MENU
23. September 2017

”Privacy er en menneskerettighed og et CSR-anliggende”

ISS´ kølige kommunikation om risici

7. august 2016 Corporate, Digital omstilling, Erhvervsfilosofi.dk #9, 2016, årgang 2, Impact, Offentlig

Teknologisk arbejdsløshed i robotiseringens tidsalder

“Goddag, mit navn er Baxter, og jeg er det sikre, smidige, omkostningseffektive alternativ til virksomheders planer om at flytte produktionen til Indien, hvor der er masser af billig arbejdskraft. Jeg kan arbejde i en hvilken som helst fabrikshal rundtomkring i landet, i et andet land eller en anden verdensdel, så hvorfor flytte til Indien, hvis jeg kan arbejde et eller andet sted i Udkantsdanmark? Fremstillingsvirksomheder i Nordamerika har allerede gjort brug af mig, og det har givet dem en konkurrencemæssig fordel. Jeg kan klare en del uden at lave fejl, og det spænder fra at lægge på og tage af samlebåndet til at betjene maskiner, emballere varer og håndtere alle mulige materialer.”

Er det morgendagens supermedarbejder, der præsenterer sig selv for den besøgende her? Hvis det var, ville man opfatte vedkommende som noget nær umenneskelig. Sandheden er da også den, at Baxter ikke er et menneske. Gik man rundt i en gammeldags fabrikshal, mens man ser på komponenter håndteret af mennesker, ville man se alt det arbejde, som Baxter kan klare bedre, hurtigere og mere vedholdende, end noget menneske ville kunne.

Baxter er en smart samarbejdsorienteret robot, der kan udføre monotone opgaver og frisætte menneskelig arbejdskraft tvunget til at skulle hensygne i de rene blip-blop-arbejdsprocesser. Og når Baxter overflødiggør menneskeligt arbejde, bliver omkostningsoptimering af lønomkostningerne mindre vigtig, for Baxter behøver man ikke at flytte til andre dele af verden. Baxter kan det hele.

Goddag, mit navn er Baxter. Jeg er det sikre, smidige, omkostningseffektive alternativ til virksomheders planer om at flytte produktionen til Indien

Robotten Baxter er blot et af de mange fænomener, Kevin Kelly, medstifter af tidsskrifterne Wired og Senior Maverick, omtaler i sin seneste bog, ’The Inevitable’. Kellys fremtidsscenarier om kunstig intelligens er banebrydende og spændende læsning. Som med alle gode bøger rejses der imidlertid med Kellys bog nye problemer og potentialer: Kelly adresserer ikke problemet med teknologisk udvikling og deraf følgende arbejdsløshed. Det udelukker imidlertid ikke, at vi tager debatten op igen. Socialforskningsinstituttets arbejdsløshedsundersøgelser i 1970’erne afviste begrebet, til trods for at der siden de klassiske økonomer har været en del polemik om, at der findes effektive effekter, der kan modvirke den teknologiske udviklings negative påvirkning af beskæftigelsen.

Teknologi og beskæftigelse igen

Aktualiseret af den arbejdsløshed, økonomiske kriser afstedkommer, blusser debatten om teknologisk arbejdsløshed med mellemrum op. Overordnet set tegner der sig to synspunkter. Det første synspunkt går på, at arbejdskraft frisættes. Arbejdsløshed forklares derfor med den teknologiske udvikling og den øgede produktivitet, hvor arbejde erstattes af maskiner (kapital), uden at den frisatte arbejdskraft finder anden beskæftigelse. Det andet synspunkt er, at der er fremtidige veje ud af de økonomiske kriser, og at den teknologiske udvikling fører til en kompenserende efterspørgsel på arbejde.

Nye former for beskæftigelse kompenserer for frisættelsen, så den stigende beskæftigelse udligner de midlertidige arbejdsløshedstal. Kompensationseffekterne omfatter nye maskiner, der nødvendiggør nye kvalifikationer til at montere og betjene dem. Omkostningsbesparelser muliggør på sin side nye investeringer. Vækst forbundet med teknologisk udvikling og arbejdsløshed kan sænke omkostningsniveauet (lønningerne). Endvidere leder prisfald som følge af den øgede produktivitet til stigende efterspørgsel og beskæftigelse. Og endelig indebærer følge- og forbedringsinnovationer i sig selv, at der skabes nye arbejdspladser.

Hvis den robotisering, Baxter repræsenterer, markerer et afgørende skift i den teknologiske udvikling, er det imidlertid et åbent spørgsmål, hvorvidt teorien om den kompenserende efterspørgsel fortsat vil holde vand.

Økonomer er nogenlunde ligeligt delt i disse spørgsmål. Den globale elite er dog langt fra at være i tvivl, når den mødes på konferencer rundtomkring i verden: World Economic Forum 2015 taler om vedvarende vækst, uden at der skabes nye job. Recessioner med fortsat økonomisk vækst og strukturarbejdsløshed anses for at være et af den globale økonomis mest presserende problemer. Allerede i 1990’erne diskuterede den globale elite de to begreber ’femtedelssamfundet’ og ’tittytainment’ i forbindelse med debatterne om den fremtidige arbejdsløshed. Udtrykket ’tittytainment’ er en sammenfatning af ordene ’entertainment’ og det amerikanske slang for kvindens bryster: ’tits’.

Metaforen refererer til en nødvendig blanding af underholdning, sex og andre bedøvende og bevisthedsmanipulerende tiltag, der skal holde passiverede forbrugere i ave, nu der ikke er arbejde nok til alle. Spørgsmålet er naturligvis, om vi skal se Baxter som en symbolsk trussel mod fremtidens arbejdsliv og fritid, eller om vi skal se den som et gode for menneskehedens fremtidige levevilkår.

Kellys ’tektopia’ – det uundgåelige fremtidssamfund

Kevin Kellys sætter tendenserne for computerteknologisk udvikling i et fremtidsperspektiv. Over 12 kapitler blotlægger han ændrede mønstre for læring og kognition, informationsstrømmene, kommunikation via skærme, adgang til nettet, deling på nettet, filtrering af informationer, remixing af informationer, interaktion, tracking og søgning på nettet. Han beskriver, hvordan disse fremtrædelsesformer er gensidigt afhængige, og hvordan de overlapper hinanden. Det er disse større kræfter, der i udstrakt grad vil revolutionere den måde, vi i fremtiden vil forbruge, arbejde, lære og kommunikere med hinanden på. Intelligente robotter er ikke bare et spørgsmål om en maskines afgrænsede operationer under menneskelig overvågning.

Robotter, der kan tænke og udvikle selv, er ifølge Kelly kun et spørgsmål om tid. Kunstig kognition, billige sensorer, maskinel læring og distribueret intelligens vil kunne omfatte alle job lige fra manuelt arbejde til videnarbejde. Robotter vil se dagens lys i alle mulige former, størrelser og konfigurationer, og de vil demaskere sig som forskellige ’arter’. Nogle vil bevæge sig rundt i de offentlige og private rum, ”mange vil være immobile som planter eller diffuse som et koralrev”.

Frem mod slutningen af dette århundrede vil mere end 60 procent af nutidens økonomiske aktiviteter være erstattet af robotautomatisering i en eller anden form. Robotovertagelse af det menneskelige arbejde vil i fremtiden antage episke proportioner. Robotter vil ikke alene som Baxter kunne substituere samlebåndsarbejdere, de vil også erstatte arbejdere i pakhuse, hvor højproduktive robotter kan løfte ca. 70 kilogram, ligesom de kan hente kasser, sortere dem og lægge dem på lastbiler. Høst af frugt og grøntsager vil også kunne klares af robotter.

Apoteker vil indføre robotautomatisering, der distribuerer medicin lige så godt som mennesker. Robotter, der leverer piller til patienter, møder man allerede på californiske hospitaler, og endnu er ingen blevet fejlmedicineret. Arbejdsintensive aktiviteter såsom rengøring af kontorer og skoler bliver overtaget af robotter, der på alle tider af døgnet kan rengøre gulve og toiletter. Transport på motorvejene kan styres af robotter i lastvognenes og bussernes førerhuse. Og det, man ikke tror muligt, er, at robotter også kan trænge ind på funktionærernes områder.

Ethvert job, der omfatter bunker af papirarbejde, kan overtages af robotter. Ligegyldigt om du er læge, oversætter, redaktør, advokat, arkitekt, journalist eller endda programmør, vil robotter kunne trænge sig ind på dit arbejdsområde. Listen kan gøres uendelig, hvad angår robotisering baseret på kunstig intelligens i morgendagens erhvervsliv.

Manglen på kompenserende efterspørgsel

Automatisering og robotisering i et hidtil uset omfang er en skranke, der dels sætter en grænse for, om en alternativ kompenserende jobskabelse vil være tilstrækkelig, dels rejser spørgsmålet, om der findes andre indtægtskilder end det menneskelige arbejde, der kan skabe den kompenserende efterspørgsel, der hidtil er blevet til på grundlag af lønarbejde. Sidstnævnte repræsenterer spørgsmålet om kapitalindkomst, hvis ikke fænomener som sociale overførselsindkomster og det, vi tidligere kaldte borgerløn, skal tage over, hvor arbejdsindkomst slipper op.

Velfærdsstaten ligner måske nok en ’stopfodret gås’, hvor omfordeling kan sikre al tilvandrende og hjemmehørende arbejdskraft en indkomst. Alligevel er der grænser for, hvor omfattende og hvor mange overførselsindkomster der kan være, uden at det griber grundlæggende ind i den fornødne foretagsomhed, der bærer udviklingen. Vi kan ikke løse alverdens fattigdomsproblemer – på sigt kan vi måske knap nok løse vore egne problemer, i takt med at middelklassen som set i USA udraderes.

Det implicitte i Kevin Kellys ræsonnementer ligger på linje med tesen om den kompenserende efterspørgsel. Menneskelig intelligens erstattes ikke af kunstig intelligens; han synes at mene, at de to intelligenser er komplementer, og at beskæftigelsen kan bevares? Det, de gamle drenge tilhørende den globale elite tog som en selvfølge med femtedelssamfundet kendetegnet ved arbejdsløshed og den ’tittytainment’, Kelly også lovpriser i sin bog gennem begejstrede beskrivelser af computerspil og virtuelle verdener, ses ikke. Fænomener som unødig overvågning og nedbrydning af velfungerende arbejdsmarkeder på grund af Uber-lignende konstruktioner med løsarbejdere og freelancere sættes heller ikke under kritisk lup.

Fordelingsspørgsmålet, der tager sit udgangspunkt i, at en hel generation kan ende i fattigdom og social ustabilitet, adresseres ikke. Hvis den intelligente robotisering ikke indeholder en kompenserende efterspørgsel, der som tidligere kan genbeskæftige den frisatte arbejdskraft, og hvis degradering og fattiggørelse uvægerlig sænker den private sektors efterspørgsel, forsvinder en vigtig del af den kompenserende efterspørgsel.

Hvis vi i overført betydning ifører os Kellys ’oculus-VR-briller’, ser vi med andre ord et nyt mønster. Tidligere industrielle revolutioner fordrede den menneskelige intelligens’ medvirken, men hvis den kunstige intelligens træder ind på scenen, og hvis den kan overflødiggøre menneskelig intelligent aktivitet, kan vi så ikke forvente kompenserende efterspørgselstiltag? Hvad er der tilbage af menneskeligt lønarbejde? C.F. Tietgen sagde, at vi ikke alle kan leve af at klippe og barbere hinanden, hvilket vi sådan set godt kunne førhen, men med Kellys ’tektopia’ kan det ikke lade sig gøre, for fremover skal vi klippes og barberes af en robot.

Økonomerne om teknologisk arbejdsløshed

Problemet repræsenterer et basalt spørgsmål, som allerede de klassiske økonomer rejste: Er teknologisk udvikling skadelig for arbejdernes (i dag lønmodtagernes) interesser? De praktiske implikationer af den teknologisk betingede frisætning af menneskeligt arbejde ledte i 1800-tallet til, at Luddist-bevægelsen –bedre kendt som maskinstormerne – gjorde oprør mod indførelse af nyt maskineri. Maskinstormerbevægelsen smadrede simpelthen maskinerne i protest mod den første industrielle revolution, fordi de mente, at de mistede deres job og måtte henslæbe deres liv i fattigdom på grund af maskineriet.

Efter 2008 er nogle af de klassiske økonomers frygt igen blevet en del af debatten. Snart 200 år efter Karl Marxs fødsel i Trier er hans tese om en faldende profitrate og en industriel reservearmé, der kan trykke lønniveauet ned til en minimumsgrænse, igen aktuel. Den globale krise og de store folkevandringer mod de økonomiske centre er fremtrædelsesformer for de underliggende mekanismer, der skal øge profitraten på ny og endnu en gang bringe systemet tilbage til vækst, fremgang og fuld beskæftigelse.

Med hensyn til beskæftigelsen står vi med et problem, hvis den kunstige intelligens kan foranledige alt det, Kevin Kelly erklærer med sin bog! Marx imødegik kompensationsteorien, fordi han ikke mente, at kompensationseffekterne ville kunne blive effektive nok, men han kunne næppe forestille sig omfanget af den kunstige intelligens, Kelly beskriver, selv om han retrospektivt kan gå hen at få ret.

Teknologisk arbejdsløshed kunne selv hos den klassiske liberale økonom David Ricardo modvirkes af den kompenserende efterspørgsel, jeg beskrev ovenfor. Som han skrev i sin berømte artikel i 1820 ’On Machinery’, kunne arbejderne drage fordel af brugen af maskiner, fordi kapitalejere ville stå med en overskydende kapital, der kunne investeres på ny. Den overskydende del af den akkumulerede kapital investeredes i produktionen af en ny eller en anden vare.

Adam Smith bemærkede, at mens ”et menneskes behov for føde er begrænset af den menneskeliges maves lave kapacitet, (synes, red.) behovet for bekvemmeligheder, udsmykning af bygninger, klædedragter, udstyr og husgeråd ikke at kende til indskrænkninger eller nogen bestemt grænse”: Allerede Smith antyder her den kompenserende efterspørgsel på frisat arbejdskraft. Ricardo havde ikke en entydig tiltro til disse kompenserende mekanismer, fordi han også bemærkede, at erstatning af menneskeligt arbejde kan være skadeligt for arbejdernes interesser. Et lands indkomst vil ikke altid stige tilstrækkeligt, til at en kompenserende efterspørgsel kan virke.

I forbindelse med den teknologisk betingede frisætning af arbejde kan godsejernes og kapitalejernes indkomster stige eller forblive det samme ved en konstant national indkomst, mens arbejdernes indkomstfond formindskes på grund af maskineriet. Samfundsøkonomisk set kan kun den jernhårde lønningslov rette op på forarmelsen. Arbejderne avlede for mange børn, følgelig blev udbuddet af arbejde på lang sigt større, og dette pressede lønnen nedad mod et eksistensminimum. Med et overskudsudbud af arbejdskraft kunne kun hungersnød og sult genoprette ligevægten.

Den binære økonomi

Her bliver San Fransisco-fortaleren for en spredning af ejendomsretten interessant. Kelso mente, at binær økonomi kan opdeles i to indkomstdannende aktiviteter: henholdsvis det menneskelige arbejde og deltagelsen i ejerskab. Han skelner endvidere mellem “økonomisk beskæftigelse” og “ikkeøkonomisk beskæftigelse”. Sidstnævnte form for beskæftigelse er ikke primært rettet mod fremstillingen af markedsbaserede varer og tjenester; den opretholdes ved hjælp af subsidier og tilskud, ja, den er i nogle tilfælde overhovedet ikke nødvendig, fordi den er totalt nytteløs. I værste fald er der endog tale om en ikkeøkonomisk beskæftigelse, der tjener til at dræbe, invalidere og udsulte menneskeheden.

Den keynesianskøkonomiske forestilling bygger på den kompenserende efterspørgsel, der skaber fuld beskæftigelse ved at lade den økonomiske beskæftigelse vekselvirke med den ikkeøkonomiske beskæftigelse. Debatten om ufrivillig arbejdsløshed reflekterer den grundlæggende filosofi, at det er beskæftigelsen i sig selv, der er målsætningen, uanset hvor uøkonomisk og nytteløs den er. Fremstillingen af militært isenkram, det oversubsidierede landbrug (som fastlåser udviklingsøkonomierne i fattigdom), overbemandede ’fej blade sammen i blæsevejr-aktiviteter’ og det bureaukratiske overvågnings- og kontrolsamfund er blot nogle eksempler på den ikkeøkonomiske beskæftigelse.

Den binære økonomi og den kompenserende efterspørgsel

Den nu afdøde Louis Kelsos begrebsverden stammer fra 1950’erne og 60’erne, og den er langt senere i den amerikanske lovgivning blevet operationaliseret gennem pensionslovgivningen af senator Russel Long ved ESOP-konstruktionen i USA. ESOP (employee stock ownership plan) er primært rettet mod medarbejderes ejerskab af de produktionsmidler, der skaber økonomisk beskæftigelse, men filosofien bag ESOP har med de seneste teknologiske landvindinger fået fornyet aktualitet.

Med robotautomatiseringen vil den reale kapital (maskinerne) snart være i stand til fuldstændig at kunne overtage alt manuelt arbejde. Fuld beskæftigelse som et mål i sig selv mister i den forbindelse enhver betydning, fordi den økonomiske beskæftigelse med maskineriets overtagelse af arbejdet ikke længere eller i mindre grad er nødvendig. Spørgsmålet er så, om man som de engelske maskinstormere skal frygte ’det nye maskineri’, eller om man skal se robotteknologien som den endelige befrielse af alt menneskeligt arbejde fra den sløvende og monotone, umenneskelige, manuelle taylorisme.

Filosofien bag det arbejdsfri erhvervsliv hviler på konceptet om at bryde forbindelsen mellem en persons indkomst og fysiske overlevelse på den ene side, og en persons job på den anden. Hvis ikke der er job nok, og hvis ikke markedssamfundet fremover skal ende i den totale ikkeøkonomiske beskæftigelse, er der ingen vej uden om, at stort set al arbejdsindkomst må forsvinde. Men hvis borgerne i stedet kunne høste frugterne af den menneskelige økonomiske beskæftigelse, og hvis de kunne nyde det, de rige  takket være ejerskab af realkapital og andre formuer allerede nyder, vil man kunne få bugt med den omsiggribende fattigdom. Hvis alle har en indkomst som medejere af den robotiserede teknologi og i det hele taget virksomhederne, kan alle også arbejdsfrit fortsætte med at købe de varer og tjenester, den robotautomatiserede økonomi frembringer.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *