[dropcap]D[/dropcap]et er ikke bare Novozymes, der undrer sig over, at statens grønne investeringsfond afviste Maabjerg Energy Centers (MEC) låneansøgning i Danmarks Grønne Investeringsfond. I rækken af kritikere stiller sig også direktør i BioRefining Alliance Anne Grethe Holmsgård, administrerede direktør Jørgen Udby fra Vestforsyning A/S samt mangeårig energiforsker ved Aalborg Universitet professor Frede Hvelplund.

Frede Hvelplund hæfter sig især ved fondens fokus på tilbagebetalingsevne og et projekts evne til at kunne give en forrentning, der modsvarer risikoen. En samfundsøkonomisk konsekvensvurdering ville naturligvis inddrage makroøkonomiske variabler som det vigtigste eller i visse tilfælde analyser baseret på nutidsværdi af fremtidige gevinster og omkostninger.

[quote float=”left”]Det er problematisk med en grøn fond, der lægger så stor vægt på, at projektet skal kunne levere en forrentning, der modsvarer risikoen[/quote]

I analyser af langsigtede løsninger er det bedre at vurdere konkrete risici med henblik på baggrundsvurderinger. Hvelplund finder det i den forbindelse overraskende, at man anvender en tidshorisont på 8 år. Tidshorisonter på 20 til 30 år ville være mere passende i en vurdering af nye teknologiske løsninger og de langsigtede potentialer, der er med hensyn til økonomisk bæredygtighed.

Hvelplund bemærker, at det ikke er hensigtsmæssigt at indarbejde risikopræmier via en høj diskonteringsrente eller et for højt rentabilitetskrav. På den måde udelukker man analyse af langsigtede løsninger, fordi fremtidige indtægter og udgifter tillægges lavere værdier, desto højere rentabilitetskrav man stiller.

”Det er utrolig bittert, at projektet nu opgives,” udtaler direktør i BioRefining Alliance Anne Grethe Holmsgård. ”Det er virkelig problematisk med en grøn fond, der lægger så stor vægt på, at projektet skal kunne levere en forrentning, der modsvarer risikoen. Reelt betyder det jo, at lidt anderledes, men perspektivrige teknologier kommer til at mangle den hjælpende hånd, der skal til for at overvinde gabet mellem store demonstrationsprojekter og den industrielle skala. Det handler ikke om et ønske om at være på statsstøtte, men om en realistisk erkendelse af, at grønne teknologier har behov for fødselshjælp. Det har de i vid udstrækning fået gennem projekter inden for vind, biogas og solenergi. Et integreret bioraffinaderi ligger uden for de kendte ’kasser’, og det var jo præcis her, en grøn fond skulle træde til med lånegarantier. Fondens målestok er tilsyneladende helt traditionel og uden et særligt perspektiv på at indfange teknologier, der falder mellem stolene. Det bør i mine øjne i høj grad vække til eftertanke,” vurderer Anne Grethe Holmsgård.

Det har ikke været muligt at få Erhvervs- og Vækstministeriets kommentarer. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen er den eneste, der må udtale sig. I en e-mail til Erhvervsfilosofi.dk henviser ministeriet til formanden for Den Grønne Investeringsfond for kommentarer i forbindelse med den konkrete sag (se artiklen Danmarks Grønne Investeringsfond svigter lovbestemt samfundsmål).

Den pludselige kommercialisering

Der har i forbindelse med den grønne investeringsfonds ansøgning hersket usikkerhed om fondens og de involverede ministerier forventninger til ansøgningens indhold og elementer.

Ifølge administrerende direktør Jørgen Udby, Vestforsyning A/S, der er udpeget som konsortiets leder i projektets etableringsfase, forventede MEC, at låneansøgningen også skulle basere sig på de samfundsøkonomiske elementer frem for en ensidig kommerciel evaluering. I forbindelse med møder om MEC-projektets låneanmodning var der ikke nogen dialog om, hvilke vurderingskriterier der ville blive anvendt, herunder hvilke vilkår der skulle opfyldes, for at ansøgningen kunne nyde fremme.

Hvis dette havde været et tema i drøftelsen, ville MEC have redegjort for, hvorledes disse vilkår (imødegåelse af risici) ville blive imødegået i næste fase af projektet forinden indgåelse af en endelig låneaftale – dette ville ifølge Udby have været det normale forløb.

[quote float=”right”]Det kan ikke udelukkes, at der er ideologiske dimensioner i MEC-sagen[/quote]

Det væsentlige for en ansøgning synes at have været risikovurderinger og i forbindelse hermed, hvilken risikogevinst man ville sætte op som kriterium for at give lånetilsagn. Generelt taler man om begrebet risikopræmie forstået som det udbytte, der ligger ud over et risikofrit afkast. Hvordan denne præmie er bestemt i forbindelse med MEC-projektet, kan af diskretionshensyn over for kunden ikke bestemmes.

Normalt antager man imidlertid, at desto større en risiko der er sammenlignet med det risikofri afkast, desto højere en præmie kan kreditor forlange. Centralt i denne vurdering er, hvor meget halm, gylle, husholdningsaffald, spildevandsslam og biomasseaffald leverandørerne kan afsætte til MEC, hvilke aftaler der er indgået om afsætning og til hvilke priser, forrentningen af investeringerne og tekniske driftsproblemer i indkøringsfasen.

Den Europæiske Investeringsbank fokuserer langsigtet

Det er værd at bemærke, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) efter indstilling fra den danske energistyrelse som et kriterium for at blåstemple et bevilget tilskud til MEC også fokuserer på finansiel levedygtighed på lang sigt. EIB’s vurderinger skal bekræfte, at fremtidige projekters indkomst vil dække alle udgående omkostninger med henblik på at minimere antallet af fejlslagne projekter.

MEC-projektet opnåede tilskud fra NER 300 i sommeren 2014, hvilket viser, at man i EU-regi vurderer projektet som tilstrækkeligt bæredygtigt stik modsat den grønne investeringsfonds vurderinger.

EU’s målsætninger for transportsektoren efter 2020 er endnu ukendt, hvilket rejser spørgsmålet om markedsstørrelsen for biobrændstoffer. Den grønne investeringsfond begrunder netop sit afslag med denne usikkerhed. Anne Grete Holmsgård bemærker hertil, at man i EU’s ‘Roadmap 2030’ fremlægger en strategi for lavemissionsmobilitet i transportsektoren. Denne kilde viser, at man er positivt indstillet over for biobrændstoffer. Man overvejer at give brændstofleverandørerne et påbud om at levere en vis mængde avancerede biobrændstoffer i perioden 2020-30. Alle EU-lande skal reducere udledningerne fra erhvervssektorer, der ikke er reguleret under EU’s ordning for handel med forureningstilladelser (non-ETS).

[quote float=”left”]Fri konkurrence øger transaktions-omkostningerne[/quote]

Ifølge kommissionens afgørelse af 3. november 2010 vedrørende blandt andet innovative teknologier (Den Europæiske Unions Tidende L 290/39) er støtte fra EU forbeholdt innovative demonstrationsprojekter, hvor teknologien ”endnu ikke behøver at være i drift, men hvor der sigtes mod demonstration på et niveau, før et projekt er blevet kommercialiseret.”

Der er intet i den grønne fonds offentlige tilkendegivelser, der antyder, at dette har været inde i billedet. Man opfører sig, som om projektet omgående skal vise et kommercialiseringspotentiale. Demonstrationsprojekters målsætning er ifølge Jørgen Udby ikke det samme som støtte til kommercielle projekter. Privat kommerciel finansiering til demonstrationsprojekter forventes med andre ord ikke i EU-regi før senere projektfaser.

Det er derfor forståeligt, at MEC ikke forventede et krav om kommercialisering. I stedet sigtede man med udgangspunkt i varmeforsyningsloven mod, at de lokale forsyningsselskaber skulle medvirke i investeringerne, mens man søgte at opnå en offentlig lånegaranti. Milliardinvesteringen skulle realiseres til en lav rente for at minimere forbrugernes risiko uden kommercielle afkast til investorerne, hvilket de andre konsortiedeltagere, Dong og Novozymes, var enige i.

Den ideologiske dimension

Det har de senere år været god latin at rulle staten tilbage, liberalisere og privatisere. Det frie marked og kommercialisering skal sættes i stedet. Vi husker postvæsen, telefoni og lufttrafik for nu at nævne nogle. Vand- og varmeforsyningen er under overvejelse med hensyn til privatisering med serviceforringelser og fordyrelser til følge. Den amerikanske økonom og nobelpristager Oliver Williamsons generelle teori fremhæver, at fri konkurrence øger transaktionsomkostningerne. Hierarki, forhandling og reguleringer af markedet er mere effektivt end vild konkurrence og monopollignende tilstande, der øger omkostningerne forbundet med kontraktindgåelser og forhandlinger.

Markedsmekanismer er ikke noget magisk eller okkult, medmindre man forfalder til voodooøkonomi. Markedet er et instrument, der kan sikre, at politiske målsætninger realiseres ved hjælp af reguleringer.

Det kan ikke udelukkes, at der er ideologiske dimensioner i MEC-sagen. Energiministeren afviser brug af varmeforsyningsloven i et brev om MEC’s finansieringsmuligheder. Ifølge regeringen er det ikke kommunernes eller statens opgave at sikre finansiering til private kommercielle projekter, og staten skal ifølge vækst og erhvervsministeren ikke stille garantier for lån.

Modviljen mod at skabe et samspil mellem det offentlige og det private hviler på en teoretisk forestilling om, at det offentlige fortrænger det private initiativ. Undlader man at se de to sektorer som gensidigt afhængige, går man imidlertid glip af positive effekter forbundet med samspillet – effekter, der netop har med innovationer og grønne innovative storskalaprojekter at gøre.

Skriv et svar