MENU
22. November 2017

Findes der liv efter væksten?

Hård kritik af FN´s retningslinjer og frivillighedsprincippet

19. juni 2016 Erhvervsfilosofi.dk #8, 2016, årgang 2, Etik, Filosofi, Refleksion

Protreptikkens fortælling – Ole Fogh Kirkeby om det nye lederskab

Ledelsesprofessor Ole Fogh Kirkeby, CBS, er aktuel med bogen ’Protreptik – selvindsigt og samtalepraksis’, der markerer afrundingen på hans mangeårige projekt om at genskabe den protreptiske tradition til glæde for ikke mindst ledere. Ole Fogh Kirkeby samler i denne artikel op på forløbet og deler de bærende tanker bag. Artiklen er tidligere udgivet på Ledelse i Dag, der udgives af interesseorganisationen Lederne.dk.

I 1990’erne begyndte ledelsesteorierne at bevæge sig bort fra det kanoniske udgangspunkt i managementteknikker til et større fokus på lederens person. Denne udvikling foregik, parallelt med at værdiledelse begyndte at blive et tema på CBS, hvor jeg arbejder, med professor Peter Pruzan som den store foregangsmand.

Disse tendenser var allerede foregrebet med bølgerne inden for motivationsteori og såkaldt symbolsk management tilbage i 1980’erne. Tendenser, der hørte sammen med medarbejdernes stigende betydning som virksomhedernes centrale ressource. Det handlede om at motivere medarbejderne til at udnytte deres kunnen og initiativ for organisationens skyld. Jo flere white-collar workers i det private og offentlige og jo større reduktion i den betydning, højtkvalificerede blue-collar workers havde for produktionen på grund af automatiseringen, desto mere blev arbejdskraftens kvalifikationer et spørgsmål om at opbygge kollektive kapaciteter af intellektuel art.

Protrépo betyder på græsk ‘at vende et menneske mod sig selv’, ‘at tilskynde til at tage sit liv alvorligt’

Der krævedes med andre ord en anden tænkning af selve ledelsesopgaven og en åbning mod de HR-funktioner, der spredte sig i private virksomheder og herfra ind i det offentlige. Medarbejderpleje, medarbejderuddannelse og medarbejderselvstændighed blev de nye perspektiver. Et program, der svarede til medarbejdernes egne behov for selvbestemmelse og selvudvikling, og som i dag er fæstnet i ledelsesmantraet ’innovation’ på arbejdspladsen. Spørgsmålet blev da: Hvilken opfattelse af ledelse indebar det?

Det nye lederskab

I 1996 udgav jeg en bog med titlen ’Ledelsesfilosofi. Et radikalt humanistisk perspektiv’, senere efterfulgt af bestselleren ‘Det nye lederskab’ fra 2004, og heri rendyrkede jeg distinktionen mellem management og lederskab. Tesen var, at manageren så medarbejderen som et middel, mens lederen så ham som et mål. Manageren fungerede som varetager af kontrol, lederen indbød til medledelse. Men hvordan tog man bestik af denne leder? Mit svar var, at lederen måtte udvikle et refleksivt forhold til sin egen funktion, som kunne gøres håndgribeligt gennem hans forståelse af sin egen kunnen i form af et sæt af dyder.

Men hvad er dyder? En dyd er et resultat af evnen til at gøre værdier til en del af en selv. Jo stærkere en leder kan inkorporere værdier, jo mere han kan symbolisere dem, være dem i sin adfærd, desto større gennemslagskraft og desto stærkere en samlende og afsmittende virkning vil han have på sine medarbejdere. Dette vil styrke organisationen indadtil såvel som udadtil. En styrke, der ikke mindst kan manifestere sig i den kultur, der bekræftes gennem medarbejdernes indbyrdes kommunikation.

Protreptikken

Spørgsmålet blev nu, hvordan ledere kan gøres bevidst om værdiernes nødvendighed og stimuleres i den refleksive bevidsthed om og anvendelse af dem? Antikken havde svaret på dette spørgsmål i form af en lederuddannelse på masterniveau, der kaldtes ’protreptik’. Det opdagede jeg, da jeg læste om paideia, det græske ideal for livslang læring.

Viden er optimalt en viden om, at man intet ved

Problemet for de græske bysamfund, der lancerede dette projekt omkring 400 f.Kr., var, at de havde et direkte demokrati, men ingen embedsstand, og at de derfor havde meget svært ved at styre lederne. Midlet blev da at få lederne til at styre sig selv, det vil sige forstå, at de kun gavnede sig selv ved at leve efter værdier, der gavnede fællesskabet. Disse værdier ville i sidste instans også bekræfte og befri lederen som menneske. Protrépo betyder på græsk ‘at vende et menneske mod sig selv’, ‘at tilskynde til at tage sit liv alvorligt’, og midlet er refleksion på basis af den tankedisciplin, som grækerne udviklede, dialektikken. Dennes motor er dialogen, både den indre i form af ‘sjælens samtale med sig selv’, vor såkaldte samvittighed med dens normative bevidsthed, kritiske kraft, logiske stringens og intuitive fornemmelse af selvet; og den ydre, den som undersøges og praktiseres i retorikkens og poetikkens discipliner. Refleksion er vanskelig, så lederens samtale med en protreptisk vejleder er basis for at lære den svære kunst at tale ærligt med sig selv og oprigtigt med andre. Den protreptiske disciplin kaldes da også ’kongespejlet’, ’kongevejen’ eller ‘at mildne tyrannen’.

Denne artikel er en ikkelåst abonnementsartikel, som er tilgængelig for alle. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler på Erhvervsfilosofi.dk, kan du oprette et gratis prøveabonnement ved at klikke her.

Men hvordan lærer man at føre dialoger? Man kan eksempelvis læse Platons dialoger, hvor den berømte Sokrates optræder. Men Sokrates definerer sig selv som en bremse. Han stikker til folks fordomme, han udstiller deres illusioner, forfængelighed, han er en maskine til destruktion af det, vi i dag med rig hånd betegner som ‘eksperter’. Viden er optimalt en viden om, at man intet ved. Det er en befriende tanke i forhold til også vor tids videnskabsdyrkelse, men Sokrates interesserer sig for begreber og ideer, ikke for mennesker. Den skarpe tanke er ikke nødvendigvis varm og eksistentielt magtfuld, omend den i sine politiske dimensioner, de kritiske og utopiske, ikke kan undervurderes.

I græsk kultur fandtes der en stor tradition for at skabe lokale begivenheder, hvor filosoffer kæmpede mod såkaldte sofister om, hvem der kunne sætte den anden til vægs i en diskussion, foran et publikum. Dette udsprang af den græske kulturs politiske kerne, formet omkring isegoría, at enhver fri borger har ret til at ytre sig, og parrhesía, at denne ytring kan føres med en kraft, der overbeviser. Når den overbeviser, vinder man stemmer eller retssager, for der var intet formaliseret retssystem i for eksempel det klassiske Athen. Slagteren på næste hjørne kunne være din dommer, og du kunne, hvis du formåede det, selv være din egen advokat. Sådanne forhold gør argumentationens kunst til både en nødvendighed og til et lukrativt erhverv, og i dette lys skal de mange græske værker om talens tekniske kneb også ses, og på denne baggrund finder vi begrundelsen for de discipliner, som protreptikken kommer til at bestå af.

Filosofien opfattes som grundlaget for evnen til at lede andre med omhu og uselviskhed

Lederens omsorg for sig selv

Der er dog også et andet og afgørende moment på spil her, når vi skal forstå protreptikken. Det kommer til udtryk i Epikurs credo – som jeg har gjort til mit – at ‘den filosofi, der ikke lindrer nogen ledelse, er falsk.’ Læser vi Platons formodentlig næstsidste dialog, den lille bog ‘Statsmanden’, ikke at forveksle med den monumentale ‘Staten’, så tilskriver han den rendyrkede leder tre egenskaber: hyrdefunktionen (tréphein), at sætte retning for fællesskabet, på latin pastor; epimeléomai, som substantiv epiméleia, omsorg for den enkelte, ledelse, styrkelse, på latin cura; og endelig therapeúo, som substantiv therapéia, at tjene, udvikle, varetage, danne, at udvikle sin opmærksomhed og tilskynde til hjælp til selvhjælp. Her ser vi med al ønskelig tydelighed, at filosofien opfattes som grundlaget for evnen til at lede andre med omhu og uselviskhed. Men det forudsætter, at man kan lede sig selv, og for grækerne er det fæstnet i det store ‘selvudviklingsprogram’, ‘epiméleia heautou’ – omsorgen for sig selv.

Det er denne omsorg for sig selv som grundlaget for omsorgen for den konkrete anden og for fællesskabet, der er protreptikkens udgangspunkt. Derfor opstår de mange protreptiske akademier, som også bliver romerske dannelsesinstitutioner, og derfor opstår der et væld af ‘lufthavnslitteratur’, der med simple formuleringer åbner vejen for den enkelte til at finde lykken – den, som grækerne kaldte eudaimonía. Dette at gøre den dæmon, der bor i dig, til en etisk og frugtbar kraft. Det menneske, der ved, at dets gode vilje gennem kritisk refleksion og en udviklet fornemmelse for den anden kan bruges til at gøre verden bedre, det menneske bliver også den bedste leder.

I 90’erne, lige før årtusindeskiftet, da ledelse begyndte at kunne handle om det at være menneske, var en ny trend kommet ind på det skandinaviske marked for managementteknikker, nemlig coaching. Disciplinen kom fra USA og var forbundet med styrkelse af både idrætsfolks og lederes evne til at præstere. Denne disciplin, der omfattede mange forskellige psykologiske skoler fra de mere lødige kognitiv psykologi og narrativ psykologi til det mere diffuse koncept NLP, var allerede foregrebet gennem de forskellige retninger for samtaleterapi inden for psykologien, der udviklede sig under inspiration fra Freuds talking cure, for eksempel gestaltpsykologi, humanistisk psykologi (den eminente Carl Rogers og også Abraham Maslows baggrund), men også eksistenspsykologien, der direkte anvendte filosofisk indsigt til udvikling af dialogen.

I England, USA, Holland og Norge opstod der i anden del af forrige århundrede selskaber for praktisk filosofi – hvoraf jeg selv en tid var medlem af det danske – og akademiske certificerede uddannelser til terapeutisk filosof. Her fandtes alternative bud på det, som coaching kunne være, når den ikke var snævert rettet mod organisationens specifikke problemer og udartede til ‘intimteknologi’, manipulation af medarbejdere.

Fra coaching til protreptik

Omkring 2000 kom en rekonstrueret udgivelse af Aristoteles’ tabte værk ’Protreptikós eis ten philosophían’, gerne oversat som ‘tilskyndelse til filosofi’. Det er en bog rettet mod lægmanden og med pointen, at kun viljen til at filosofere kan gøre et menneske lykkeligt.

Jeg tænkte da efter at have lavet en grundig research: Hvorfor i himlens navn er denne tradition, der er essensen af Vestens store ledelsesfilosofi, gået i glemmebogen? Fra antikken over middelalder og barok vrimler det med protreptiske mesterværker, og statsledere, rådgivere, formyndere og mentorer har indtil de republikanske forfatningers og demokratiernes indførelse været den etiske horisont for kontrollen med lederens magt, men ingen har taget det op på ny.

Naturligvis må en ny tid tænke dette koncept anderledes, så det kan imødekomme de opgaver og udfordringer, som møder lederen i dag, ikke mindst den fundamentale vækst i veluddannede medarbejdere med deres krav om mening, om legitimering af beslutninger, om rammer, der gør fleksibilitetsdoktrinen frugtbar, og om guidelines til at håndtere uforudsigelighed og nye former for avanceret og camoufleret magt. Hemmeligheden er at udvikle konceptet for en dialog, der går til benet af eksistensen, til tanken og til hjertet på samme tid.

Ordenes vej

Men hvordan gør man det? Man går, som Ignatius Loyola sagde, ’ordenes vej’.

Tænker man efter, viser det sig nemlig, at ordene er langt klogere end begreberne. Den højtudviklede sprogvidenskab har rekonstrueret grundlaget for de omkring 140 forskellige sprog, de såkaldte protoindoeuropæiske, der findes mellem Mongoliet, Irlands vestkyst og Kirkenæs i Nordnorge.

Ethvert ord har en rod, der i sig gemmer summen af vore slægters dybe eksistentielle erfaringer med livet. De udtrykker det indtryk, verden har gjort på os, og den måde, hvorpå denne aktivitet har formet vort indre univers og den sociale kontekst. Ligesom grønlandshvalerne, der hvert år vender tilbage til deres fødested med hver sin sang, og i løbet af få uger synger alle de to eller tre samme, sådan sejrer et udtryk over alle andre i en bestemt egn. Sprogudviklingens evolutionære kraft viser, at intet nok så lille ord er tilfældigt. Erobrerne giver nok navne, men sproget indeholder den skjulte viden om, hvem vi er. Ordet begynder i verbet, substantivet er senere, for vi er produkterne af vore handlinger. Tingens form er skabt gennem vor aktivitet. Dette verbale beredskab bor i enhver. Det betyder, at når man i en samtale tager udgangspunkt i et ord, så kan man trække på dets kognater, på de ord, der deler rod med det, på de billeder eller metaforer, som det har frembragt, og på det netværk af synonymer, som vores viden er fanget ind i.

At blive herre i eget hus

Når en samtale forløser denne viden, så kan vi etablere en intensitet, der i sidste instans kan påkalde og fremmane de værdier, der ligger gemt i ethvert ord, for ‘værdi’ betyder oprindelig både at ‘være vendt mod’ og at ‘være blevet gjort stærk’. Vores værdier er kernen i vores identitet, og vi kan dele dem med enhver.

Den protreptiske samtale hjælper den anden med at blive bevidst på disse værdier og føle dem strømme gennem sin krop. Denne dybe oplevelse giver et menneske tilbage til sig selv og gør det dermed til herre i eget hus. For nu ved vi pludselig, hvorfor vi siger det, vi siger og tænker og føler, som vi gør. Vi møder os selv i det, vi hører os selv sige. Derfor kan vi sige ‘nej’ og ‘ja’ og for alvor mene det.

Lad mig give nogle eksempler på denne brug af ord:

‘Frihed’, der er så vigtigt et ord for os, kommer af roden ‘pri’, at ’elske’. Men den giver kognaterne ‘fred’, ’frænde’, ’friend’, ‘Frigg’ (Odins kone), at ‘fri til’, og på tysk og keltisk kommer betydningen ‘beskyttet af sine egne’ til. Ergo, vi skylder de andre vores frihed. Det kan give noget at tænke over. For hvordan forstår du din frihed?

Ordet ‘gæst’ kommer af roden ‘ghos-ti’. Men det betyder også ‘fremmed’ og ‘vært’, og giver også kognaterne på latin ‘hostis’, ‘fjende’, og ‘hospes’, jævnfør ‘hospital’ og ‘hospice’, og græsk ‘xenos’; ‘fremmed’, ‘gæst’, i ‘xenia’, ‘gæstevenskabet’, er der egentlig en gud, der kunne komme på besøg. Ringer der nogen klokker til flygtningeproblemet?

Endelig er det værd at bemærke, at lederen, når hun allokerer sin vished i sin ‘mavefornemmelse’ ikke kan mene det, som ‘mave’ oprindelig betyder, nemlig ‘sæk’ eller ‘pung’, for tarme er ikke særlig pålidelige eller ideelt orienterede. Hun bruger så ofte i stedet det engelske ‘gut’, der også betyder ‘indvolde’. Men da dets rod er ‘gheu’, der betyder ‘at hælde’, så er der en bibetydning, der kan forklare, hvorfor vi holder så krampagtigt fast i denne metafor. Det, der hældes, kan nemlig være mere og andet end pølsemasse i tarme, det kan være en offerdrik ud over graven. Dermed har vi bibetydningen ‘at påkalde’ og efter nogle sprogforskeres mening også ‘gud’.

Protreptikeren bør tilskynde lederen til at spørge sig selv, hvem den gud, der bor i hende, er.

OM OLE FOGH KIRKEBY

Ole Fogh Kirkeby (f. 1947) er professor i ledelsesfilosofi ved CBS. Han har genopdaget og nyskabt den protreptiske tradition i teorien om samtalen. Gennem en praksis, der indeholder flere tusinde samtaler med individer og grupper, primært med ledere i det private og offentlige, har han demonstreret aktualiteten af og kraften i dette samtalekoncept for selvbesindelse og selvudvikling af mennesker generelt og ledere specifikt.

Ole Fogh Kirkeby er aktuel med bogen ‘Protreptik – selvindsigt og samtalepraksis’ (Samfundslitteratur), der markerer afrundingen på hans mangeårige projekt med at genskabe og forny den protreptiske tradition.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *