MENU
22. November 2017

Vejen ud af værdikrisen

Bæredygtighedsanalyse: Danske Bank, Nordea og Nykredit

10. april 2016 Erhvervsfilosofi.dk # 5, 2016, årgang 2, Refleksion

Et samfund har brug for viden, som det kan stole på

Kommentar: Formand for Dansk Filosofisk Selskab, mag.art., ph.d., lektor Asger Sørensen fra Aarhus Universitet skriver i denne kommentar om en uheldig samfundsudvikling, hvor afskedigelser af videnskabeligt personale ikke længere finder begrundelse i faglighed eller meritterne, men udelukkende i økonomiske hensyn, der efter Asger Sørensens mening undergraver videnskabens troværdighed.


Københavns Universitet (KU) har netop måttet nedlægge 532 stillinger på grund af mindre bevillinger de kommende år. Dermed får vi den foreløbige kulmination på et årti, hvor det er blevet hverdagskost for landets universiteter at skille sig af med højtkvalificerede seniorforskere, når budgettet synes ikke at kunne holde. Hver gang prøver man selvfølgelig at få klaret problemet med naturlig afgang, frivillige fratrædelser eller aftrædelsesordninger, men det er sjældent det lykkes helt.

Professor bliver man først efter årtiers hårdt videnskabeligt arbejde

Denne gang endte det på humaniora med 29 fyringer, heriblandt to landkendte filosoffer, Poul Lübcke og Finn Collin. Derudover har man blandt andet fyret etnografen Thomas Højrup, og blandt de fyrede på andre fakulteter vil filosofiinteresserede lægge mærke til filosoffen Karsten Klindt-Jensen og teologen Pia Søltoft. Men KU fattes jo penge, og hvad er der så galt i at fyre dem, man bedst kan undvære?

Problemet er, at man ikke længere kan være sikker på, at man først fyrer dem, man bedst kan undvære. Denne formulering – dem, man bedst kan undvære – stammer fra en afgørelse fra den tidligere ombudsmand, hvor pointen var, at staten som forvalter af offentlige midler skal sikre sig, at man bruger skatteydernes penge bedst muligt. For at sikre dette har man i den offentlige forvaltning traditionelt krævet skriftlige begrundelser for afgørende beslutninger, f.eks. at skille sig af med vigtige medarbejdere. Det er denne tradition, der ikke længere holdes i hævd. Den eneste begrundelse, man får som fyret medarbejder i en situation som denne, er, at riget fattes penge. Intet om, hvorfor pilen peger lige netop på én.

Her er det så, man kan blive bekymret for, om KU nu også har valgt de rigtige. For det første har man, i hvert fald på humaniora, valgt at lægge ansvaret for de nødvendige nedskæringer ned på institutniveau. Det betyder, at mens ét institut på humaniora kan beholde både papirklips og studentermedhjælp, så må naboinstituttet skære ned, og her vælger man så to kendte filosoffer, en af dem professor, dr.phil., medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Det er Finn Collin, jeg her bruger som eksempel. Og der foreligger ingen begrundelse for, hvorfor det blev de to nævnte og ikke andre blandt instituttets over 70 forskere og undervisere. Men, igen, hvorfor skulle det være så galt at fyre en professor?

Det er meritterne, der tæller

Her er pointen, at en professor ikke er en hvilken som helst ansat . Professor bliver man først efter årtiers hårdt videnskabeligt arbejde, der oven i købet skal anderkendes som værdifuldt igen og igen af de absolut førende blandt ens kollegaer. Det er kun sådan, man kan blive dr.phil. og siden få sit professorat. Og den viden, professoren har, kan ikke blot opvejes af de brudstykker, som en samling unge forskere hver for sig har. En sådan professor forventes at have opnået en syntese af den afgørende viden inden for vedkommende område, så man kan vurdere, hvad der er værd at vide, og hvad der ikke er så vigtigt. For ikke al viden er lige gyldig.

Videnskaben er en stor sorteringsmekanisme, hvor man sorterer skæg fra snot, og der spiller professoren den afgørende rolle som den øverste i videnskabens videns- og sandhedshierarki. Det er professoren, der afgør, om lektorerne har ret, det er lektorerne, der afgør, om adjunkterne har ret, ligesom det er læreren, der afgør, om eleven har ret. Videnskaben kan kun levere videnskab, fordi der er dette hierarki. Derfor er videnskaben et meritokrati, ikke et demokrati. Det er meritterne, der tæller.

Et samfund har brug for viden, som det kan stole på. Samfundet har brug for denne sortering, og det er universitetets eksistensberettigelse. Men hvis ikke universitetet selv vil anerkende betydningen af sine egne professorer, hvordan kan man så forvente, at samfundet skal gøre det? Hvis ikke universitetet selv anerkender forskellen på videnskabelig viden og blotte meninger, hvorfor skulle samfundet så betale universitet i dyre domme for denne ydelse, altså at få begrundet forskellen på viden og mening. Det er den tvivl, som KU´s fyringer af kendte professorer efterlader.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *