MENU
24. September 2017

Danmark er det land i EU med færrest medarbejderejede...

Opsigtsvækkende rekorder for havvindmøller

9. oktober 2016 Erhvervsfilosofi.dk #12 2016, årgang 2, Grøn omstilling, Klima, Offentlig

Storbritanniens energipolitiske dilemma

 Sorbritannien står over for et omfattende generationsskifte i landets energi­forsyning, idet man har vedtaget at sende det sidste kulkraftværk på pension inden 2025, samtidig med at størstedelen af landets atomreaktorer vil nå skelsår og alder i løbet af 2020’erne.

Tilsam­men skal der findes nye løsninger for næsten halvdelen af den britiske energiforsyning inden 2025. Derfor vedtog man i 2005 en ny energiplan, ifølge hvilken der ud over ud­bygningen af vedvarende energikilder skulle etableres 12 nye store atomreaktorer, som skulle opføres og drives af private aktører.

Snævert økonomisk set gav dette god mening i 2005, hvor en 100 procent vedvarende løsning ville have været meget kostbar. Men siden da har billedet ændret sig radikalt. År for år er vedvarende energikilder blevet billigere, mens prisestimaterne for den planlagte atomkraft er gået i vejret. Ti år senere står planerne fra 2005 derfor til at blive end­og meget dyre at følge.

På blot seks år er solener­gi­ gået fra at være dyrest til at være billigst

Kort efter at David Camerons anden regering tiltrådte i maj 2015, begyndte man uden nogen egentlig plan at ændre den energipolitiske retning: Man skar dras­tisk i støtten til den videre udbygning med sol- og vindenergi vel vidende, at man ikke ville nå EU-målsætningen om at have mindst 15 procent vedvarende energi i 2020. Og man tog hul på forberedelserne til et britisk frackingeventyr, måske i erkendelse af, at fornyelsen af atomreaktorerne var blevet så forsinket, at de ikke ville kunne nå at blive klar til 2025. Samtidig skrottede man den videre udvikling af en CCS-teknologi (car­bon capture & storage), som i bedste fald ville kunne have fjernet klima­belast­ningen fra en forøget gasafbrænding. Kort sagt er der tale om en række skridt, som tilsammen betyder en væsentlig svækkelse af den britiske klima­indsats, samtidig med at man i Paris sluttede sig til den high ambition coalition af lande, som ønskede at skærpe den globale klimamålsætning.

Så kom brexitafstemningen, og det er usandsynligt, at der bliver udarbejdet nogen egentlig ny energiplan for Storbritannien, før hovedlinjerne i den fremtidige EU-relation er forhand­let på plads, herunder om Storbritannien stadig indgår i EU’s indre energimarked.

Gennem årene har der været opbakning til fornyelsen af atomreaktorerne fra de to store partier Labour og Conservative. Labours nuværende leder, Jeremy Corbyn, ser dog hel­lere, at briterne laver en rent vedvarende energiforsyning, som man i højere grad selv kan stå for. Men lige nu er det svært at se Labour vinde regeringsmagten med Corbyn ved roret.

Forskydninger i energipriserne

Grafen herunder er baseret på figur 12 i rapporten ’Nuclear Power in the UK’ ud­ar­bejdet af Natio­nal Audit Office i juli 2016. Det giver et godt billede af, hvor hurtigt forholdet mellem de for­ventede priser i 2025 på de forskellige energikilder i de seneste år har forskudt sig.

hinkley_diagram_821

Grafen tydeliggør, hvordan de forventede priser for de vedvarende energikilder har en mar­kant faldende tendens. På blot seks år er solener­gi­ gået fra at være dyrest til at være billigst, mens reaktorstrøm omvendt står til i 2025 at være blevet dyrest. Alt tyder på, at disse tendenser vil fort­sætte, og en række frem­skriv­ninger peger på, at prisen for solenergi og onshorevind i 2040 vil være 40-60 pro­cent billigere end i dag.

Udviklingen for havvindmøller går lige nu går mar­kant hur­­tigere end forudsat af Natio­nal Audit Office. Derfor har jeg i den røde ramme ind­kopieret en række markante licitationsresultater for havvindmølleparker fra de seneste to år samt vind­mølle­branchens målsætninger for 2020 og 2025. Disse størrelser er nærmere belyst i artiklen ’Opsigtsvækkende rekorder for havvindmøller’.

Hinkley Point

Spydspidsprojektet i fornyelsen af den britiske atomreaktorflåde er to nye reaktorer ved atomkraftværket Hinkley Point med en samlet effekt på 3,4 gigawatt (GW), som det franske overvejende statsejede selskab Électricité de France (EDF) skal stå for opførelsen og driften af. Tilsammen vil de to reaktorer kunne levere om­kring 7 procent af det britiske elforbrug.

I 2007, hvor EDF indleverede sit reaktordesign til godkendelse, proklamerede EDF’s ceo, Vincent de Rivaz, at de to reaktorer ville være klar til at levere strøm til stegningen af de britiske julekalkuner i 2017. Men siden da har det vist sig vanskeligt blot at få finansie­ringen på plads. Potentielle investorer er faldet fra på stribe, så eneste med­investor ud over EDF er endt med at være det kinesiske selskab China General Nuclear Power Corporation, hvis primære interesse ligger i at få mulighed for sidenhen at kunne opføre et atomkraftværk i Storbritannien med egen reaktorteknologi.

Fukushima-katastrofen i Japan i 2011, som fik en række lande til at opgive deres atomkraftværker, førte for de to Hinkley-reaktorer til fornyede overvejelser af design og sikkerhed, som ud over at forsinke processen har gjort denne nye reaktor­­type endnu dyre­re og endnu mere kom­pleks. Hvor den samlede pris for opførel­sen af de to reaktorer i 2008 blev vurderet til 5,6 milliarder pund, nåede den forventede pris i 2015 således op på 18 milliarder pund plus overhead. Dertil kommer udgifter til afvikling af de to reak­to­rer efter brug på 7,2 milliarder pund – en proces, som forventes at række ind i det 22. århund­rede.

Fra at være et grænseutopisk idea­lis­tisk projekt er en 100 procent vedvarende energiforsyning godt på vej til at være økonomisk snusfornuft

EDF har i forvejen sammen med Areva projekter i gang med denne nye type tredjegenerationsreaktor i Olkiluoto i Finland og i Flamanville i Frankrig, som skulle have været fær­dige i henholdsvis 2010 og 2012. I begge tilfælde er både budget og tidsplan kørt helt af sporet. Olkiluoto bliver måske klar til start i 2018, men er plaget af retssager med gensidige krav om milliarderstatninger. Færdig­gørelsen af Flamanville henstår lige nu i det uvisse på grund af problemer med revne­dannelser i reaktorkappen, og bud­gettet er foreløbig nået op på over tre gange det budgetterede.

Stærke kræfter inden for EDF har derfor søgt at hindre, at virksomheden i den nu­væren­de situation påtager sig opførelsen af endnu to reaktorer uden at have fået i det mindste ét af de igangværende projekter i gang og have inkorporeret erfaringerne derfra i designet af Hinkley-reaktorerne. Alligevel gav EDF i juli i år det endeligt bindende økonomiske til­sagn om at gå ind i opgaven, og den 29. september i år gav den nyslåede premierminister Theresa May den endelige britiske ac­cept af aftalen efter i juli at have udbedt sig tid til et sidste review.

Den hvide elefant

Protesterne mod reaktorerne ved Hinkley Point havde da bredt sig fra forventelige miljøkredse til store dele af det etablerede Storbritannien, hvor projektet løbende omtales som en hvid elefant. Men EDF har indtil nu brugt op imod 2,5 milliarder pund på forberedelserne, og projektet var efterhånden så langt fremskredet, at det var svært blot at sige nej tak. På trods af at øko­no­mien i Hinkley-reaktorerne fremstod mere og mere pro­­ble­­­matisk, fandt mange, at det postbrexit ville være et helt uacceptabelt signal at bryde en sådan aftale. De britiske fagforeninger har også presset på for at få Hinkley-aftalen på plads, desuagtet at der nøgternt set ville være mere britisk beskæftigelse i at satse på en udbygning af vedvarende energi. Selv ­om den nytiltrådte premier­minister May syntes at have været utryg ved at få en virksomhed fra det kinesiske militær­­­industrielle kompleks involveret i vital britisk infrastruktur, så ville det have haft uover­skuelige politiske kon­se­kvenser i forholdet til både Kina og Frankrig, hvis man havde aflyst Hinkley Point.

Hinkley-aftalen med EDF indebærer en garanteret mindstepris på 92,5 pund (~120 euro) per megawatt-timer (MWh) pristalsreguleret fra 2015 og gældende i 35 år fra færdig­gø­rel­sestidspunktet. Denne pris er allerede i dag mere end det dobbelte af den faktiske energi­pris. En gennemsnitlig prisstigning på blot 1 procent vil i løbet af 45 år (10 års kon­struktions­periode og 35 års prisgaranti) drive den garanterede mindstepris op på 145 pund (~165 euro) per MWh, og beregninger fra National Audit Office viser, at aftalen i løbet af garantiperioden kan komme til at koste op til 30 milliarder pund i subsidier. Således vil Hinkley-aftalen frem til anden del af det 21. århundrede binde britiske for­brugere til en aftale, som står til at give verdens dyreste atomkraft.

Samtidig har Hinkley-aftalen lagt et prisniveau for de øvrige reaktor­projekter, som det sandsynligvis bliver svært at ændre. Men med den seneste udvikling på hav­vind­mølle­området samt hele den diskussion, som har kørt i det seneste år i Stor­britan­nien, hvor der er kommet en begyndende forståelse for, at fremtidens energisystem ikke baserer sig på base load fra nogle få store enheder, men på flex load og distribueret produktion, virker det usand­synligt, at man vil lave tilsvarende aftaler for yderligere 10 atomreaktorer.

Der er stadig hindringer forud for realiseringen af Hinkley-reaktorerne. Blandt andet har en række EU-lande med Østrig i spidsen rejst en sag med påstand om, at Hinkley-aftalen qua massive tilskud fra både den britiske og den franske regering favoriserer atomkraft urimeligt og er i strid med retningslinjerne for EU’s energimarked.

Green­peace har sammen med en række vedvarende energiproducenter rejst en tilsvarende sag. Der ligger yderligere en klausul i aftalen om, at en lånegaranti fra den britiske regering på 2 milliarder pund bortfalder, hvis ikke reaktoren i Flamanville står færdig i 2020, hvilket lige nu langtfra er givet. Men med en vis sandsynlighed står briterne engang sidst i 2020’erne med to endog meget dyre hvide elefanter.

Som Harper og Zimmermann i en artikel i Deutsche Welle den 26. juli 2016 opridser situa­tionen, ser det sort ud for disse tredjegenerationsreaktorer, som sandsynligvis aldrig kommer til at kunne konkurrere på prisen med de vedvarende energikilder. Og selv om der i visse kredse er store forhåbninger til udviklingen af de mindre og mere fleksible fjerdegenerationsreaktorer, de såkaldte SMR-reaktorer, så kan de meget vel vise sig at ende med at blive dyrere end vedvarende energi og lagringsteknologi, når de engang mellem 2030 og 2040 er klar til at blive sat i kommerciel produktion.

EDF udstiller dilemmaet forbilledligt. I USA er EDF ledende på vindmølleområdet, hvor virk­som­heden alene i 2015 etablerede vindmøller med en samlet effekt på 1 GW og det vel at mærke til en fast afregnings­pris på blot 40 procent af den pris, EDF har forhandlet sig frem til for strøm­men fra Hinkley-reaktorerne. I den billigste aftale (landbaserede møller i New Mexico) ligger prisen på under 20 procent af den aftale pris.

Tilsvarende peger de seneste europæiske licitationsresultater for havvindmølleparker på, at hav­vindmøller hastigt er på vej til at kunne levere strøm langt billigere end reakto­rerne.

Energiplanen fra 2005 forudsatte, at det britiske elforbrug ville være stigende. Men i virkeligheden er det faldet 13 procent siden 2005, så det i dag ligger 25 procent under fremskrivningerne, hvilket gør det mindre alarmerende, at reaktorfornyelsen er blevet så forsinket. Når man dertil lægger, at Storbritannien har et kolossalt poten­tiale for yderligere energibespa­rel­ser og rige muligheder for at udbygge offshorevindkraft, er der i den grad basis for at gentænke forudsæt­nin­gerne i den næste britiske energiplan.

Det vedvarende alternativ

Der har i de sidste halvandet år været fremlagt mange scenarier for en udvikling baseret 100 procent på vedvarende energi. Forudsætningerne heri varierer. Nogle har lidt mere vægt på solenergi og tidevandsanlæg end andre. Men scenarierne viser samstemmende, at det er muligt at skabe en rent vedvarende løsning, at vindkraften har en central rolle heri, samt at det kan gøres billigere end ved at etablere en ny generation af atom­kraft­værker.

Professor emeritus i fysik Keith Barnham påpeger i en artikel i The Independent den 9. maj 2016, at den nuværende Hinkley-aftale burde skrottes, fordi Storbritannien blot ved at fastholde den nuværende udbygningstakt med vedvarende energikilder vil være 100 procent forsynet med vedvarende energi inden 2030 og vel at mærke til en markant lavere pris.

Som en kommentar til premierminister Mays beslutning om at gennemføre et sidste review af Hinkley-reaktorerne fremførte Ben Caldecott fra den konservative britiske tænketank Bright Blue den 29. juli 2016, at det var dybt uansvarligt at fortsætte med Hinkley-reaktorerne. Han efterlyste, at der som konsekvens af de eskalerende omkostninger ved reaktor­projekterne og faldende priser for den vedvarende energi i stedet blev udarbejdet en ny plan A: En energiplan med fokus på etablering af vedvarende energi, lagring af elektricitet og energieffektiviseringer i så stort et omfang, at det kan udfylde de huller, der måtte opstå, i takt med at eksisterende kulkraftværker og atomrektorer bliver udfaset. ”This would be sensible, achievable and cheap,” fastslår Caldecott.

Dette er præcis, hvad miljøorganisationerne i årevis har ønsket sig. Men i dette tilfælde kom opråbet fra en konservativ tænketank. Fra at være et grænseutopisk idea­lis­tisk projekt er en 100 procent vedvarende energiforsyning godt på vej til at være økonomisk snusfornuft. Midt i brexitusikkerheden er der dog intet, der tyder på, at det lykkes at få en sådan ”sensible, achievable and cheap” vedvarende energiplan lige med det første.

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *