MENU
20. September 2017

Grønne forretningsmodeller: Case Faunaphotonics – direkte impact

Principiel afgørelse udfordrer CSR-lovgivning

28. august 2016 !, Corporate, Debat, Erhvervsfilosofi.dk #10, 2016, årgang 2, Offentlig

Debatten om Danmarks skattetryk er uden statistiske beviser

Allerede i forsommeren  blev fronterne i debatten om Danmarks skattetryk endnu en gang trukket skarpt op forud for efterårets forhandlinger om en skattereform.

Et ofte fremhævet argument i debatten hviler på det, nogle betragter som en selvindlysende sandhed: Danmark har et rekordhøjt skattetryk, når det kommer til arbejdsindkomst og forbrugsafgifter, og skatteborgerne vil udbyde mere arbejde, hvis marginalskatten sænkes.

Er skattetrykket for højt, hæmmes arbejdsudbuddet, og arbejdsproduktiviteten og kvaliteten sænkes; det er ikke godt, fordi beskatningsgrundlaget forsvinder, og det offentliges skatteindtægter skrumper ind. Folk vil endvidere foretrække fritid frem for arbejde – et argument, der i øvrigt også gælder, hvis indkomsterne er tilstrækkelig høje, efter at man har sænket skattetrykket.

Sandheden er, at det er særdeles uklart, om der er en effekt af skattelettelser

De seneste årtier er det med stadig stigende styrke blevet fremhævet, at et for højt skattetryk også skaber en blomstrende undergrundsøkonomi. Enhver nordjyde med respekt for sig selv har naturligvis en kassevogn eller den berømte ’jydekrog’ på sin bil til transport af materialer og tungt værktøj. Og alt sammen skyldes det, ifølge nogle, økonomi, og ikke, som andre vil hævde, en lokal kultur, der i udpræget grad er baseret på ’gør det selv-holdninger’.

På det seneste har Folketingets økonomer modsagt Finansministeriets ’regnedrenge’ i en rapport, der konkluderer, at der ikke foreligger den fornødne dokumentation for, at en sænkning af skatten på den sidst tjente krone påvirker arbejdsudbuddet i opadgående retning.

Det får så politikerne til at hævde, at alle anerkendte økonomer anerkender, at der er en sådan virkning. Nu skal økonomer heldigvis ikke have karakterer af politikere, og blandt de fleste uafhængige universitetsøkonomer er der da også en stor reservation over for den slags skråsikre udsagn. De fleste finder rent ud sagt påstanden latterlig.

Sandheden er, at det er særdeles uklart, om der er en effekt af skattelettelser. De fleste fagøkonomer siger nej til dette, uanset hvor mange anerkendte skikkelser man slynger frem foran sig.

John Maynard Keynes sagde engang ironisk: “Praktiske mænd, der helt og aldeles føler sig fritaget for enhver intellektuel indflydelse, er som regel slaver af en eller anden hedengangen økonom. Galninge, der besidder autoritet hører stemmer i luften, når deres vanvid stammer fra nogle akademiske andenrangsskribenter et par år tilbage”.

I den standende debat om skattelettelser er der en del, der tyder på, at argumentet – man kalder det udbudspolitik – bag de selvindlysende sandheder er et eksempel på galimatias.

Den rene ’servietøkonomi’

Inspireret af den amerikanske ’servietøkonom’ Arthur Laffer er det i debatten gået hen og blevet et mantra, at det angiveligt høje skattetryk påvirker danskernes incitamenter til at arbejde. Lafferkurven er efter sigende blevet til på en papirserviet tegnet af dette professorale unikum i en frokostpause, hvor blandt andet et fremtrædende medlem af Texas rigmandslobby Dick Cheney var til stede.

SUREParebelLaffer tegnede i al hast en ’sur’ parabel på en serviet, der tjener til at vise, at statens indtægter falder med et stigende skattetryk, efter at toppen er nået – eller sagt med andre ord, når skattetrykket i form af en beskatningsprocent har nået sin øverste grænse (parablens toppunkt), med hensyn til hvor meget man gider arbejde, skal man ikke øge skattetrykket mere.

For gør man det, vil skatteborgerne arbejde mindre, og følgelig falder det offentliges skatteindtægter. Omvendt vil en sænkning af beskatningen for høje indkomster til højre for toppunktet og tilbage til venstre for det lede til øgede skatteindtægter, fordi vi alle vil arbejde mere.

Enhver nordjyde med respekt for sig selv har naturligvis en kassevogn eller den berømte ’jydekrog’ på sin bil

Selv om empiriske undersøgelser ikke fik indkredset, hvor toppunktet faktisk befandt sig i 1980’ernes USA, har den republikanske fløj siden holdt fast ved denne forestilling, der blev til det, vi nu kender som reaganomics eller trickle down-økonomi.

Skattelettelser kan naturligvis fordeles ligeligt, eller de kan omfordeles, så man skaber en mere ligelig fordeling; oftest drejer det sig dog om en yderligere skæv fordeling, som heller ikke Danmark er gået fri af de senere år.

Argumenterne mod en ligelig fordeling stammer fra Martin Okun, der mente at vide, at der er en trade-off mellem en ligelig fordeling af indkomst og formue på den ene side og økonomisk effektivitet på den anden. ’Trade-off’ betyder simpelthen, at man ikke kan få mere af noget uden at afgive noget andet. Det behøver dog ikke at betyde, at det bliver alle, der må afgive, og kun få, der vil modtage; herhjemme kender vi det gode gamle ordsprog: Når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Hvis man gennem skattelettelser forgylder de bedrebemidlede skatteydere, er det til gavn for alle, for der drypper altid lidt af ned ad trinene på den økonomiske og sociale rangstige. I den økonomiske jargon blev dette til trickle down – der siver noget ned, eller det drypper på. Om der skulle være en empirisk påviselig effekt på de påståede sammenhænge, er imidlertid uklar, og den videnskabelige dokumentation giver kun blandede resultater.

Reaganomics blev aldrig den succes, man havde håbet på. Skattelettelser resulterede, som man kunne forvente det, i lavere skatteindtægter til forbundsstaten. og øgede militærudgifter til ambitiøse projekter som ’stjernekrigsprojektet’ gjorde ikke situationen bedre. Den republikanske epoke med Reagan og ’far Bush’ sendte en enorm offentlig gæld videre til Clinton-administrationen. I 1980 blev den amerikanske statsgæld tredoblet.

Arbejdsløshed eksisterer ikke

Hvis argumenter om skattetrykket, det lavere arbejdsudbud og hermed en lavere økonomisk effektivitet med faldende offentlige indtægter til følge er af ren spekulativ karapter uden empirisk forankring, mister konklusionerne enhver videnskabelig værdi.

Økonomer arbejder hovedsagelig inden for rammerne af en positivistisk videnskabsfilosofi. Det er med andre ord den analytiske videnskabsteoris principper, der gælder. Hvis man ikke baserer sine spørgsmål, udsagn og hypoteser på data, der ikke kan falsificeres eller ikke har en entydig verifikation, må teorier og spekulationer, der bygger på dette, forkastes.

I Laffers modelverden er resultatet af det høje skattetryk som sagt sort arbejde og en manglende vilje til at ville søge og tage et arbejde, fordi man hellere vil holde fri. Arbejdsløshed er med andre ord frivillig, fordi arbejdsudbuddet altid er bestemt af dette.

Fritidens nytte er bestemt af, at menneskets iboende tendens til dovenskab ikke kan udlignes af den nytte, en indkomst giver den enkelte, det være sig arbejdsindkomst eller anden indkomst som for eksempel sociale ydelser. Hvis ikke denne påstand om arbejdstageres præferencer mellem arbejde og fritid kan bekræftes, hvis påstanden er resultatet af en introspektiv test (man spørger sig selv om det, man mener, der er et indlysende svar på), er det ikke videnskab, men rene spekulationer.

Modeller garneret med en matematisk forståelsesramme pakker økonomens introspektive test lige så godt ind som en (tanke)torsk i avispapir, uden at der er tale om en empirisk verifikation. Spørgsmålet står fortsat tilbage: Har vi nået smertegrænsen for, hvor meget man kan beskatte arbejdsindkomsterne i de nordamerikanske og europæiske økonomier? Data i vidt forskellige analyser godtgør, at der endnu ikke i positivistisk henseende findes noget anerkendt svar på problemformuleringerne!

Men hvad siger dataene

Påstandene går som sagt på, at 1) dansk økonomi skulle besidde en angivelig verdensrekord i skattetryk, ligesom vi 2) for længst har bevæget os så langt forbi det optimale skattetryk, at det ikke kan betale sig at arbejde.

Folketingets økonomer har modsagt Finansministeriets ’regnedrenge’

Hæderkronede Danmarks Statistik var i 2014 ude med riven, da man med en dramatiserende retorik i forbindelse med sammenligninger af OECD økonomiers skattetryk spurgte: ”Betyder det så, at Danmark ikke længere har verdens højeste skattetryk, sådan som vi ellers har hørt skiftende politikere gentage over årene. Formentligt ikke. Med ændringen kommer skattetrykket til at ligge på omkring 45 procent, og selv med det fald ligger det danske skattetryk nok fortsat som et af de højeste, dog i selskab med det svenske”.

En nylig publiceret rapport fra Molinari Institut indeholder beregninger, der falder smukt i tråd med lignende OECD-tal, som også Skatteministeriet og Danmarks Statistik i dag sætter sin lid til. Når der korrigeres for bidrag til social sikring og varerelaterede skatter (f.eks. moms) bekræfter tallene ikke, at Danmark har Europas højeste skattetryk – tværtimod.

Langt den overvejende del af EU28 har større beskatning på arbejde end Danmarks 43,1 procent, om end det i nogle tilfælde er med små marginaler. Nogle lande som Belgien, Frankrig, Østrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn og Italien ligger imidlertid omkring eller noget over de 50 procent. I 2015 var det femte år i træk, at Belgien indtog førstepladsen med den højeste skattesats på arbejde i Den Europæiske Union. Beskatningen af arbejde lå på hele 59,47, mens tallet i Frankrig lå på 57,53 procent. Over 20 lande inden for EU28 ligger faktisk i dag over Danmark på disse tal (se tabel).

Det er klart, at hvis der overhovedet er belæg for lafferkurven, ville man også kunne se det i tal for arbejdsproduktiviteten. Et tilnærmet mål, hvor omdiskuteret det end kan være, er bnp per beskæftiget. Hvis skatten er for høj, er der ikke noget incitament til at udbyde arbejde – produktiviteten, mængden af udbudt arbejde i mandetimer og kvaliteten af det skulle angiveligt påvirke statens grundlag for at opkræve skatter. Der bliver mindre at beskatte, end hvis vi havde en højere produktivitet. En simpel sammenkøring (OLS-regression) af skattetryk og et sammenligneligt bnp per beskæftiget skulle kunne anskueliggøre dette. Altså hvis Laffers teori er sand, ville vi se, at produktivitetstallene er mindre gunstige, desto højere skattetrykket er (en negativt hældende tendenslinje i figuren).

Skærmbillede 2016-08-28 kl. 01.00.16

Tabel: Skattetryk og bnp per indbygger I EU 28 i 2015. Skattetrykket er beregnet som bidrag til social sikring (social security contributions) + indkomstskat + varetilknyttede skatter på værditilvækst (moms) divideret med den reale bruttoløn. Kilde: Skatteministeriet

De data for 2015, vi bruger her, viser med tydelighed, at der ikke kan etableres en sådan sammenhæng i EU28! Figuren (baseret på tabellens tal) viser, at der overhovedet ikke er en statistisk sammenhæng mellem skattetrykket og bnp per beskæftiget i EU28-landene. Det kan der selvfølgelig være flere forklaringer på, men den ofte påståede entydige sammenhæng i Laffers servietøkonomiske model bekræftes ikke med den horisontale tendenslinje. Beskatningsgrundlaget målt som output per beskæftiget er det samme uanset skattesats.

Gorm1

Sammenhæng mellem skattetryk og BNP pr. beskæftiget i EU 28 i 2015.

 

Generel kritik af lafferkurven

At skattelettelser for de rige og de højere mellemindkomstgrupper ikke skaber flere job, er alment kendt af de fleste økonomer. Historien viser med ønskelig tydelighed, at sænkede skatter ikke øger arbejdsudbuddet, beskatningsgrundlaget og det offentliges indtægter. Lafferkurven er i positivistisk henseende en uvidenskabelig politisk idé, der tjener til at legitimere skattelettelser for de højere indkomster. De fleste ædruelige økonomer betragter da også servietmodellen som en ’practical joke’. Der findes ganske enkelt ikke data i nyere tid, der kan bekræfte, at skattelettelser skaber mere beskæftigelse eller øger arbejdsudbuddet, produktiviteten eller kvaliteten af det udførte arbejde.

Tilbage står så, at det hovedsagelig er politikerne, der bruger argumenterne bag lafferkurven for at tækkes sine vælgere. Hvis der fortsat findes økonomer, der klynger sig til, hvad John M. Keynes utvivlsomt ville havde kaldt for galmandsværk, gør de sig i højere grad til producenter af ideologi end af solid videnskabelig dokumentation. Og det er jo da værre, end når politikere gør den slags!

 

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *