Der er med Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærds (MKI) endelige udtalelse den 17. oktober 2016 i klagen mod tekstilvirksomheden PWT Group om overtrædelse af OECD’s retningslinjer etableret en helt ny og særpræget etisk argumentation i både erhvervslivet og filosofihistorien.

MKI fritager PWT Group for ansvar i fabrikskatastrofen i Bangladesh i 2013. Dermed åbnes en kattelem for, at virksomheder uden alvorlige konsekvenser kan undlade at gennemføre kontrolforanstaltninger. Faktisk er der tale om et vaskeægte argumentatorisk selvmål fra MKI’s side.

MKI argumenterer i sin udtalelse: ”… at det ikke er dokumenteret, at en inspektion ville have afdækket de pågældende risici ved bygningen. PWT Group kan ikke gøres ansvarlig for bygningssammenstyrtningen.”

Logikken synes at være, at undlader virksomheden at dokumentere kontroller, kan virksomhederne ikke gøres ansvarlige for konsekvenserne af den udeladte kontrol.

Argumentationen underminerer dermed den generelle erhvervsudvikling mod et større engagement i samfundsansvarlige spørgsmål. For hvilken virksomhed ønsker at være den første, der dokumenterer kontrolprocesser på et nyt område, når det kan blive brugt som grundsten for en senere dårlig sag?

Hvis MKI’s udtalelse danner præcedens, stiller det altså virksomheder bedre at undlade at foretage kontrol end at handle.

[toggle title_open=”Close Me” title_closed=”Sagen kort fortalt” hide=”yes” border=”yes” style=”default” excerpt_length=”0″ read_more_text=”Read More” read_less_text=”Read Less” include_excerpt_html=”no”]MKI præsenterer selv: ”Clean Clothes Campaign Danmark og Aktive Forbrugere klagede i december 2014 til Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI) over PWT Group A/S med påstand om, at PWT Group havde overtrådt OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder ved at undlade at udvise nødvendig omhu (due diligence) i forhold til sin leverandør, tekstilproducenten New Wave Style Ltd., Bangladesh.”

CSR-branchen har set frem til MKI’s udtalelse, især fordi sagens karakter er enestående, idet den vedrører spørgsmålet om grænserne for kædeansvar og omfanget af nødvendig omhu i vurderingen af leverandørrelationer. Dels fordi sagen udspringer af måske den største erhvervsrelaterede katastrofe nogensinde, kollapset af bygningen Rana Plaza i Bangladesh tilbage i 2013, hvor mere end 1.100 mennesker mistede livet, mens de var i færd med at producere varer til Vestens krævende forbrugere. Og dels fordi sagen er MKI´s første vigtige udtalelse om et område, der ofte diskuteres i teoretiske termer. [/toggle]

MKI må dermed også mene, at ansvarsfritagelsen af PWT Group for sammenstyrtningen af Rana Plaza bygger på den præmis, at dokumentation for en inspektionsproces rent faktisk ville kunne etableres med tilbagevirkende kraft. MKI argumenterer: ”… det ikke kan dokumenteres …”. Det må i MKI’s øjne antagelig være muligt at rekonstruere en inspektion og på det grundlag dokumentere, om en inspektion kunne have afhjulpet den fatale situation.

For hvis ikke MKI reelt anerkender den hypotetiske inspektionsmulighed, er det meget svært at anerkende, hvorfor MKI så finder argumentet validt i forehold til at undsige PWT Groups ansvar i sagen. Omvendt formuleret betyder det, at hvis ikke MKI ankerkender brug af dokumentation fra en rekonstrueret inspektion, så vil svaret være givet på forhånd; nemlig at kan kontrolprocesser ikke dokumenteres, kan det heller ikke medføre ansvar for konsekvenserne af de manglende kontroller.

Ud fra en argumentationslogiks betragtning kan man derfor stille sig kritisk over for MKI´s vurdering, fordi argumentet hviler på en undertrykt (skjult) præmis om, at dokumentation af en rekonstrueret inspektion potentielt ville kunne pådrage PWT Group et ansvar, og dermed at ansvarsvurderingen kunne have været en anden, hvis anklagerne havde fået produceret den.

Men det kan unægtelig være en meget svær opgave at konstruere en sådan tilbagevirkende dokumentation, dels fordi det ville være ren spekulation, og dels fordi en sådan dokumentation formentlig kunne konstrueres til både at tale for et ansvar og imod et ansvar. Og hvem skulle i givet fald varetage opgaven at bestemme, hvordan en konstrueret inspektion med nødvendig omhu kunne se ud, uden at indholdet ville blive underkendt af en af de stridende parter eller politiseret af forskellige interessenter fra henholdsvis ngo-verdenen, pårørende og erhvervslivet.

Men det er lige nøjagtig den undertrykte præmis, som MKI fremfører i argumentationen, og som ligger begravet i udsagnet ”… det ikke kan dokumenteres …”

Tvetydige udtalelser om praksis for inspektioner   

Man må også konstatere, at MKI´s udtalelser om, hvad en inspektion eventuelt kunne bygges på, er særdeles vævende, endog tangerende det tvetydige.

Ikke bare benytter MKI en undertrykt præmis om, at dokumentation for hypotetisk inspektion er en mulighed i sagen, men MKI udtaler sig tillige i tvetydige vendinger om karakteren af inspektioner (side 7): ”Det er ikke over for MKI oplyst, (…) om der forelå en branchepraksis.”

Men samtidig konkluderer MKI i afsnittet lige efter: ”På ulykkestidspunktet blev inspektioner i Bangladesh typisk udført som ’social audits’, som ikke omfattede undersøgelser af bygningskonstruktioner.”

MKI er således på den ene side vidende om, hvad inspektioner typisk består af, men på den anden side ikke oplyst om branchepraksis. Det er naturligvis muligt at skelne mellem ’typiske’ og ’branchespecifikke’ inspektioner. Men når MKI ikke har kendskab til forskellen (hvis den fandtes), synes præmissen, at dokumentation for inspektioner har været grundlaget for at vurdere, om der var et ansvar eller ej, at være et mærkværdigt argumentatorisk selvmål.

Tilbage står altså, at MKI i sin vurdering lægger til grund, at PWT-Group potentielt kunne have fået en påtale for sit medansvar for bygningssammenstyrtningen, hvis det kunne dokumenteres, at en inspektion ville have haft betydning. Den undertrykte præmis er, at det i sagen er muligt for klagerne – Clean Clothes Campaign og Aktive Forbrugere – at etablere denne dokumentation, idet MKI ikke selv har gjort et forsøg.

Spørgsmålet, der skal stilles, er derfor, om det er rimeligt, at MKI antager, at inspektionsdokumentation i sagen er en reel mulighed. Det er nærlæggende at få den tanke, at MKI stiller sig i en position, der tilsigter, at ansvar for konsekvenser af overtrædelser af OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder på baggrund af huller i kontroller og inspektioner aldrig kan placeres hos en virksomhed, og derfor har de etableret den undertrykte præmis i argumentet.

Ifølge MKI udtalelsen kan PWT Group ikke dokumentere reelle inspektioner eller processer herfor, men alligevel benytter MKI netop dokumentation som sin præmis for at ansvarsfritage PWTGroup.

Årsager til brug af undertrykte præmisser i argumenter
Etik – herunder ansvar – som videnskabelig filosofisk disciplin bygger på argumenter, hvor forskellige etiske positioner kan danne baggrund for at vurdere hændelser og vægte dilemmaer og konsekvenser. Uanset om man er tilhænger af pligtetikken, nytteetikken, dydsetikken eller noget helt fjerde, så er transparent og tydelig argumentation forudsætningen for en etisk drøftelse.

Når argumentationer bygger på undertrykte præmisser, er der ofte tale om to mulige årsager. Den første findes, når påstande er åbenlyse for alle eller ukontroversielle i forhold til forskellige fælles sproglige og værdimæssige præferencer. F.eks. udsagnet: Det er forkert at slå børn. Her har vi alle en værdifundamental forståelse af den undertrykte præmis, nemlig at revselsesretten ikke var en konstruktiv vej for det gode liv, og derfor afskaffede vi den.

Den anden årsag til at benytte undertrykte præmisser i argumenter er typisk, når man ønsker at sløre kontroversielle argumenter og indskrive egen interesse i logikken. F.eks. indeholder udsagnet min opponent må ikke bære megen kærlighed til fædrelandet, siden han er imod stramninger af udlændingeloven, den undertrykte præmis, at man ikke kan have kærlighed til sit land uden at gå ind for stramninger af udlændingeloven (eksemplet er lånt af adjunkt Jens Christian Bjerring, Århus Universitet).

Spørgsmålet er om MKI´s benyttelse af en undertrykt præmis har sin rod i, at MKI mener, at der foreligger en fælles forståelse for rækkevidden af virksomheders ansvar og således vurderer, at udtalelsen er helt ukontroversiel. Eller om MKI bevidst har taget en principiel beslutning om, at virksomheder aldrig har ansvar for konsekvenserne af manglende processer. Et synspunkt, som MKI antagelig må vide vil opleves kontroversielt blandt nogle interessentgrupper, og derfor sløres det, at MKI principielt kun ser sig i stand til at ansvarspålægge virksomheder for manglende processer – og aldrig for konsekvenserne af manglende processer.

Skriv et svar