MENU
25. July 2017

Er ngo’erne ved at ’markedsgøre’ sig?

Klageinstitution for CSR åbner kattelem for ingen omhu

30. oktober 2016 !, Erhvervsfilosofi.dk #13, 2006, årgang 2, Filosofi, Interview, Refleksion, Samfundsetik

Thyssen: Derfor presses virksomheder til at påtage sig stadig flere hensyn

Fredag den 28. oktober 2016 afholdt professor, dr.phil. Ole Thyssen sin aftrædelsesforelæsning på CBS, og Erhvervsfilosofi.dk bringer i den anledning et portræt af en af erhvervsfilosofiens absolutte pionerer.

Uden for Ole Thyssens kontor på CBS står der en gammel træstol med syle monteret på hele sædet, og man kan ikke lade være med at filosofere over betydningen. Måske symboliserer den et opgør med tankens magelighed? Som ansat filosof ved CBS i 30 år – fra 1999 som professor – samt kendt som utrættelig samfundsdebattør og meningsdanner i brede kredse må han siges at have dedikeret sit virke til et opgør med tankens magelighed.

Erhvervsfilosofien giver os den mulighed at tænke over spørgsmålet: Hvorfor er virksomheder nødt til at påtage sig flere og flere hensyn?

Faktisk fortæller han mig, at han allerede som 18-årig var afklaret med, at hans arbejde skulle ske uafhængigt af en arbejdsplads – blyant og papir var nok for ham. Læge, advokat eller ingeniør var derfor udelukket, og filosof stod tilbage som det åbenlyse valg.

Ole Thyssen var sammen med et par andre med til at starte den i sin tid meget originale kobling mellem erhvervsøkonomi og filosofi i Danmark tilbage i 1995, det såkaldte FLØK-studie. Han ankom dog til CBS tidligere, i oktober 1986 – for præcis 30 år siden.

Ole Thyssen, hvornår er erhvervsfilosofi bedst for dig?

”Den er mest interessant, når man begynder at reflektere over tankeformer og livsformer. Når filosofien kan give os interessante vinkler i en tid med en næsten tvang til innovation, der gør folk meget forpustede og stakåndede. Erhvervsfilosofien giver os den mulighed at trænge dybere ned og tænke over, hvad det er for en tankeform eller livsform, der bevæger alt det her og måske allervigtigst i dag – spørgsmålet, hvorfor virksomheder er nødt til at påtage sig flere og flere hensyn?”

”Siden 1950’erne har der været en idé om, at vi både må tage hensyn til økonomien og til den måde, hvorpå produkter fremstilles på, og mennesker behandles. Det er noget, som virksomheder i stigende grad ikke kan tillade sig at se bort fra. I 1990’erne blev det diskuteret under kodeordet etik. Jeg var med til at lave det, der hedder etisk regnskab. Hvad der er rigtigt og forkert, kan i vores pluralistiske samfund ikke afgøres af en enkelt part dvs. den enkelte ejer eller ledelse i virksomhederne. Og hvis de ansatte bare får kastet værdier i hovedet, så vil det prelle af.  med stakeholdere, og hvis du selv har haft indflydelse på de værdier, og du selv er med i det, så er chancen for, at du er loyal over for dem, større.”

Men hvad er så etik for dig?

”Jeg skelner skarpt mellem moral og etik. Moral er den personlige holdning, du også kan have i den gruppe, du er med i. Etik er de fælles værdier, de fælles krav til løsninger, som parterne nu er i stand til at blive enige om. Etik er ikke lovgivning, og det er heller ikke bare en privat (moralsk) holdning – det er et offentligt, diskuterbart fælles domæne. Og det er ikke sikkert, at det lykkes! Hver gang en faggruppe – læger, ingeniører, politikere – så at sige påtager sig, hvad der er rigtigt og forkert, går det ud over andre. Dvs. man skal huske på, at der både er beslutningstagere og beslutningsmodtagere. Den gensidighed er forsvundet lidt med CSR. Det handler for meget om, at lederne og deres konsulenter definerer de fælles værdier, og hvilke hensyn der skal tages.”

Ole Thyssen understreger, at problemet er, at der faktisk ikke er enighed om, hvad der er rigtigt og forkert. Han mener, det er et problem, at man i megen CSR-litteratur går stiltiende ud fra, at alle er enige om, hvad der er rigtigt eller forkert.

”Og pointen er, at det ved vi ikke. Vi har måske intuitive mavefornemmelser, men etik går i rigtig mange retninger, der er mange hensyn, der trækker forskelligt. Dertil kommer, at man også stiller krav om gennemsigtighed! Det er på en eller anden måde umuligt, for en virksomhed kan ikke være gennemsigtig. Tag CBS som eksempel; tænk, hvis vi skulle have gennemsigtighed, og tænk, hvor mange ting der foregår på CBS samtidig. Det ville være en fuldstændig overvældende mængde af information, der ville være stort set ubrugelig. Ledelsen leder, og forskerne underviser og forsker; det hele er ikke til at gennemskue, så man får det i små doser – som fortættede fortællinger eller som nøgletal i forenklede former, hvor man er i stand til at håndtere det,” vurderer Thyssen.

Megen filosofi betragter det at have kontakt med erhvervslivet som en skandale

Ole Thyssen mener, at ideen om etisk regnskab nok var for kompliceret til rigtig at kunne slå rod.

”Der var en del virksomheder, der prøvede på det, men det var et ret besværligt og intrikat apparat, vi stillede op for at få alle de her parter til at tale sammen. Ideen blegnede og blev erstattet af CSR, som er den etikette, man i dag bruger om virksomheders sociale ansvar, dvs. at de selvfølgelig skal tjene penge, fordi de er på et marked, hvor penge er målestokken, men de skal også påtage sig andre hensyn. Og hvad der afgør, hvornår de hensyn er etik og ikke lov, er for mig at se frivillighedsbegrebet.”

Thyssens egen diagnose er, at virksomheder er i dag i langt højere grad er fanget af konfrontation mellem at sige og at gøre, og derved er der langt større mistanke om hykleri i dag.

”Det er vigtigt for virksomhederne at have et godt image og derfor så fristende i ordene at gøre sig bedre, end man er. Den svenske professor Nils Brunsson har skrevet en bog, ’The Organisation of Hypocrisy’. Heri forklarer han, at når virksomheder bliver stillet over for modstridende krav om både at skulle tjene penge, være gode og miljøbevidste, så er de nødt til at være hyklere, for de kan ikke optimere på alle fronter! Over for ét forum er de nødt til at fokusere på økonomien, over for et andet er de nødt til at udbrede sig om, hvilke hensyn de tager til omverdenen. Og det kan gå hen at blive ødelæggende at sige sandheden. Jeg kan give et eksempel: Når man skal finde en skole til sine børn, så regner man ikke med, at lederen til forberedelsessamtalen siger: Vi har her 40 lærere, 4 er alkoholikere, 3 skilsmissevrag plus en hel del udbrændte’. Det kan godt være, det er rigtigt, men hvis hun sagde det, ville det være uansvarligt, for hun skal jo ikke fortælle sandheden, hvis den demotiverer. Hun skal bidrage til at motivere, bidrage til at gøre idealerne sande – dvs. hun skal skyde foran målet. Hun skal lade, som om skolen er bedre, end den er, for at blive bedre, end den er. Så den kløft mellem at sige/gøre er ikke nødvendigvis så slem, som man kunne gøre den tilMen denne kløft betyder, at virksomheder kan havne i gigantiske problemer i offentligheden.”

Deres uvidenhed om erhvervslivet var grænseløs

Ole Thyssen nævner et begreb, han har været med til at udvikle: ’aspirational talk’.

”Det betyder, at man må udpege sine forhåbninger. Hvis der er noget, virksomheden er i færd med at nærme sig, noget, den gerne vil, skal man måske ikke være alt for hurtigt ude med det store tohåndssværd. En mand, der lyver om sig selv, er måske en mand, der er i gang med at finde et sprog, der gør ham bedre, at han er ved at leve op til det idealbillede, han gør sig om sig selv. Siger man sandheden, motiverer man ikke. Så lad os ikke dømme det for hårdt – virksomheder må måske gerne hykle, så længe de gør en aktiv indsats. Hvis man siger, vi er ikke i mål, men vi gør, hvad vi kan, så bør det måske derfor være tilgivet.”

Ordene har altså en kraft til at skabe forandring, selv om ordene måske ikke lige nu og her stemmer overens med virkeligheden.

”Når en virksomhed siger, vi vil sådan og sådan, ikke bare til sig selv, men offentliggør det som en del af virksomhedens vision eller selvbeskrivelse – f.eks. som noget, der står i dens rapporter – så binder det! Så opstår der forventninger hos publikum, hos de ansatte og de forskellige interessenter. Mærsk sagde engang: ”Jamen, vi har da vores værdier, men vi offentliggør dem ikke, for i det sekund vi gør det, opstår der diskussion og øget usikkerhed, så vi vil hellere have, at folk opdager det selv”. De ville hellere have, at værdierne skulle ligge i den implicitte eller tavse kultur. Siden har de offentliggjort deres værdier, og sådan ender det meget ofte, at virksomhedens ledelse og dens konsulenter fortæller den undrende offentlighed og de ansatte, hvad virksomhedens mission egentlig er. Og mit ideal er, at disse statements og visioner er opstået i dialog med interessenterne. For de, der har stenen i skoen, ved også hvor det gør ondt.”

Men det her ’produktive hykleri’, hvor man godt må love mere, end man kan holde, for at det kan skabe større motivation – går det den rigtige vej, og går det hurtigt nok? 

”Det går aldrig hurtigt nok. I enhver utopi er der en indbygget utålmodighed. Utopikere har altid raset over, at der ikke sker noget.

Men har vi ikke brug for utopikere i dag? 

”Jeg har jo forsket meget i utopier i 1970’erne. Og jeg mener, at utopien i form af store visioner om samfundsændringer stort set er forsvundet. Det, man håber på i dag, er reformer. Hele etikideen i dag er en reformidé. Der er ikke noget om, at vi skal have fælleseje eller ophæve markedet, eller at vi skal have revolution. Tiden er til reformer.”

Hvad er din egen diagnose af, at vi er gået væk fra det utopiske? 

”Marxismen med ideen om revolution og omvæltning viste sig at være skum på en vækstbølge. I 1960’erne og 1970’erne skete der lidt med samlivsformer og normer osv., men det var ikke nogen radikal ændring. Også romantikken omkring arbejderklassen og det væbnede oprør viste sig jo at være uholdbar. Der var også en form for antidemokratisk tendens, hvor man skulle have væbnet revolution. Her sejrede demokratiet, og markedsøkonomien blev den måde, hvorpå verdenssamfundet finder sammen. Det skal forstås på den måde, at det er markedets kriterier – succes, konkurrence og vækst – som landene samarbejder i forhold til. De måler sig f.eks. i forhold til, hvem der har det bedste bnp, den sundeste befolkning, største intelligens, størst trosfrihed etc. Man sammenligner sig simpelthen på markedets og konkurrencens vilkår.”

Er der en fremtid for erhvervsfilosofien? 

”Det kommer an på, hvorvidt erhvervsfilosofien vil og kan påtage sig sin rolle. Megen filosofi betragter det at have kontakt med erhvervslivet som en skandale. Jeg har selv været inde på Københavns Universitet og fortælle filosofferne der, hvad det vil sige at være filosof på en handelshøjskole – deres uvidenhed om erhvervslivet var grænseløs. De troede nærmest, jeg sad på skødet af chefer og fortalte dem, hvad de skulle gøre. Men i henhold til filosofiens tre klassiske discipliner – det gode, det sande og det skønne eller viden, etik og æstetik – inden for disse områder har du en lang række hensyn, som virksomhederne må påtage sig, som stiller dem over for krav, der ikke bare ligger automatisk i deres sædvanlige praksis.”

Ole Thyssen nævner videnledelse som eksempel: ”Hvordan handler man i forhold til viden, fornyelse af viden eller til ledelse af mennesker, som ved mere end en selv? Så er der etik, som vi allerede har talt om. ”

Æstetik er også et område, der har fyldt meget i Ole Thyssens virke som filosof.

”Også på dette område er der arbejde at gøre for erhvervsfilosofferne. I en verden, hvor vi modtager så mange budskaber, må virksomheder også forstærke deres kommunikation med æstetik for at slå igennem. De må ikke bare arbejde med det saglige, men også måden, det siges på – det gør man med design, image, retorik, arkitektur.”

Så på alle de tre klassiske fronter er der arbejde at gøre for ikke blot at gøre virksomheden bedre til at håndtere de hensyn, de i stigende grad er pålagt, men også for at opnå den gennemslagskraft, der skal til.

Ole Thyssen tilføjer:

”Det handler ikke om et nødvendigt fjendskab mellem markedet og filosofien. Markedet som helhed er en måde at omgås hinanden på, der ikke har alternativer – og som Niklas Luhmann sagde: Det, der er uden alternativer, er stabilt. Det ustabile er der, hvor der alternativer. Men inden for markedet selv er der ustabilitet, fordi der hele tiden tænkes alternativt på grund af denne her tvang til innovation. Skal man operere i urolige vande, så er viden, etik og æstetik vigtige områder. Her vil der altid være filosofisk arbejde at gøre.”

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *