[dropcap]D[/dropcap]et er paradoksalt nok den blå blok, der i år viste velvilje over for tanken om at sprede ejendomsretten. I marts sendte skatteministeren et udkast til lovsforslag om medarbejderaktier til høring. For ca. tre år siden skrev syv unge socialdemokrater bogen ’Deltagerdanmark’, hvor man debatterede en udvidelse af det politiske demokrati. Man ønskede at skabe et socialt og økonomisk demokrati, hvor folkelige græsrodsbevægelser og øget borgerinddragelse sammen med socialt ansvarlige medarbejderejede virksomheder blev sat på dagsordenen.

Når både den blå og den røde blok er så positiv over for tanken om medarbejderejerskab, kan det kun undre, hvorfor der ikke er sket noget. Vi har nu i mere end 40 år hørt den ene efter den anden – det være sig politikere, medlemmer af kommissioner og ekspertgrupper og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter – udtale sig positivt om tanken om at sprede ejerskabet. Men der er intet sket.

[quote float=”left”]Vi har nu i mere end 40 år hørt den ene efter den anden part udtale sig positivt om medarbejdereje, men intet er sket[/quote]

Tværtimod var det den forrige regering og SF´s skatteminister Thor Møger Pedersen, der i 2011 fjernede visse skattebegunstigede medarbejderaktieordninger.

Danmark er fortsat et af de lande i europæisk sammenhæng, der har færrest eksempler og positive resultater at henvise til, hvilket er overraskende, når andre erhvervseventyr gennem tiderne ikke var blevet til uden statslige initiativer eller opstilling af de rette rammebetingelser for deres vækst.

Medarbejdereje på godt og ondt

Der er ingen grænser for på den ene side floromvundne ord og på den anden skarp kritik. Det ansete tidsskrift The Economist skriver, at man skal passe på med ikke at overbetone de positive sider forbundet med medarbejderejede virksomheder.

For det første indebærer besiddelse af aktier, at man samler alle æggene i den samme kurv. En for stor koncentration af risiko hos hver enkelt medejer er i disse tider med mange virksomhedslukninger ikke den bedste måde at bevare job på. Man spænder trofaste medarbejdere for en måske allerede synkende skude.

For det andet kan en ledelse i den slags virksomheder hurtigt beslutte sig for, at man vil forskanse sig, og man er derfor mindre villig til at tage risici og innovere. Dårlig ledelse underminerer en virksomheds langsigtede konkurrenceevne. Når cheferne ikke præsterer, skyldes det, at de er tilfredse med. at aktiverne er i venlige hænder, hvorfor de vil forsvare en gang opnåede positioner med henblik på at modstå fjendtlige overtagelser.

Et tredje kritikpunkt er velerhvervede rettigheder og gensidig mistillid. De medarbejdere, der kom først med hensyn til medejerskab, er tilbøjelige til at holde nye uden for. Til trods herfor antyder de fleste studier, der sammenligner medarbejderejede virksomheder med almindelige virksomheder, at de ansattes medeje foregår i virksomheder med bedre økonomiske resultater og med en øget beskæftigelse og arbejdsproduktivitet. Det skyldes, at medarbejderne motiveres mere, og det er det stærkeste argument for medarbejdereje.

The Economist argumenterer imidlertid imod dette, når man siger, at nok vil medarbejderne slide hårdere, hvis de får medindflydelse og en del af profitten, men det leder også til gensidig overvågning, fordi man vil sørge for, at kolleger også knokler mere.

Europa og Nordamerika

Tilbage står imidlertid disse ubestridelige fakta. De fleste sammenlignede studier viser, at medarbejderdeltagelse i beslutningsprocesser og ejerskab foregår i virksomheder, der klarer sig økonomisk godt. Lige så ubestrideligt er det, at der fortsat er vækst i både Nordamerika og Europa, hvad medarbejdereje angår. 32 millioner amerikanere ejer aktier i deres virksomheder gennem forskellige pensionsordninger, udskudt overskudsdeling, medarbejderaktier, aktieoptioner m.v.; 36 millioner europæere i de største børsnoterede selskaber er omfattet af en ordning.

[quote float=”right”]Politikerne har svigtet[/quote]

I Europa er den gennemsnitlige værdi af aktiebeholdningen per medarbejder siden 2009 steget fra 20.000 euro til over 45.000 euro, når man inkluderer ledelsen og nøglepersonalet i tallene. Men tendensen er den samme for almindeligt ansatte, hvor man er gået fra ca. 5.000 euro i 2009 til ca. 25.000 euro i 2015.

Kilde: European Federation of Employee Share Ownership

Når disse data kun dækker de store selskaber, er tallene klart undervurderede, fordi medarbejderejerskab for det meste finder sted i små og mellemstore virksomheder, der ikke handles på børsen. Medarbejderejede virksomheder er på vej i Nordamerika, Europa og Asien om end fortsat i en målestok, der ikke imponerer voldsomt.

Medarbejderejede virksomheder i Danmark

Hvad angår medeje i store danske virksomheder. er tallene fra European Federation of Share Ownership ikke voldsomt imponerende. Tallene dækker 75 danske virksomheder, og gennemsnittet for kapitalbeholdninger på medarbejderbeholdninger af aktier ligger for de største børsnoterede virksomheder i de europæiske lande på ca. 3 procent af værdien af de udstedte aktier. Danmark ligger med sine ca. 1,5 procent klart under det europæiske gennemsnit. Kriseramte lande som Grækenland (8,5 procent) samt andre lande som Island (8 procent), Frankrig (5.5 procent), Østrig (5 procent) og Italien (4,5 procent) ligger over gennemsnittet.

Hvis man skal give et slag på tasken om, hvor mange medarbejderaktieordninger der er i Danmark, ligger tallet på mellem 250 og 300 danske virksomheder, der er helt eller delvist medarbejderejede. Den ukendte faktor i en sådan tælling skyldes, at vi ikke har en database over små og mellemstore virksomheder at trække på, idet disse ikke skal offentliggøre deres data i årsregnskaber, som børsnoterede selskaber skal det.

Hvad angår de store selskaber – i Danmark Novo, SimCorp, Sydbank og William Demant – er de slet ikke de mest interessante tilfælde. Her er der ofte tale om de såkaldte MESOP (managements employee stock ownership plan) eller ledelsens medarbejderaktieordning. Aktierne udstedes til ledelse og nøglepersonel som aktieaflønning. Det er i de små og mellemstore virksomheder, der ikke er børsnoterede og ikke er regnskabspligtige over for offentligheden, man finder succeshistorier og interessante cases.

Kilde: European Federation of Employee Share Ownership

Det mest kendte eksempel på en delvist medarbejderejet virksomhed inden for kategorien små og mellemstore virksomheder var Unimerco i Sunds ved Herning. Virksomheden virker inden for skæreværktøj, måleværktøj og værktøj til befæstelse. De ansatte solgte i 2011 deres aktier til den japanske koncern Kyocera, hvilket betød, at flere hundrede ansatte blev millionærer. En speciel virksomhedskultur og direktør Kenneth Iversens positive ledelsesfilosofi er en væsentlig del af forklaringen på Unimercos succes. Andre refererer gerne til Eksskolens Trykkeri i København, der fra at være et idealistisk foretagende, har udviklet sig til at være en eksportrettet grafisk virksomhed.

Succesfulde konsulenthuse som PA Consulting og Implement Consulting Group er medarbejderejede, hvilket måske kan forklares ved de lave kapitalkrav, der stilles til den slags virksomheder. Tidsskriftet Computerworld har vurderet en række udvalgte nøgletal, der siger noget om selskabers helbred og vækstniveau. Og det ser godt ud, de to virksomheder er blandt de tre mest solide it-konsulenthuse.

Hustømrerne A/S med afdelinger i Århus, Ålborg og Åbenraa er delvist medarbejderejet, hvor halvdelen af aktiekapitalen ejes af de ansatte, mens den anden halvdel ejes af fagbevægelsen. I 2016 er man nødt til at søge nye medarbejdere på grund af en stor ordretilgang.

[quote float=”left”]Den danske arbejdsmarkedsmodel virker i sig selv træg i forhold til tanken om medarbejdereje[/quote]

Medarbejderejede Rabotnik i København inden for design- og kommunikationsvirksomhed har en del likes på facebook. MC Emballage i Hinnerup ved Århus er et af eksemplerne på en virksomhed, der er 100 procent ejet af de ansatte. Dem er der ikke mange eksempler på – hvor mange der er, ved vi ikke endnu.

Hvorfor ikke mere gennemslagskraft?

Et oplagt spørgsmål er: Hvis disse virksomheder klarer sig så godt, hvorfor har de så ikke for længst udkonkurreret de traditionelle virksomheder. Hvorfor ser vi ikke i dag et blomstrende dansk erhvervsliv fuldstændig domineret af medarbejderejede virksomheder?

Man kunne fristes til at stille et lige så relevant modspørgsmål: Hvordan kan det være, at man alene opstiller gunstige rammebetingelser for traditionelle virksomheder og for traditionelle iværksættere? For rammebetingelserne er vigtige for en virksomheds succes i dag.

I denne sammenhæng er de finansielle markeders konservatisme over for denne nye ’grimme ælling’ i et kommende erhvervseventyr en afgørende hindring. Man vil ikke yde kreditter på samme lempelige vilkår som til traditionelle virksomheder.

I det hele taget er der tale om omgivelser, der ikke rigtig har villet tage den grimme ælling alvorligt eller måske ligefrem har været fjendtligt indstillet. Her har politikerne svigtet, for der er behov for en speciel lovgivning; der er ikke noget, der hedder medarbejderejet selskab, der er ingen støttestrukturer med rådgivning og risikovillig kapital. Vi mangler endnu at se et forsknings-, informations- og konsulentcenter med støtteordninger til disse virksomheder.

Med et historisk billede af denne konservatisme over for innovative nye virksomhedsformer kunne man lave et tankeeksperiment: Hvis en traditionel kapitalistisk virksomhed ønskede at etablere sig for 300 år siden inden for rammerne af en feudal samfundsorden, ville det skabe problemer. Den nye virksomheds krav om fri mobilitet af kapital og arbejde og betaling for det udførte arbejde er i modstrid med stavnsbåndets og godsejervældets principper. Først senere, da den teknologiske udvikling sætter den første industrielle revolution på dagsordenen, slår den nye virksomhedsform igennem.

En anden form for konservatisme kan komme fra medarbejderejerne selv. Hvem husker ikke avisen Information, der engang var 100 procent medarbejderejet. Det kunne udvikle sig temmelig grotesk, fordi nogle typografer indledte arbejdsnedlæggelser og hermed de facto begyndte at strejke mod sig selv. Der er ansats til nytænkning i fagbevægelsen og kooperationen omkring medarbejderejede virksomheder, men tanken har ikke været særlig appellerende til medlemmerne – sandsynligvis på grund af manglende informationer.

Den danske arbejdsmarkedsmodel, der ofte berømmes vidt og bredt, virker i sig selv konserverende og træg i forhold til tanken om medarbejdereje. Medarbejdere ser alene sig selv som sælgere af arbejdskraft. Hvis de ansatte bliver medejere, har det selvfølgelig ’den kedelige konsekvens’, at de ikke mere er rene lønmodtagere. Dette kan også være en forklaring på lunkne holdninger hos faglige ledere, der er bange for at miste deres magtpositioner.

På venstrefløjen ser man tit modstanden ytret ved begreber som ’medarbejderkapitalisme’ eller ’gruppekapitalisme’, hvilket ikke er rigtigt, hvis virksomheden er under demokratisk kontrol, og hvis alle ansatte er medejere. Hertil kommer naturligvis det evolutionære perspektiv – virksomheder kan fra starten være delvist medarbejderejede (et mindretal af aktionærerne er medarbejdere), hvilket på lang sigt taler for, at de ansatte skaber et flertalseje.

[toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Overlappende ideologier” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]Og paradokset bliver endnu mere udtalt, når vi ser noget så sjældent som to ideologier, der overlapper hinanden. Klassiske liberalister repræsenteret ved Adam Smith var ikke i tvivl. Da han skrev ’Nationernes velstand’, sagde han: “Arbejderne ønsker at få så meget som muligt og mestrene at give dem så lidt som muligt. Men når arbejderne ejer de virksomheder, hvor de arbejder, vil den lange konflikt mellem arbejdere og ejere høre op. Beslutninger om timer, betalinger, tidsplaner og alt andet vil blive taget på baggrund af drøftelser og afstemninger. Håndværkerne i virksomheden bliver selv mestre, og fagforeningerne vil ikke mere have noget formål.”

Adam Smiths tanker vinder i dag genklang hos nykonservatie og nyliberale filosofiske retninger. Man ser positivt på de ansattes medejerskab, fordi det gør lønmodtagerne til en del af det kapitalistiske system. Venstrefløjen ser derimod medeje i et socialiseringsperspektiv. At nationalisere er ikke nok, socialisering indebærer demokrati, og det inkluderer de ansattes selvforvaltning af virksomhederne, der enten er medarbejderejede under de ansattes demokratiske kontrol eller stillet til rådighed af staten mod betaling af en leje.

Det er her modpolerne, Smith og Marx kan mødes. Midten ser det som en mulighed for at ophæve modsætningen mellem arbejde og kapital. Den tidligere britiske premierminister David Cameron roser detailkæden John Lewis, der er 100 procent ejet af dets personale.

I USA har Bernie Sanders, den eneste socialdemokratiske senator og tidligere demokratisk præsidentkandidat, talt for arbejderkooperativer eller ESOP-ordninger (employee stock ownership plan), fordi forskning viser, at det fremmer de ansattes engagement og arbejdsproduktiviteten.

Hillary Clintons seneste taler tyder på, at hun vil gøre overskudsdeling til en vigtig del af sine reformplaner. I lighed med Donald Trump er hun dog tavs om de ansattes medeje, selv om udskudt overskudsdeling kan baseres på medarbejderaktier.

Under Ronald Reagan fæstner man sig ved denne udtalelse: “Jeg kan ikke lade være med at tro på, at vi i fremtiden vil se et USA, ja, hele den vestlige verden, hvor der er en stigende tendens til at tage det næste logiske skridt: medarbejdernes ejerskab. Det er en vej, der sømmer sig for et frit folk.”[/toggle]

Skriv et svar