Øvelsen i at tænke etisk uden erfaringer eller situationer som ramme eller genstand er vanskelig, men i Kants terminologi er det afgørende for, at moralen kan have et øverste princip. Læs denne anmeldelse af Immanuel Kants lille bog om etikkens metafysik – en klassiker inden for moralfilosofien. Denne anmeldelse er tidligere udgivet på Dansk Filosofisk Selskab og skrevet af Michael Agerbo Mørch. Anmeldelsen bringes med tilladelse.
[dropcap]I[/dropcap]mmanuel Kants lille bog om etikkens metafysik, Grundlæggelsen af sædernes metafysik (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten fra 1785), er en klassiker inden for moralfilosofien.
Bogen tager livtag med det store spørgsmål, ”hvordan kan jeg vurdere mine handlinger?”, og svaret er Kants stilsikre forsøg på stringent tænkning, hvilket som bekendt har givet den klassikerstatus inden for den kontinentale moralfilosofi.
Bogen indledes i nærværende udgave med et forord af oversætter Tom Bøgeskov, der sætter teksten i forhold til Kants øvrige filosofiske produktion. Som han anfører, så bevæger Kant sig både inden for den teoretiske og praktiske filosofi. ”Grundlæggelsen” hører selvsagt hjemme i den sidste gruppe, men for at forstå baggrunden for bogens pointer giver Bøgeskov et lynkursus i Kants teoretiske filosofi med fokus på transcendental erkendelse, syntetiske og analytiske domme, tingen i sig selv og fornuften.
Det går hurtigt, og flere centrale begreber kunne godt tåle et par teksteksempler fra Kants hånd, men alt i alt er indledningen god og skarp og klæder læseren på til at arbejde med selve værket. Og dog; selve “Grundlæggelsen” fylder under fem sider i introduktionen. Kants tekst er både komprimeret og vidtløftig, så lidt flere hjælpesætninger ville ikke have skadet. Slet ikke når bogen umiddelbart henvender sig til en bredere læseskare end den smalle fagfilosofiske.
[quote float=”right”]I forhold til etikken er målet således at forstå moralens øverste princip, der kan diktere den rette handling i enhver given situation.[/quote]Bøgeskov samler dog bogens centrale pointe glimrende med følgende sætning: “Grundlæggelse af sædernes metafysik (1785), hvor ‘metafysik’ ikke refererer til den klassiske ontologiske disciplin, som den teoretiske fornufts- kritik allerede havde drevet på flugt, men til en erkendelse a priori, der er renset for alt empirisk og alene bygger på begreber. Hovedresultatet af denne ‘sædernes metafysik’ blev det øverste princip for al moralitet, moral- eller sædeloven: det kategoriske imperativ” (s. 23).
Bogen består af fire dele: Et forord og tre kapitler.
I forordet forklarer Kant, at sædernes metafysik sorterer under den materielle filosofi, modsat logikken der er formel. Etikken består af en empirisk og en ikke-empirisk del, hvor det empiriske er kontingent, fordi det omhandler menneskets velfærd. Det ikke-empiriske går på moralens natur, og for Kant betyder det, at den skal være metafysisk, altså renset for empiri, det vil sige gælde a priori som rent fornuftsbegreb.
I forhold til etikken er målet således at forstå moralens øverste princip (s. 37), der kan diktere den rette handling i enhver given situation. Netop fordi den er a priori, kan den være universel, og netop fordi den er a priori, er den ren, det vil sige, man kan stole på, at den ikke er forvrænget af menneskelig påvirkning.
Øvelsen i at tænke etisk uden erfaringer eller situationer som ramme eller genstand er vanskelig, men i Kants terminologi er det afgørende for, at moralen kan have et øverste princip, som kan tælle som et konstitutivt begreb (det vil kort sagt sige objektivt eller handlingsbestemmende).
Fordelen ved Kants skrivestil er, at man får klar besked, og begreberne bliver præcist beskrevet. Det sætter en god ramme om bogen, selvom skrivestilen allerede i indledningen bliver noget tung.
I første kapitel vil Kant gå fra en almindelig fornuftserkendelse til en filosofisk. Han indleder med at fremhæve ”den gode vilje”, som er en forudsætning for etikken. Den gode vilje er god i sig selv og er målet for fornuften. For den gode vilje og for alle tilbøjeligheder er målet lyksaligheden. Selvom ingen ved, hvad de virkelig ønsker, så er lykken dog motor for viljen. En noget forvirrende størrelse er altså narvet i den gode viljes hjul.
Det er også i dette kapitel, at Kant fremskriver sit kategoriske imperativ, nemlig ”jeg skal aldrig handle anderledes, end at jeg også kan ville, at min maksime skal blive en almengyldig lov” (s. 51). Denne lov betinger mine hand- lingers nødvendighed og gør dem til pligter. Loven er ifølge Kant indlysende og gælder alment, men filosofien begrunder loven og oplyser om kilden til dens princip. Derfor giver det mening at arbejde med den filosofisk, selvom loven altså er åbenlys.
I andet kapitel beskriver Kant overgangen fra den populære sædelige verdens- anskuelse til sædernes metafysik. Et lidt tungt og stift kapitel, som arbejder videre på definitionerne i kapitel et. Her begrunder Kant, hvorfor erfaringer ikke kan være kilden til sædeligheden. Moralloven skal nemlig gælde alle og kan derfor ikke være erfaringsbåren, da alle mennesker ikke har de samme erfaringer.
[quote float=”left”]Kapitel to rummer også Kants berømte diktum om, at ethvert menneske er et mål og ikke blot et middel.[/quote]Derfor er det kategoriske imperativ så afgørende, da det som almen lov, udledt af fornuften, ikke begrænses af det enkelte subjekts følelser, interesser eller erfaringer, men netop er alment og universelt gældende. Kant udfolder imperativet med to præcise sætninger på s.78: “handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov” og “handl som om maksimen for din handling gennem din villen skulle blive en almengyldig naturlov”.
Det er altid almengyldigheden, der er målestokken for vurderingen af handlingen. I forlængelse heraf viser det også, at lykken omtalt i kapitel et heller ikke er gunstig for moralen, da netop lykke altid er båret og styret af erfaringen. Kapitel to rummer også Kants berømte diktum om, at ethvert menneske er et mål og ikke blot et middel.
Moralen er nok almengyldig a priori, men den er også et praktisk imperativ rettet mod andre individer. Til sidst giver Kant en treklang til den praktiske filosofis arbejde med maksimer. Alle maksimer består ifølge Kant af en treklang: form, stof og fuldstændigheds-bestemmelse, hvor “stof” repræsenterer maksimens almengyldighed, “stof” repræsenterer maksimens formål, mens “fuldstændighedsbestemmelsen” dikterer, at der skal være overensstemmelse mellem maksimen og “for- målenes rige”, som måske udtrykker helheden af formål (s. 98-99).
Kapitel tre udgør en slags epilog, hvor overgangen fra sædernes metafysik til en kritik af den praktiske fornuft gives. Kritik betyder her ikke ”nedgørelse”, men ”undersøgelse” (jævnfør det engelske “inquiry”).
[quote float=”right”]Det er den frie fornuft, der adskiller mennesket fra alt andet levende[/quote]Det er egentlig en slags apologi for viljens frihed, som er nødvendig for fornuftens arbejde. Det er den frie fornuft, der adskiller mennesket fra alt andet levende – den vilje, der ikke er underlagt sansernes empiri, men kan udtænke og præcisere almene maksimer. Bogens tredje del er dog også den mest dunkle, hvorfor Kant senere så sig nødsaget til at skrive klarere om etikkens metafysik i Kritik af den praktiske fornuft (fra 1788) og Metaphysik der Sitten (fra 1797).
Kants bog er kort og præcis. Han skriver stramt og kontrolleret, hvilket måske giver en lidt kedelig (upassioneret?) læsning, men klarhed og stringens er prioriteret højest. Og det er dejligt at læse et filosofisk værk, der tør og kan fatte sig i korthed. Bogen er uomgængelig i arbejdet med moralfilosofien, og det er glædeligt, at vi har hele værket oversat til dansk med en fin indledning.
[box]Immanuel KantGrundlæggelse af sædernes metafysik
Oversættelse af Tom Bøgeskov
Hans Reitzels Forlag, 2006
140 sider
Kr. 198,-
v/ Michael Agerbo Mørch[/box]