MENU
17. November 2017

Casper von Koskull er ikke vred, han er skuffet

Grønne forretningsmodeller: Case Goodwings – transaktionsbaseret impact

7. august 2016 !, Corporate, Erhvervsfilosofi.dk #9, 2016, årgang 2, Impact, Interview, NGO

Ngo: Virksomheder skal belønnes for at udvise samfundsansvar

Troels Børrild bruger gerne udtrykket ’brobygger’, når han skal beskrive sin rolle som politisk rådgiver hos ulandsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Broerne bygger han mellem ngo-miljøet og danske virksomheder i et forsøg på at få sidstnævnte til at leve op til deres samfundsansvar.

Børrilds professionelle baggrund forud for MS-tiden gør ham godt rustet til at indgå i en kritisk-konstruktiv dialog med virksomhederne og samtidig give kollegerne et måske mere nuanceret indtryk af erhvervslivet, end de ellers ville have haft. I ti år var han en efterspurgt CSR-rådgiver for en række store nordiske virksomheder som Volvo og Nokia, så han kender deres måde at tænke og agere på og forstår bedre end så mange andre, hvad man kan kræve af dem.

Man er nødt til at være tålmodig og være realistisk med hensyn til, hvad der kan lade sig gøre

”Man er nødt til at være tålmodig og være realistisk med hensyn til, hvad der kan lade sig gøre. Jo mere man kender til virksomheder, desto bedre kan man indgå i dialog med dem om mulige veje frem. Det er ikke sådan, at jeg sidder med alle mulige svar, men jeg har en forudsætning for at forstå, hvad de siger til mig, og vurdere, hvornår der er tale om en reel udfordring eller bare en opfattet en af slagsen. Et det en barriere, der er umulig at overkomme, eller er der en mellemvej eller et alternativ?”

Brobygger kaldte han sig også i tiden som konsulent med samfundsansvar som speciale dengang mellem virksomheder og eksterne interessenter, for eksempel myndigheder eller borgere. Så der er ligheder mellem Troels Børrilds tidligere professionelle virke som virksomhedsrådgiver og det nuværende som ngo-aktivist, men han fremhæver nu også gerne nogle markante forskelle.

Han savner eksempelvis ikke konsulentbranchens meget intense fokus på salgstal og indtjeningskrav på selv mere progressive områder som bæredygtighed og samfundsansvar. Og han kan sige og gøre ting som ngo-medarbejder, som det var sværere at formulere i rollen som konsulent.

”Samarbejdet med nogle af virksomhederne kan være meget konstruktivt og nærmest antage karakter af rådgivning. Selvfølgelig er det fra en anden position, og på nogle måder er det også meget lettere, fordi man ikke bliver betalt. Så bliver der lyttet på en anden måde. Det kan åbne nogle andre døre, end når man er betalt rådgiver, især i de situationer, hvor man som ngo’er, der ikke har penge i klemme hos en given virksomhed, går ud og roser den. Så rykker det, især hvis rosen kommer efter en periode med kritik,” siger Troels Børrild under et interview på sit kontor hos MS på Fælledvej i København.

Han konstaterer, at MS bliver set som en af de meget kritiske ngo’er, mens det i mindre grad er kendt, hvor meget ”vi også er rådgivere og går konstruktivt ind i en fortrolig dialog bag lukkede døre og er med til at anvise løsninger.”

Ros et effektivt værktøj

Et markant og i medierne nok så omtalt eksempel på en kritik, der senere blev til ros, er det, Børrild kalder ”vores sag med Arla”. Den handlede om Arlas manglende hjemmearbejde for at forstå de mulige effekter af at sælge europæisk produceret mælkepulver til udviklingslande, hvor der også er mælkebønder. Et langt dialogforløb førte til, at Arla tog væsentlige skridt til at opføre sig ansvarligt, og det har MS givet mejerigiganten behørig ros for.

”Vi har en rigtig god og konstruktiv dialog, men det begyndte med, at vi var meget kritiske over for dem.”

Vi er også rådgivere og går konstruktivt ind i en fortrolig dialog og er med til at anvise løsninger

Netop her ligger en opskrift på et godt samarbejde mellem ngo-miljøet og erhvervslivet, mener Troels Børrild. Han fremhæver gerne vigtigheden af at turde rose en virksomhed, der har gjort det rigtige, også selv om den ikke nødvendigvis gør det på alle områder. Som eksempel nævner han, at et olie- eller flyselskab kan forurene meget og dermed påvirke klimaet negativt, men samtidig have en god praksis på skatteområdet.

I den henseende var springet fra konsulentbranchen til ngo-miljøet i 2014 ganske stort for Troels Børrild, fordi man i hans dengang nye omgivelser ikke nødvendigvis havde været vant til at have et godt forhold til erhvervslivet. Og han siger også, at der er ngo-folk, der fortsat har svært ved at sige pæne ting om en virksomhed.

”Jeg mener ikke, at vi kan tåle at lade være med at rose. Ros kan være et vigtigt instrument til at påvirke; den kan sætte hjulene i gang. Det er dog ikke altid, at rosen bliver hørt. Kritikken bliver ganget med 10, rosen bliver divideret med 10. Vi skal ikke bare ses som nogle, der kritiserer. Men man skal huske, at gode samarbejder godt kan begynde med kritik, man behøver ikke at være de bedste venner fra starten. Der skal være noget på spil for at få et samarbejde til at fungere. Hvis der ikke har været mulighed for kritik, har du et partnerskab uden incitament.”

Fedtspillende virksomheder

Netop det manglende incitament for virksomhederne til at forandre sig og optræde ansvarligt var en af faktorerne, da Troels Børrild besluttede sig til at forlade sin tidligere rolle som virksomhedsrådgiver og gå over på ngo-siden. I en del år oplevede han ganske vist fremgang mange steder, men efterhånden stod det stadig mere klart for ham, at der manglede et afgørende pres fra både regeringer, kunder og civilsamfundet til at gøre det bedre.

”Jeg oplevede en række virksomheder, der oprigtigt gik ind i arbejdet med at blive bedre til ansvarlighed og bæredygtighed, men der var også virksomheder, der – for at sige det rent ud – fedtspillede. Selv når man i det internationale samfund blev enig om retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder, så forholdt mange sig afventende, og det var en skuffelse for mig. Der blev for langt mellem de fine ord på papiret og virkeligheden.”

Som Troels Børrild ser det, er der virksomheder, der rykker sig, men der er også ”håbløst mange”, der står tilbage uden at gøre noget. Og så er der en stor mellemgruppe, der siger og skriver mange af de rigtige ting, men hvor substansen kan være svær at få øje på.

Der er virksomheder, der rykker sig, men der er også ”håbløst mange”, der står tilbage uden at gøre noget. Og så er der en stor mellemgruppe, der siger og skriver mange af de rigtige ting, men hvor substansen kan være svær at få øje på

”Når du kommer ind som rådgiver i en virksomhed, hvor der er forandringsvilje, så kan du være med til at ændre noget. Men hvis en ledelse ikke vil rykke på ansvarlighed og bæredygtighed, så nøjes man med at flytte kommaer. Så er der grænser for, hvor langt man kan komme med en virksomhed, og meget af det peger jo tilbage på, at regeringer ikke skaber de rette markedsmekanismer og konkurrencepres for at agere ansvarligt.”

Utilstrækkelige minimumskrav

Det blev i konsulentårene stadig mere tydeligt for Troels Børrild, at frivillighedsprincippet ikke er tilstrækkeligt til at få alle virksomheder til at udvise samfundsansvar; der skal regulering og lovgivning til.

”Der er ingen tvivl om, at lovgivere skal have mindre fokus på ren frivillighed og mere fokus på effektiv regulering af markeder, så de virksomheder, der gør det godt og opfører sig ansvarligt, bliver belønnet, og de, der ikke gør det, bliver straffet. Så man skal skabe incitamenter for ansvarlighed, og det sker ikke tilstrækkeligt i dag. Ændringerne kommer ikke kun til at ske ad frivillighedens vej, det går simpelt hen for langsomt.”

At lovgivning er vejen frem, udelukker ikke frivilligheden. Troels Børrild synes ikke, at der bør være en øvre grænse for, hvor ansvarligt virksomheder kan opføre sig. Der vil altid være plads til frivillighed, siger han, for på det område kan man gøre det endnu bedre end minimumskravene, men barren for disse krav skal sættes meget højere. Fællesnævneren er alt for lav i dag, i nogle tilfælde er den nærmest ikkeeksisterende, og det gælder på mange områder af ansvarlig og bæredygtig forretningsadfærd, konstaterer han. Det betyder eksempelvis, at virksomheder ikke betaler den reelle pris for den forurening og det ressourcetræk, de påfører samfundet.

Staten har ikke levet op til sit ansvar om at beskytte menneskerettighederne

”Det er med til at skævvride markedet. I et perfekt marked ville man betale de reelle miljøomkostninger. Selv hvis man er hardcore markedstilhænger og gerne vil have markedet til at fungere over tid, så skal man jo have en passende regulering. I dag er der hverken den transparens eller konkurrence, der skal til.”

Den manglende belønning for at udvise ansvarlighed er ifølge Troels Børrild et problem for de virksomheder, der netop investerer i at være mere ansvarlige.

”De får ikke nok ud af det. Der kan sagtens være en god businesscase og alle mulige gevinster ved at gøre det, de gør, men de får ikke det fulde udbytte af deres investering i ansvarlighed. Måske holder de sig også tilbage, fordi de ved, at de ikke bliver honoreret til fulde.”

Der skal regeringsindgreb til for at lave om på det, men det behøver ikke ske på en meget firkantet måde, understreger Troels Børrild. Han slår til lyd for at lovgive om minimumskrav til ansvarlige investeringer, hvilket vil være en hjælp for for eksempel pensionskasserne. Indtil videre har skiftende danske regeringer formuleret vejledninger til investorerne gennem det nu nedlagte råd for samfundsansvar.

”Den seneste vejledning er fra 2010, altså året før FN vedtog retningslinjerne for menneskerettigheder og erhverv. Den er der stadig pensionskasser, der refererer til, men den er håbløst forældet. Og det er ikke hardcore regulering, det er bare vejledning. Så staten har ikke levet op til sit ansvar om at beskytte menneskerettighederne.”

Fælles regulering i dansk erhvervslivs interesse

Som det ser ud nu, mener Troels Børrild, er det ”op ad bakke” for at få regeringen til at være mere aktiv på området, og han har ikke set tegn til, at det skulle være ”på dens radar”. Men det burde, tilføjer han, være i dansk erhvervslivs interesse at få bedre regulering internationalt.

”Danske virksomheder har generelt gode værdier med sig, og mange er nået langt med ansvarlighed, og de er vant til at skulle overholde relativt høje krav i en dansk sammenhæng. En borgerlig regering burde sørge for, at danske virksomheder ikke er udsat for unfair konkurrence. Det, mener vi, er tilfældet i dag, og uanset hvem der har regeringsmagten, bør det være en dansk opgave at være med til at sørge for bedre regulering af markederne, også for at gavne danske erhvervsinteresser.

Som vi ser det, er lovbaseret nødvendig omhu en no-brainer. Man bør kræve bedre ledelse af virksomhederne. Vi ser også gerne, at man indfører det i Danmark først; vi accepterer ikke præmissen om, at alt skal indføres samtidig i EU eller på globalt plan. I Danmark har vi stillet større miljøkrav i årevis, og mange danske virksomheder har tilkendegivet, at det har været med til at styrke deres position og udvikle bedre produkter og mere effektive processer.”

Efter Troels Børrilds mening kunne Danmark på den måde være et foregangsland og med eksemplets magt vise, at man også kan regulere ansvarlighed og respekten for menneskerettighederne. Påvirkningen af de politiske beslutningstagere lader han dog primært sine kolleger om, mens han bruger det mest af sin energi på at bygge broer til erhvervslivet.

”Det er klart, at der skal være meget fokus på regeringer, men man skal ikke glemme sit kritisk-konstruktive blik på virksomhederne. Det kan have en kæmpestor udviklingseffekt at ændre deres adfærd, så de kræver lovgivning og påvirker de politiske processer,” konkluderer Troels Børrild.


 

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *