MENU
25. July 2017

Filosoffen bag borgerlønskampagne: ”Vi står ikke ved vores egne...

Grønne forretningsmodeller: Case Goodwings – transaktionsbaseret impact

28. august 2016 Erhvervsfilosofi.dk #10, 2016, årgang 2, Filosofi, Refleksion

Opgør med halvdannelsen

Boganmeldelse: Friedrich Nietzsche skriver i 1874, at kulturen er baseret på en handelslogisk instrumentalisering af erkendelsen og dannelsen, som er til for at skabe så store behov som muligt, hvilket fører til så megen produktion som muligt, og dette fører endeligt til så megen profit og lykke som muligt. Dannelses- anstalternes mål er således at skabe så mange kurante mennesker som muligt, for at disse opnår størst mulig lykke og profit ud af deres specifikke videns- og erkendelsesniveau.

Med dannelsen til det kurante menneske er den dannelse, som skaber ensomhed, tager lang tid, sætter mål og rækker ud over penge og forbrug, derimod ifølge Nietzsche ”finere egoisme” og ”usædelig dannelses- epikuræisme” (Nietzsche, 2014: 86-87).

En lignende kritik af uddannelsesinstitutionernes forfatning kommer fra Peter Kemp, professor emeritus ved DPU. Med pamfletten Løgnen om dannelse sætter han nemlig fokus på den halvdannelse, der aktuelt foregår i det danske uddannelsessystem, hvor kvantitet, metodekendskab og kompetence gives forrang for kvalitet og indsigt i faglig viden og fagligt indhold.

Den gode skole er for Kemp kendetegnet ved, at den ikke blot bidrager til elevens tilegnelse af viden og læring, men også udvikler dennes sociale, etiske og politiske ansvarlighed som svar på nutidens globale miljø-, kultur- og økonomiske kriser samt internationale kriminalitet, der tilsammen indgår i et tæt samspil og slet og ret kun er én krise; vor tids socioøkonomiske miljø- og legalitetskrise (s. 12).

Folkeskolen og universiteterne er ifølge Kemp blevet reduceret til et spørgsmål om færdigheder og besiddelse af viden eller sagt anderledes til kompetencer, som i bund og grund strider imod selve dannelsens idé

Med andre ord drejer det sig for Kemp om at danne og uddanne den enkelte elev til at blive både en ansvarlig borger i eget land og en ansvarlig verdensborger.

Løgnen om dannelse består af seks kapitler samt et efterskrift. I kapitel 1 opridser Kemp rækken af tyske dannelsestænkere med Wilhelm von Humboldt som central for uddannelsessystemet i kraft af hans tænkning af undervisningen, som ikke blot er indlæring af viden, men også har et etisk og socialt sigte i retning af elevernes samfundsmæssige oplæring til fællesskab og ansvar.

Imidlertid er dannelsesbegrebet med reformerne af folkeskolen og universiteterne ifølge Kemp blevet reduceret til et spørgsmål om færdigheder og besiddelse af viden eller sagt anderledes til kompetencer, som i bund og grund strider imod selve dannelsens idé, idet kompetencebegrebet rummer konkurrencestatens logik om nytte og beregning.

I kapitel 2 redegør Kemp for sin forståelse af dannelsesbegrebet ved at tage udgangspunkt i det tyske ord for dannelse, Bildung, som udtrykker formningen af menneskets kulturelle karakter i tre dimensioner, nemlig historien, selvet og samfundet. Historien er den virkningshistorie, som mennesket gennem dets opvækst med andre mennesker, tilegnede sprog og kollektive erindringer om andres handlinger i løbet af menneskehedens historie indtræder i.

Hensigten er at få så mange elever som muligt kvalificeret til at kunne tage et arbejde og dermed få gang i den økonomiske vækst.

Selvet som subjekt eller eksistens dannes, når mennesket forholder sig til sig selv og derved forholder sig til andre. Samfundet indebærer det fælles liv, som men- nesker via diverse selvdisciplineringsformer indgår i for at undgå at leve i et samfund præget af en ”alles kamp imod alle”-mentalitet (ss. 45-46). I dette perspektiv kan dannelse siges at være menneskets kulturelle og sociale virkelighed, som former dets karakter i sit forhold til sin individuelle og kollektive historie i en aldrig afsluttes proces.

Kemp viser i kapitel 3, hvordan de videregående uddannelsers kvalitet og relevans på den ene side kommer til at handle om at kvalificere sig til et job på arbejdsmarkedet og på den anden om, hvad der ifølge arbejdsgivernes definition er brugbart her og nu. Dette er ifølge Kemp en kompromittering af universiteternes dannelsesmæssige og demokratiske tanke, som bygger på den humboldtske forestilling om dannelsen af ansvarlige og demokratisk sindede samfundsborgere i national og global forstand.

De nuværende danske politikeres faible for skolers og universiteters samfundsrelevans er udtryk for halvdannelse, idet metodekendskab, kompetence, tekniske og /eller viden- skabelige færdigheder vægtes højere end den enkeltes frihed og myndighed i fællesskabet.

Kapitel 4 beskriver, hvordan oprettelsen af den nye læreruddannelse i 2013 og uddannelsen i ”lærerfaglighed” er et skift fra indholdsstyring til kompetencemålstyring med det formål at uddanne dygtigere og mere arbejdsparate lærere, der er mere specialiserede i de fag og den viden, som de skal videregive til eleverne.

Hensigten er at få så mange elever som muligt kvalificeret til at kunne tage et arbejde og dermed få gang i den økonomiske vækst. Ifølge Kemp er konsekvensen dog, at de lærerstuderende skal tilegne sig didaktisk viden om metoder og teknik i undervisningen frem for kendskab til fagenes indhold i form af det almendannende indhold såvel som indholdet i visse undervisningsfag.

Med andre ord er fokus på, hvad der virker i skole og samfund i teknisk forstand og ikke på, hvad der virker med henblik på at skabe ansvarlige samfundsborgere. Den gode lærer er i Kemps optik engageret og inspirerende, skaber fællesskab om et fags indhold og anerkendes for sit fag- lige engagement, som den enkelte elev kan efterligne og eftergøre på egen måde.

Folkeskolereformens forlængelse af skoletiden og generelle redskabs- tænkning bidrager ifølge Kemp ikke til elevernes dannelse samt forståelse og deltagelse i demokratiske processer. Fokus er til gengæld på elevernes faglige kundskaber for således at gøre dem klar til en uddannelse uden hensyntagen til pausens og det overflødiges frihed og lykke (s. 84).

I kapitel 5 viser Kemp med henvisning til uddannelseshistorikeren Bruce A. Kimball, at idéen om en dannelse af individet til et helt menneske med socialt ansvar på den ene side og en dannelse af mennesket i teknisk forstand på den anden kan spores tilbage til henholdsvis de såkaldte ”talere” som Isokrates og Cicero og ”filosofferne” som Platon og Aristoteles med hver deres opfattelser af dannelse og læring.

De første har samtalen og opdragelsen til at blive gode borgere som pædagogiske idealer, mens de sidste har fokus på uddannelse til mere viden og erkendelse med Platons Sokrates som bindeled mellem disse to positioner (s. 94). Der har altid været et modsætningsforhold mellem opdragelsen til socialt og etisk ansvarlige borgere og opdragelsen til vidende mennesker med hverken den ene eller anden part som ubetinget vinder.

Kemps pointe er, at talerne på det danske skole- og universitetsområde i dag bliver undertrykt ikke af abstrakte tænkere eller filosoffer som tidligere, idet disse, som Kemp kalder kompetencepædagogerne” og ”kompetenceideologerne”, i deres foragt for lærernes erfaringer ikke forholder sig til virkeligheden, men derimod karikerer den (s. 97).

Som afslutning opfordrer Kemp i kapitel 6 til, at idéen om den nationale dannelse skal udvides til en idé om den kosmopolitiske dannelse, som indebærer en forståelse af at være borgere i både Danmark og verden. Dette er en tanke, som udspringer dels af det stoiske ideal om verdensborgeren med menneskelighed som fælles referencepunkt for alle borgere i menneskeslægtens samfund, dels af Kants retsfilosofi om den universelle besøgsret, hvor alle frit kan rejse og handle med hinanden.

For Kemp må et verdens- samfund indrette sig som et nationalt, politisk fællesskab med transnationale domstole, fælles regler for trafik, kommunikation, handel, forurening, forbrug af energi et cetera for på den måde at kunne forholde sig til de globale problemer, som går på tværs af nationer og kulturer. Som Kemp påpeger, er verdensborgeridéen en dannelsesidé, der er meta-politisk i den forstand, at den angiver en horisont for al politik og samfundsliv (s. 114).

Med Løgnen om dannelse forsvarer Kemp den dannelse, der accentuerer formningen af individet til humanitet og det hele menneske. Denne forståelse af dannelse er som nævnt inspireret af Humboldt og Kant, men derudover ind- drager Kemp en række andre tænkere i forsvaret for den sande dannelse, her- under Friedrich Schiller og hans æstetiske dannelse til sand politisk frihed, Jean-Jacques Rousseau og hans frie opdragelse samt Martha Nussbaum og hendes begreb om verdensborgeren.

Netop verdensborgerbegrebet har Kemp tidligere beskæftiget sig med i Verdensborgeren, hvori han i den reviderede udgave fra 2013 argumenterer for verdensborgeren som pædagogisk og politisk ideal som modvægt til den instrumentelle markedstænkning, som har gjort sin indflydelse gældende på de danske skoler.

Bogen indeholder ligeledes kritik af såvel fraværet af tradition og kultur i skolen som afvisningen af et humant ideal for skolen. I Cultivating Humanity taler den amerikanske filosof Nussbaum også for en uddannelse med en så at sige menneskelig dannelse som mål. Denne dannelse består af tre dannelsesfelter, hvor det enkelte menneske skal trænes i at forholde sig kritisk og reflekterende til gældende normer og traditioner, at se sig selv som menneske knyttet til sine medmennesker gennem genkendelse og omsorg foruden at forestille sig, hvordan det ville være at være en anden person (Nussbaum, 1997).

På den måde indebærer Nussbaums dannelsesideal på den ene side uddannelsens tekniske fremme af sokratiske metoder og på den anden dannelsens etiske fokus på et praktisk fælles liv med indsigt og for- ståelse for den andens liv, hvilket er med til at danne mennesket til det hele menneske, der kan begå sig som verdensborger.

Summa summarum har Peter Kemp skrevet en kort og letlæst bog til forsvar for en human og social ansvarlig dannelse. Bogens pointer er klare og skarpe og kan siges at være en påmindelse til politikere, administratorer og uddannelsesforskere om, at deres inklination for kvantitet, vækst og kompetencer bidrager til en stigende teknificering af skolen med en frygt for, at lærerne mister engagementet og gnisten for deres fag og dets indhold som konsekvens.

Løgnen om dannelse har fået positiv omtale i andre medier, for eksempel skriver lektor Thomas Aastrup Rømer på sin blog, at Kemp har ret i det hele. Herfra skal også lyde en anbefaling til alle, som kerer sig om skole- og uddannelsesområdet.

url.jpg

Peter Kemp
Løgnen om dannelse. Opgør med halvdannelsen
Tiderne Skifter,  130 siderKr. 199,-
v/ Jacob Spangenberg, cand.pæd. i Pædagogisk Filosofi, forskningsassistent ved Nationalt Videncenter for Læsning og Professionshøjskolen UCC.
Anmeldelsen udgives på Erhvervsfilosofi.dk med tilladelse fra  Dansk Filosofisk Selskab.

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *