MENU
25. July 2017

Definerer COP21 et paradigmeskifte for erhvervslivet?

Tankens virkning og forretningsudvikling

7. februar 2016 Boganmeldelse, Erhvervsfilosofi.dk # 2, 2016, årgang 2, Filosofi

På vandring med den frie tanke

Anmeldelse: Frédéric Gros’ filosofiske fodrejse er langt mere end blot en vandring gennem filosofihistorien. Den skrives ind i en samtid, som til stadighed er præget af senkapitalistiske normer, der vedrører produktivitet, forbrug, effektivitet, hurtighed og profit. At Gros skriver om det helt banale – om det at gå – kan i sig selv ses som en lille protest imod det, man ellers interesserer sig for i samtiden.


 

Frédéric Gros
Gå! En filosofisk fodrejse
Kristeligt Dagblads Forlag, 2015
210 sider
Kr. 249,95
Anmeldt af Pernille Schmidt Hansen, cand. mag i Filosofi, Københavns Universitet
Også udgivet på Dansk Filosofisk Selskab og bringes på Erhvervsfilosofi.dk efter alftale.

 

Gå! En filosofisk fodrejse

Der findes mange former for vandring, selvom måden, hvorpå man vandrer, i sin essens egentlig blot består i at sætte den ene fod foran den anden. Gå! er – som også titlen angiver – en filosofisk fodrejse gennem den vestlige idéhistorie, i selskab med forskellige rejsefæller, med tænksomme stop på vejen; en fod- rejse uden andet formål end at berige erfaringen.

Frédéric Gros er professor i filosofi i Paris og har blandt andet beskæftiget sig med psykiatriens historie, den vestlige opfattelse af krig og begrebet om smerte. Bogen om at gå (med originaltitlen Marcher, une philosophie) blev ved dens udgivelse i 2009 intet mindre end en bestseller i Frankrig og er nu oversat til adskillige sprog. Dette forhold må om ikke andet vidne om bogens aktualitet og bredde, hvilket som oftest ikke siges at være tilfældet inden for den filosofisk litterære genre.

Gros’ filosofiske fodrejse er langt mere end blot en vandring gennem filosofihistorien. Den skrives ind i en samtid, som til stadighed er præget af senkapitalistiske normer, der vedrører produktivitet, forbrug, effektivitet, hurtighed, profit med videre. At Gros skriver om det helt banale – om det at gå – kan i sig selv ses som en lille protest imod det, man ellers interesserer sig for i samtiden. For hvad – kunne man spørge – er egentlig interessant ved noget, som ikke kræver et særligt talent, hverken målrettet træning, hightech knowledge eller det nyeste gear? At gå kan alle, der evner at stå på sine egne to ben (med forbehold, selvfølgelig). Gros går med Gå! imod den vestlige effektivitetsfiksering og blinde resultatorientering, væbnet med sin beretning om de erfaringer den langsomme og monotone vandring kan berige os med. På flere måder søger Gros mod samme visdom som tidens mindfulness-bølge.

Gros går med Gå! imod den vestlige effektivitetsfiksering og resultatorientering. Men budskabet er langt fra moraliserende

Men Gå! er langt fra en moraliserende selvhjælpsbog i gængs forstand. Den går ad andre veje! Gros benytter sig på mest forfriskende vis af prosaens, poesiens og den undrende filosofis rige sprog og billeder til at udfolde de værdifulde erfaringer og indsigter, noget så banalt som vandring kan give anledning til.

 

Vandringen som illustration

Den erfaring, vandringen bibringer, kan illustrere nogle filosofiske paradokser, forklarer Gros til franske Le Monde (interview udgivet 24.06. 2011, www.lemonde.fr). Eksempelvis kan vandringen illustrere en forunderlig enhed mellem krop og ånd; ”når man vandrer, opstår der netop det øjeblik, hvor der fra skridtenes monotone gentagelse pludselig udgår en fuldstændig ro. Man tænker ikke længere på noget, ingen bekymring plager én, intet andet eksisterer end bevægelsens regelmæssighed, som man ledsager, eller rettere sagt: Man er helt og holdent den rolige gentagelse i sine skridt” (s. 188).

Og man kan dertil opleve en mystisk evighed på de langstrakte, monotone vandringer i form af den selvberoende natur og horisontlinjerne; ”… at blive konfronteret med denne soliditet, der er større end os, får døgnets små begivenheder, de sølle nyheder til at ligne støv, der fejes væk af vinden. Det er en ubevægelig evighed, der står og vibrerer. At vandre er at erfare disse realiteter, der ydmygt trænger sig på uden at gøre støj – træet, der gror midt blandt klipperne, fuglen, som holder vagt, floden, der følger sit løb – uden at forvente noget” (s. 75-76).

På interessant vis får tænkningen i Gå! en kropslig og sanselig dimension i form af vandringsmandens udsyn

Vandringens erfaring er ordløs – den kan ikke genoversættes, omkodes eller omformateres (s. 59). Den er en berigende, sanselig erfaring. På den langsom- me, regelmæssige, monotone vandring – måske især den, der strækker sig over flere dage – er det næsten umuligt ikke at gøre sig nye erfaringer; med sig selv, sine følelser og med nye perspektiver på verden omkring sig. Gros’ filosofiske fodrejse tager læseren med sig på sin vej og udpeger tænkere, hvis filosofiske, litterære og poetiske værker er formet af deres helt personlige vandringer.

Den frie tanke

Kapitlet om Nietzsches liv og tænkning er et godt eksempel på, hvordan Gros formår at fremdrage samklangen mellem filosoffens vandringer og centrale idéer inden for hans filosofiske tænkning. Nietzsches vægtning af forståelsens altid perspektivistiske ejendommelighed får fysisk karakter i en betragtning ud fra vandringsmandens sansning af sine omgivelser, der skridt for skridt forandrer sig og afslører noget nyt. Ligeså vinder begrebet om den evige genkomst genklang i Nietzsches ensomme vandringer ad velkendte ruter i Syd- frankrig og Italien; ”… ad veje så smukke, at de tåler gentagelse” (s. 20). Nietzsche tænker, mens han vandrer. Og disse vandringer er ifølge Gros selve betingelsen for hans værk.

”Mens han vandrer højt hævet over verden og menneskene, komponerer han i fri luft, fantaserer, opdager, jubler, gyser over det, han finder, rystet og grebet, som han bliver af, hvad der uventet kommer til ham under vandringerne” (s. 20).

I kontrast til arbejdet ved skrivebordet i mørket er han, som komponerer sine værker, mens han vandrer, ”fri for bindinger, hans tanke er ikke en slave af andre bøger, ikke tynget af verificeringer eller andres tanker. Han skal ikke stå til regnskab for nogen. Blot tænke, bedømme, beslutte” (s. 23). En opsang til samtiden – sandsynligvis ikke mindst til den humanistiske forskningsverden, som Gros’ eget arbejde som bekendt falder ind under; en implicit opfordring til aktivt at søge nye idéer i et rum ’udenfor’ (i den frie luft, udenfor skrivebordets besnærende rammer, udenfor det stof som allerede forligger indenfor forskningen). For at kunne tænke, skriver Gros, må man have et frit udsyn; “… råde over gennemsigtig luft” (s. 26). På interessant vis får tænkningen i Gå! en kropslig og sanselig dimension i form af vandringsmandens udsyn – det foranderlige landskab, som i høj grad præger tanken, som i høj grad sætter den fri.

Ligeledes har vandringen haft betydning for en række bemærkelsesværdige og markante skikkelser inden for filosofi, litteratur og digtning: På sine utallige vandringer – væk fra moderen og fødebyen Charleville i det nordlige Frankrig – digter den purunge Rimbaud i bogstaveligste forstand med arme og ben, inspireret af sin flugt, lykkerusen over at være på farten, altid videre.

Imens vandrer den midaldrende Rousseau i de dybe skove med forventningen om at vende tilbage til sin oprindelse, erfare sit naturlige væsen; ”man skal fare vild for bedre at lytte til sit hjerte, føle det første menneske banke i sig” (s. 71). Ved begyndelsen på masseproduktionens æra forfatter Thoreau den første filosofiske afhandling om vandring (Walking); på vandringen lader man sig ikke erstatte i modsætning til, hvad angår arbejdet.

På vandringen stiller man sig uden for den arbejdende flok, uden for udbytterne og producenterne af profit og fattigdom. Dertil mindes Nerval på sine vandringer gennem Paris’ gader og i skovene ved Ermenonville, Mortefontaine, Pont-Armé… barndommens sorger og længsler. Nerval vandrer drømmende ad disse strækninger for at forvandle tristessen, for at give sig hen til den, opløse den. I Königsberg ved man imidlertid, at klokken er præcis otte, når Kant går hjemmefra på vej til sin undervisning. Karakteriseret ved en nærmest uafvendelig regelmæssighed er Kants vandringer.

Også Kierkegaard vandrer. På sine ture gennem Københavns gader erfarer han livets stadier

Ved til stædighed at udføre en lille gentagen handling opnår Kant en disciplin, som kan afmåles i hans systematiserede filosofiske værker. Også Kierkegaard vandrer. På sine ture gennem Københavns gader erfarer han livets stadier; det æstetiske stadies nytteløse flaneren, det etiske stadies pligtfulde og regelmæssige vandring, og det religiøse stadies tavse vandring, drevet af en uforklarlig tro, der får én til at fortsætte, skridt for skridt. Ghandi manifesterer slutteligt, med sin politisk motiverede saltmarch, et oprør imod hurtigheden, imod maskinerne, imod den accelererende produktion. I vandringens enkelthed – i dét, at den blot kræver at sætte den ene fod foran den anden – ligger intet mindre end en fremhævelse af idealet om autonomi.

Disse bastante skikkelsers vandringer fletter sig ind og ud af hinanden i Gå!. Og de knytter sig på kryds og tværs til filosofiske idéer og drømme. Således fremsættes i forbindelse med vandringen refleksionen over de forskellige former for friheder og ensomheder; hvad det vil sige at være udenfor; betydningen af langsomhed; stilhed; evighed; energi; genfødsel og nærvær; velværets stadier; tyngde; det elementære; og gentagelse.

Skikkelsernes vandringshistorier markerer forskellige betydninger af det at vandre. Gros beskriver i Gå! facetterne, der ligger i at sætte den ene fod foran den anden, og de preciøse erfaringer denne banale handling – som hverken kræver udstyr eller særlig øvelse – kan føre med sig.

Bogens popularitet må have at gøre med, at den taler ind i et udtalt behov for pusterum fra den unyttige rastløshed og den travlhed, som præger det liv, de fleste af os lever i dag. Gå! udfolder et rum, der ligger udenfor de abstrakte mekanismer og strukturer, som på mange måder konstituerer vores samfund, og vil berette om muligheden for en autentisk erfaring af os selv, som individ og samtidig som del af noget større.

På vandringen lader man sine sociale masker ligge – ganske simpelt, fordi de ikke i den forbindelse har nogen funktion. Det eneste, man med nødvendighed behøver, er en krop, en strækning og tid, og derved erfares glæden ved det helt simple. På vandringen er det som om, alt igen bliver muligt, siger Gros til Le Monde; ”… on redécouvre le sens de l’horizon”.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *