Det er rigtigt, at større virksomheder har kortere livstid end tidligere, men også kolossale ressourcer til at øve sig i omstilling og kigge indad i håbet om at finde ”den blinde plet”, hvorfra virksomheden sidst iagttog verden. At kende sig selv, at vide, hvorfra man iagttager, er ofte et fornuftigt filosofisk udgangspunkt for etiske vurderinger. Virksomhederne har mere end nogensinde brug for refleksion, hvis erhvervslivet selv mener det alvorligt, at de er en aktivist i løsningerne på verdens store problemer.
[quote float=”right”]Virksomhederne har mere end nogensinde brug for refleksion, hvis erhvervslivet mener det alvorligt, at de er den drivende kraft i løsningerne af verdens store problemer[/quote]Virksomhedsdrift handler i høj grad om filosofi, om værdier og holdninger til, hvordan vi ønsker samfundet indrettet, og på hvilken måde vi generelt ønsker, at erhvervslivet som aktør agerer i samfundets forgreninger. Det handler om, hvordan den næste generation skal introduceres til arbejdslivets etik, moral, regler og rammebetingelser for, hvordan vi som samfund mener, at succes måles, og hvordan virksomheder bør interagere med menneskers livsverden.
Det er rimeligt at argumentere, at hvis erhvervslivet er en (den) afgørende nødvendighed i løsningen på store samfundsproblemer, som de seneste år har været gængen i diskursen, så har virksomhederne også stor andel i årsagerne til problemerne. Det er ikke en fuldkommen vandtæt logisk følge, men det er i det mindste en holdbar påstand med en vis chance for sandsynlighed, som afhængigt af de styrkemarkører, påstanden fremsiges med, gælder for nogle og mindre for andre brancher. Påstanden er ganske uvidenskabelig, empirisk udokumenteret og bygger alene på subjektiv iagttagelse af de seneste års diskurs inden for virksomhedsetik og formuleringer om samfundsansvar.
Hvorfor stille fokus på årsagerne til problemerne? Hvorfor søge at identificere roden til de væsentligste etiske problemstillinger i og for erhvervslivet? Fordi en særlig undertrykt position i diskursen bør få mere plads. En position, der går udefra og ind i virksomhederne og diskuterer rammerne og reguleringer for at bedrive samfundsansvar som virksomhed. En position, hvor virksomhederne selv begynder at anspore til dialog, der bryder med den trivielle præmis om økonomisk vækst.
[quote float=”left”]Det samfundsansvarlige blik rettes alt for ofte mod konsekvenserne og ikke mod de normer, logikker og rationaler, de udspringer af[/quote].Løsninger på verdens store problemer, og ikke mindst det påtagede samfundsansvar, formuleres ofte udelukkende i en forretningsorienteret optik. Den optik er vigtig og nødvendig, men det er ikke den eneste optik, og den er ikke tilstrækkelig, hvis erhvervslivet skal leve op til egne forventninger som aktivist for en bedre verden.
Konsekvenserne af fx klimaforandringerne og den stigende ulighed er vigtig at holde fokus på – de er symptomer på, at noget er galt. Men det enfoldige fokus på eksempelvis at gøre fattigdom til en forretningsmulighed, at gøre forretningsdrevet samfundsansvar til den eneste rigtige dyd eller at vende risici for flere menneskelige krænkelser og klimatragedier til muligheder for fortjeneste og omsætning, afskærmer samtidig en række mindst lige så vigtige etiske diskussioner om styringsmekanismer (eller mangel på samme). Styringsmekanismer, der regulerer virksomhedsetik og samfundsansvar, og spørgsmålet om det ikke kunne være anderledes.
Denne ”diskursive afskærmning af etikken” sker, når eksempelvis Dansk Industri (DI) i Berlingske den 27. januar 2016 formulerer budskabet om, at de (DI, red.) er ”bekymret for Danmarks image” som følge af ”smykkesagens” negative omtale i udenlandske medier. DI mener, at løsningen er ”at nuancere sine budskaber.” Altså ikke et ord om substansen eller stillingtagen til, om det er rimeligt at lade en flygtning vente minimum tre år på familiesammenførelse. Den økonomisk vækst formuleres og værdidiskussionen får mindre plads!
[quote float=”right”]Ikke mange ord om substansen. Ingen spørgsmål til, om regler, rationaler eller rammebetingelser er en del af forklaringen[/quote]Det sker, når eksempelvis Mandag Morgen i fællesskab med UN Global Compact og DNV GL den 26. januar 2016, tilsat sød eksotisk musik, præsenterer rapporten ”Global Opportunity 2016” og efterfølgende selv konkluderer: ”Erhvervslivet står til at blive de nye aktivister, drevet af det næste store marked.” Ikke mange ord om substansen. Ingen spørgsmål til, om regler, rationaler eller rammebetingelser er en del af forklaringen på, at de mere end 5.000 erhvervsledere samlet set konkluderer: ”Over hele kloden mangler politikere kapacitet og gennemslagskraft.” Ikke et ord om hvad der skabte dette såkaldte marked, bestående af fattige mennesker, plastic i havene og stigende temperaturer.
Debatten har bestemt rykket sig. Verdens store problemer, som fx udtrykt igennem FN’s 17 bæredygtige mål, har sneget sig længere ind i erhvervslivets kernebegreber, hvor ord som bæredygtighed, grøn omstilling og tredelte bundlinjer ikke længere er fremmedord. Der er bestemt også vilje, initiativ og ressourcer, som kanaliseres i retning af mere samfundssociale resultater. Det er ikke bare legitimt, men også nødvendigt at formulere og italesætte problemerne i den optik, fordi markedsøkonomien er et udmærket værktøj til at løse mange alvorlige problemer. Når det er sagt, så må et naturligt næste skridt kunne være at pege på, hvordan markedsøkonomien selv udfolder samfundsansvaret gennem love, vejledninger og anbefalinger. Det er på tide at italesætte den blinde plet!
I artiklen “Væsentlige virksomhedsetiske spørgsmål“ har vi beskrevet en række centrale etiske spørgsmål om de rammer og rationaler, der styrer rækkevidden for virksomhedernes samfundsansvar. Og dermed også de prioriteringer, som erhvervsledere styrer efter.
I artiklen “Skatteplanlægning er erhvervslivets største etiske udfordring” peger vi på nogle af de konkrete udfordringer på områder, som befolkningen ser som virksomhedernes væsentligste virksomhedsetiske udfordringer at rydde op i.