[dropcap]S[/dropcap]pektakulære sager omkring virksomheders omdømme såsom VW’s manipulation med dieselfiltre, Legos strid med den kinesiske kunstner Ai Weiwei og med Greenpeace omkring partnerskabet med Shell samt ikke mindst dele af finansbranchens mulige medvirken i sager om skattely vidner alle om, at virksomheder befinder sig på en politisk slagmark. CSR er gået fra at være en regnskabsmæssig tjekliste i virksomheden til at være et allestedsnærværende organisatorisk beredskab, f.eks. som en vigtig del af ledelsesopgaven og opgaver under public affairs. Men hvordan ser det ud set i et bredere samfundsmæssigt perspektiv? Hvilken interesse har samfundet i at sætte CSR på dagsordenen?

At CSR er et genuint politisk fænomen og ikke blot en aktivitet afgrænset til virksomheders organisation og dialog med omverdenen skyldes først og fremmest, at samfundet generelt har en reel interesse i, at virksomheder bidrager til at løse problemer ved at tage medansvar. Det politiske ligger i selve begrebet samfundsansvar. Men derudover bliver virksomheder i tiltagende grad set som politiske aktører på linje med organisationer i stat og civilsamfund. F.eks. er de såkaldte bungo’er (business-ngo’er) virksomheder, der bevæger sig i et felt mellem profit og politisk legitimitet.

[quote float=”right”]CSR er gået fra at være en tjekliste til at være et organisatorisk beredskab og en vigtig del af ledelsesopgaven [/quote]

Forklaringen på, at virksomheder politiseres af omgivelserne og samtidig selv bidrager til at agere som politiske aktører, skal findes i et kompleks af sociale medier, en kritisk offentlighed, neoliberal udlicitering af offentlige opgaver til private og globaliseringsprocesser, hvor virksomheder forventes at tage ansvar for styring og regulering, når stater svigter.

Centralt for at forstå, hvorfor CSR og virksomhedsetik har relevans i dag, er derfor, at netop der, hvor staten ikke kan eller vil sikre borgeres rettigheder og ønsker, opstår der et vakuum, som virksomheder kan udfylde. Og det er netop, hvad staten og civilsamfundet ofte ønsker, f.eks. hvor virksomheder kan afhjælpe klimaforandringer ved at reducere i CO2-udledning.

Teorier om corporate citizenship og såkaldt politisk CSR forklarer med et socialliberalt udgangspunkt, hvorfor virksomheder påtager sig et ansvar, der ofte går længere end lovgivningen. Samtidig er de socialliberale teorier også etisk-normative, idet de peger på, at virksomheders ansvar kan afgrænses til f.eks. politiske og sociale rettigheder samt normer for dialog med og hensyntagen til relevante stakeholdere.

Der er dog andre politiske synsvinkler på CSR-fænomenet. Ud over det socialliberale er det indflydelsesrige begreb creating shared value et eksempel på, at CSR tænkes inden for en markedsliberalistisk politisk filosofi. Her er sigtet at bruge etik og ansvarlighed til at fremme salget af et produkt, samtidig med at der sikres værdiskabelse for samfundet. Men hvis der ikke er en business case til at underbygge et shared value-projekt, så fritages virksomheden for ansvar.

[quote float=”left”]For at forstå CSR som samfundsfænomen, er det nødvendigt at udvide perspektivet og inkludere flere politiske synsvinkler[/quote]

Den mest kendte forsvarer for det markedsliberale synspunkt er økonomen Milton Friedman, hvis slogan, ‘’the social responsibility of business is to increase its profits’’, afgrænser virksomhedens ansvar til aktionærinteresser. Synspunktet giver god mening i et samfund, hvor staten løser centrale velfærdsopgaver som sundhed, miljø og uddannelse, og hvor der hersker stabile politiske forhold med demokrati og retsstat. I en global virkelighed, hvor en sådan politisk ramme ofte mangler i svage stater og i udviklingslande, og hvor selv velstående samfund har svært ved at omstille til bæredygtige økonomier, der modvirker klimaforandringer og sikrer finansiel stabilitet, spilles sorteper videre til virksomheder.

Nogle af disse problemer af ofte global karakter, f.eks. klimaforandringer, vil virksomheder gerne bidrage til at løse i det omfang, der er en klar forretningsmulighed. Men hvor denne mangler, er virksomhederne tavse og fraværende – bortset fra de virksomheder, der vælger at gå forrest og forsøger at sætte en ny dagsorden, de såkaldte front-runners.

Det er på mange måder liberalismen som politisk filosofi (i såvel den markedsliberale som den socialliberale variant), der har rammesat forståelsen af CSR. Men også kritiske tilgange findes i påpegningen af, at virksomheder slet ikke kan være moralske agenter, da de til syvende og sidst styres af profitmotivet.

I marxistiske og ideologikritisk inspirerede optikker er virksomheders indsats for eksempelvis miljøet stort set altid udtryk for greenwashing, det vil sige, at der bag de fine CSR-rapporter gemmer sig en ubehagelig sandhed, nemlig at virksomheden reelt ikke skåner miljøet.

[quote float=”right”]CSR er dybest set et spørgsmål om, hvordan vi ser virksomheders rolle i samfundet, og hvad vi opfatter som det gode samfund [/quote]

Tilsvarende kalder filosoffen Slavoj Zizek politisk korrekte personer som Bill Gates for liberale kommunister, idet deres filantropi er et selvmodsigende projekt, hvor der med den ene kapitalistiske hånd udbyttes og med den anden gives almisser. Dermed bliver CSR et fænomen, der fastholder de grundlæggende økonomiske og politiske strukturer (kapitalisme), som forårsager de problemer, som CSR skulle løse. CSR er et plaster på såret, men den underliggende sygdom helbredes ikke. Tværtimod bidrager CSR til at forlænge kapitalismens liv ved at indoptage kritik og bygge nye forretningsmodeller ud fra kritikken, f.eks. menneskerettigheder som svar på udbytning af arbejdskraften.

Ironisk er det derfor, at både de markedsliberale og de ideologikritiske ser på CSR med stor skepsis. De markedsliberale mener ikke, at virksomheder bør blande sig i statens opgaver, medmindre der er en forretningsidé i at gøre det (hvilket Porter og Kramer advokerer for), og de ideologikritiske mener ikke, at der er grund til at have tillid til virksomheder, der jo er en slags ’’psykopatiske profitmaskiner’’ uden indre samvittighed og moral.

Heroverfor står socialliberale tilgange som teori om corporate citizenship og politisk CSR med et mere optimistisk syn på, at virksomheder kan agere moralsk. Forklaringen er her ikke en idealistisk idé om, at virksomheder motiveres hinsides profit, men snarere en realistisk observation af, at fænomener som globalisering og nye økonomiformer (deleøkonomi, cirkulær økonomi mv.), sociale medier og kritiske offentligheder skaber en ny virkelighed for virksomheder, hvor netop etik og samfundsansvar bliver afgørende for succes.

Endelig er den konservative tilgang til CSR også relativt optimistisk i den forstand, at der her er en tillid til, at især ejere og ledere af virksomheder kan besidde moralske dyder. I Thomas Manns ’’Huset Buddenbrook’’ fra 1901 formaner den gamle patriark og ejer af familiefirmaet sin søn med en omskrivning af Kants kategoriske imperativ: ”Handl kun om dagen, således at du kan sove roligt om natten”.

I dag kendes konservatismen primært som filantropi, det vil sige netop den type samfundsansvar, der ikke er nært forbundet med virksomhedens strategi og forretning (som den markedsliberale tilgang ellers taler for). Filantropien er dømt ude af det seriøse selskab blandt dem, der ønsker at gøre CSR til forretning – såkaldt strategisk CSR. Men filantropien har samtidig oplevet en genkomst, idet den netop vidner om det mere rene moralske motiv og derfor ofte findes side om side med CSR som forretning (såkaldt filantrokapitalisme).

Pointen er samlet set, at CSR som fænomen i samfund og virksomheder udtrykker flere og modstridende politiske holdninger. Den markedsliberale har ikke overraskende domineret virksomheders interne tilgang de senere år. Den socialliberale findes ofte i civilsamfundet og blandt akademikere, hvor den ideologikritiske er ganske udbredt blandt alle, der har mistillid til kapitalisme, samt blandt politiske aktivister og venstrefløjsakademikere.

Den konservative opfattelse lever sit mere stille og tilbagetrukne liv (ud over spektakulære indsamlinger) – ofte i en forestilling om tidligere tiders idealer om godt købmandskab.

Den kritiske pointe er her, at for at forstå CSR som samfundsfænomen, herunder den komplicerede institutionelle proces i forholdet mellem virksomheder, markeder, civilsamfund og stat i globaliseringens tidsalder, så er det nødvendigt at udvide perspektivet og inkludere flere politiske synsvinkler. Ligesom det heller ikke er tilstrækkeligt alene at se på sagen i et virksomhedsetisk perspektiv – etik er her netop en personificering af et strukturelt samfundsmæssigt fænomen.

CSR er dybest set et spørgsmål om, hvordan vi ser virksomheders rolle i samfundet, og hvad vi opfatter som det gode samfund. Og dermed ikke kun en diskussion om, hvordan vi kan optimere konkurrenceevnen. Dertil er der for meget på spil.

Skriv et svar