[dropcap]D[/dropcap]e mange ESG-ratingbureauer (environmental, social og governance), der er opstået de seneste 15-20 år i kølvandet på udbredelsen af virksomhedernes CSR-rapportering, baserer deres ratinger på lukkede og ugennemsigtige metoder, som kun i ganske få tilfælde er tilgængelige for offentligheden.

Erhvervsfilosofi.dk har i en nylig analyse identificeret 41 ESG-ratingbureauer i Global Initiative for Sustainability Ratings (GISR) database, der har investorer som primære kunder, og som dækker alle tre områder af ESG. Af de 41 er det kun 6, der åbent og gennemsigtigt forklarer på deres hjemmeside, hvilke ESG-indikatorer de indarbejder, hvordan de bliver vægtet (beregningsformlerne), samt hvilke øvrige input de anvender. Dertil kommer et yderligere bureau, der delvist giver disse oplysninger.

[quote float=”right”]Virksomhederne rapporterer om ESG, fuldstændig som det passer dem[/quote]

Det betyder, at 34 ESG-ratingbureauer – eller mere end 80 procent – fortæller utrolig lidt om, hvordan deres ratinger fremkommer. I bedste fald oplyses sparsomt, hvilke temaer de indarbejder, og hvis man er rigtig heldig også lidt om, hvilke screeningmetoder de anvender, men ingen detaljer eller formler. De afkræver virksomhederne åbenhed, men leverer ikke selv varen.

Hvad laver ESG-ratingbureauer?

ESG-ratingbureauernes produkter består af ratinger, rangordninger og indekser af virksomhederne og deres aktiviteter i forbindelse med ESG. Disse er baseret på en række forskellige input såsom virksomhedens egen bæredygtighedsrapportering, spørgeskemaer, som udfyldes af virksomhederne i tillæg til bæredygtighedsrapporterne, nyheder i pressen om virksomheden, generelle vurderinger af den aktuelle virksomheds branche etc.

ESG-bureauerne udfører rangeringerne meget forskelligt. Nogle gange er de baseret på udviklingen i ESG-data (ligesom Forbes eller Financial Times gør i deres analyser af finansiel performance), men ikke altid. Hvis det er et meget avanceret indeks, indgår der også en analyse af ESG-udviklingen sammenholdt med virksomhedens finansielle udvikling. Men ofte – og nogle gange udelukkende – er ratingen også baseret på forskellige kvalitative vurderinger af offentliggjorte politikker, statements, avisartikler om virksomheden med videre.

ESG-ratinger er altså baseret på mange forskellige metoder og ideer om, hvordan man skal måle god ESG-performance eller -risici – ofte i et skønsomt sammensurium af kvantitative og kvalitative data af meget forskellig lødighed.

[quote float=”left”]ESG-ratingbureauerne lever af, at virksomhederne ikke rapporterer investorvenligt[/quote]

 

Ideen med disse ratinger er, at man gerne vil give investorer en mulighed for hurtigt at kunne vurdere en virksomheds ikkefinansielle performance og risici. Så grundlæggende kan man sige, at ESG-ratingbureauerne lever af, at virksomhederne ikke rapporterer investorvenligt nok, til at investorer kan bruge bæredygtighedsrapporten, som den er, men er afhængig af, at der er nogen, der ’tygger maden’ for dem.

Dette skyldes ikke mindst, at virksomhederne i modsætning til eksempelvis finansiel rapportering ikke er underlagt et fast regelsæt, hvad angår bæredygtighedsrapportering. Den manglende lovgivning har blandt andet den effekt, at virksomhederne rapporterer om ESG, fuldstændig som det passer dem, hvilket medfører usammenlignelige, ofte kvalitative frem for kvantitative, ikkereviderede, ikkebestyrelsesunderskrevne samt enormt lange narrative og datamæssigt uoverskuelige rapporter, som ofte udgives af virksomhedernes kommunikations- eller marketingafdeling med flotte firfarvede billeder og smukke grafiske modeller, og som derfor ofte får et præg af markedsføring. Det er naturligvis tæt på ubrugeligt for en investor, som skal sammenholde hundred- eller måske tusindvis forskellige investeringsobjekter på kort tid.

Da ACCA og Eurosif (henholdsvis det internationale regnskabsforbund og den europæiske forening til fremme af socialt ansvarlige investeringer) i 2013 i en spørgeskemaundersøgelse blandt investorer spurgte til brugbarheden af bæredygtighedsrapporterne, var resultatet blandt andet, at “92 per cent disagreed or strongly disagreed that current reporting is sufficiently comparable” og “96 percent agreed or strongly agreed that quantitative key performance indicators are essential to assess corporate sustainability performance”.

[quote float=”right”]ESG-ratingbureauer fortæller utrolig lidt om, hvordan deres ratinger fremkommer[/quote]

Derfor kan man godt forstå, at det er rart med en simpel rating eller et indeks over investeringsobjekterne, som kan bruges mere eller mindre direkte i kalkulationerne af, hvilken ’rabat’ der skal være på aktiekursen i forhold til den ESG-risiko, virksomheden har.

Bliver ESG-ratinger anvendt?

Men er ESG-risikoen virkelig vigtig for investorerne? Ja. I en ny spørgeskemaanalyse fra 2015 udarbejdet af CFA Institute (et internationalt netværk af mere end 135.000 investeringsfolk) svarede to tredjedele, at de inddrager ESG, når de skal udarbejde køb-/sælg-/holdanalyser af aktier. Næsten halvdelen benytter blandt andet ESG-ratingbureauer i deres analyser af aktierne. Så ESG-ratingbureauerne betyder mere for investorerne og aktiekursen, end virksomhederne måske umiddelbart er klar over, hvilket også var konklusionen i Erhvervsfilosofi.dks artikel ”ESG-score vigtigere for investorer end for topledere” den 22. maj 2016.

Stort set alle de store danske institutionelle investorer har også en ESG-afdeling, som primært arbejder med at rådgive sine kolleger i investeringsafdelingerne om, hvilke aktier der er mere risikable end andre. Herudover er der nogle få, der også aktivt udbyder det, der hedder SRI funds (socially responsiible investment fonde), som giver kunderne mulighed for at investere i investeringsbeviser baseret på en portefølje af aktier i virksomheder med en socialt ansvarlig profil af den ene eller anden beskaffenhed.

ESG-ratingmetoden er ofte hemmelig

Man skulle jo så tro, at ESG-ratingbureauernes kunder (dvs. investorerne) må være meget interesserede i at vide, om de deler interesser og værdier med det ESG-ratingbureau, de køber indekser og ratinger af, og ikke mindst at kunne danne sig en grundviden om validiteten af den information, man betaler for. Det er kunden rimeligvis også, men ESG-ratingbureauerne er lukkede som østers omkring detaljerne i deres ratinger og indekser.

Som ESG-ratingkunde skal man derfor vide, at rangeringen af virksomhederne ofte foretages i relative indekser, hvor virksomhederne er rangeret på hjemmelavede skalaer, for eksempel fra CCC til AAA eller 0-100. Relative indeks er ofte nødvendige, fordi indekserne ofte kun har plads til en vis mængde virksomheder. Denne metode medfører naturligvis også, at det stort set kun er store virksomheder, der er med i disse ratinger/indekser – hvem gider købe et indeks fyldt med små virksomheder, som ingen nogensinde har hørt om, uanset hvor god den lille eller mellemstore virksomhed er til ESG? Som kunde skal man også huske, at selv med en god rating fra den slags begrænsede indekser, så er det ikke sikkert, at den pågældende virksomhed er til gavn for samfundet eller verden som sådan.

Ud over de til tider uigennemskuelige rangeringskriterier og formler, så er de fleste ESG-indekser også baseret på en form for screening af, hvilke virksomheder der kommer med i det enkelte indeks, de såkaldte screeningskriterier. De er ofte mere eller mindre vilkårlige og til tider endog religiøse snarere end objektive.

[quote float=”left”]Se nu at få lavet nogle ordentlige sammenlignelige investorvenlige ESG-rapporter[/quote]

Et meget anvendt indeks til videnskabelige analyser screener således negativt for virksomheder, der producerer alkohol, hasardspil, tobak, våben, atomenergi, pornografi og genetisk modificerede produkter. Set fra et mere sekulært perspektiv forekommer det en anelse tilfældigt. Hvorfor er økologisk produktion af øl baseret på rene naturlige ingredienser, et produkt til voksne mennesker, mere problematisk end produktion af grøn vingummi fuld af E-numre til børn? Og hvorfor bliver spilvirksomheder og banker ikke behandlet ens, da begge beskæftiger sig med produkter med et vist spille-/tilfældighedselement? Og negativ screening af genmodificerede produkter medfører også en negativ screening af en række farmaceutiske produkter – er det hensigtsmæssigt?

Herfra skal lyde en opfordring til de forskellige aktører: ESG-ratingbureauer skal være mere åbne om deres metoder og værdier, investorer skal være mere agtpågivende over for, hvilke ESG-ratinger de anvender og hvordan, og endelig til virksomhederne: Se nu at få lavet nogle ordentlige sammenlignelige investorvenlige ESG-rapporter.

Måske kan vi en dag nå dertil, at der ved siden af price-earning-værdien i aktielisterne også er en price-ESG, price-SDG eller måske ligefrem en priceintegrated earning … så behøvede investorer slet ikke at spise ESG-ratingbureauernes tyggede mad.

 

 

Skriv et svar