Boganmeldelse

Jeremy Rifkin: The Zero Marginal Cost Society, St. Martin’s Press, 2014 368 sider, pris 12,99 GBP, Amazon.co.uk

Adam Arvidsson & Nicolai Peitersen: The Ethical Economy. Rethinking Value after the Crisis, Columbia University Press, 2013, 224 sider, pris 18,29 GBP, Amazon.co.uk

[dropcap]A[/dropcap]t tænke filosofisk betyder at bevæge sig på et vist abstraktionsniveau. Men forbliver man i de abstrakte tåger, tænker man ikke filosofisk. En filosofisk metode skal vise os, at de konkrete ting vi undersøger altid er rigere end de er klar over, og derfor er filosofien i sit væsen skabende, eller innovativ. To bøger, der omhandler mutationer i den måde, vi i dag arbejder, producerer og skaber værdi på, udmærker sig ved at honorere kravene til denne filosofiske metode. De er ikke skrevet af fagfilosoffer, men ryster alligevel godt og grundigt op i vores forestillinger om værdi, produktion og netværk på en måde, hvor udkommet af denne refleksive tilgang skaber et nyt og skærpet blik for, hvor økonomien er på vej hen.

[quote float=”right”]Noget tyder på, at vi med overgangen fra overvejende materiel produktion til immateriel produktion og finansiering af økonomien er havnet i en værdikrise[/quote]

EU-rådgiver og forfatter Jeremy Rifkins ”The Zero Marginal Cost Society” kan næsten læses som et manifest for ikke bare deleøkonomien, men hvordan og hvorfor kapitalistisk produktion, som vi kender det, vil tørre ud, og vi vil havne i et profitløst, bæredygtigt samfund, hvor masseproduktion vil blive afløst af massernes produktion. Ifølge Rifkin ved vi endnu ikke, hvad selvforsyning vil sige – først når f.eks. 3D-printing og solcelleteknologi bliver hvermandseje, kan vi som privatpersoner for alvor selv producere energi og objekter, ligesom informationsteknologi gør os i stand til at interagere deleøkonomisk med privatpersoner helt uafhængigt af kommercielle aktører. Vi vil som forbrugere kun have få faste udgifter, og både fortjeneste og marginale omkostninger vil uddø – deraf bogens titel. Han giver os et dristigt og stærkt reflekteret bud på en inkluderende økonomi, der ikke nødvendigvis har velfærdsstaten eller MNE’s som produktionens solide ankre, men drives af det private og fællesskabets samarbejdende selvudfoldelse.

Makkerparret Adam Arvidsson og Nicolai Peitersen, henholdsvis universitetslektor og social entreprenør, beskriver i ”The Ethical Economy. Rethinking Value after the Crisis”, hvordan social produktion og værdiskabelse med hjælp fra social media teknologi er ved at vise os ud af produktions- og værdikrisen. Hvordan kan vi genforhandle vores forståelse af værdiskabelse i dag? Eksempelvis har finansiel værdi ikke meget værdi for de fleste almindelige mennesker, da den lever sit eget samfundsuafhængige liv (i dag står den finansielle sektor vel at mærke for 45 procent af al global profit, over for manufaktur, 10 procent, og tjenesteydelser 3 procent). Ligeledes er det problematisk i det hele taget, hvordan vi måler værdi i dag.

Ingen af bøgernes teser er nye, heller ikke deres udpegning af, hvor de centrale udfordringer ligger, men det, der adskiller dem fra andre, er deres reflekterede og underbyggede dristighed samt deres nuancerede tro på, at der er iboende muligheder for social inklusion inden for samspillene i selve økonomien. Og derved befinder de sig i en reflekteret position mellem neomarxistisk enten-eller-tænkning (enten omvælter vi hele systemet, eller også totalkolonialiserer økonomien alle afkroge af samfundet) og snæversynet neoliberalistisk ideologi, der har ét værdikriterium: Al værdi underordnes og relateres til pris og marked.

[quote float=”left”]Her har vi to veloplagte, eksempelstærke og gennemarbejdede bøger af manifestkarakter, der bør læses af alle reflekterede praktikere[/quote]

Begge bøger analyserer, hvordan forskellige dele af samfundet kan samarbejde bedre på nye måder, og gør os langt klogere på de nye forretningsmodeller og muligheder, der ligger gemt heri.

Arvidsson og Peitersen stiller det helt banale spørgsmål: Hvordan måler vi egentlig rationelt værdien af de såkaldte immaterielle aktiver som brand, omdømme, innovation, samt kreativ og videnkapital, som i dag regnes for økonomiens vigtigste og mest dynamiske elementer?

Noget tyder på, at vi med overgangen fra overvejende materiel produktion til immateriel produktion og finansiering af økonomien er havnet i en værdikrise, for vi kan ikke måle værdi længere (i det hele taget må vi diskutere, hvad værdi i dag egentlig er). Når 70 procent af virksomheders markedsværdi i dag siges at udgøres af immaterielle aktiver, er det et problem, at vi faktisk ikke har redskaber til at måle dem præcist. Vi ved i dag ikke helt, hvad vi forbinder med værdi af et givent brand – er det dets markedsværdi? Brandets evne til at udvise samfundsansvar? Summen af dets forsyningskæder? Hvad forbrugere føler for det på et givent tidspunkt? Når markedsværdien af Apples brand skal anslås, estimeres det afhængigt af ratingbureau at have en markedsværdi på alt mellem 33 og 153 milliarder dollar. Vi ved ikke, hvad det reelt er værd, fordi vi ikke har en fast standard for at udregne immaterielle aktiver, der dybest set er følelser produceret og kommunikeret diffust i det offentlige rum.

Men med udbredelsen af de sociale mediaplatforme hævder forfatterne, at vi med en mulighed for mere objektivt at måle det, forfatterne kalder ”generel stemning” (general sentiment), er langt bedre rustet, fordi et like, en retweet eller et såkaldt mention kan ses som en objektiverbevar manifestation af den ”generelle stemning”. Tjenesterne Kloud og Kred er allerede i gang med at tilbyde nye og stærkere målinger for brands’ indflydelsesfaktor og omdømme, som opbygges via de sociale medier.

Forfatterne fremhæver også eksplosionen i etik inden for business, der som oftest bare er et skær af ”godhed” eller en påduttet skyldfølelse hos forbrugere. Philip Morris bruger f.eks. 75 millioner dollar på ”velgørende formål”, men et endnu større beløb – 100 millioner dollar – på at kommunikere disse aktiviteter til forbrugerne! Det uholdbare ved sådanne eksempler, når samfundsansvaret bare bliver uforpligtende pynt, er indlysende. Det er heller ikke nogen ny kritik, men Arvidsson og Peitersen peger på nogle fremtidige langt mere intimt flettede tråde mellem etik og økonomi, især immaterielle aktiver.

Brands er ikke længere noget, der handler om symbolværdi hos forbrugeren, men om brandets evne til at skabe sociale relationer og fællesskaber, dets evne til at balancere mellem forskellige værdiformer som aktionærudbytte, medarbejderes forventninger, miljømæssige hensyn, arbejderrettigheder, CSR eller et brands coolness. Og med afsæt i Aristoteles’ udlægning af etik binder de en sløjfe om deres forståelse af den etiske økonomi som noget, der sker i et offentligt rum, hvor det værdifulde er det, der udvikles her: At skabe en etisk økonomi bliver noget, der handler om at realisere det gode liv gennem samfundet og det offentlige liv gennem værdier formidlet gennem økonomien.

Etik bliver for dem derfor ensbetydende med dyd eller virtuositet (virtues) eller virksomheders evne til at kunne sammenflette og tilgodese en hel horisont af forskelligartede værdier. Etik må være mere end velgørenhed og rigtige og forkerte handlinger. Det industrielle samfund skabte objekter og varer; den nye etiske ”forbindelsesøkonomi” må skabe nye værdifulde sociale relationer, netværk og mødetilstande. På denne vis skal økonomien ”genforbindes” til samfundet.

Jeremy Rifkin deler i grove træk den samme tese, at teknologien vil mutere produktionen i dag. Informationsteknologien vil opløse sælger/køber-relationen hen imod prosumers, ejerskabslogik vil afløses af adgangslogik, og markeder vil mutere til netværk af samarbejdende fællesskaber. Hvad der er interessant i hans måde at tænke ansvarlige forretningsmodeller er, at hans syn – til en vis grad som Arvidsson og Peitersen – ikke tænker inklusion i form af at være repræsenteret af en velfærdsstat, men inklusion som retten til deltagelse i økonomien via de informationsteknologiske kanaler. I denne markante forståelse ligger der en stærkere måde at tænke CSR på, fordi vi her kan tale om ægte inklusion skabt af en netværksfaciliterende økonomi, hvor folk med lavere indkomster nu kan få adgang til f.eks. en bil, der ikke er i brug, ligesom en mere effektiv udnyttelse af ressourcer vil spare klimaet for mere belastning. Adgang frem for ejerskab vil betyde, at vi i stedet for at tale om tragedy of commons nu kan tale om comedy of commons – jo flere deltagere, jo bedre, jo mere gensidig værdi skabes der (og altså ikke mere ulykke), og jo flere deleegnede goder er i cirkulation. Alt dette afhænger selvfølgelig af, hvordan investering, lovgivning og forsikring adresseres, et kritisk punkt, som Rifkin dog ikke kommer nærmere ind på. Men for at samle op må vi altså ifølge Rifkin i fremtiden udtænke vores forretningsmodeller, så de kan gøre goder og services mere tilgængelige via (f.eks. deleøkonomisk) adgangsparadigme i en tid, hvor velfærdsstaten er truet og skal legitimere sig selv på grund af global konkurrence.

Det er snart en kliché at sige, at informationsteknologi og social værdiskabelse er det 21. århundredes værdiskabende kilder. Men her har vi altså to veloplagte, eksempelstærke og gennemarbejdede bøger af manifestkarakter, der bør læses af alle reflekterede praktikere, der ønsker at bevæge sig op i abstraktionens skyer for at få endnu bedre fodfæste i forhold til at forstå, hvordan vi (med al sandsynlighed) kommer til at måle og producere værdi i fremtiden og de iboende forretningsmodeller og muligheder.

Bøgerne gør enhver tanke om, at filosofien bør hives i retssalen for at forsvare sin eksistens, til skamme – måske har vi netop mere end nogensinde brug for filosofiens udvidede og begrebsafsøgende tænkning for at skabe endnu mere indsigt i de innovative og disruptive forretningsmuligheder, der ligger for fødderne af os.

Skriv et svar