[dropcap]F[/dropcap]lere ledere synes at lide af en sådan skræk. Denne påstand kan i hvert fald forklare, hvorfor så mange virksomheder stadig har svært ved at opføre sig ordentligt. Der drives stadig rovdrift på naturen, ligesom knap halvdelen af den vestlige arbejdsstyrke ”af og til” eller ”ofte” er stresset. Tilbage i 1992 påpegede en FN rapport – med nærmest profetisk styrke – at stress ville blive det 20. århundredes sygdom.

Godt i gang med det 21. århundrede er stress på ingen måde på tilbagetog. En del af svaret skyldes et alt for snævert fokus på økonomisk vækst, altså bundlinjen. Virksomheder gør ofte stress til et personligt anliggende, således at det enkelte menneske selv må organisere sig ud af elendigheden. Denne tilgang underminerer, hvordan stress hænger sammen med de strukturer, der dominerer i et konkurrencesamfund. Det er en sørgelig logik, at stressede personer må klare sig selv.

Stress og ledelse hænger sammen. De strukturer, der fremmer stress, vedligeholdes og ændres i høj grad af de beslutningstagere, hvoraf nogle – påstår jeg – synes at være direkte bange for bundlinjer. Denne frygt betyder, at nogle lederes handlinger, deres generelle omgang med verden, er kynisk. Min tese er, at en al for rigid resultatorienteret og målstyret adfærd skaber stress.

[quote float=”left”]Min tese er, at en al for rigid resultatorienteret og målstyret adfærd skaber stress[/quote]

Filosofferne Theodor W. Adorno og Max Horcheimer kaldte i deres bog ’’Oplysningens dialektik’’ en målstyret proces for totalitær, fordi alt reduceres til nyttige eller unyttige midler i fornuftens grelle skær. Et sådant mål kunne være økonomisk vækst. Selvfølgelig har kapitalismen og videnskabens instrumentalisering medført fremskridt, men det betyder ikke, at omkostningerne – ofte eksistentielle – skal negligeres. Det, der blandet andet mangler i dag, er venlighed, tolerance og medfølelse på alle niveauer, men måske mest af alt blandt de beslutningstagere, der vedligeholder samfundets strukturer og normer i stedet for at ændre dem. En kultivering af venlighed, tolerance og medfølelse er en af tidens største udfordringer. Og det er her, filosofien kan vise sin styrke.

Kærlighed og visdom er et af filosofiens vigtigste dansepar. Og disse viser sig netop i form af venlighed, eksempelvis i mødet med andre mennesker, der ligeledes rummer en implicit tolerance over for forskelle og ikke blot – som filosoffen Alain Badiou så præcist har sagt det – en tolerance over for andre, så længe de ligner mig (læs: deler samme idealer og normer). Medfølelse udspringer af en simpel erkendelse af, at livet rummer smerte og ubehag. Medfølelse understreger derfor, at der er former for liv, som man ikke kan leve eller overleve uden andres omsorg.

Begreberne venlighed, tolerance og medfølelse er gensidigt forstærkende. Desværre kæmper de en ulige kamp mod den anerkendelse, prestige, status og magt, der er forbundet med indfrielsen af bestemte – typisk økonomiske – mål. Det betyder, at venligheden bliver fjendtlig, tolerancen kun bliver tålelig, og medfølelsen til kritik og fornedrelse.

[quote float=”right”]En kultivering af venlighed, tolerance og medfølelse er en af tidens største udfordringer. Og det er her, filosofien kan vise sin styrke[/quote]

Engang skrev økonomen Milton Friedman, at det var upassende for en virksomhed at bekymre sig om samfundet og medarbejdernes ve og vel. Profit var det eneste saliggørende. Sådan er det heldigvis ikke længere. Og dog. For skønt kapitalen i hvert fald retorisk er blevet mere humanistisk, så følges de flotte ord ikke altid af gode handlinger. Spørgsmålet er, om Friedman ikke stadig udgør den reelle virkelighed blandt mange ledere og virksomheder, mens de sælger sig selv under såkaldte gode principper?

Eksempelvis er der stadig mange virksomheder, der mener, at det er godt at tjene en masse penge for derefter at anvende disse på at udvise strategisk social ansvarlighed. I dag burde det imidlertid være indlysende – i hvert fald eksemplificeret gennem flere studier – at investeringer i medarbejdernes velvære fremmer en sund forretning. Fokus skal skifte fra profit til velvære. Menneskelige relationer før penge, da penge nemt kommer på tværs og spolerer det menneskelige.

Hvorfor nærer ikke flere omsorg? Primært, fordi bundlinjen truer. I alt for mange år er ledere blevet uddannet i at tænke i målsætninger. Skolet i pisk og gulerodsmetaforikkens mekaniske motivationsteorier. Handelshøjskoler kunne uden tvivl blive mere bevidste omkring deres militaristiske sprog, idet strategi, frontlinjer, modstandere, alliancer, forsvar og angreb gradvist konstruerer en karakter, hvor kynisme ikke er fremmed. Liv og død er ikke helt det samme som underskud eller overskud, selv om businessmoralen påstår det.

Uddannelsesinstitutioner har et stort ansvar for at uddanne fremtidens ledere i venlighed, tolerance og medfølelse, det vil sige som andet end strategiske begreber, men snarere som givende måder at omgås andre mennesker på. Der er behov for at kultivere en ledelseskarakter, der kan rumme det ubehagelige, ekstremer, minoriteter, alternativer etc. En leder, der i mødet med det ukendte udviser venlighed. En leder, der i mødet med det sårbare ikke hoverer og udtværer, men udviser omsorg.

Vi lever i en verden, hvor det ikke længere er nok at påklistre fuglemotiver på de transparente skærme vi gemmer os bag. Flere og flere ramler hovedet ind i præstationskrav, som ikke kan matches, og som blot gør os fremmed over for os selv. I sådanne situationer er det befriende at blive mødt med venlighed, omsorg og tolerance. At blive rummet som et menneske, ikke en ressource.

Et sted at starte er at gøre etik til noget lige så uomgængeligt som kendskabet til udbud og efterspørgselskurverne.

Skriv et svar