MENU
22. November 2017

Kviklånene er likviditetsværktøj for iværksættere

Dansk deleøkonomi: markedstilpasninger på agendaen

9. oktober 2016 Boganmeldelse, Erhvervsfilosofi.dk #12 2016, årgang 2, Etik, Refleksion

Os og dem – fjendskabet og dets etik

Den århusianske professor i idehistorie Mikkel Thorup har begået en særdeles velskrevet, tankevækkende og samtidsrelevant bog om fjendskabet og dets etik. Thorup trækker på inspiration fra den tyske retsfilosof Carl Schmitt, men udsynet er meget bredere. Denne anmeldelse er tidligere udgivet på Dansk Filosofisk Selskab og lavet af Anders Dræby Sørensen. Anmeldelsen bringes med tilladelse.

Fjendskabets eksistentielle dimension

I løbet af de seneste årtier er der opstået en forøget interesse for mellem- menneskelige relationer. Det gælder især inden for pædagogisk psykologi og sociologi. Thorups spændende bog afspejler i et vist omfang, at denne interesse også har indfundet sig inden for filosofi og idéhistorie. Sammen med en beslægtet interesse for venskabet.

Ifølge Thorup udspringer vores behov for venskabet og fjendskabet af den samme eksistentielle grundproblematik. Den problematik handler lige præcis om relationer. Den handler nemlig om, hvordan vi hver især får en oplevelse af uvished – og dermed af frygt og kompleksitet – i mødet med den fremmede. Vi etablerer så venskaber eller fjendskaber, fordi vi derigennem kan dæmpe vores oplevelse af frygt og uvished.

Vi etablerer venskaber eller fjendskaber, fordi vi derigennem kan dæmpe vores oplevelse af frygt og uvished

Til fordel for en oplevelse af struktur og sammenhæng i tilværelsen. Modsat den fremmede giver vennen og fjenden os altså en oplevelse af mening. Forskellen på venskabet og fjend- skabet er så, at vi forstår venskabsrelationen som positiv og knyttet til følelsen af kærlighed. Mens vi forstår fjendskabsrelationen som negativ og knyttet til følelsen af had.

Thorup præsenterer ganske interessant en nærmest eksistentiel-fænomenologisk forståelse af fjenden som ”den, der i eksistentiel forstand truer min væren i verden” (s. 7). Fjenden er med andre ord negationen af min eksistens, som kan ryste grunden under mig. Thorups definition af fjendskabsfænomenet bevæger sig dermed meget tæt på Søren Kierkegaards, Martin Heideggers og Jean-Paul Sartres indkredsninger af angsten og intetheden.

Ligesom angsten og intetheden angår fjendskabet altså min egen væren, og det er både altopslugende og altafgørende. Thorup udpensler dog samtidig, at fjenden er fundamentalt forskellig fra mig selv og får mig til at føle mig under angreb. Det er den Anden, men det er netop ikke, som i Emmanuel Levinas’ hovedværk Totalitet og uendelighed fra 1961, ham eller hende, som jeg modtager gæstfrit i mit hjem.

En tid, hvor muslimske flygtninge desuden strømmer til Europa og afprøver vores kulturelle og sociale tolerancetærskler på en måde, hvor italesættelsen af, hvem der er fjender og ofre, på én gang bliver central og omstridt

Dermed bevæger Thorup sig tæt på Sartres socialfilosofiske analyse af blikket i Væren og intet fra 1943. Ifølge den tidlige Sartre er jeg netop i kraft af min frihed kendetegnet ved at indgå i en ontologisk konflikt med andre mennesker. Det betyder altså, at jeg overhovedet bliver til som et menneske, der er et socialt væsen, igennem en permanent strid med andre. Ifølge Sartre kan jeg så enten indtage en sadistisk eller en masochistisk position i denne strid. Dominere eller domineres.

Thorup er dog ikke inspireret af eksistensfilosofien men af Schmitt, der beskriver konflikten som indfældet i selve eksistensen som sådan. Det betyder, at fjendskabet udgør et træk ved menneskets grundlæggende væren. I et mere eksistentielt perspektiv indebærer det, at vi også skabes, som dem vi er, igennem vores fjendskaber.

Hermed er vi altså langt fra spirituelle og kristne tilgange til mennesket, der typisk betoner kærligheden i grunden. Den danske mystiker Martinus insisterer for eksempel på, at vi udrydder begrebet fjendskab fra vores bevidsthed og i stedet følger kærlighedens vej i livet. Kierkegaard påpeger tilsvarende, at jeg i en fundamental forstand først bliver mig selv igennem kærligheden til mig selv, Gud og min næste.

Det offentlige fjendskab

Sartre beskriver den sociale konflikt som et meget generelt fænomen. Thorup beskriver derimod fjendskabet som et langt mere specifikt fænomen. Det handler nemlig om, at vi identificerer fjenden som fundamentalt ond. Mens Sartre forstår konflikten som et grundlæggende aspekt ved mig selv, udlægger Thorup fjendskabet som en kategori til adskillelse af os selv. Idet vi identi- ficerer de andre som fjender, identificerer vi nemlig samtidig os selv som gode.

Fjendskabet er således forbundet med en omskrivning og reduktion af de andre. Som fjender bliver de til undermennesker eller deciderede ikke-mennesker. Samtidig forestiller vi os fjenden som en del af et abstrakt kollektiv, hvilket fører til en distinktion imellem os og dem.

Gennem min pointering af os og ikke mig får jeg fremhævet, at Thorup meget eksplicit ønsker at diskutere det offentlige og ikke det private fjendskab. Bogen handler altså ikke om mig og dig men om os og dem. Derfor er Fjendskab også langt mere social- end eksistensfilosofisk. Det kunne ellers have været særdeles interessant med en diskussion af det personlige fjendskab som et supplement. Det ville det også, fordi det havde åbnet for en analyse af selv- fjendskabet. Altså af den erfaring at jeg kan være min egen værste fjende. Thorup berører ganske vist til dels denne erfaring i sin diskussion af, hvordan det totalitære fjendskab har det med at blive selvdestruktivt.

Til gengæld indløser han fuldt ud sit eget forehavende. Thorup leverer med Fjendskab en aldeles glimrende og indsigtsfuld fremstilling af det offentlige fjendskab, som hovedsageligt er baseret på ”den trussel, fjenden udgør imod fællesskabet” (s. 11). Vi identificerer lige netop dem igennem vores kollektive frygt for vores egen kollektive væren. Dermed får vi overhovedet etableret en kollektiv identitet for os.

Fjendskabet indbefatter hermed ikke alene en kategorial bestemmelse af en hel gruppe, Dem, der adskiller sig fra os i en fordeling af rollerne mellem de gode og de onde. Ifølge Thorup udgør fjendebilledet også en modsætning til offerbilledet. Idet vi identificerer de andre som fjender, får vi altså carte blanche til at fremstille os selv som ofre. Det er tankevækkende i en tid, hvor liberalistiske og neoliberale kræfter har en tendens til at italesætte dem selv som ofre for de dovne og uduelige arbejdsløse, de psykisk syge og ind- vandrerne.

En tid, hvor muslimske flygtninge desuden strømmer til Europa og afprøver vores kulturelle og sociale tolerancetærskler på en måde, hvor italesættelsen af, hvem der er fjender og ofre, på én gang bliver central og omstridt.

Fjendskabets blodighed

Ifølge Thorup består fjendskabet ydermere i en kamp. Dermed omfatter fjendskabet ikke alene en væren men også en gøren. Fjendskabet er i sig selv tomt og handler derfor om måden, hvorpå et kollektiv udtrykker sig på over for nogle andre. Nemlig dem, som befinder sig uden for – eller på grænsen af – kollektivet. Denne pointe findes også i den britiske socialpsykolog Henri Tajfels velkendte identitetsteori.

Fjendskabet er i sig selv tomt og handler derfor om måden, hvorpå et kollektiv udtrykker sig på over for nogle andre

Tajfel baserer således menneskets etablering af social identitet på en skelnen mellem ingroup og outgroup. Ifølge denne teori opnår vi altså social identitet inden for en gruppe ved at identificere nogen uden for gruppen, som vi ikke deler identitet med. Det er en aktiv handling og ikke blot en tanke. Som Thorup pointerer, er denne handling ofte grum og blodig. Han mener samtidig, at det religiøse fjendskab historisk set har været det blodigste. Skarpt forfulgt af det politiske, moralske og biologiske fjendskab.

Michel Foucault har en anden vinkel på den vurdering. Forelæsningsrækken Il faut défendre la société fra 1975-1976 beskriver nemlig den moderne bio- politik som en permanent krigsførelse imod indre og ydre fjender. I værket

Viljen til viden fra 1976 uddyber Foucault denne vinkel. Det gør han blandt andet gennem en påpegning af, hvordan de moderne magtinstitutioner har dræbt og forgrebet sig på et massivt antal mennesker i livets og normalitets- moralens navn.

Jeg kan passende supplere denne vinkel ved hjælp af den skotske psykiater Ronald Laing. Laing udpeger i bogen The Politics of Experience and the Bird of Paradise fra 1967 den moderne normaliserings- tendens som ekstremt voldelig og som langt mere blodig end kirke- institutioner og religionskonflikter nogensinde har været. Normaliseringen vil her sige tendensen i vores samfund til at begribe og forvalte en social mod- sætning imellem de normale og de unormale. Hos Laing er dette, ligesom hos Foucault, et modsætningsforhold, der delvist sammenfatter men også over- skrider det politiske, moralske og biologiske fjendskab.

Det gør det ifølge Laing, fordi såkaldte normale mennesker, i den moderne tidsalder, i et hidtil uset omfang har stået for drab, kontrol, styring, disciplinering, indespærring, moralisering, medicinering, behandling, forebyggelse og sterilisering af såkaldt unormale mennesker. I normalitetens navn.

Følger vi Thorup, hænger fjendskabets blodighed blandt andet sammen med, at krigen er fjendskabets urscene. I vores tidsalder er krigen baseret på stats- lige fjendskaber. Derfor er krigen også et udtryk for statsapparatets ind- retning.

Krigen bliver nemlig tæt knyttet til etableringen af det moderne militær-diplomatiske apparat. Således er den moderne krig udtryk for et konventionelt fjendskab mellem legitime statsfjender, og derfor er krigen også reguleret af en række konventioner. Dermed er krigen i udgangspunktet ad- skilt fra kriminaliteten, hvor reglerne bliver brudt. De to kategorier bliver alligevel sammenblandet gennem muligheden for, at man kan begå krigs- forbrydelser.

Samtidig adskiller den konventionelle krig sig også fra anti- terrorismen. Denne er nemlig, ligesom krigen mod barbarer, et udtryk for en krigstilstand, hvor reglerne generelt bliver ophævet. Ifølge Thorup udgør det totalitære fjendskab så den mest absolutte udgave af denne undtagelses- tilstand. Som nævnt har dette fjendskab det altså før eller siden også med at vende sig indad imod sig selv.

Fjendskabets etik

I 1990’erne førte Dagbladet Information sig frem med et slogan, der hed ”Man kan ikke være venner med alle”. Denne tanke finder vi også hos Schmitt i værket Det politiskes begreb fra 1927 og hos eksistensfilosoffen Friedrich Nietzsche i værket Afgudernes tusmørke – eller hvordan man filosoferer med hammeren fra 1888. Schmitt og Nietzsche beskriver begge fjendskabet som en afgørende drivkraft.

Thorup hævder på næsten tilsvarende vis, at fjendskabet har en stor positiv værdi. Ifølge ham har fjendskabet nemlig dén eksistentielle og sociale funktion, at det giver os mening ved at fordele rollerne. Mellem os og dem. Thorup mener samtidig, at konflikter udgør en naturlig del af til- værelsen. Vi har derfor et eksistentielt behov for fjender. For at kunne få denne ligning til at gå op må Thorup advokere for det gode – og endog det fredelige – fjendskab, som er præget af tolerance mellem ligeværdige parter. Altså for en slags fjendskabets etik. Eftersom det gode fjendskab udgør en modsætning til det dårlige fjendskab.

Men hvori består den egentlige forskel på det gode og det dårlige fjendskab? Det ville have været interessant, hvis Thorup her havde uddybet sammen- hængen mellem fjendskab og had og havde interesseret sig for forbindelsen mellem fjendskab og hævn. Hvilken rolle spiller fænomenerne had og hævn i fjendskabet, og giver det nogen som helst mening at forstå disse fænomener som gode? Hvilket jeg ikke mener, men Thorup ville måske være af en anden opfattelse?

I den forbindelse ville det også have været interessant med en diskussion af psykopaten. Begge diskussioner ville dog nok kræve, at Thorup havde inddraget den mere personlige erfaring af fjendskabet. Hvilket jo ikke er bogens anliggende. Når jeg alligevel fremhæver forbindelsen, er det fordi, at blandt andre den amerikanske psykoanalytiker Otto Kernberg gør rede for, hvordan psykopaten lige præcis er et menneske, hvis eksistentielle kerne er hadet og hævnen. Hævnens sorte engel. For psykopaten bliver fjendskabet dermed den primære måde at relatere sig til andre mennesker på.

Konsensushelvedet

Thorup holder sig meget fint til sin egen intention. Bogen hviler også godt i sig selv, og den har noget på hjerte. Ikke bare på grund af sit forsvar for det gode fjendskab. Men også fordi Thorups begrebsliggørelse af det gode fjendskab giver ham muligheden for at få langet ud efter sin bogs egentlige hovedfjende. Denne er ikke det dårlige fjendskab. Thorups egen hovedfjende er derimod det moderne ”konsensushelvede” (s. 36). Det vil med andre ord sige den måde, hvorpå det gode fjendskab – ifølge Thorup – er ved at afgå ved døden.

Som Martinus pointerer, udgør penge- og forretningssystemet lige præcist en maskeret krig med andre midler

Det gør det gennem den stadig mere udbredte offentlig enighed. Thorup vil nemlig forsvare fjendskabet. Fordi det ifølge ham ”stimulerer udvikling og menneskelige kreativitet” (s. 58). På den baggrund kan han også hævde, at ”fjenden er din bedste ven” (s. 59).

I 1964 udgav den tyske filosof Herbert Marcuse en nu næsten glemt samfunds- kritisk bog med titlen Det éndimensionale menneske. Bogen handler om, hvordan kapitalismen undertrykker menneskets alsidige udvikling og gør det éndimensionelt. Det er synd, at Marcuses bog er gået i glemsel, for den lader til at have fået en ny relevans.

Måske kan det interessante ved vores konsensussøgende samtid netop beskrives som en slags gentagelse af det borgerlige markedssamfunds sociale ensretning. Hvis vi igen følger Foucault og Laing, ja så er denne ensretning måske netop ikke bare en udfladigelse af det gode fjendskab men derimod lige så meget en gennemgribende radikalisering af det dårlige fjendskab.

Det vi ser i dag er muligvis en total kamp imod alt det, der ikke repræsenterer ensartethed og enighed. Det skæve, anderledes, originale, uenige, forstyrrende og… Samtidig ligner neoliberalismens og konkurrencestatens fremmarch en politisk mobilisering af konkurrencelogikken som en slags fjendskab på alle niveauer i samfundet. Som Martinus pointerer, udgør penge- og forretningssystemet lige præcist en maskeret krig med andre midler. Det kan med andre ord være, at fjendskabet slet ikke er så langt væk fra offentligheden i dag, som Thorup visse steder synes at antage…

En vedkommende og letlæselig bog

Thorups lille bog er aldeles fremragende og særdeles vedkommende! Fjendskab er letlæselig og engageret med mange gode eksempler og aktualiseringer. Bogen er velegnet til gymnasiebrug, til højskoler eller som en overskuelig introduktion til fjendskabets filosofi. Læs den før din bedste fjende!

 

bogMikkel Thorup
Fjendskab
Aarhus Universitetsforlag, 2013 60 sider
Kr. 39,95

 

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *