Det amerikanske olieselskab Exxon, som i 1999 fusionerede med Mobil Oil til ExxonMobil, hører til blandt de mest klimafornægtende olieselskaber. Igennem årtier har det ikke bare fornægtet klimaudfordringen, men det har også finansieret en systematisk tvivlssættelse af klimavidenskaben og obstrueret det omgivende samfunds forsøg på at skabe forståelse for at imødegå klimaudfordringen. Men en række sensationelle afsløringer i efteråret 2015 gjorde det klart, at sådan har det ikke altid været.

Tværtimod var Exxons forskere i 1970’erne og 1980’erne blandt de ledende inden for klima­forskning og deltog aktivt i udviklingen af den tidlige klimavidenskab. Således havde man allerede sidst i 1970’erne et ganske klart billede af, hvad der var ved at ske, og hvilke konsekvenser en fortsat afbrænding af fossile brændsler kunne få.

Exxons forskere deltog i 1970’erne og 1980’erne aktivt i klimaforskning og var blandt de ledende

I en briefing i 1977 advarede Exxon-forskeren ph.d. James F. Black en række af Exxons topledere om risikoen ved den fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Året efter skrev han i en 34 sider lang opdatering af sin præsentation til Exxons ledelse: “Present thinking holds that man has a time window of five to ten years before the need for hard decisions regarding changes in energy strategies might become critical.” I årene derefter intensiverede Exxon sin klimaforskning, hvilket var et indlysende skridt, da man potentielt stod over for, at fortsat brug af dets produkt var en trussel mod menneskets livs­grund­lag.

Men mod slutningen af 1980’erne nedtones klimaforskningen, og kræfterne blev i stedet brugt på at bagatellisere klimaudfordringen og så tvivl om klimavidenskaben.

Presseklip fra forsiden af New York Times 24. juni 1988, her hentet fra The Climate Deception Dossiers, Union of Concerned Scientists 2015
Presseklip fra forsiden af New York Times 24. juni 1988, her hentet fra The Climate Deception Dossiers, Union of Concerned Scientists 2015

Den 23. juni 1988 vidnede NASA-klimaforsker James E. Hansen over for den amerikanske kongres om de forestående ødelæggelser af vores livsgrundlag, hvis vi fortsatte med at afbrænde fossile brændstoffer. Dagen efter var det på forsiden af New York Times, hvilket ofte ses som begyndelsen til den politiske opmærksomhed på problemet. Og i 1989 udgav Bill McKibben bogen ’The End of Nature’, hvor klimaproblematikken for første gang blev udfoldet for den almindelige læser. Alligevel – eller måske netop derfor – valgte Exxon på det tidspunkt at benægte sin egen forskning og sætte store ressourcer ind på at forvirre og forpurre den nødvendige udvikling videre fra det fossile samfund.

Exxon kunne have valgt at råbe vagt i gevær

The Road Not Taken

Der havde forud været spekulationer om, at det forholdt sig sådan, men gennem en stribe afdækninger og afsløringer i 2015 – først og fremmest InsideClimate News’ artikelserie ’The Road Not Taken’ – blev det evident, i hvor høj grad Exxon kunne have valgt at råbe vagt i gevær og proklamere, at verden har et problem, men undlod at gøre det. Tværtimod indledte Exxon i samarbejde med en række andre fossile selskaber en systema­tisk sløring af evidensen og modarbejdede den spirende forståelse af klimaudfordringen, hvilket i historisk tilbageblik vil fremstå som et gigantisk svigt over for menneskeheden.

I juli 2015 fremlagde Union af Concerned Scientists i ’The Climate Deception Dossiers’ en serie interne dokumenter, som gjorde det klart, at en lang række olieselskaber, her­iblandt Exxon, tidligt havde haft en klar forståelse for, at menneskeheden stod over for en alvorlig klimaudfordring, men at de gennem årtier havde valgt at så tvivl om klimavidenskaben og bagatellisere den.

Fra september og året ud fremlagde den Pulitzer-prisvindende klimanyhedsside InsideClimate News på baggrund af otte måneders research artikelserien ’The Road Not Taken’. Artikelserien synliggjorde, at Exxon havde været ledende inden for klima­forskningen, og at ledelsen helt tilbage i 1977-78 var blevet grundigt briefet af sine videnskabs­folk om det dybt problematiske ved en fortsat afbrænding af fossile brændstoffer. Man hav­de endda på det tidspunkt en fremskrivning af, hvornår vi ville nå en CO2-koncentra­tion på 400 ppm, som stort set viste sig at holde stik. Det var en ret præcis forståelse af klimasystemets sensitivitet, som ligger ganske tæt på, hvad vi ved i dag.

I oktober kunne Los Angeles Times i samarbejde med Columbia University’s Energy & Environmental Reporting Project på baggrund af en lang række indsamlede historiske dokumenter dokumentere, hvordan Exxon først i 1990’erne excellerede i dobbeltmoral: Officielt afviste man alle bekymringer om klimaproblemerne med henvisning til, at klimaforskningen endnu var på et så tidligt stadie, at man ikke kunne være sikker på noget, samtidig med at man i andre sammenhænge tog det for givet, at klimaforan­dringerne inden for 30-40 år ville være så fremskredne, at olieudvindingen i det arktiske område ville være betydeligt lettere, fordi den isfri sommerperiode ville være betydelig længere.

Mange tolker materialet derhen, at 1988 var året, hvor Exxon aktivt valgte at fornægte sine indsigter og så tvivl om klimaudfordringen. Men en yderligere granskning kan meget vel vise, at man allerede tidligere var fuldt klar over implikationerne af sit produkt, men undlod at tage konsekvensen deraf. For senest har The Guardian for blot få uger siden afdækket, at Exxon på linje med en række andre olieselskaber allerede i 1960’erne udtog patenter på teknologier, som kunne begrænse køretøjers CO2-udledninger. Det gør man kun, hvis man forud har erkendt problemet.

Exxons klimaforskning har igennem fire årtier ført til 150 papers, hvoraf 50 er offentliggjort i peer-reviewede tidsskrifter, og mere end 300 patenter inden for CO2-reducerende teknologier.
[/toggle]

Klimaudfordringen fordoblet

InsideClimate News’ afsløringer vakte dyb forargelse, og i tiden efter kunne man se McKibben, som i 2008 grundlagde klimabevægelsen 350.org, i en strøm af artikler skrive sig stadig højere op i det røde felt, efterhånden som konsekvenserne af Exxons svigt sank ind. Lænket til en benzinstander for at råbe medierne op skrev han:

”This is not just one more set of sad stories about our climate. In the 28 years I’ve been following the story of global warming, this is the single most outrageous set of new revelations that journalists have uncovered. Given its unique credibility – again, it was the biggest corporation on earth – ExxonMobil could have changed history for the better. Had it sounded the alarm, had it merely said ‘our internal research shows the world’s scientists are right’, it would have saved a quarter century of wheel-spinning. We might actually have done something as a world before the Arctic melted, before the coral reefs were bleached, before the cycles of drought and flood set fully in.”

Exxon graf

Grafen herover stammer fra ’The Climate Deception Dossiers’, som Union of Con­cerned Scientists fremlagde i juli 2015. Den viser i al sin simpelhed, at verdens samlede udledninger fra 1988 til 2014 var lige så store som de samlede CO2-udledninger fra industriali­se­ringens begyndelse i 1700-tallet frem til 1988, det år, hvor Hansen vidnede i kongres­sen, og den fossile industri syntes at have besluttet sig for at gå til modangreb. Således er problemet i de mellemliggende år bogstavelig talt blevet dobbelt så stort.

McKibben skriver senere i artiklen ’Imagine if Exxon had told the truth on climate change’, at ingen ville have bebrejdet Exxon, hvis man i 1988 var stået frem og havde givet James E. Hansen ret. Hvad var der sket, hvis Exxon i 1988 havde fortalt sandheden?

Så havde verden ikke måttet bruge 25 år på at imødegå den systematiske klimafornægtelse, som de fossile selskaber stadig finansierer. USA ville ikke i 2001 være sprunget fra den første Kyoto-aftale, hvilket satte de globale klimaforhandlinger alvorligt tilbage og nærede en nord-syd-konflikt, som frem til i dag har vanskeliggjort FN’s klimaforhandlinger. Og der ville ikke i dag være nogen Trump, som kræver Paris-aftalen annulleret eller genforhand­let. Vi kunne på nuværende tidspunkt have været langt med omstillingen til en postfossil verden, og vi ville have haft chancen for at stabilisere klimaudviklingen på det nuværende niveau med ’blot’ 1° C-stigning i den gennemsnitlige globale temperatur. I mellemtiden har vi fået lagt så meget i kakkelovnen, at det vil kræve en voldsom opbremsning, hvis det skal lykkes at begrænse udviklingen til 2° C.

Retssag under opsejling

Efter InsideClimate News’ afsløringer opstod kravet om, at Exxons fortielser blev prøvet ved retten nærmest spontant fra ikke blot miljøorganisationer, men fra betydelige dele af det politiske system. I det demokratiske partis primærvalg har man således kunnet se først Bernie Sanders og siden Hillary Clinton istemme kravet om, at ExxonMobil bliver prøvet ved retten.

Anklagemyndigheden i New York har indledt undersøgelser for at afklare, om der kan rejses sag mod ExxonMobil for at have løjet over for sine aktionærer og offentligheden. Indtil nu har ExxonMobil blankt afvist alle anklager og har indledt smæde­kampagner mod de formastelige journalister fra InsideClimate News, lige­som for eksempel The Guardian ikke mere får adgang til den årlige generalforsamling.

De amerikanske olieselskabers ansvarsforflygtigende linje står for fald

På ExxonMobils hjemmeside kan man under overskriften ’Our climate science history’ læse, at ”ExxonMobil is a responsible participant in the discussion on climate change – we will continue to research the issue, support energy efficiency, work to reduce emis­sions, pursue new technologies and advocate for effective policy approaches.” En masse plusord og gode intentioner, som behændigt undgår al tale om udfasning af fossile brændstoffer, klimaforandringer og carbon budgets, eller hvordan man kan bidrage til at leve op til Paris-aftalens aspiration om en gennemsnitlig global temperaturstigning på blot 1,5° C.

Exxons attitude er nærmest, at man er offer for en sammensværgelse, som fuldstændig har fejllæst historien. Og uanset den stadige finansiering af klimafornægteres forskning gen­nem årene afviser man kategorisk, at man på nogen måde har søgt at undertrykke klima­forskningen. Problemet er jo også fuldt så meget, at man i samarbejde med andre fossile interesser med held har saboteret bestræbelserne på at skabe konsensus om, først hvorvidt der overhovedet var et problem, og at det hastede, dernæst hvordan man som verdenssamfund kan agere for at imødegå udfordringen i tide.

Exxons indre stemme

Allerede i 1990 blev der på Exxons årlige generalforsamling fra aktionærside stillet forslag om, at Exxon skulle ”develop a company-wide plan to reduce carbon dioxide emissions from the company’s energy production plants and facilities worldwide.” Det blev imidlertid modgået fra Exxons side, som hævdede, at ”Exxon’s own examination supports the idea that the facts today and the projection of future effects are very unclear.” Og forslaget opnåede kun 6 procent af stemmerne.

Siden er det på de årlige generalforsamlinger blevet til 86 forslag om at udvise klimaansvarlighed, som alle er blevet afvist fra Exxons side. For eksempel stod en katolsk munk ved generalforsamlingen i 1998 i spidsen for et forslag, som opfordrede ”Exxon’s directors to report on the impact that climate change would have on the company’s business, what liabilities it might face for contributing to the problem, and how it could cut carbon emissions.” Exxon forsøgte igen at blokere for, at forslaget overhovedet kom frem, med henvisning til at det medfølgende baggrundsdokument var falskt og misvisende, fordi det ”implies a scientific certainty on climate change which, in fact, does not exist.” Man ser her igen, hvordan tvivlssættelsen blokerer.

Exxon er en direkte forgrening af Rockefeller-klanens Standard Oil, og fra 2004 og frem har oldebørn af John D. Rockefeller, som i 1870 grundlagde Standard Oil, gjort adskillige forsøg på at få ExxonMobil til at revurdere sin klimafornægtende praksis og omlægge virksomheden til grøn energi samt til at ophøre med at finansiere klimafornægtelse og obstruktion af samfundets bestræbelser på at vende udviklingen. Men alle forsøg er blevet afvist.

Dog erkendte ExxonMobil i 2008 efter vedvarende pres fra aktionærerne i sin corporate citizen report, at der var en klimaudfordring, og at man fremover ville afstå fra at finansiere klimaskepticisme. ExxonMobil trak ved den lejlighed bevillingen til 9 grupper, men fort­satte med at finansiere omkring 25 enheder.

Forud for generalforsamlingen i 2014 var der udbrudt betydelig usikkerhed blandt en række af de store aktionærer, efter at The Carbon Tracker Initiative året inden med rapporten ’Unburnable Carbon: Wasted Capital and Stranded Assets’ havde påvist, at en stor del af de fossile reserver, som olieselskaberne nu indregnede som værdier, ville vise sig værdiløse, fordi størstedelen af de nu kendte fossile reserver måtte forblive uudnyttede, hvis vi skulle holde os inden for det carbon budget, som følger med en klimamålsætning om at begrænse den globale opvarmning til 1,5° C eller 2° C.

Ved den seneste generalforsamling i Dallas den 25. maj i år stod den anglikanske kirke i spidsen for et forslag om, at ExxonMobil hvert år skulle lave en evaluering af, hvordan virk­som­hedens indtjening ville blive påvirket af, at verdens lande gennemfører en klimaindsats, som kan sikre Paris-aftalens målsætning om en stigning på maksimum 2º C. Det blev blandt andet bakket op af et stort antal pensionskasser, men faldt med 38 procent af stemmerne. Et tilsvarende forslag opnåede 41 procent af stemmerne ved Chevrons generalforsamling, så de amerikanske olieselskabers nuværende ansvarsforflygtigende linje står for fald. Men ExxonMobils leder, Rex Tillerson, var kategorisk afvisende i Dallas og fremførte, at det at reducere olieproduktionen ikke var acceptabelt for menneske­heden.

Trods 25 års forsøg fra aktionærside på at vende supertankeren ExxonMobil, er Tillersons Exxon stadig på kollisionskurs med fremtiden, stadig langt fra fuldt ud at have erkendt, hvilke konsekvenser business as usual vil have, og stadig så reaktiv i hele sin attitude dertil, at man med næb og kløer bekæmper ikke bare enhver ekstern kritik, men også velmente forslag fra virksomhedens ejerkreds, som samler tæt på halvdelen af stemmerne.

Efter 10 års forgæves forsøg på at vende Exxon meddelte Rockefeller Fundation i september 2014, at tiden var kommet til at frasælge samtlige fossile investeringer. Samtidig har man ved åbent at støtte en bred vifte af omstillingsinitiativer, herunder 350.org, som er en af de drivende kræfter i divestmentbevægelsen, klart markeret, at tiden er blevet en anden.

Olieselskabernes fremtid

Men hvad gør en gigant som Exxon Mobil, hvis produkt vi har været narkotisk afhængige af, samtidig med at den fortsatte afbrænding deraf er ødelæggende for de fremtidige levevilkår?

Den tilsvarende amerikanske gigant på kulområdet, Peabody Energy, blev for mindre end to måneder siden erklæret konkurs. Det sker nok ikke med det første for olie­selska­berne. Men det ville være så uendelig meget enklere, hvis Exxon omfavnede sin ejerkreds’ mange og indtrængende opfordringer til om at agere ansvarligt og tage hul på at fostre en vision for Exxons bidrag til menneskehedens store skridt videre fra den fossile æra frem for næsten gangsteragtigt at fortsætte som hidtil.

Her er de europæiske olieselskaber forhåbentlig ved at vise vejen. Op til klimatopmødet i Paris meldte seks store olieselskaber sammen ud, at de støttede en 2° C-målsætning, at verden behøvede en solid pris på CO2 for at understøtte omstillingen, og at de var klar til at påtage sig deres del af omstillingen.

Det indebærer, at man er rede til at gå åbent ind i en sådan proces og slippe vante forestillinger om, hvad et olieselskab laver. Men det vil omvendt være så meget mere tilfredsstillende at være en del af en verdens frelse end verdens ødelæggelse, at det er værd at gentænke, hvad meningen med en størrelse som ExxonMobil er den dag inden længe, hvor vi lukker for oliehanerne. Selv Saudi-Arabien har omfavnet udfordringen og indset, at verden ophører med at bruge olie, længe inden den sidste dråbe er pumpet op.

Men olieselskaberne er nødt til at tænke længere frem end at blot skifte fra olie til gas som bridge fuel. For med Paris-aftalen er der ikke plads til den slags broer, som risikerer at binde os op på en gasafhængighed langt op gennem det 21. århundrede. Der er tværtimod brug for, at man tager skridtet fuldt ud, som Anders Eldrup forsøgte med DONG i 2010 med visionen om, at man på blot 10 år ville gå fra 85 procent kul til 85 procent vedvarende energi. Det er den eneste rigtige bro til fremtiden.

GASBROEN: De forskellige fossile brændstoffer har endog meget forskellige CO2-udledninger ved deres forbrænding per indvundet energimængde. Således medfører en konventionel for­bræn­ding af kul udledninger i størrelsesordenen 950-1.100 g CO2 per kWh, hvor den mest avance­rede såkaldt super critical kulafbrænding (som stadig er på eksperimentalstadiet) forven­tes at kunne bringe udledningerne ned på 730-830 g CO2 per kWh. Udledningerne ved for­brænding af olie ligger på omkring 650 g CO2 per kWh (tarsandsolien dog noget højere), mens forbrænding af naturgas ’blot’ fører til omkring 400 g CO2 per kWh.Der har derfor været talt en del om gassen som bridge fuel. Isoleret set kan man da også med den samme CO2-udledning udvinde dobbelt så meget energi ved gas som ved kul. Shell har helhjertet grebet den strategi og producerer i dag lige så meget gas som olie. Og ExxonMobil ser tilsvarende sit bidrag til klimaindsatsen ved at prioritere shale gas (frack­ing). Men med det carbon budget, som tilbagestår efter Paris-aftalens 1,5 ºC-mål­sæt­ning, er der ikke plads til bredt at indføje en gasfase efter kul- og oliefasen. Vi må så direkte som overhovedet muligt overgå til vedvarende energikilder.

Giver det mening at føre retssag

Giver det overhovedet mening at føre retssag mod Exxon om, hvad der skete for 25 år siden, når udfordringerne ligger forude?

Både ja og nej, for en sådan retssag kan, hvis den bliver ført, meget vel blive til en årelang proces, som drukner i juridisk infight. Men hvis en sådan proces én gang for alle kunne klarlægge, hvordan den fossile industri i snart tre årtier bevidst, omend så vidt muligt i det skjulte, har modarbejdet udviklingen fra det fossile samfund, så ligger der en stor pædagogisk-bevidsthedsmæsssig dimension i at gennemføre processen. ’Straffen’ kunne således blive en form for samfundstjeneste, hvor de fossile selskabers ret til fremover at agere frit er betinget af, at de erkender, at der aldrig bliver brug for at udvinde arktisk olie, definerer deres aktiviteter inden for det carbon budget, som Paris-aftalen afstikker, og bidrager proaktivt i omstillingsarbejdet.

Hvis vi for alvor skal langtidsstabilisere klimaet, så kommer vi til ikke bare at vænne os helt fra den fossile energi, men at finde veje til at fjerne en stor del af den CO2, vi har sendt ud i atmosfæren. Her kunne de fossile selskaber, som har forsinket klimaindsatsen med et kvart århundrede, passende få til opgave at fjerne de 743 gigaton CO2, som er lukket ud i den periode. Det ville være en samfundstjeneste.

Det er let at se, at en gigant som ExxonMobil ikke bare kan fortsætte som hidtil. Men det samme gælder både store og små, det være sig byer, virksomheder, individer og nationer. Alle er i den nuværende situation nødt til at se og forstå sig selv og sit virke ikke kun indefra, men om det bidrager til helheden inden for de grænser for den samlede menneskelige aktivitet, som vi her et halvt århundrede efter udgivelsen af ’Grænser for vækst’ stadig har så svært ved at erkende og navigere i forhold til.

LINKS

Rupert Neate: ExxonMobil CEO: ending oil production ’not acceptable for humanity’, The Guardian 25.05.2016.

Suzanne Goldenberg: Oil company records from 1960s reveal patents to reduce CO2 emissions in cars, 20.05.2016

Suzanne MacCarron: Signing the Paris accord a step forward, EnergyFactor (ExxonMobil blog) 22.04.2016

Neela Banerjee: Exxon’s Oil Industry Peers Knew About Climate Dangers in the 1970s, Too, InsideClimate News 22.12.2015

David Hasemeyer: Investors Urge Exxon to Take Moral Responsibility for Global Warming, InsideClimate News 11.11.201Ω

John H. Cushman Jr.: How Exxon Overstates the Uncertainty in Climate Science, InsideClimate News 29.10.2015

Bill McKibben: Imagine if Exxon had told the truth on climate change, The Guardian 28.10.2015

Katie Jennings, Dino Grandoni & Susanne Rust: How Exxon went from leader to skeptic on climate change research, Los Angeles Times 23.10.2015

Sara Jerving, Katie Jennings, Masako Melissa Hirsch & Susanne Rust: What Exxon knew about the Earth’s melting Arctic, Los Angeles Times 09.10.2015

The Road Not Taken, (oversigtsside for artikelserie) InsideClimate News 16.09.2015

Elizabeth Douglass: Exxon’s 25 Years of ’No’: Timeline of Resolutions on Climate Change, InsideClimate News 2015.

Suzanne Goldenberg: Exxon knew of climate change in 1981, email says – but it funded deniers for 27 more years, The Guardian 08.07.2015.

Neela Banerjee: Email Shows Exxon Was Studying Its Climate Impact in the ’80s, InsideClimate News 08.07.2015.

Ken Kimmell: The Evidence For How Fossil Fuel Companies Misled Us For Decades, Union of Concerned Scientists 08.07.2015.

Former Exxon Employee Says Company Considered Climate Risks as Early as 1981, Union of Concerned Scientists 08.07.2015.

The Climate Deception Dossiers, (download-side) Union of Concerned Scientists, juli 2015.

Suzanne Goldenberg: Rockefeller family tried and failed to get ExxonMobil to accept climate change, The Guardian 27.03.2015.

Suzanne Goldenberg: Work of prominent climate change denier was funded by energy industry, The Guardian 21.02.2015.

Jackie Wills: Carbon Tracker has changed the financial language of climate change, The Guardian 15.05.2014.

David Adam: Exxon to cut funding to climate change denial groups, The Guardian 28.05.2008.

Skriv et svar