgaards afhandling ”Det protestantiske selv” fra 2011, der også er udkommet i bogform, blev anmeldt af cand.mag. og ph.d. Bjørn Rabjerg i regi af Dansk Filosofisk Selskab. Erhvervsfilosofi.dk bringer her anmeldelsen af GoMore-stifterens afhandling om “det protestantiske selv.”
selv

Anmeldelse af “Det protestantiske selv”
Matias Møl Dalsgaard 
(CEO/Co-Founder, GoMore)
Anis, 2012 279 sider Kr. 299,-
Anmeldt ved Bjørn Rabjerg, cand.mag., ph.d.
Anmeldelsen er udgivet på Dansk Filosofisk Selskab og bringes på Erhvervsfilosofi.dk efter alftale.


 

I et år, hvor Kierkegaard er blevet brugt i alle mulige forskellige sammenhænge til at sige alle mulige forskellige ting, er det en lettelse at finde en bog, hvor Kierkegaard ikke sættes i en ny kontekst, men i sin egen. I ”Det protestantiske selv” kommer Kierkegaard ’’hjem’’ efter at have været slæbt på besøg hos tanter og onkler, fætre og kusiner og alles venner og veninder. Anliggendet i Matias Møl Dalsgaards bog, en revideret udgave af hans ph.d.-afhandling, kommer frem allerede i undertitlen: ”Kravet om autenticitet i Kierkegaards tænkning”. Tilsammen sætter titel og undertitel således rammen for undersøgelsen: Det krav om autenticitet om at blive sig selv, som Kierkegaard knytter til begrebet om selvet, stammer fra protestantismen og er således udtryk for et bestemt lutherskprotestantisk livs- og menneskesyn.

Dalsgaard toner rent flag allerede fra udgangspunktet: Autenticitetskravet rummer en etik og en antropologi, som ikke blot er ”præget af”, men er en udfoldning af ”den lutherskprotestantiske kristendom” (s. 10). ”Kierkegaards tænkning om selvet er betinget af protestantismen og de særlige fordringer, denne tradition stiller til mennesket” (s. 262). Kierkegaard er en kristen tænker, mere specifikt: han er en lutherskprotestantisk tænker.

Vores selvforståelse rummer et krav om, at vi skal være autentiske, vinde vores eksistens, hvilket Dalsgaard indfanger i en spidsformulering

I indledningen præsenteres selve projektet og problemstillingen: at afdække, hvad Kierkegaard mener om selvet og dets krav om autenticitet, og at pege på det forhold, at ikke kun Kierkegaards horisont, men også nutidsmenneskets moderne livs- og menneskesyn er bestemt af lutherskprotestantisk kristendom. Kierkegaards og vor tids opfattelse af, hvad mennesket er, kan artikuleres gennem en analyse af lutherdommen.

Vores selvforståelse rummer et krav om, at vi skal være autentiske, vinde vores eksistens, hvilket Dalsgaard indfanger i en spidsformulering: ”I kravet er indeholdt en forestilling om hvad mennesket i sandhed er, og om at mennesket kan være i enten sandhed eller usandhed i forhold til denne væren. I autenticitetskravet ligger med andre ord ikke blot en etik, men også en antropologi – en etisk bestemt antropologi” (s. 11 f). Det betones i denne forbindelse, at det er ”en bærende tese, at det sekulariserede selv også er et kristent selv” (s. 19). I lyset af dette fremhæver Dalsgaard to kristenprotestantiske bestemmelser af mennesket, der har afgørende betydning for Kierkegaards opfattelse af selvet og dets autenticitetskrav, nemlig (1) kravet om menneskets fuldstændige og helhjertede lydighed mod Gud sammenholdt med en antropologisk bestemmelse af mennesket, hvor viljen problematiseres, idet den ses som splittet; dette modsætningsforhold mellem lydighedskravet og viljens splittede natur fører til (2) en afvisning af tanken om, at mennesket kan leve op til kravet – altså at kravet er uopfyldeligt (s. 24).

Dalsgaards bog er en overordentligt velskrevet og klar undersøgelse af selvet. Den leverer en perspektivrig analyse af, hvad menneskelivet er, og hvad der ligger bag vore spørgsmål om mening og etik

Dalsgaard vedkender sig et slægtskab med undersøgelser af protestantismen hos Charles Taylor og Max Weber, men hvor disse orienterer sig mod calvinsk protestantisme, adskiller Dalsgaards afhandling sig ved at fokusere på den lutherske protestantisme (s. 16).

Anden del, ”Kravet om fuldstændighed”, undersøger kristendommens bestemmelse af mennesket som vilje og bestemmelsen af viljen som splittet. Vi finder altså̊ her en fremstilling af det, som hos Dalsgaard fører til den lutherskprotestantiske antropologi og dertil hørende etik, og som Kierkegaards bestemmelse af selvet har sin grund i. Først fokuseres der på en analyse af forholdet mellem vilje og lydighed. Fremstillingen centrerer sig (efter en afgrænsning af viljesbegrebet) omkring en analyse af den kristne viljesantropologi, sådan som vi finder den hos Augustin. Som kontrast bruges stoicismens viljesbegreb. Hvor viljen i stoicismen må ses som en vilje til perfektionering af sig selv, hvorfor den stoiske viljes opgave kan siges at være sig selv (s. 61 og 64), er viljens opgave i kristendommen gennem lydigheden at komme ud af sig selv (ss.) – en opgave, mennesket ikke kan løse, men som ikke desto mindre bliver stående som kravet til mennesket. Luthers bestemmelse af synden som incurvatus in se (menneskets indkrogethed i sig selv) fremhæves her (s. 65).

I tredje del, ”Selvet uden selvhjælp”, optages problemet, hvad mennesket kan og skal foretage sig, når det er stillet den umulige fordring at samle sin splittede vilje og være udelt lydig over for en uforståelig Gud. Problematikken fokuseres i undertitlen ”[d]en lutherske protestantismes opgør med gernings- retfærdigheden” (s. 79). Denne udgør sammen med den kristne viljesantropologi fra anden del ”den ramme, hvor indenfor jeg udlægger Kierkegaards begreb om selvet” (ss.).

Kierkegaard introduceres som den, der løfter arven fra Luthers opgør med gerningsretfærdigheden, nemlig i et opgør med tænkningens gerningsretfærdighed: forståelsen eller erkendelsen. Hermed rettes mennesket mod et bestemt sindelag: troen. Opgøret med erkendelsen får sin form gennem Kierkegaards betoning af, at kristentroen er paradoksal og derfor kun kan vindes i et diskontinuert spring (på de 70.000 favne vand) – modsat forståelsens kontinuerte skridt. Dalsgaard belyser problematikken gennem et dobbeltgreb, hvor han behandler erkendelsens begrænsninger i forhold til henholdsvis den kristne teologi (centreret omkring ”Philosophiske Smuler”) og den kristne antropologi (”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift”). Ifølge den kierkegaardske kristendom er mennesket et væsen, der ikke kan afgøre sig (og derved blive kristen i egentlig forstand) i tænkningen, og troen er som paradoks uerkendelig og derved også utilgængelig gennem tænkningen og erkendelsen. At være kristen er således at være stedt i en evig usikkerhed.

Herefter følger en fremstilling af Luthers bestemmelse af menneskets vilje som selvisk og dermed ufri. Dette leder frem til et af de centrale steder i bogen: påvisningen af sammenhængen mellem protestantisme og sekularisering. Menneskets opgave kan det ikke selv løse: Det skal forbedre sig og samle sig, men har ikke midlerne til at opfylde kravet. Derfor er det protestantiske selv jævnfør navnet på kapitlet ”Selvet uden selvhjælp”. Magtesløsheden fører til, at mennesket sættes fri. Når der ikke findes nogen særlige kristne gerninger, er alle livets almindelige gerninger vundet: ”Spis og drik med glæde og vid, at dine gerninger er Gud velbehagelige”, som Dalsgaard citerer Luther og Prædikernes bog for (s. 115). Frisættelsen udadtil skal imidlertid ses som modstykke til en inderliggørelse, idet troen bliver den opgave, som den kristne lydighed står i forhold til. Dalsgaard berører her det pietistiske element i Kierkegaards trosbestemmelse og fremhæver, at troens indre gerning ligesom de ydre gerninger ingen sikkerhed giver.

Analysen rammer nerven i såvel Kierkegaards protestantisme som det selv, Dalsgaard er på jagt efter; kapitlet kan derfor læses med stort udbytte. Man kan dog rette den kritik mod Dalsgaard, at han i to omgange vælger den deskriptive analyse, hvor man kunne have ønsket sig en mere kritisk undersøgelse. Jeg tænker her på de forbundne spørgsmål om, hvorvidt den kristne ifølge Kierkegaard (og Luther) faktisk skal handle, eller om troen og syndserkendelsen er målet – og om troen i så fald kan ses som en egentlig (pietistisk) opgave (henholdsvis kapitel 3.1.2. og 3.2.)? Dalsgaard kan for så vidt indvende, at han ikke er forpligtet på at forsvare Kierkegaard, men da hans anliggende er en analyse af selvet, og da dette angiveligt har den struktur, som man finder i analysen af Kierkegaards protestantisme, er spørgsmål som disse ikke kun relevante for Kierkegaard-receptionen, men også for Dalsgaards eget projekt. Det hyppigt foretrukne svar, at mennesket blot må handle og leve i usikkerhed, er her lige så utilstrækkeligt som altid.

Del fire, ”Muligheder for autenticitet”, præsenterer os for en læsning af Kierkegaard, der sætter ham inden for den ramme, der er blevet etableret for det protestantiske selv. Der stilles to spørgsmål: På hvilken måde kaster Kierkegaard lys over beskrivelsen af selvet (rammen), og hvordan udfylder han selv denne ramme? Svaret finder vi gennem fire undersøgelser i form af analyser af: (1) den vilje, der sandt vil være sig selv hos Kierkegaard i ”Sygdommen til døden” og ”Enten-Eller”, (2) henholdsvis de romantiske og kristne træk ved Kierkegaards begreb om selvet, (3) menneskets muligheder for at gøre sin vilje god og (4) et bredere udblik i Kierkegaards forfatterskab med særligt henblik på at analysere eksemplariske fænomener, nemlig glæde, frimodighed og humor. Her finder vi også en direkte diskussion med dele af Kierkegaard-receptionen, idet Dalsgaard angriber tendensen til at læse Kierkegaards analyser eksistentielt neutrale og altså uden kristne forudsætninger. Heroverfor betoner Dalsgaard, at Kierkegaard udlægger de eksemplariske fænomener ud fra en luthersk-protestantisk hermeneutik – en kristelig forforståelse af fænomenerne. Forestillingen om en ikkehermeneutisk fortolket, neutral fænomenologi afvises således for Kierkegaards vedkommende.

I del fem, ”Tre dramatiske figurer”, præsenteres vi for tre illustrationer af det protestantiske selv fra filmens verden. Denne del er afgjort bogens svageste. I bedste fald kan den ses som en ikke særligt præcis eller oplysende illustration. Men reelt er der tale om illustrationer, der faktisk skaber problemer i forhold til den særdeles klare og oplysende undersøgelse, som bogen ellers rummer. Illustrationer skal jo gerne tjene til at fremhæve det vigtige, men i dette til- fælde virker illustrationerne som karikaturer, unuancerede figurer, der giver indtryk af en alt for stereotyp opfattelse af luthersk protestantisme. Det ærgerlige er, at illustrationerne dermed skaber problemer. De er enten for lidt illustrative (for eksempel Agent Cooper fra Twin Peaks, der skal vise konflikten mellem stoisk vilje og det almindelige liv – fortjener denne pointe virkelig syv sider?), for upræcise (The Dude fra The big Lebowski illustrerer ”noget idealt, noget syndfrit” (s. 206), der ikke rigtig kan konkretiseres) eller for karikerede (Maria fra The sound of music, der gennem sit pligtforhold til livet og sit rene hjerte fremstilles som ideal: en samlet vilje i et almindeligt liv). Her bliver det tydeligt for læseren, at etiketten protestantisme spænder over et meget stort register, og at den aftapning, vi finder her, er så nært knyttet til romantikken, at den måske drukner i romantik.

Bogens sidste del, Protestantisme og det moderne liv, sætter undersøgelsen i relation til det moderne menneske. Protestantismen med dens sekulariserende træk stiller den kristne i en særlig livsopgave, der imidlertid ikke alene har betydning for den bekendende protestant. Fordi protestantismen er ’gået ind i’ historien og kulturen, protestantismens ’picture of the good’, som Dalsgaard kalder det med henvisning til Charles Taylor, er det moderne menneske præget af den samme livsopgave. Hvilken er så denne kristen-protestantisk men dog almene og moderne livsopgave? Jo, via Dalsgaards analyse ser vi, at protestantismens sekulariserende kristendom ”fastholder det jordiske i en relativitet der dæmmer op over for jordisk totalitarisme eller absolutisme” (s. 230). Den fælles livsopgave er derfor at ikke lade sig bestemme ved verden, men at opretholde en relativerende distance til den, hvor man husker det kierkegaardske dictum om, at mennesket skal forholde sig relativt til det relative og absolut til det absolutte – vel vidende at mennesket hele tiden tenderer mod absoluteringen af det relative. Den protestantiske etik må ses som det konstante korrektiv, den vedvarende afsløring, af enhver tids absolutter og enhver tids etik(ker). Positionen gøres klar gennem en diskussion med Alasdair MacIntyres historisk-relativistiske dydsetik: ”Protestantismen […] fjerner begrundelser, bryder en given tids etisk-praktiske paradigme. MacIntyres etik er helhed, protestantismens er brud i helheden” (s. 251). Den etik, som sekulariteten tilbyder ifølge Dalsgaard, er ikke en udtømmende etik, der leverer handlingsforeskrivende direktiver, men det er en omfattende etik ”i den forstand at den angår menneskets forhold til livet i det hele taget” (s. 232). I sit opgør med MacIntyre betoner Dalsgaard, at hvor MacIntyre tilbyder en etik, der skal indtræde som en ny totalitet, så betoner protestantismen ”en etik der i sit ideal fastholder en verden som sekulær” (s. 259). Den protestantiske etik, som Dalsgaard tilbyder, er altså noget så særpræget som en absolutistisk funderet relativisme.

Dalsgaards bog er en overordentligt velskrevet og klar undersøgelse af selvet. Den leverer en perspektivrig analyse af, hvad menneskelivet er, og hvad der ligger bag vore spørgsmål om mening og etik. Det er store spørgsmål – ikke kun i kraft af deres åbenhed, men også i kraft af hvor store greb, man må foretage i en bog, der skal forblive overskuelig og læselig. Et af de bedste skudsmål, man kan give et filosofisk værk, er vel, at læsningen af det afslører og udfordrer – at det tænder et lys, der fra en ny vinkel kaster skygger og derved aftegner tilværelsen på en ny måde. Analysen i ”Det protestantiske selv” gør netop dette. Også selv om grebene nogle steder, måske endda på det vigtigste sted, bliver for store. Dalsgaard demonstrerer, at han er klar over dette, når han åbner spørgsmålet om forholdet mellem protestantisme og romantik helt til sidst i bogen: ”Hører disse to fænomener sammen?” spørger han (s. 256). Selv om han svarer, at de ikke nødvendigvis gør, må man konstatere, at de gør det i Dalsgaards analyse, og dermed bliver billedet af protestantismen noget ensidigt. Hvor er den dialektisk-teologiske kritik af al naturalisering (herunder romantiseringen af mennesket)? Og hvor er ’skabelsesteologien’, der fastholder absolut værdi i det jordiske – uden at forfalde til katolsk humanistisk optimisme? Disse udeladelser skaber imidlertid ikke egentlige problemer for den analyse, Dalsgaard leverer. De medfører blot, at analysen må suppleres. Her har Dalsgaards bog givet særdeles gode muligheder for at tage tråden op.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *