Artikelserie: Denne artikel er den anden i serien om etik i CSR-rapportering. Denne gang gennemgås naturetikken, der defineres som mennesket i forhold til den naturlige (organiske) verden.
[dropcap]N[/dropcap]år rigdommen af metoder og indikatorer til at indkredse væsentligheden i forhold til virksomhedernes CSR-arbejde er kolossal og fortsat udvikles i mange retninger, stiller det krav om en mere grundlæggende virksomhedsfilosofisk stillingtagen til ansvar og etik. [quote float=”left”]Hele verden er ét stort sammenhængende system[/quote]Vilkårligheden i indikatorerne er udtalt, og mere fundamentale spørgsmål trænger sig på for eksempelvis at afklare, hvilken etisk rolle virksomheden vil positionere sig i som samfundsaktør og – i denne artikel – hvilken etisk position i forhold til naturen, virksomheden vil bygge sin etiske argumentation op på.
Artikelserien, der i sidste udgave gang fokuserede på den transaktionelle etik, er baseret på forskning ved professor og ph.d. Scott R. Herriott fra College of Business Administration, Maharishi University of Management.
[toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Om artikelserien” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]Om denne artikelserieI forgående udgaver af Erhvervsfilosofi.dk har vi i forlængelse af debatartikel om FSR Danske Revisorers prisuddeling for bedste CSR-rapporter stillet skarpt på væsentlighed, troværdighed og transparens. Vi har blandt andet rejst det fundamentale spørgsmål, om tiden er moden til at stille større formelle krav til CSR-rapporteringen og inddrage præmisser, der også er motiverende for andre stakeholdere i samfundet og ikke alene for virksomhederne selv.
Mange taler imod flere formelle etiske regler med argumenter om, at samfundsansvar stadig er i sin vorden, og at det blot vil demotivere virksomhederne til at engagere sig mere. Vi har udfordret dette motivationsargument og skrev i Erhvervsfilosofi.dk #11: ””Samfundsansvar betaler sig.” ”Det er god forretning.” Begge udsagn blev gentaget igen og igen på konferencen på Børsen, hvor CSR-priserne blev uddelt. Og begge udsagn høres hyppigere og hyppigere også i andre sammenhænge. Men det er tankevækkende, at god forretning på CSR-området åbenbart ikke er motivation nok i sig selv, at det naturligt afrapporteres. Virksomhederne skal hjælpes til denne fortælling. De skal motiveres, er argumentet, og man kan rejse det spørgsmål, om det er, fordi samfundsansvar ikke altid er en god forretning, men ofte også blot en etisk forpligtelse for magtfulde samfundsaktører.”
I det perspektiv har vi stillet skarpt på en række etiske overvejelser, som virksomheder bør være sig bevidst i forhold til den årlige CSR-rapportering.[/toggle]
Naturetik defineres som mennesket (virksomheden) i forhold til den naturlige (organiske) verden.
Hvor første artikel i serien handlede om den transaktionelle etik, der afgrænses til virksomhedens ansvar over for andre, med hvem virksomheden udveksler ydelser, så tager naturetikken spørgsmålet om ansvarets rækkevidde til et mere principielt niveau, i forhold til hvem vi er som mennesker (og dermed som virksomheder), hvilke værdier eller biologiske systemer vi vil tage ansvar for, og hvordan vi etisk ønsker at positionere os i forhold hertil.
Hvor den transaktionelle etik dermed per definition har et begrænset ansvar, hvor konditionen var en konkret relation til en anden part, betinger naturetikken en værdimæssig stillingtagen til, hvem vi er, og hvilke natursystemer vi tilhører og har ansvar for.
[quote float=”right”]Naturetikken betinger en værdimæssig stillingtagen til, hvem vi er, og hvilke natursystemer vi tilhører og har ansvar for[/quote]Naturetikken har traditionelt arbejdet med tre perspektiver – den antropocentriske etik, den biocentriske etik og den økocentriske etik – der hver giver sig udslag i tre forskellige etiske pejlemærker at tage beslutninger og handle ud fra. Disse tre perspektiver kan virksomhedsledere i eksempelvis en klima- og miljøoptik tilegne sig forståelse for og dermed spørge sig selv, hvilken værdietisk position virksomheden vil argumentere for, handle ud fra og rapportere efter, herunder hvordan balancerne mellem positionerne vægtes.
Det første perspektiv er den antropocentriske etik. I denne opfattelse står menneskeheden som særlig unik i universet. Mennesket ser sine omgivelser – dvs. natur, råstoffer og dyr – som værende ressourcer til fremme for menneskeheden. I denne position handler vi udelukkende i pagt med menneskeheden, og naturen er udelukkende værdsat for dens anvendelighed.
Sagt i religiøse termer giver den antropocentriske etik mennesket ’herredømme’ over alt i naturen. I et CSR-rapporteringsperspektiv kan man tale om en antropocentisk etik, når virksomheder uden diskussion eller overvejelse af konsekvenserne beretter om bearbejdning af jord, råmaterialer, energi og vand for udelukkende at understøtte menneskets efterfølgende forbrug.
Debatten om indregning af eksternaliteter i produktion handler i sin kerne om stillingtagen til den antropocentriske etik. Det er på mange måder et radikalt synspunkt, men naturen benyttes stadig uden afregning af eksternaliteter i stor stil til produktion. Selv helt små miljø- og energiopgørelser i CSR-rapporteringen kan ses som et opgør med den antropocentriske etik, der med hele bæredygtighedsbevægelsen får mindre og mindre plads.
Virksomheder bør stille sig spørgsmålet: Hvor bruger vi naturen uden afregning eller refleksion til at drive vores forretning?
Det andet perspektiv er den biocentriske etik. Den biocentriske etik står i delvis opposition til den antroprocentiske etik. Her bygges handlinger på, at værdien af et menneske er den samme som alle andre individuelle levende væsener. Den biocentriske etik hævder, at alle levende organismer forfølger deres egne goder på deres egen måde, og at mennesker ikke i sig selv er bedre end andre levende væsener. Et grundspørgsmål i denne position er, hvordan levende væsener defineres. Er det kun dyr? CSR-rapporteringer, der afspejler respekt for og reelt inddrager dyrs rettigheder i erhvervshandlinger, bygger på grader af biocentrisk etik.
Spørgsmålet, virksomheder bør stille sig er: Hvordan respekterer vi værdien af andre levende væsener – mennesker såvel som dyr?
Det tredje perspektiv er den økocentriske etik. Den økocentriske position bringer hele det økologiske system og det biologiske fællesskab i spil i etiske spørgsmål. Positionen anerkender ikke selvstændige individer – mennesker, dyr såvel som organismer – som isoleret etiske referencer. Hvor den biocentriske etik accepterer argumentation opbygget fra et individuelt syn, så forkaster den økocentriske etik denne mulighed.
Positionen opfatter mennesket som en integreret del af naturen, der ligeværdigt er i relation til alle andre levende væsener og organismer. Det er respekten og integriteten i systemet som en helhed, der er den fundamentale værdi, moralske domme skal tilgodese.
Det er en position, som blandt andet Mogens Lykketoft og Steen Hildebrandt argumenterede for i et debatindlæg om FN´s verdensmål i Kristeligt Dagblad den 25. oktober 2016: ”Hele verden er ét stort sammenhængende system. Og dette system har igennem mange årtier været udsat for så voldsomme pres fra den industrielle udvikling, at det begynder at antage et faretruende omfang. Oceanerne, vandet, den biologiske mangfoldighed, udnyttelsen af råstoffer, jordens overflade, skovene, fattigdom, befolkningsudviklingen, fødevaresituationen, uddannelsesindsatserne med mere.”
En økocentrisk etik kan komme til udtryk i CSR-rapporteringer, når virksomheder rapporterer om deres respekt for biodiversitet, f.eks. gennem bevarelse af store landområder eller anden natur, uden at have anden hensigt end netop det. Det tætteste, CSR kommer på den rene etisk økocentriske beslutninger, er donationer, der sigter med biodiversitet.
Spørgsmålet, virksomheder bør stille sig er: Accepterer vi som virksomhed, at vi hænger sammen i et økosystem. Og hvordan vil vi i så fald respektere det?
I næste udgave af Erhvervsfilosofi.dk behandler vi livsetikken.