Все самые лучшие займы онлайн собраны на ресурсе https://z-zaim.ru.

philosoAnsvar er et uomgængeligt nøglebegreb inden for CSR, ledelsesetik og filosofi. Ansvarsdilemmaer i erhvervslivet og privat er en hverdagsbegivenhed. Tre tankevækkende og uhyggeligt konkrete eksempler på disse var at finde i det europæiske Philosophie Magazin i dossieret ‘Hvor ender mit ansvar?’. Vi viderebringer her med tilladelse de tre beretninger, der hver især relaterer til en nyere og vedkommende filosofs grundantagelse om, hvad ansvar er.

 

Med fingrene i nettet
[dropcap]S[/dropcap]andheden er, at jeg hellere end gerne googler. Selvfølgelig i arbejdstiden, men også til en cocktail efter fyraften med en veninde, når spørgsmålet melder sig, om Rumæniens præsident nu hedder Johannis Klaus eller Klaus Johannis.

Er det ikke storartet at leve i en tid, hvor man kan besvare ethvert faktuelt spørgsmål med et enkelt greb i lommen? Verden ligger for mine fingerspidser, kun et klik væk! Eller to. Nå ja, af og til også et par ekstra.

Ifølge koncernen – jeg har for nylig googlet det – bruger en gennemsnitlig søgning i øvrigt 0,3 watt-timer. Dermed er man ansvarlig for emissionen af 0,2 g kuldioxid. Rundt regnet bevirker mine søgninger altså en frigørelse af omkring 6 kg CO2 om året. Ikke synderligt meget sammenlignet med andre former for teknik og maskineri, som jeg gør brug af. Men jeg har i alle de andre år, hvor jeg har googlet, aldrig skænket det en tanke, at mine søgninger – det være sig bilkøb og flyrejser – overhovedet bruger energi. Hvorfor egentlig ikke?

[quote float=”left”]Vi har som etiske væsener pligt til at bevidstgøre os om, hvad vores handlinger bevirker[/quote]

Svaret herpå ligger sandsynligvis også direkte for mine fingerspidser: For så vidt jeg ved en internetsøgning sætter noget som helst mekanisk i bevægelse, er det en computertast, som jeg på et encifret millimeterområde langsomt trykker ned; computeren og internettet har på en næsten uforståelig måde forstørret mine fingres rækkevidde, uden at jeg har mærket nogen modstand eller har måttet overvinde noget. Filosoffen Hans Jonas, hvis hovedværk ’Ansvarets princip’ udkom i 1979 og vandt stor indflydelse i miljøbevægelsen, har her et vægtigt argument. Netop fordi følgevirkningerne af mine handlinger på magisk vis bliver forstærket gennem den moderne teknik, opstår der et afgrundsdybt misforhold mellem mine handlinger og min ansvarsfølelse for disse handlinger.

Ifølge Jonas har vi som etiske væsener en vedvarende pligt til at bevidstgøre os om, hvad vores handlinger bevirker. Hvis forbindelsen mellem den konkrete handling og ansvarsfølelsen ikke er stærk nok, er det snart ude med ansvarets princip. Et ekstremt eksempel på truslen om et sådant tab af ansvar er indsættelsen af droner, der med et museklik kan dræbe mennesker på en afstand af tusinder af kilometer. En fingerøvelse med døden til følge.

I princippet stemmer Jonas’ diagnose også overens med mit googleri. Selv internetsøgninger har jo konkrete følgevirkninger i virkeligheden, uden at jeg har haft den rette viden eller bevidsthed derom. Men faktisk har den digitale videnskab efterhånden en række klimavenlige tilbud parat, som jeg kunne vælge: F.eks. findes der en søgemaskine, der anvender sine reklameindtægter til at plante træer i Burkina Faso og en e-mailudbyder, der driver sin server på 100 procent økostrøm. Spørg ikke, hvordan jeg har fundet ud af det. Så meget kan jeg sige: Let var det ikke at finde de tilbud på nettet.

Oversættelse: Signe Riis Petersen
Redaktionel bearbejdning: Torben Lautrup

Litteratur

Jonas, Hans, ’Das Prinzip Verantwortung. Versuch einer Ethik für die technologische Zivilisation’, Suhrkamp, 1979

Skriv et svar