Den industrielle revolution har ført til, at mennesker verden over er vandret fra land til by. Her var mulighederne. Her var de job, som forsvandt i takt med landbrugets mekanisering og automatisering. Her var fremtiden. Byernes befolkning er svulmet, og omkring 2008 nåede vi til det punkt, hvor flertallet af verdens befolkning bor i byer.
Hvor verdens byer i 1950 havde 0,7 milliarder indbyggere, huser de i dag omkring 3,5 milliarder mennesker. Verdens 29 største bysamfund er megacities med over 10 millioner indbyggere, og verdens største bystruktur,
Tokyo, som man ser en flig af på fotoet herover, har udviklet sig til et urbant system med 38 millioner indbyggere. Over 70 procent af alle europæere og over 80 procent af alle nord- og sydamerikanere bor i dag i byer, mens andelen for Afrika og Asien er omkring 40 procent og 50 procent.
[quote float=”right”]Med ’Can a City Be Sustainable?’ bliver vi præsenteret for en dybt fascinerende udfoldelse af de mange bestræbelser på at udvikle bæredygtige byer[/quote]Frem mod 2050 forventes byernes befolkning at vokse med 60 procent i forhold til i dag. Mere end 90 procent af denne tilvækst vil ske i udviklingslandene, hvorfor vi der vil se de store byer vokse yderligere. Udviklingen af den bæredygtige verdensorden, som verdenssamfundet med Agenda 21 vedtog på Rio-topmødet i 1992, er således i høj grad udfordringen: Hvordan kan vi gøre vore byer bæredygtige?
Med årets state of the world-udgivelse, ’Can a City Be Sustainable?’, har WorldWatch Institute med bidrag fra eksperter fra hele verden søgt at besvare dette spørgsmål ved at undersøge ”de grundlæggende principper for sustainable urbanism samt at portrættere byer, som bringer [disse principper] i anvendelse.”
Svaret bliver indkredset på typisk WorldWatch-vis med en stadig vekselvirkning mellem eksempler, banebrydende eksperimenter og interdisciplinær, videnskabelig perspektivering. Frem for at forfalde til forsimplede modeller og fremskrivninger har WorldWatch Institute gennem årene udviklet en form for systemisk helhedsorienteret tilgang.
Heri bliver byen en mangefacetteret levende organisme, hvor kompleksiteten, økologien, den menneskelige faktor, det adfærds- og behovsmæssige osv. står som centrale komponenter.
Byen er verdens fremtid, fastslår WorldWatch Institute indledende. Der er ingen tvivl om, at byerne vil vokse. Spørgsmålet er kun, hvordan de vil vokse. Er vi rede til at investere i den nødvendige fysiske og sociale infrastruktur, som kan sikre udviklingen af ”liveable, equitable and sustainable cities”?
’Can a City Be Sustainable?’ er bygget op i tre dele. Første del, ’Cities as Human Constructs’, ser på en række af de grundpiller, som verdens byer bygger på, og sætter vore nuværende byer i perspektiv. Anden del, ’The Urban Climate Challenge’, ser nærmere på byernes klimaudfordring og hvordan man kan nedbringe udledningerne fra byernes transport, bygninger, forbrug, affald osv. Mens tredje del, ’Politics, Equity, and Livability’, samler en række andre aspekter af etableringen af den bæredygtige by, herunder håndteringen af bynaturen.
Bogen rummer i alt 19 kapitler og 11 byportrætter, hvor man ser på erfaringer fra byer i alle dele af verden. Hver del er skrevet af ledende eksperter på området. Sammenhængen er fastholdt af dette års projektledertrio, Gary [toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Kapitler i bogens første del: Cities as Human Constructs” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]Gardner, Tom Prugh og Michael Renner, som samtidig har bidraget med en række nøglekapitler.
Kapitler i bogens første del: Cities as Human Constructs
’Can a City Be Sustainable?’ I ˗ Cities as Human Constructs
Garrett Fitzgerald: Foreword
Eduardo da Costa Paes: Foreword
Gary Gardner: World’s Cities at a Glance
Chapter 1. Gary Gardner: Imagining a Sustainable City
Chapter 2. Gary Gardner: Cities in the Arc of Human History: A Materials Perspective
Chapter 3. Gary Gardner: The City: A System of Systems
Chapter 4. Gary Gardner: Toward a Vision of Sustainable Cities
Chapter 5. Richard Heinberg: The Energy Wildcard: Possible Energy Constraints to Further Urbanization
Se links til korte chapter previews og til portrætter af bogens bidragydere
[/toggle]Man kan få et indtryk af bogens tematiske spændvidde via boksteksterne, som rummer kapitelstrukturen for de tre hoveddele. På baggrund af passager fra først og fremmest den indledende del og biodiversitetskapitlet i del tre vil jeg i det følgende søge at give en fornemmelse af den forståelse af den bæredygtige by, som bærer bogen.
En vision for den bæredygtige by
Det er alt andet end enkelt at beskrive den bæredygtige by, skriver Gary Gardner i optakten til bogens første del. Det er til en vis grad en ’exercise in imagination’, hvilket han demonstrerer med et indledende scenario for den bæredygtige by 20 år frem, som så at sige sammenfatter alle bogens bidrag: Han følger en person gennem en uge omkring arbejde, skole, mad, fritid osv. Umiddelbart er det alt sammen meget velkendt. Det er jo de samme basale menneskelige behov og den samme glæde ved livet, som skal næres. Men der er i Gardners imagination markante forskelle, som tilsammen gør, at byen som system vil kunne fungere langt mere bæredygtigt end nutidens byer.
[quote float=”left”]Verden over er der ikke desto mindre ved at opstå en forståelse af bynaturens centrale rolle for byernes trivsel[/quote]20 år frem i tiden er al energi selvfølgelig vedvarende, forbruget er radikalt mindre, fordi vore bygninger og apparater og ikke mindst vi mennesker forbruger mindre. Det havde været en udfordring at tune ind på Our City, Remade-programmet, men med tiden blev det naturligt for byens borgere at lægge de forudgående generationers forbrugerisme bag sig. ”Your internalized ethics of restaint gives you the bearing of, well, an adult,” tænker Gardners hovedperson.
Byen er struktureret, så man bruger mindre tid på transport mellem hjem, skole og arbejde. Selv om privatbilen for længst er sendt på pension, er den sjældent savnet, for vilkårene for den bløde trafik er radikalt forbedret. Bolig og erhverv er blandet, så afstandene er minimeret, og arbejdstiden er nede på seks timer om dagen.
Der er gode lokale indkøbsmuligheder, og på vejen hjem passerer man boder med friske fødevarer. Maden bringes i stor udstrækning direkte ind fra oplandet, og der er kødfri hverdag. Kød (som i dag udgør en af de helt store klimaposter) er blevet noget, man spiser ved særlige lejligheder.
Affaldsmængderne er minimeret, og de store renovationsbiler har fundet ny anvendelse. Fortælleren må om onsdagen minde sit barn om at tage affaldsposen med ned til den kvartalsvise affaldsindsamling. Væk er borte, godt hjulpet af en materials tax, som har gjort råvarer dyrere end arbejdsløn. Mange af de butikker, som tidligere solgte bjerge af nye produkter, er således omdannet til reparationsværksteder.
Tagene og gaderummene er blevet grønne, og grønne korridorer er blevet en vigtig del af byens infrastruktur. Dette giver masser af rekreative muligheder for byens borgere, samtidig med at byen er blevet hjemsted for en mangfoldighed af fugle og dyr.
Gardner afrunder ugen i sin imaginary city med at opsummere, at byen stadig har udfordringer, men at den tilbageholdenhed, som nu styrer bylivet, ”somehow has made it more prosperous for more people than ever before.”
“Gone is the excess, the wasteful use of so much. In its place is resource stewardship and deep appreciation for civic resources of all kind.
Gone is frivolous and thoughtless purchasing. In its place is a restraining ethic characterized by the question, ”Will this make my life better?”
Gone is pollution, a noxious sort of waste. In its place is an ethic of cleaniness that extends from the family to industry and the city as a whole.
Gone is homelessness, hunger, and most material poverty. In its place is an ethic of equality and dignity ˗ that every person has value and a place in the community.
Gone is the anonymity of the big city, even as the city has grown through in-migration. In its place are strong and diverse district communities.”
Virkeliggørelsen af Gardners imaginary city er dermed fuldt så meget et spørgsmål om ændret bevidsthed og attitude som om teknologisk udvikling.
Denne imaginary city er klart mere bæredygtig end de byer, som vi kender i dag, skriver Gardner, men spørger i samme åndedræt, om det er tilstrækkeligt?
Der findes forskellige forsøg på at definere den bæredygtige by og målestokken derfor. Men der er stadig lang vej at gå, før vi har de redskaber, som giver byerne mulighed for at kortlægge, måle og målrette deres vej mod bæredygtighed.
København
København er ikke blandt de byer, som portrætteres mere indgående i ’Can a City Be Sustainable?’ Men Københavns klima- og cykelpolitik bliver flere gange brugt som reference. Derfor vil jeg her indføje en dansk vinkel. Forud for klimatopmødet COP15 vedtog Københavns Kommune i 2009 en klimaplan med en målsætning om at blive CO2-neutral i 2025. Den indebærer blandt andet en indsats for at få københavnerne til at lade privatbilen stå og i stedet tage cyklen. Ud over klimagevinsten giver dette mulighed for at mindske den kørende trafiks nuværende anneksion af byrummet.
Uanset hvor mange københavnere der er kommet op på cyklen, ændrer det ikke ved, at biltrafikken i hovedstadsområdet er markant stigende. Infrastrukturkommissionen vurderede i 2008, at trafikken i Hovedstadsområdet frem mod 2030 ville stige mellem 70 og 90 procent. I stedet for at standse op og spørge, hvordan vi ville kunne opnå det ønskede med et mindre transportforbrug end i dag, går man direkte videre til, hvad det kræver af nye broer, ringveje og havnetunneler, som om en sådan udvikling blot kan fortsætte i det uendelige. Et kvart århundrede efter vedtagelsen af Agenda 21 er bæredygtighedsaspektet stadig ikke for alvor kommet med til bords, når vi udstikker retninger for fremtiden.
Samtidig er den systemdefinition, som ligger til grund for Københavns Kommunes klimaplan, problematisk snæver. Man ser groft sagt kun på den klimabelastning, der finder sted inden for bygrænsen, selv om størstedelen af den klimapåvirkning, der følger med den tilværelse, der leves i København, finder sted andre steder i verden. Derfor vil hver københavner selv den dag i 2025, hvor København bliver CO2-neutral, have et CO2-fodaftryk på 10-15 ton per år, hvis man indregner den del af vores forbrug og aktivitet, som ligger uden for bygrænsen.
Siden 2004 har alle danske kommuner været pålagt hvert fjerde år at udarbejde en Agenda 21-plan. Dette kunne være den oplagte ramme for en helhedsorienteret tilgang til byernes bæredygtighed gennem en samtidig evaluering af miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighedsparametre. Men den bliver ikke rigtig brugt til noget og slet ikke til at definere de bæredygtighedsmæssige rammer, som byens samlede aktiviteter må holde sig inden for.
[quote float=”right”]Verden rundt er der eksempler på, at byer har taget føringen, selv hvor klimaindsatsen på det nationale niveau har været demonteret af klimafornægtere[/quote]Agenda 21, som blev vedtaget ved FN’s topmøde i Rio de Janeiro i juni 1992, fik i 1994 en fornem opfølgning i form af Aalborg-charteret, et charter for udviklingen af bæredygtige byer og bymiljøer. Det blev formuleret i forlængelse af en gryende erkendelse af verden som et lukket globalt økosystem og gav retningslinjer for en omlægning fra vækst- og ekspansionsstrategier til udviklingsstrategier for et globalt ligevægtssamfund, hvor kortsigtede interesser ikke ødelægger de fremtidige – eller andre samfunds – livsvilkår.
Mere end 1.000 byer har tilsluttet sig, heriblandt København. Men Aalborg-charteret blev formuleret på basis af en systemisk byforståelse, som nok egnede sig til at forstå og beskrive udfordringen ved at skabe bæredygtige byer, men som var vanskelig at håndtere i byernes forvaltninger og politiske organer. For Københavns vedkommende blev Aalborg-charteret derfor hurtigt erstattet af et nu indstillet dogme 2000-samarbejde, hvor miljøindsatsen var reduceret til tre korte punkter og en gestalt, som var fuldt målbar og let at håndtere for den eksisterende forvaltningskultur, men som havde tabt den bæredygtighedsmæssige perspektivering i svinget.
Tilbage i 1980’erne var der i miljøkredse en forventning eller forhåbning om, at forståelsen af miljø- og bæredygtighedsudfordringen ville føre til forandringer af den stærkt sektoriserede, økonomistyrede forvaltningsstruktur. Det kan stadig nå at komme og er måske på vej i det små. Men siden da er der snarere sket det, at eksisterende forvaltningsstrukturer har transformeret miljø- og bæredygtighedsudfordringen til en lang række enkeltstående problematikker i en proces, hvor vi er tilbøjelige til at miste overblikket og sammenhængen.
Derfor er der akut brug for at få problematiseret, præciseret og instrumentaliseret bæredygtighedsbegrebet. Og der er brug for at udvikle en helhedsorienteret tilgang til byernes omstillingsproces, som ikke overfokuserer på nogle få områder, men kommer hele kompasset rundt. Man må håbe, at den diskussion, som ’Can a City Be Sustainable?’ søger at kvalificere, hvordan vi udvikler reelt bæredygtige byer med høj livskvalitet, bliver taget op rundtomkring i verdens bysamfund.
Det historiske perspektiv
Emnet for kapitlet ’Cities in the Arc of Human History: A Materials Perspective’ er en historisk perspektivering af byen med vægt på dens energi- og ressourceforbrug. Dette har gennem tiderne været definerende for byens udformning, og alt tyder på, at det også vil være stærkt afgørende for udviklingen af den postindustrielle bæredygtige by.
Mange opfatter den teknologiske udvikling som løsningen, men en socioøkonomisk analyse indikerer, at hvis ikke denne udvikling bliver perspektiveret af bæredygtighedskriterier, kan det tværtimod forværre situationen. For eksempel blev dampmaskinens effektivitet forbedret 36 gange mellem 1760 og 1910. Men denne forbedring blev fuldstændig overhalet af, at forbruget af dampkraft i samme periode blev 2.000 gange større.
Kapitlet slutter med at fastslå, at udviklingen af bæredygtige byer vil kræve stor kreativitet såvel som et markant lavere forbrug. Teknologien vil utvivlsomt spille en rolle, men kun i den udstrækning, at den er bæredygtighedsmæssigt perspektiveret. Og bæredygtige byer vil kun være mulige i den udstrækning, at der kan etableres en ny sociometabolsk orden, som ”reconfigures the relationship between humans and their energy and material base and respect natural boundaries.” Med andre ord må vi lære at opretholde og udfolde den menneskelige eksistens inden for rammerne af vores økologiske råderum.
Syv principper for den bæredygtige by
I kapitlet ’Toward a Vision of Sustainable Cities’ søger Gary Gardner gennem syv principper at nærme sig en definition på den bæredygtige by:
”Seven key principles ˗ covering physical structures, the natural environment, and human needs ˗ can be used to summarize the broad spectrum of areas relevant to sustainability:
- Reduced, Circulating, and Clean Flows of Materials
- A Prominent Place for Nature
- Compact and Connected Patterns of Development
- Creative Placemaking
- Centers of Well-being
- People-centered Development
- Participatory Governance
These principles might be encapsulated in a concise vision of urban sustainability: A sustainable city is a vibrant human settlement that provides ample opportunities, in harmony with the natural environment, to create dignified lives for all citizens. Although simple in concept, this overarching vision is a challenge to realize.”
Det er bemærkelsesværdigt, at de syv principper fremhæver det sociale, det kvalitative, borgerdeltagelsen, bynaturen osv. Men herigennem får vi mulighed for at adskille vores livskvalitet og vores livskvantitet og bliver i stand til at skabe rammer for den urbane tilværelse, som giver livsfylde og høj livskvalitet uden at destruere vores livsgrundlag. Og her ligger nøglen til, at det overhovedet bliver muligt at gennemføre de nødvendige forandringer.
Bogens første del afrundes med et kapitel af Richard Heinberg fra Post Carbon Institute, ’The Energy Wildcard: Possible Energy Constraints to Further Urbanization’, som danner bro til bogens anden hoveddel, der har fokus på byernes klimaudfordring.
Anden del: The Urban Climate Challenge
Samlet set stammer 70 procent af den globale klimapåvirkning fra byerne. Klimapåvirkningen er meget forskellig alt efter byernes organisering (tæt vs. spredt), udviklingsniveau, adgangen til vedvarende energi og mængden af energikrævende produktion. Hvor for eksempel Rotterdam qua sin omfattende olieindustri har udledninger svarende til 29,8 ton CO2 per indbygger per år, er de tilsvarende tal for Sydney 20,3 ton, Washington D.C. 19,7 ton, Shanghai 11,7 ton, Tokyo 4,9 ton, Oslo 3,5 ton, São Paulo 1,4 ton og Kathmandu 0,12 ton CO2 per indbygger per år.
Der er ligeledes stor forskel på, hvilket frirum den enkelte by har til at håndtere klimasituationen. De fleste byer har et betydeligt råderum i forhold til at påvirke og kontrollere forhold omkring bygningers energieffektivitet, byens transportsystem, planlægning og byudvikling, og har til en vis grad mulighed for at påvirke borgernes forbrugsmønstre. Derfor har byerne en nøgleposition i bestræbelserne på at reducere det globale energiforbrug og de globale CO2-udledninger, skriver Tom Pugh og Michael Renner i det indledende kapitel til bogens anden del
[toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Kapitler i bogens anden del: The Urban Climate Challenge” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]’Can a City Be Sustainable?’ II ˗ The Urban Climate ChallengeChapter 6. Tom Prugh & Michael Renner: Cities and Greenhouse Gas Emissions: The Scope of the Challenge.
Chapter 7. Peter Calthorpe: Urbanism and Global Sprawl
Haibing Ma: City View: Shanghai, China
Chapter 8. Michael Renner: Reducing the Environmental Footprint of Buildings
Simone Ariane Pflaum: City View: Freiburg, Germany
Chapter 9. Gregory H. Kats: Energy Efficiency in Buildings: A Crisis of Opportunity
Robert Doyle: City View: Melbourne, Australia
Chapter 10. Betsy Agar & Michael Renner: Is 100 Percent Renewable Energy in Cities Possible?
Gregor Robertson: City View: Vancouver, Canada
Chapter 11. Michael Renner: Supporting Sustainable Transportation
Chapter 12. Cornie Huizenga, Karl Peet, & Sudhir Gota: Urban Transport and Climate Change
Geoffrey Davison & Ang Wei Ping: City View: Singapore
Chapter 13. Michael Renner: Source Reduction and Recycling of Waste
Kartikeya Sarabhai, Madhavi Joshi, & Sanskriti Menon: City View: Ahmedabad and Pune, India
Chapter 14. Perinaz Bhada-Tata & Daniel Hoornweg: Solid Waste and Climate Change
Marti Boada Junca, Roser Maneja Zaragoza, & Pablo Knobel Guelar: City View: Barcelona, Spain
Chapter 15. Tom Prugh: Rural-Urban Migration, Lifestyles, and Deforestation
Se links til korte chapter previews og til portrætter af bogens bidragydere[/toggle]
De efterfølgende kapitler zoomer ind på en række af de områder, som definerer byernes klimapåvirkning: Byplanmæssige forhold, energieffektive bygninger, bæredygtig transport, migrationen fra landdistrikterne samt affaldshåndteringen. Kapitlerne i denne del veksler med en række succeshistorier fra Shanghai, Freiburg, Melbourne, Vancouver, Singapore, Barcelona, Ahmedabad og Pune, hvor lokale kræfter i mange tilfælde har vist vejen.
Klimaindsatsen i byerne fungerer bedst, når den bakkes op på både nationalt og internationalt niveau, men der er verden rundt eksempler på, at byer (stater og provinser) har taget føringen, selv hvor klimaindsatsen på det nationale niveau har været demonteret af klimafornægtere.
”Technological fixes alone cannot reduce emissions deeply or rapidly enough,” skriver Pugh og Renner afsluttende. Forfatterne advarer mod at tro, at vi kan imødegå klimaudfordringen i tide, hvis vi kun ser på forsyningssiden, dvs. erstatter det nuværende forbrug af fossil energi med vedvarende energi. ”Only demand side policies that succed in sharply reducing energy consumption in transport, buildings, waste handling, and agriculture, can address the urgent need to decarbonize energy. It is cities that must step up to the front lines of that battle.”
Konkrete tiltag i forbindelse med byernes klimatilpasning, som frembyder en egen graverende palet af udfordringer, belyses derimod kun perifert. Dette vil sandsynligvis blive et tema for en kommende state of the world-rapport.
Tredje del: Politics, Equity, and Livability
Bogens tredje del rummer en række supplerende bæredygtighedsperspektiver under overskriften ’Politics, Equity, and Livability’. Andrew Cumbers skriver om remunicipalization, en global tendens til at vende den privatiseringsbølge, som ramte mange lande i 1980’erne og 1990’erne. Denne tendens kommer for eksempel til udtryk i Energiewende, Tysklands omstilling til vedvarende energi, hvor energiforsyningen fra at være varetaget af nogle få store energiselskaber gradvist erstattes af et stort antal små lokale producenter. Andre kapitler håndterer migrationen fra land til by og sociale dimensioner af bæredygtigheden.
[toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Kapitler i bogens tredje del: Politics, Equity, and Livability” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]’Can a City Be Sustainable?’ III ˗ Politics, Equity, and LivabilityChapter 16. Andrew Cumbers: Remunicipalization, the Low-Carbon Transition, and Energy Democracy
Brian Holland & Juan Wei: City View: Portland, Oregon, United States
Chapter 17. Marti Boada Junca, Roser Maneja Zaragoza, & Pablo Knobel Guelar: The Vital Role of Biodiversity in Urban Sustainability
Marti Boada Junca, Roser Maneja Zaragoza, & Pablo Knobel Guelar: City View: Jerusalem, Israel
Chapter 18. Franziska Schreiber & Alexander Carius: The Inclusive City: Urban Planning for Diversity and Social Cohesion
Debra Roberts & Sean O’Donoghue: City View: Durban, South Africa
Chapter 19. Jim Jarvie & Richard Friend: Urbanization, Inclusion, and Social Justice
Se links til korte chapter previews og til portrætter af bogens bidragydere[/toggle]
Med tredje del følger yderligere tre byportrætter: Portland, Jerusalem og Durban. De enkelte byportrætter er ikke skåret over samme læst, men fokuserer på det særlige, som man har gjort for at fremme bæredygtigheden på forskellige områder, specielt på vellykkede tilgange, som kan være til inspiration for andre byer. For eksempel fokuserer beretningerne om Barcelona og Jerusalem på den urbane biodiversitet, og hvad man her har gjort for at bevare og styrke bynaturen.
Byen som økosystem
Byen bliver ofte betragtet som naturens modsætning som et sted, hvor planter, dyr, insekter og deres tilholdssteder er henvist til ”the marginals of human activity”, skriver Juncà, Zaragoza & Guelar i kapitlet ’The Vital Role of Biodiversity in Urban Sustainability’. Verden over er der ikke desto mindre ved at opstå en forståelse af bynaturens centrale rolle for byernes trivsel.
Siden Rio-topmødet i 1992 har biodiversiteten i byområderne været etableret som bæredygtighedsindikator: I hvor høj grad er vore byer en fortrængning af naturen, og i hvor høj grad giver den måde, vi udvikler vore byer på, mulighed for, at bynaturen trives? Biodiversiteten er ikke en særlig sektor, men en virkelighed, der er tilstedeværende overalt i byen. Byens økosystemer er i høj grad defineret af urbane strukturer, men ”det er mere korrekt at sige, at byer er økosystemer, end at byer har økosystemer.”
Der kunne laves en hel state of the world-publikation om de mange positive egenskaber, som en velfungerende og velintegreret bynatur tilføjer vore bymiljøer. Bynaturen renser luften, producerer ilt og absorberer CO2, dæmper støjen, mildner mikroklimaet, modvirker varmeøfænomenet og kan mindske bygningers behov for køling og opvarmning. Samtidig giver den os fuglesang og oplevelsesrigdomme og øger oplevelsen af tryghed og velvære.
Dermed bliver naturation, byforgrønnelse, en helt uomgængelig bestræbelse for den bæredygtige by. En styrket biodiversitet indebærer etableringen af grønne korridorer, som krydsforbinder byens grønne enklaver, og som forbinder bynaturen til de omgivende landskaber.
Kapitlet runder af med den måske vigtigste grund til at styrke bynaturen: ”Overall, a deeper understanding of the importance of urban diversity can lead to improvements in the relationship between humans and the planet, giving sustainable cities hope for the future.”
Indsamling af ’worst practice cases’
WorldWatch Institute etablerede i 2011 et europakontor i København. I forbindelse med forberedelsen af denne artikel kontaktede jeg Stephanie Loveless, som fortalte, at man i det videre arbejde gerne ville indsamle også de dårlige erfaringer, worst practice cases: Det vil sige, hvad virksomheder, organisationer og bysamfund havde forsøgt, herunder hvordan man havde forsøgt det, uden at det havde haft den ønskede effekt.
Efterlysningen af worst practice cases er hermed givet videre. Bortset fra at det er lettere at lægge navn til succeshistorierne, er der i det forestående omstillingsarbejde lige så meget at lære af alle de fejltagelser og blindgyder, som virksomheder, organisationer og bysamfund verden over ikke behøver at gentage.
Bæredygtighed og livskvalitet
Med ’Can a City Be Sustainable?’ har WorldWatch Institute ikke givet noget kort og entydigt svar på titlens spørgsmål. Men vi bliver præsenteret for en dybt fascinerende udfoldelse af de mange bestræbelser på at udvikle bæredygtige byer, som i disse år finder sted rundt omkring i verden. Bogen frembyder en række klare analyser af, hvad den bæredygtige by må indebære. Og det bliver tydeligt, at en sådan byudvikling, som kan sikre bevarelsen af vort livsgrundlag, samtidig fører til bymiljøer med stor trivsel og livskvalitet.
De første 35 sider af ’Can a City Be Sustainable?’ kan ses på forlaget Island Press’ hjemmeside, heriblandt Gardners ’imaginary city’.’Can a City Be Sustainable?’ er nr. 33 i rækken af State of The World-rapporter. På denne side findes en liste over tidligere udgaver, som stadig er i handlen.Bogens bidragydere er præsenteret her, og der er korte chapter previews tilgængelige her.[/box]