[dropcap]B[/dropcap]rian Thomsen, der er direktør i Dansk Akvakultur, en brancheforening for dansk fiskeopdræt, havde op igennem 00’erne forsøgt at indlede samarbejde med flere forskellige ngo’er, men fandt det problematisk, fordi han oplevede, at ngo’erne var for firkantede og absolutte i deres tilgang.
Derfor var det også med en vis skepsis, at Brian Thomsen modtog en henvendelse fra WWF Verdensnaturfonden i 2007 om at udvikle et bæredygtighedsmærke for fiskeopdræt på linje med det kendte MSC-mærke (Marine Stewardship Council) for vildtfanget fisk.
”De tidligere forsøg på at indgå partnerskaber med ngo’er lagde aldrig fra land. Vi oplevede ngo’erne som urokkelige i forhold til at gå på kompromis og anerkende, at hvis man skal bevæge sig fremad, så starter det med små skridt. Det var også svært at opbygge en tillidsfuld relation, fordi vi flere gange oplevede, at de aftaler, vi havde indgået, ikke blev overholdt,” siger Brian Thomsen.
[quote float=”left”]Ngo’erne står over for at skulle gentænkte deres indtægts- og vækstgrundlag[/quote]Men med erfaring fra de første forsøg og et nyt fokus, hvor projektets ramme blev redefineret som et forandringsprojekt, er samarbejdet med WWF stadig aktivt og i udvikling.
”Henvendelsen udviklede sig til et partnerskab, der stadig fungerer i dag. Vi fandt en konstruktiv og troværdig partner, der godt nok presser os, men som også respekterer, at udviklingen skal foregå trinvis, for at vi kan følge med som forretning,” siger Brian Thomsen.
Igennem partnerskabet blev det nye ASC-mærke (Aquaculture Stewardship Council) for opdrættede fisk udviklet, og Danmark blev det første land i verden, der kunne eksportere bæredygtighedsmærkede opdrætsfisk. Det har givet den danske opdrætsbranche en konkurrencefordel på internationale markeder og samtidig styrket troværdigheden og branchens image blandt forbrugerne.
Det kan generelt være svært for både virksomheder og ngo’er at finde en form, hvor begge parter føler sig trygge og værdiskabende. Det bekræftede en rundspørge foretaget af erhvervsfisolofi.dk tidligere i år. Rundspørgen viste, at kun meget få ngo’er endnu arbejder strategisk med erhvervspartnerskaber. Omvendt har mange virksomheder stadig berøringsangst over for ngo’er, som de oplever som modstandere frem for samarbejdspartnere.
Ngo’er i den vestlige del af verden er presset økonomisk. Beskåret udviklingsbistand og økonomisk stagnation betyder færre indtægter, samtidig med at udgifterne stiger, i takt med at behovet for bistand vokser. Ngo’erne står derfor over for at skulle gentænkte deres indtægts- og vækstgrundlag og finde en ny økonomisk model, der kan sikre bæredygtig udvikling i årene fremover.
Samtidig oplever virksomheder et stigende pres fra forbrugere, interessenter og myndigheder for ikke udelukkende at skabe værdi for sig selv, men også for det samfund og det miljø, virksomheden opererer i. Da FN’s verdensmål (sustainable development goals) blev lanceret sidste år, var budskabet til erhvervslivet da også klart: Skab vækst og nye muligheder ved at integrere løsninger på samfunds- og miljøproblemer i jeres forretning.
[quote float=”right”]Mange virksomheder har berøringsangst over for ngo’er[/quote]Virksomhederne står derfor også over for forandring. De skal i højere grad åbne forretningen for interessenter og samarbejdspartnere, der kan bidrage med viden, erfaring og indsigt, som ligger uden for virksomhedens traditionelle kerneforretning og operationer. Det er kompetencer, som ngo’er i høj grad besidder. Ngo’er og virksomheder er således oplagte partnere, der kan bidrage til ny værdiskabelse og langsigtet forretningsudvikling for hinanden.
Et paradigmeskifte for ngo-selvforståelsen
Brian Thomsen oplevede udbredt skepsis blandt sine medlemmer, da samarbejdet med WWF Verdensnaturfonden blev indgået. Når nu det, branchen gjorde i forvejen, virkede fint, hvorfor skulle de så gå i seng med fjenden, lød kritikken. Samme kritik og uro oplever mange ngo’er også internt, når den økonomiske relation til virksomheder bevæger sig væk fra at være rene donationer til at blive mere forpligtende samarbejder.
Den holdning afspejler ngo’ernes traditionelle selvforståelse og mission: at rapportere problemernes størrelse og problematisere staters og erhvervslivs rolle i den forbindelse.
Det udgangspunkt er ikke fremmed for Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Men i de senere år har organisationen udvidet sit fokus og arbejder nu med ansvarlig virksomhedsførelse som strategisk løftestang til at skabe bæredygtighed udvikling.
”Virksomheder er både en del af problemet og en del af løsningen. Hvor vi tidligere har vægtet problemet højest, arbejder vi nu også med det potentiale, som virksomheder har for at blive positive forandringsagenter,” siger Troels Børrild, seniorrådgiver med speciale i ansvarlig virksomhedsadfærd i MS.
Troels Børrild forklarer, at det har krævet både tid og tålmodighed at gennemføre den forandring i MS. Men denne interne forberedelsesproces er fundamentet for succes, i hvert fald hvis man spørger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. ”Det er afgørende at gøre sit hjemmearbejde ordentligt. Vi skal være i stand til at se os selv som aktør i en kommerciel værdikæde, og vi skal drive vores organisation som en forretning. Dermed udfordrer strategiske partnerskaber den måde, vi traditionelt har set os selv og vores rolle på,” siger han.
[quote float=”left”]Vi skal lære både at være kritisk vagthund og konstruktiv samarbejdspartner[/quote]Andreas Kamm berører formentlig en vigtig pointe her, nemlig at ngo’er kun bliver en relevant partner for en virksomhed, hvis den formår at gentænke sin rolle som samfundsmæssig forandringsagent. Det kræver en bevægelse væk fra det, som er ultimativt nødvendigt, til det, som er muligt. En mere pragmatisk tilgang til at skabe bæredygtig udvikling, som anerkender, at systemiske forandringer kræver involvering af systemets aktører, og at markedet og erhvervslivet ikke udelukkende udgør et problem, men også har potentiale til at blive en del af løsningen.
Intet er sort-hvidt, heller ikke fjendebilleder
Troels Børrild advokerer for, at det burde være en del af ngo’ernes kerneopgave at bidrage til bæredygtig udvikling ved at samarbejde med virksomheder. Det behøver ikke nødvendigvis være et formelt partnerskab; det kan være mange forskellige former for kritisk dialog og samarbejde. Han påpeger samtidig, at det er svært at skaffe tilstrækkelig funding til dette arbejde, fordi denne nye ngo-rolle endnu ikke nyder bred anerkendelse blandt donorer. Der er således endnu et stykke vej, før danske ngo’er generelt er klar til at påtage sig den rolle. ”Vi skal lære både at være kritisk vagthund og konstruktiv samarbejdspartner. Men der sker mange forandringer i ngo-branchen lige nu, og jeg oplever bred enighed om, at vi skal tage udfordringen op og bevæge os den vej,” siger Troels Børrild.
Hvis denne forandringstendens skal omsættes til værdi for virksomheder, ngo’er og samfund, er det åbenlyst, at en række myter på begge sider af bordet skal aflives. Det er ikke gavnligt for virksomheder at forholde sig til ngo’er som modstandere, og det er heller ikke gavnligt for ngo’er at identificere virksomheder og erhvervsliv som fjender.
Begge parter går således store forandringer i møde og bliver nødt til at gentænke og udvide rammerne for at skabe vækst og udvikling på. Arbejdet med at identificere vækst og udvikling er kendt stof for virksomhederne, der derfor i høj grad allerede besidder de kompetencer og færdigheder, der er brug for, ligesom de også er vant til at tilkøbe kompetencer udefra eller investere i efteruddannelse, hvis de identificerer et behov for det.
Ngo’ernes udfordring vil formentlig forekomme større og dybere, fordi transformationen kræver en gentænkning og reformulering af ngo’ernes generelle formål og mission og derfor er uløseligt forbundet til meget stærke og allestedsnærværende værdier, som traditionelt har defineret ngo’ernes kerneforretning og formål.
Brian Thomsen fra Dansk Akvakultur formulerer sine overvejelser om at samarbejde med en ngo sådan her: ”Har man en ambition om at ville forandre noget i sin virksomhed, er man nødt til at agere i det virkelige liv og ikke i en idealforestilling. En måde at undgå forandring på er jo at sige, at de andre er nogle fjolser.”
Således står ngo-branchen i de kommende år over for et valg. Vil de fortsat stå uden for det system, de arbejder på at ændre, eller vil de også være parat til at træde ind i det og bidrage til at forandre det indefra?