MENU
18. November 2017

Pensionsselskabers strategier for aktivt ejerskab i nyt lys

Ngo-branchens afgørende valg: Vagthund eller førerhund?

18. september 2016 !, Corporate, Debat, Erhvervsfilosofi.dk #11, 2016, årgang 2, Finanssektor, NGO

Debat: Troværdig CSR-rapportering for hvem?

Debat: I den forgangne uge blev fem virksomheder hædret af FSR Danske Revisorer med priser og anerkendelse for deres indsats med CSR-rapporteringen. De fem virksomheder – A.P. Møller – Mærsk, Danske Spil, Carlsberg, Arla og Rambøll – har alle flotte og veludviklede CSR-rapporter, der markerer sig klart over gennemsnittet for andre danske virksomheder.

Dommerkomiteen gør sig umage for at begrunde, hvorfor netop disse virksomheder i år vinder anerkendelse og priser. Priserne bedømmes og uddeles ud fra tre hovedkriterier – relevans, klarhed og troværdighed – som hver indeholder fire underkriterier.

CSR-rapporter er en sådan størrelse, at kvalitetsstandarder ikke bestemmes af objektive kriterier, men af en dommerkomité og dennes målestok. En målestok, der i FSR´s CSR-pris bygger på grundlæggende principper fra den finansielle årsregnskabsaflæggelse og årsregnskabslovens kvalitetskriterier. Men det er samtidig helt frivilligt at rapportere om CSR, og rapporterne støbes da også i deres valg af substans efter den form, virksomhederne selv sætter for markedsstandarden.

Alt for ofte vurderes CSR-rapporteringer på deres form frem for deres indhold

Generelt bygger CSR-anerkendelser på den overbevisning, at rapportering om samfundsansvar i virksomheder skal udvikles gennem en gulerodslogik og motiverende skulderklap. Eller som FSR selv udtrykker det i et svar til Erhvervsfilosofi.dk:

”Vi skal som revisorer først og fremmest arbejde mod, at CSR rapportering følger anerkendte rapporteringskriterier – og at virksomhederne finder det relevant og væsentligt at udarbejde rapporterne og se værdien i dem.”

Motivation er selvklart en central størrelse for at skabe forandringer, og uden motivation ville mange af verdens opfindelser og dynamikker næppe have set dagens lys – heller ikke CSR-rapporter.

Men det er også værd, at stille spørgsmål til den overvejende fastholdelse og insisteren på præmissen, at motivation er det mest velegnede redskab for udviklingen.

I bund og grund handler CSR-rapporter – ligesom finansielle regnskaber – om at gøre status og holde virksomhederne ansvarlige for deres bæredygtige resultater, ikke blot over for ejerne, men også og ikke mindst over for andre interessenter i samfundet. Specielt i en tid, hvor samfundsansvar er mere presserende end nogensinde før, og hvor store dele af erhvervslivet har udråbt sig selv som kerneaktører til at løse verdens store udfordringer.

Bæredygtighedsbegrebet mister sin betydning, hvis det kun defineres ud fra udvalgte aktøres forståelser

Er tiden moden til at stille større formelle krav om troværdighed, relevans og klarhed og inddrage præmisser, der også er motiverende for andre stakeholdere i samfundet og ikke alene for virksomhederne selv?

Prisvinder Danske Spils ’ærlighed’ bygger på lovkrav

I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at Danske Spil i årets prisuddeling netop anerkendes for sin ærlighed om dilemmaer i relation til ludomani. Og nærlæst er den da også enestående af sin art. Men det er nærliggende at få den tanke, at det kan hænge sammen med, at Danske Spil er underlagt “lov om spil,” hvis formålsparagraf 2 lyder: ”… at beskytte unge eller andre udsatte personer mod at blive udnyttet gennem spil eller udvikle afhængighed af spil”.

Motivationen har dermed i Danske Spils tilfælde også bund i et lovkrav, der hypotetisk vurderet næppe havde fået samme opmærksomhed i CSR-rapporten, såfremt frivilligheden var enerådigt bestemmende. Dertil kommer, at Danske Spil er en statsejet virksomhed, hvor ansvarsforpligtelser ofte er langt mere naturligt end for privatejede virksomheder. Det skal dog ikke ikke tage noget af æren fra Danske Spils indsats og fortjente hæder.

God forretning er i CSR-regi ikke motivation nok

”Samfundsansvar betaler sig.” ”Det er god forretning.” Begge udsagn blev gentaget igen og igen på konferencen på Børsen, hvor CSR-priserne blev uddelt. Og begge udsagn høres hyppigere og hyppigere også i andre sammenhænge. Men det er tankevækkende, at god forretning på CSR-området åbenbart ikke er motivation nok i sig selv, at det naturligt afrapporteres. Virksomhederne skal hjælpes til denne fortælling. De skal motiveres, og man kan rejse det spørgsmål, om det er, fordi samfundsansvar ikke altid er en god forretning, men ofte også blot en etisk forpligtelse for magtfulde samfundsaktører.

Alt for ofte vurderes CSR-rapporteringer på deres form frem for deres indhold. Her tænkes der specifikt på dommerkomiteens målestok for troværdighed. Hvorfor stilles der f.eks. ikke konkrete krav om revision af CSR-rapporterne, sådan som flere organer anbefaler? Svaret fra FSR lyder: “Det fremmer ikke udvikling af god CSR-rapportering at have erklæringer på informationer, som ikke er relevante for markedet.”

Er tiden moden til at større formelle krav om transparens, troværdighed og relevans?

Modsvaret hertil må være: Er det kun markedet, der har retten til at definere, hvad der er relevant og troværdigt? F.eks. understreger Global Reporting Initiative (GRI), at revisorerklæringer øger anerkendelsen, tilliden og troværdigheden over for alle stakeholdere og er i høj grad med til at betone virksomhedens seriøsitet omkring samfundsansvar.

Kun to af de fem prisvindende virksomheder har fulgt den anbefaling. Det kan modargumenteres, hvilket FSR også gør, at investorerne og markedet ikke efterspørger sådanne kvalitetstempler. Men dette argument hviler på præmissen, at det kun er markedsaktørernes interesser – virksomhederne og investorerne – der tæller. Argumentet inddrager ikke civilsamfundet eller befolkningerne, og argumentets logik involverer ikke den substans, vi taler om – bæredygtighed – der som bekendt er alles udfordring og kan ikke kun handle om forretningsudvikling. Bæredygtighedsbegrebet mister sin betydning, hvis det kun defineres ud fra udvalgte aktørers forståelser.

Bundlinjen i CSR-regnskaber går aldrig i rødt
Dommerkomiteen vurderer tillige, om der er ”balance i rapporteringen med omtale af både positive og negative udviklinger i resultater”.  Mange virksomheder beslutter sig alt for ofte for en strategisk hensigtsmæssig baseline, der kan vise et solidt resultat. Typisk det år, hvor et større CSR-projekt blev iværksat – måske fire eller fem år tilbage i tiden.

Som læser skal man derfor selv kigge dybt i factsheet eller tilhørende dokumenter for at finde årsudviklingen. Hvorfor stiller dommerkomiteen ikke krav om, at resultaterne – reviderede eller ej – også måles efter samme baseline, f.eks. de sidste 12 måneders udvikling? Eller sagt på en anden måde: Der findes idag ikke et CSR-regnskab med røde tal på bundlinjen, da virksomhederne ofte med nøje omhu vælger målestokken.

Fra flere forskningsstudier ved vi, at resultater fra CSR-indsatser er empirisk udokumenterede, hvad angår impact på politiske bæredygtige mål. Det kan være ekstremt svært at opstille sådanne målinger i en global verden, hvor handel og bæredygtige udfordringer foregår på kryds og tværs af landegrænser. Men vi kender f.eks. til data, der vidner om den samlede vurderede reduktion i energi eller C02-emissioner, der skal til for at løse verdens klimaudfordringer. Sådanne oplysninger om konkrete verdensmål er som hovedregel helt fraværende i CSR-rapporterne, der udelukkende måler succes på virksomhedens præmis, altså en udvikling på baggrund af en vilkårligt valgt baseline.

Hvorfor stiller komiteen ikke krav om tal for benchmark for forskellige segmenter, f.eks. branche, geografi eller for den sags skyld hele verden på forskellige områder, hvor dette er muligt? Så kunne læserne vurdere den brik, virksomheden udgør i det samlede billede.

Vi hører gang på gang, at ESG-rating indgår i investorenes værdiansættelse i relation til aktieværdi. ESG-agenturernes vurderinger inddrager i høj grad informationer fra forskellige rapporteringsorganer. Hvorfor gør dommerkomiteen ikke brug af den viden og metodik, som ESG-raterne benytter?  Det ville samtidig betyde, at den forretningsmæssige integration af samfundsansvar ville få langt større konkret betydning for virksomhedernes økonomi.

Når alt det er sagt, så er det glædeligt at læse virksomhedernes CSR-rapporter, og dem er der trods alt mange af. Erhvervfilosofi.dk fortsætter med at tage dem på deres ord.

Tags: , , , , , , ,

One Response to Debat: Troværdig CSR-rapportering for hvem?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *