[dropcap]A[/dropcap]rtikelserie: I de kommende udgaver af Erhvervsfilosofi.dk belyser vi forskellige etiske positioner, som virksomheder bør være sig bevidst i forhold til den årlige CSR-rapportering. Denne første artikel fokuserer på det transaktionelle ansvar, der defineres som virksomhedens ansvar over fordem virksomheden udveksler ydelser med.
Artikelserien er baseret på forskning fra professor og ph.d. Scott R. Herriott fra College of Business Administration, Maharishi University of Management.
Selv om FN´s 17 verdensmål sniger sig ind som en konceptuel ramme for større virksomheders rapporteringer om samfundsansvar, blafrer kriterierne for væsentlighedsvurderinger stadig noget i vinden.
[quote float=”left”]Bæredygtighed rækker længere end virksomhedens bundlinje og forretningsudvikling[/quote]Årsagen er velkendt, nemlig at CSR-rapportering ikke på samme måde som finansiel rapportering kan etableres på kongstanken om, at hvis investorernes informationsbehov dækkes, så dækkes andre væsentlige interessenters informationsbehov med stor sandsynlighed også.
Samfundsansvarlige resultater og risikovurderinger er ofte så komplekse, at de sjældent lader sig reducere til økonomiske værdier eller risici. Indikatorerne for, hvilke miljø-, sociale og ledelsesetiske samfundsansvarlige faktorer, der er væsentlige at rapportere om – og dermed også proaktivt at handle på – har imidlertid nærmest uendelige muligheder for at blive udviklet.
Eksempelvis har Global Reporting Initiatives guidelines (GRI) næsten 100 indikatorer, der understøttes af omkring 300 specifikke datapunkter. The Dow Jones Sustainability Index, der lægger ESG-data til grund, har endda endnu flere vurderingsindikatorer, ligesom en række andre vurderingssystemer kan præsentere hver sin metodologi og hvert sit sæt af omfangsrige indikatorer.
Selv om rigdommen af metoder og indikatorer til at indkredse væsentligheden i forhold til virksomhedernes CSR-arbejde er kolossal og fortsat udvikles, viser mangfoldigheden også, at en mere grundlæggende virksomhedsfilosofisk stillingtagen til ansvarsspørgsmålet er nødvendig. Vilkårligheden i indikatorerne er udtalt, og stiller krav om en afklaring af mere fundamentale spørgsmål, for eksempel spørgsmålet om, hvilken etisk rolle virksomheden vil positionere sig i som samfundsaktør.
Det er stadig muligt at opstille konceptuelle krav om eksempelvis revidering efter internationale standarder og rapportering efter konkrete anbefalede mål om eksempelvis diversitet eller C02-emissioner. Og fremhævede resultater kan kræves præsenteret efter samme baseline, for eksempelvis med et udgangspunkt på 12 eller 24 måneder. Se også artiklen: ’Debat: Troværdig CSR-rapportering for hvem?’.
[quote float=”right”]Organisationer må også sætte etik på dagsordenen[/quote]Udgangspunktet er, at virksomhederne og stakeholdere stadig står på usikker grund, hvad angår det, der er væsentligt at rapportere om i forhold til samfundsansvar. Bæredygtighed rækker længere end virksomhedens bundlinje og forretningsudvikling. Et multistakeholderperspektiv på væsentlighed må være et fair krav at stille til virksomhederne, når der nu foreligger en global politisk ambition om at indfri de 17 verdensmål og med COP21-aftalen en global politisk beslutning om at dæmpe den globale opvarmning.
Et multistakeholderperspektiv må nødvendigvis også indeholde en normativ – etisk – stillingtagen til samfundsansvar, idet interessekonflikterne mellem forskellige stakeholdere ikke kan gemmes af vejen, blot fordi verdens problemer potentielt rummer forretningsmuligheder. Den konceptuelle ramme for samfundsansvar er stadig løst defineret, men er med verdensmålene og det stigende udbud af ESG-ratingbureauer mere synlig end tidligere. Kriterierne for, hvad der er væsentligt for virksomhederne at rapportere om, og hvem der rapporteres til, er endnu mere præsent, når det gælder FN’s verdensmål, der som bekendt vedrører os alle.
Grundliggende samfundsansvarlige etiske grundpositioner
Professor og ph.d. Scott R. Herriott fra College of Business Administration Maharishi University of Management, der har til huse i Iowa, USA, giver i artiklen ’The Philosophies of Sustainability’ et bud på en række grundliggende samfundsansvarlige etiske positioner.
Nedenfor bringer vi et kort resumé af positionerne, der kan tjene som inspiration til videre drøftelse i virksomhederne.
Udgangspunktet for Scott R. Herriotts beskrivelser er tesen, at etiske standpunkter ikke fuldt ud kan bestemme, hvad der er væsentligt i virksomhedens CSR-rapportering. Men etisk opmærksomhed på, hvad det gode liv er, kan danne et pejlemærke i konkrete væsentlighedsvurderinger. Grundliggende etiske spørgsmål handler om menneskets natur, hvad livet er, hvordan vi forholder os til andre og til naturen. Også organisationer må sætte disse spørgsmål på dagsordenen.
Virksomheden skal derfor tage stilling til det transaktionelle ansvar: En etik omkring transaktioner definerer virksomhedens ansvar over for andre, med hvem virksomheden udveksler ydelser. Ifølge Herriott kan der skelnes mellem fem ansvarsniveauer, der hver især repræsenterer etiske positioner i forhold til de konkrete relationer, virksomheden har med andre. Hver etisk position kan dermed være pejlemærke for væsentlighedsvurderinger i forhold til virksomhedens bæredygtighed. Virksomhedens fem ansvarsniveauer lyder som følger:
1. Intet ansvar: Dette er den rene junglelov. I dette perspektiv er virksomheden ikke bundet af moralske begrænsninger i forhold til andre eller naturlige normer og overbevisninger. Næppe mange virksomheder vil bekende sig til denne position. Men det er stadig en etisk mulig position.
2. Juridisk ansvar: Herriott kalder kalder denne position for ’law of the concrete jungle’. Virksomheden er bundet af samfundets love og de kontrakter, der er bundet op herpå. Men virksomheden er ikke yderligere begrænset af etiske overvejelser, der række længere. Man kan allerede ane, at mange virksomheder på mange områder befinder sig i denne position, uanset om der gives udtryk for stærkere moralske begrænsninger. Dette etiske perspektiv læner sig alene op ad compliance og love relateret til forretningspraksis og kan siges at læne sig anerkendende op ad økonomen Miltons berømte ord fra 1970: ”there is one and only one social responsibility of business – to use its resources and engage in activities designed to increase its profits so long as it stays within the rules of the game, which is to say, engages in open and free competition without deception or fraud.”
3. Relationelt ansvar. Med denne etiske position i forhold til ansvarlighed påtager virksomheden sig ansvaret for den adfærd, som andre med deres skikke og normer forventer. Dette etiske perspektiv anerkender en virksomheds ansvar for konsekvenserne af dens handlinger inden for en udvidet relation, uanset om disse handlinger er underlagt en specifik og formel aftale eller ej. I bæredygtighedsrapporter betyder denne indikation en forpligtelse over for interessenter i forhold til de følgevirkninger af virksomhedens transaktioner, der ligger uden for konkrete kontraktforhold, reguleringer eller love.
Det relationelle ansvar rejser det etiske krav, at konflikter skal løses internt mellem de involverede parter snarere end gennem retssystemer. Dette gældende princip og denne intention ligger blandt andet til grund for ‘den tredelte bundlinje’, men har i realiteten svære kår, da den økonomiske bundlinje trods alt stadig er en forudsætning og omdrejningspunktet for virksomhedsdrift. Konflikter mellem økonomi, sociale hensyn og miljøpåvirkninger løses måske internt, men den økonomiske side vejer i mange tilfælde tungere end de øvrige. Men pointen er, at virksomheder kan diskutere balance mellem økonomi og etik, og hvor langt de etiske hensyn rækker i relationerne med andre stakeholdere, der måske prioriterer anderledes. Og det sker vel også i nogen grad i nogle virksomheder.
4. Reaktivt ansvar: Denne etiske position lægger til grund, at virksomheden har et ansvar for handlinger foretaget af andre, når disse handlinger er baseret på en rimelig forudsigelig adfærd hos transaktionsrelaterede partnere. Også selv om handlingerne ikke formelt er en del af en etableret skik eller norm gældende for relationen. Denne etiske position diskuteres især i kædeanvarsspørgsmål, i leverandørrelationer, når det gælder menneskerettigheder, og ved rapporteringer om scope-2- og scope-3-drivhusgasudledninger. Eksempelvis er Global Reporting Initiatives definition af væsentlighed ifølge Herriott reaktiv, fordi GRI (G4-2) opfordrer til at undersøge virkninger under hensyntagen til ”the range of reasonable expectations and interests of the organization’s stakeholders”. Man kan her stille spørgsmål ved, hvordan ”reasonable expectations” defineres.
5. Konsekvensansvar. I dette perspektiv er en virksomhed ansvarlig for følgerne af andres adfærd, selv om det ikke er direkte part i en transaktion. Den mest velkendte anvendelse af denne etik er ansvaret for forurening, som påvirker mennesker, der hverken køber eller sælger virksomhedens produkter.
Et andet eksempel er en virksomheds brug af fælles offentlige ressourcer såsom ilt, jord, vand eller fiskepladser (vand), hvis anvendelsen påvirker andre brugere af ressourcen. I forhold til rapportering om bæredygtighed er drivhusgasser et tydeligt eksempel. En etisk position bygget op konsekvensansvar ville konsekvent fordømme en virksomheds produktion af drivhusgasser og andre forurenende affaldsprodukter den dag i dag. Det er nok næppe en position, mange virksomheder vil indtage, men forståelsen for, at andre kan have en sådan position, kan inddrages i rapporteringen og i dialogen med interessenter.
I næste udgave af Erhvervsfilosofi.dk gennemgår vi andre etiske områder og skitserer ligeledes forskellige positioner.