MENU
21. September 2017

Ngo-erhvervspartnerskaber er et broget billede 

Korruption er største udfordring for investeringer i udviklingslandene

20. marts 2016 !, Debat, Erhvervsfilosofi.dk # 4, 2016, årgang 2, Etik, Klima

Den kyniske miljøfornuft

Kommentar: Medlem af Etisk Råd og lektor på CBS Steen Vallentin giver i denne kommentar sit bidrag til debatten om klimaforandringernes tidsalder.  

I klimaforandringernes tidsalder er det blevet vanskeligt at være miljøfornægter. Som debatten om landbrugspakken senest har vist, synes alle at være på miljøets side. Der er blot ikke tilnærmelsesvis enighed om, hvad det vil sige at være det. Mens Venstre-regeringen er fortaler for ’’grøn realisme’’ og for et opgør med det, den netop udnævnte miljø- og landbrugsminister Esben Lunde Larsen har kaldt ’’den politiske og miljøorganisatoriske venstrefløjs miljøtyranni’’, tøver centrum-venstre-politikere og miljøorganisationer ikke med at kalde den siddende regerings miljøpolitik for bagstræberisk og skadelig for alt lige fra vandmiljøet til den danske konkurrenceevne inden for vedvarende energi.

Der er ikke noget nyt i, at klima- og miljøpolitik giver anledning til kyniske udmeldinger, men der synes at være en ny form for kynisme på spil i miljødebatten. En form for kynisk fornuft, som først blev indkredset af den tyske filosof Peter Sloterdijk i starten af 1980’erne, og som den slovenske filosof Slavoj Žižek senere har skrevet om i flere værker.

Som udgangspunkt har vi lov at forvente, at den til enhver tid siddende danske regering fører en miljøpolitik, som den tør stå ved

Udgangspunktet hos Sloterdijk og Žižek er, at vi normalt betragter kynisme som noget, der virker nedefra og op som en folkeligt forankret, plebejisk afvisning af den officielle politik eller ideologi ved hjælp af ironi eller sarkasme (Žižek, 2008). Som når civilsamfundsorganisationer og andre debattører udstiller skiftende regeringers miljøpolitikker eller globale bestræbelser på at nedbringe menneskeskabte drivhusgasudledninger som halvhjertede og i sidste ende begrænsede af økonomiske hensyn og store virksomheders lobbyisme. Denne form for ’’nedefrakynisme’’ handler om at vise, at ’’kejseren ikke har nogen klæder på’’, og at miljøhensyn som regel må vige for nødvendighedens politik, hvad enten det er Claus Hjort Frederiksen eller Bjarne Corydon, der svinger taktstokken i Finansministeriet.

Den nye form for kynisme fungerer på en anden måde. Den har skiftet side og virker i stedet oppefra og ned. Den er udtryk for magthavernes kynisme, og at de ikke selv tror på de politikker og ideologier, som de tegner. Sloterdijk kalder dette for en form for ’’oplyst falsk bevidsthed’’ og beskriver det som ”en bevidsthedstilstand, der følger oven på de naive ideologier i det øjeblik, disse er blevet oplyst” (2005, s. 11). Hvor den falske bevidstheds faste følgesvende er løgnen og fejltagelsen, forholder det sig anderledes med den oplyste form. Anskuer man debatten om landbrugspakken med udgangspunkt i den klassiske forståelse af falsk bevidsthed, vil det være oplagt at kritisere visse borgerlige politikere for fejlagtigt at tro på – og insistere på – at der er sammenfald mellem, hvad der er godt for landbrugsproduktionen og landmændene, og hvad der er godt for miljøet. En insisteren, der i vidt omfang synes at være resistent over for sagkundskaben på området (miljødata og ekspertudsagn) og i den forstand kan virke som falsk bevidsthed.

Hvis man anskuer debatten ud fra den oplyste form, som Sloterdijk og Žižek taler om, tegner der sig et andet billede. Her er udgangspunktet ikke, at visse borgerlige politikere tror på noget, som er (mere eller mindre dokumenterbart) forkert, men at de faktisk ikke tror på det, de selv siger. Men siger det alligevel. Fordi omstændighederne – opinionen, den politiske korrekthed, internationale aftaler m.v. – dikterer det. En oplagt indvending mod dette argument er, at disse politikere blot abonnerer på en anden forståelse af miljøudfordringerne end den, der kommer til udtryk i videnskabelige eksperters udtalelser. Nogle synes at mene, at landmændene faktisk ved bedre om, hvordan det forholder sig med miljøet. At vi skal lytte mere til stemmerne ude i ’’Produktionsdanmark’’, at der er visdom tæt på mulden i landmændenes pagt med naturen. Selv om nogle politikere på et sådant grundlag mener at vide bedre end ekspertvældet, ligger de dog stadig under for kravet om at levere evidens og fremstå legitime i forhold til den videnskabelige diskurs på området og gældende EU-direktiver m.v. Derfor bliver de tvunget ud i at sige noget, som de ikke tror på.

Kynisme har en pris, når de krampagtige bestræbelser på at skjule, at man ikke tror på, hvad man prædiker, bliver for påfaldende

Med Žižeks ord ved de nye miljøkynikere godt, at der er et misforhold mellem den ideologiske maske, de bærer, og den sociale virkelighed, men ikke desto mindre vælger de at beholde masken på (jf. Žižek, 1989). Det kommer til udtryk på forskellige måder. For eksempel når Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen stiller op til debat med Martin Krasnik i Deadline bevæbnet med onelineren: ”Vi gambler ikke med grundvandet”, men uden tilsyneladende at kunne give et klart svar på et eneste spørgsmål vedrørende landbrugspakken. Vi har set mange eksempler på, at masken er blevet fastholdt gennem undvigelsesmanøvrer og fornægtelse. For eksempel når en politiker som Mette Bock fra Liberal Alliance har insisteret på, at Bæredygtigt Landbrug er med til at fremme bæredygtig udvikling i økologisk forstand – og ikke den prioritering af erhvervets økonomiske rammebetingelser frem for mere restriktiv miljølovgivning (hvad man så end måtte mene om det), som er organisationens erklærede formål (se ”Om BL” på baeredygtigtlandbrug.dk).

Undvigelsesmanøvrerne er blevet understøttet af strategisk brug af data, som er til udtryk i en kombination af det, man kan kalde faktafundamentalisme og faktaresistens.

Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, er trådt frem som et oplagt eksempel på en faktafundamentalist, der gerne vil skære igennem al dialog og trumfe al modstand med ’fakta’ – medmindre fakta peger i en anden retning end den ønskede; så kan der tyes til argumenter om usikkerhed i stedet.

Faktaresistens har været et udtalt – og ofte uskønt – træk ved debatten om landbrugspakken, som ikke mindst er kommet til udtryk i Eva Kjer Hansens konsekvente benægtelse af, at de fremlagte kvælstoftal på nogen måde har kunnet virke misvisende og i hendes tilsidesættelse af spørgsmålet om (videnskabelig) sandhed eller evidens til fordel for politisk procedure (Rasmus Jarlov og andre medlemmer af Miljø- og Fødevareudvalget burde have vidst bedre tidligere, da tallene havde været på bordet længe – og det skulle så være afgørende for vurderingen af redeligheden i forløbet). Senest har den nye Miljø- og Landbrugsminister Esben Lunde Larsen glimret ved på Deadline at benægte, at hans påstand (i et ministerspørgsmål under den tidligere regering) om, at der ”ikke er fagligt belæg for at kræve kvælstoftilførslen nedsat” rent faktisk betyder, at han mener, at der ikke er fagligt belæg for at kræve kvælstoftilførslen nedsat (hvilket eksperter i øvrigt bestrider).

Mens Konservative formentlig har scoret miljøpoint på at fastholde deres kritik af den tidligere minister og insistere på hendes afgang, har deres stemmer til landsbrugspakken og manglende evne til at fastholde kravet om en tillægspakke modsat sået tvivl om, hvor langt deres miljøengagement egentlig rækker.

Derudover findes der flere eksempler på udfoldelse af en parasitær miljølogik, eksempelvis når der argumenteres for, at Danmark er foran de fleste andre lande på miljøområdet og langt under internationale grænseværdier for giftige stoffer i drikkevandet m.v., og at vi derfor godt kan føle os gode og miljørigtige, selv om vi sviner lidt mere, end vi ellers har gjort. Det er også en måde at hævde, at man er for miljøet – uden at være parat til at gøre noget for at gavne miljøet. Som regel ud fra devisen, at det er dårligt for konkurrenceevnen at være alt for meget bedre end de andre på dette område.

Naturligvis er det spekulativt at påstå, at sådanne udmeldinger er udtryk for oplyst falsk bevidsthed. Som Sloterdijk skriver, er det metodisk ret vanskeligt at få denne form for kynisme frem i lyset. Den har det med at trække sig ind i sig selv og kan være forbundet med skam og en vis melankoli (Sloterdijk, 1987). I denne sammenhæng er de indlysende melankolikere de embedsmænd fra Miljø- og Landbrugsministeriet, som er blevet sat til at konstruere en ’’sandhed’’ om kvælstofudledning og vandmiljø, som ikke understøttes af sagkundskaben på området. Det er mere tvivlsomt, om der er sådanne følelser involveret i politikernes deltagelse i debatten. De kender spillet og spiller det – med alt, hvad det kan indebære af manipulation, hykleri og halve sandheder.

De er ikke miljøignoranter. De er kynikere. Det er påstanden i denne artikel. Det er en udlægning, som alt efter temperament kan virke opmuntrende eller nedslående. Mange har sikkert lettere ved at forlige sig med, at de folkevalgte er udspekulerede, end at de skulle være uvidende. Men kynismen har en pris, når de krampagtige bestræbelser på at skjule, at man ikke tror på, hvad man prædiker, bliver for påfaldende. Det fører til mere politikerlede og mistillid. I den forbindelse er det vigtigt at bemærke, at hele diskussionen om bæredygtighed hviler på tre søjler: en økologisk, en social og en økonomisk, hvor rækkefølgen og prioriteringen så er til stadig diskussion. Afgørende er det, at bæredygtig udvikling ikke blot er et spørgsmål om at sætte økologisk og social bæredygtighed før økonomiske betragtninger, men at udfordringen er at få de tre hensyn til at fungere sammen. Alt andet lige er det lettere at respektere, hvis de borgerlige tør stå ved deres tro på vigtigheden af at prioritere økonomisk bæredygtighed (hvis det er det, de tror på), og at det er en nødvendighed for at fremme bæredygtig udvikling også i økologisk og social forstand.

Det kan afhænge af politisk observans, om man synes, at Danmark skal være førende på miljøområdet, og hvordan det danske landbrugs miljøbelastning skal reguleres. Men som udgangspunkt har vi lov at forvente, at den til enhver tid siddende danske regering fører en miljøpolitik, som den tør stå ved.

Referencer

Sloterdijk, P. ([1983] 1987): Critique of Cynical Reason. USA: University of Minnesota Press.

Sloterdijk, P. ([1983] 2005): Kritik af den kyniske fornuft. Denmark: Det Lille Forlag.

Žižek, S. ([1989] 2008): The Sublime Object of Ideology. USA: Verso.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *