[dropcap]P[/dropcap]erspektiv: Mellemfolkeligt Samvirke på den ene side og ti institutionelle investorer – heriblandt PensionDanmark og Nordea – på den anden side når på hver deres facon frem til samme konklusion om de langsigtede ikkefinansielle konsekvenser af investeringer: Begge sider ræsonnerer nemlig, at det eneste, de ved, er, at de intet ved.

Baggrunden er, at Helle Munk Ravnborg, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, den 15. juni i en opinion på Finans.dk rettede en temmelig hård kritik af pensionsselskaberne. Hun argumenterer for, at offentligheden i almindelighed og pensionsopsparere i særdeleshed ikke har mulighed for at opnå tilstrækkelig indsigt i de store danske pensionsselskabers arbejde med ansvarlige investeringer. Det har hun, vil mange anerkende, en god pointe i. Problemet er bare, at den indsigt, hun efterspørger, kan finansverdenen ikke levere, fordi de endnu ikke besidder den viden.

Den konklusion, om manglende indsigt i ikkefinansielle konsekvenser af investeringer, kommer også fra Investment Leaders Group (ILG), der blandt andet har PensionDanmark og Nordea som medlemmer. ILG har netop præsenteret sit forslag til et framework til at måle investeringers ikkefinansielle impact. I oplægget skriver ILG, at mens der er nem adgang til finansielle resultater, er de sociale og miljømæssige konsekvenser helt ugennemsigtige. ILG er et samarbejde mellem University of Cambridge og ti institutionelle investorer om ansvarlig langsigtet værdiskabelse.

Overraskende gælder pointen ifølge ILG ikke bare offentligheden og den almindelige pensionsopsparer, men i lige så høj grad den finansielle sektor selv: ”While the financial performance of funds is readily accessible, their social and environmental impacts remain largely opaque, not only to the public but to the investment industry itself. It is time to change that.”

Dermed er der i dette tilfælde enighed mellem den finansielle sektor og civilsamfundet om den græske filosof Sokrates´ (469-399 f.Kr.) berømte pointe: ”Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved” – hvis vi ellers godtager, at Helle Munk Ravnborgs og ILG’s synspunkt er repræsentativt for hver af de sektorer, de repræsenterer.

Samtidig kan ILG´s præmis for at fremsætte et forslag til frameworket give Helle Munk Ravnborg noget af forklaringen på hendes kritiske iagttagelse: ”Det kniber med åbenheden om, hvordan pensionsselskaberne forvalter deres ansvar” (…).

[quote float=”left”]Med det markante politiske pres, der har været for at få danskere til at spare op til pensionen, bør der være bedre hånd i hanke med, hvad vores pensionspenge er med til at finansiere [/quote]

Forklaringen er, at pensionsselskaberne ganske enkelt ikke selv ved det. Selv om man med rimelighed kan stille spørgsmålet, om nogen overhovedet ved, hvad de langsigtede sociale og miljømæssige konsekvenser af finansielle investeringer er, så stiller de to aktører fra hver sin lejr grundlæggende samme krav til sig selv. ILG formulerer det således: ”Its is time to change that,” mens Helle Munk Ravnborg i sit opinionsbidrag på Finans.dk formulerer det således: ”Med det markante politiske pres, der har været gennem årtier for at få danskere til at spare op til pensionen, bør der være bedre hånd i hanke med, hvad vores pensionspenge er med til at finansiere ude i verden.”

Der er altså tilsyneladende enighed mellem dele af den finansielle sektor og en repræsentant fra civilsamfundet om, at det er på tide at gøre et forsøg på at skabe mere gennemsigtighed og bedre viden om  ikkefinansielle konsekvenser vedrørede ansvarlige investeringer. Om interessen for at gøre impact mere synligt, og i hvor høj grad det i så fald skal kommunikeres, er et helt andet spørgsmål. Her hører enigheden mellem de to parter formentlig op, da de næppe vil besvare dette spørgsmål ens, hvilket for en stor del underliggende skyldes, hvordan vækstbegrebet skal forstås og ønskes forstået af parternes forskellige stakeholdere.

ILG´s framework er et forsøg på at koble FN’s 17 verdensmål helt konkret til investeringer og kan læses som et reelt opgør med – eller i det mindste et nødvendigt supplement til – implementering af ESG-vurderinger (environmental, social and governance). Disse vurderinger har dybest set rod i processerne omkring risikosikringen mod ESG-konsekvenser og bygger næsten udelukkende på efterlevelse af complianceprogrammer, vejledninger og rapporteringsstukturer – og dermed netop ikke impactmålinger. ILG formulerer det således: ”Investment impact should not be confused with ESG integration, which is the process of taking into account environmental, social and governance (ESG) risks and opportunities in investment decisions.” ILG sætter flere steder i oplægget tykke streger under alvoren: ”It´s is not an exaggeration to say that in the main investors do not actually know whether the flows of capital they are responsible for do good or harm in society.”

Hvorvidt parterne – PensionDanmark og Nordea på den ene side og Mellemfolkeligt Samvirke på den anden – vil sætte sig sammen og være i stand til at tage udgangspunkt i, at de hver især intet ved, skal være usagt.

Men et sokratisk udgangspunkt er i det mindste et forsøg værd. Til det formål findes sågar en metode, som Sokrates kaldte majeutik. Definitionen af majeutik i Den Store Danske (Gyldendals leksikon) lyder: Sokrates’ betegnelse for hans dialektiske metode, hvorved han hjælper sine samtalepartnere med at forløse deres åndelige afkom, uden at han selv har nogen ’lære’. Erkendelsen skal komme indefra, og med Sokrates som fødselshjælper kan hver enkelt gøre sig sin latente indsigt bevidst eller indse, at hans ’viden’ er tom.”

 

Skriv et svar