De 17 nye mål skal afløse de 8 gamle millenniummål, der til dels blev indfriet i 2015 – kritikerne er lettere uenige her. Men samlet set markerer millenniummålene en ganske imponerende opvisning i ansvarligt lederskab. Global fattigdom blev eksempelvis halveret.
[quote float=”right”]Bæredygtigheds-målene er ikke bare en opskrift på det gode liv, men en nødvendig politik [/quote]Men kan vi gøre det igen? Og endda i udvidet skala? Hvordan undgår vi, at målene ender i en ukonkret hensigtserklæring, men får det nødvendige momentum? Og hvad kan være drivkraften for virksomheder til at realisere de 17 bæredygtighedsmål?
Erhvervsfilosofi.dk har fået Mogens Lykketoft til at give sine perspektiver på de nye mål, som han i kraft af sit formandskab for FN’s generalforsamling har været involveret i.
Mogens Lykketoft, hvad ønsker FN egentlig at signalere med de nye mål?
”Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at alle disse nye mål er indbyrdes sammenhængende og indbyrdes afhængige, og de handler om alle menneskers eksistentielle udfordringer, som vi er nødt til at adressere, hvis vi vil have en verden, der er mindre konfliktflydt og ustabil, end den er nu.”
Der er altså flere markante udmeldinger i de nye mål end millenniummålene, der var meget centrerede omkring udvikling i de fattige lande?
”Ja, de adskiller sig fra millenniummålene. Bæredygtighedsmålene er, inklusive klimamålene, ikke bare en opskrift på det gode liv, men en nødvendig politik for at kunne skaffe os en mere harmonisk, bæredygtig og fredelig verden.”
[quote float=”left”]Hvis ikke vi opstiller dem og arbejder på dem, så når vi dem jo i hvert fald ikke[/quote]Lykketoft betoner igen og igen, hvordan alting i dag i højere grad er forbundet: ”Målene er altså en understregning af, at hvis man for eksempel vil udrydde den ekstreme fattigdom, som er et af hovedmålene, og ikke bare halvere den, som vi har gjort de sidste 15 år, så har vi som en af mange forudsætninger, at man skal få dæmpet og afviklet mange af de konflikter og humanitære katastrofer, der er i dag. For en stadig større andel af de ultrafattige findes jo netop i konfliktområderne.”
Angående bæredygtighedsmålenes tidshorisont indskyder Lykketoft, at målene er forstået som en femtenårsplan, og at det ikke er forkert at betegne det som ”temmelig optimistisk” at ville have løst dem inden for denne tidsramme. ”Men hvis ikke vi opstiller dem og arbejder på dem, så når vi dem jo i hvert fald ikke …”
Enstemmig opbakning
Hvordan undgår man økonomiske, politiske, regionale og – ganske enkelt – ideologiske interesser i formuleringen af målene?
”Altså, det er jo altid et definitionsspørgsmål, hvilke interesser der er. Her vil jeg hellere understrege, at det, der er interessant og løfterigt, i forhold til hvad FN hidtil har udrettet, er, at vi har fået en enstemmig opbakning om de her mål samt en konkretisering omkring især klimamålene, der er et stort spring fremad på det her helt vitale område. Jeg mener virkelig, at det er fantastisk, at 193 lande i FN har kunnet enes om det her. Det, som har været styrken i det, er, at tilblivelsen af bæredygtighedsmålene er den mest græsrodsprægede proces i FN’s historie,” siger Lykketoft og tilføjer, at der var 8 millioner, der deltog i diskussionen af formuleringen af målene.
[quote float=”right”]De eksistentielle trusler fra klimaforandringer og miljøødelæggelser er blevet endnu mere nærværende[/quote]”De bidrog til, at målene blev mere ambitiøse, end hvis regeringerne havde siddet med det alene. Og det gælder også om i fortsættelsen af arbejdet at fastholde civilsamfundene og alle interessenters tilstedeværelse i implementeringen, så presset på regeringerne bliver tilstrækkelig stærkt. Men der ligger allerede et meget stærkt politisk og, ja, moralsk ansvar på regeringerne for faktisk at leve op til de her mål og præsentere planer for, hvordan det skal ske.”
Så du mener, at målene ligefrem taler til ledernes moralske ansvar nu?
”Jeg tror, der er rigtig mange virksomheder og ledere, der mener, at hvis vi ikke får styr på klimaudfordringerne, så vil det skabe så meget mere ustabilitet, når mennesker bliver revet væk af de områder, de bor, i på grund af vandstigninger, nedsmeltede gletsjere, tørke osv. Det vil være så omkostningskrævende og også give nye konflikter. Forståelsen er voksende både hos regeringer og hos erhvervsliv.”
Han tilføjer: ”… men hvis man får en præsident i USA, der er klimabenægter, så har man virkelig et problem med at få gang i hele den globale udvikling og realisering af alle målene, for det hele hænger jo netop sammen.”
Vækst og bæredygtighed
Du har med henvisning til Vestens levestandarder for ikke så længe siden sagt, at ”vi (Vesten, red.) kan ikke beholde det, de (ulandene, red.) kan ikke få det”. Vil du sige, at der med de 17 bæredygtighedsmål er sket en drejning i forhold til millenniummålene? Optegnes der en anden vision i de nye mål end tilfældet med de gamle?
”Ja, det må man sige. De eksistentielle trusler fra klimaforandringer og miljøødelæggelser er blevet endnu mere nærværende. Det, jeg prøvede at sige dengang, er ikke, at vi skal have en nedslående eller fattigere fremtid, men at den livsstil, den produktionsform og det forbrugsmønster, som vi i Vesten er blevet så rige på, ikke er bæredygtigt.”
”Hvis et par milliarder mennesker rækker ud efter vores livsform, så kan man med sikkerhed sige, at det kan de ikke få, og samtidig kan vi heller ikke beholde det. Det er snusfornuft, at eftersom vi er blevet tre gange så mange, siden jeg blev født for 70 år siden, må vi indrette os på en anden måde. Men ikke nødvendigvis på en mindre spændende eller mindre interessant måde. Vi skal sørge for, at det bliver fremstillet med vedvarende energikilder, vi skal genbruge, udvikle nye materialer og helt nye teknologier.”
Men samtidig står der i et af de 17 mål, at der skal sikres vækst på 7 procent i de fattigste lande …? Og en absolut afkobling mellem vækst og ressourceeffektivitet har vist sig noget nær umulig at realisere i praksis?
”Det hænger sammen med, at disse lande kun kan have den vækst på 7 procent, hvis den er bæredygtig i forhold til målene. De skal altså være anderledes økonomiserende med de naturlige ressourcer og anderledes i måden at fremstille energi på.”
Her fremhæver Mogens Lykketoft Kina som det store eksempel på sagens kerne:
”For en økonomi som Kinas, der er på vej op, er det klart at foretrække en vækst på 6-7 procent frem for 10 procent. At den økonomiske vækst i Kina kører langsommere i dag, skal man ikke lade sig slå ud af. For det er i virkeligheden udtryk for en omstilling fra en ikkebæredygtig vækst – som Kina jo må siges at have haft med de enorme miljøproblemer, den type vækst har udløst – til en bæredygtig vækst, som er mindre energi- og ressourcetung, faktisk en mere serviceorienteret økonomi. For man kan udvikle meget vækst i serviceøkonomien uden at beslaglægge de begrænsede ressourcer.”
Så du ser ikke en modstrid mellem bæredygtighed og krav om vækst i formuleringen af målene?
”Nej.”
Vi har stadig mere ulighed i verden, er det rimeligt, at den stiger, og hvordan er de 17 bæredygtighedsmål gearet til at adressere dette?
”Det er selvfølgeligt ikke rimeligt, nej. Man kan sige, at kloden befinder sig i noget, som historikere ville kalde ’prærevolutionær tilstand’, når der er 80 milliardærer, der ejer mere end den fattigste halvdel af den samlede menneskehed tilsammen. Og både ulighederne landene imellem og inden for landene er så enorme, og i mange tilfælde har den været voksende.”
For at adressere uligheden mellem landene lægger målene ifølge Lykketoft op til, at staterne indbyrdes arbejder sig frem til bedre løsninger inden for handelsaftaler, udviklingsbistand og teknologioverførsel.
”Men det handler også om, hvordan man inden for landene kan nedbryde de strukturer, der til stadighed øger uligheden, altså måden, man har reguleret eller ikke reguleret kapitalmarkederne eller skattesystemernes indretning på osv.”
Stærkere samarbejde mellem stater og virksomheder
Til spørgsmålet om, hvad virksomhederne kan gøre for at bane vejen for en realisering af bæredygtighedsmålene, mener Lykketoft, at det vigtige er, at staterne også gennem internationalt samarbejde opstiller de reguleringer, tilskyndelser og skatteregler, der gør det helt indlysende for virksomheder at foretage en bæredygtig omstilling.
”Reguleringer skal styres til at være meget præcise, så det bliver helt i virksomhedernes egen interesse at følge de her mål – af hensyn til deres egen indtjening. Virksomhederne kan også gøre rigtig meget ved at opstille de rigtige energi- og klimaregnskaber, og mange virksomheder er for eksempel også begyndt at indregne en intern CO2-pris, som tvinger dem til at tænke meget mere i alternativ energi og energibesparelser. Men det er klart, at det også er en virksomheds sociale ansvar at sørge for, at arbejdskraftens kvalifikationer og sundhedstilstand m.m. styrkes.”
Lykketoft mener, at meget af det handler om, at samfundene opstiller de regler, som gør, at virksomhederne gør det rigtige.
”Og det er min klare fornemmelse, at virksomhederne gerne vil gøre det rigtige. Vi har ved møder i New York og Paris set en meget, meget stærk lobby af internationale virksomheder, der nærmest står og råber på politikkerne: Kom nu, giv os de regler, der sørger for, at vi gør det rigtige.”
Kan du pege på nogle udfordringer eller muligheder inden for de rammer, bæredygtighedsmålene opstiller, som ligger ligetil for virksomheder?
”Som sagt mener jeg, at i tidsfølge er klimamålene de vigtigste at gribe, det vil sige hele energiomstillingen. Men også den videregående omstilling af produktionsmetoder, som virksomhederne kan tage fat på, er helt, helt afgørende. Der ligger jo også enorme muligheder for danske og udenlandske virksomheder i at gribe nye teknologier – også som leverandører til de nye løsninger rundtomkring i verden, hvor de måske ikke er helt så langt fremme. Så derfor er det er også ekstremt vigtigt, at vi beholder vores høje ambitionsniveau i Danmark, at vi ikke står af på det ud fra nogle kortsigtede omkostningsbetragtninger.”
Hvad tager du med dig hjem fra dit formandskab?
”Jeg håber da, at jeg kan bidrage i Danmark og andre lande til at mobilisere den tilstrækkelige handlekraft på alt det, der skal til, for at det her sker, at det bliver gennemført gennem de investeringer, der gøres af både staterne og virksomhederne. Og jeg tager en forsigtig optimisme med mig hjem.”