[dropcap]I[/dropcap]nterview: Erhvervspsykolog Nikolaj Lunøe vurderer aspekter af Donald Trumps lederskab og perspektiverer det til sit arbejde med danske erhvervsledere.

Siden anden verdenskrig har den amerikanske ledelse (navnlig CIA) fået udarbejdet psykologiske profiler på de aktører på den internationale scene, supermagten er nødt til at forholde sig til.

Hvor harvardpsykologen Walter C. Langer på basis af et baggrundsmateriale på tusind sider med interviews m.m. i 1943 var fem måneder om at udarbejde en psykologisk profil af Tysklands daværende leder, er psychological profiling i dag standardprocedure i det storpolitiske skakspil. Formålet er at opnå en forståelse af, hvad der i en given interaktion eller forhandlingssituation driver en leder.

[quote float=”right”]Opstilling af psykologiske profiler er standardprocedure i det storpolitiske skakspil[/quote]

Hvor psychological profiling mestendels har omfattet udenlandske aktører, har begrebet senest fået en ufrivillig renæssance med fremtrædende amerikanske psykologer kommentarer om den fremstormende amerikanske byggematador og kommende præsident Donald Trump.

Psykologisk profilering er blevet standard

Faktisk har vurderingerne været så mange, at formanden for American Psychiatrist Association i august indskærpede sine medlemmer ikke at lufte diagnosticeringer af berømtheder, de ikke personligt havde haft som klienter.

Katten var imidlertid sluppet ud af sækken. Eksempelvis lød det fra dekanen fra Harvard Medical School Jeffrey Flier: ”Narcissistic personality disorder. Trump doesn’t just have it, he defines it.”

Overraskende mange ledere ­­– op mod 20 procent ifølge den erhvervspsykologiske litteratur ­– er præget af narcissistisk og/eller dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Erhvervsfilosofi.dk har opsøgt den erfarne erhvervspsykolog Nikolaj Lunøe for at høre om Trumps specielle ledelsesstil, og hvordan Nikolaj Lunøe som seniorkonsulent arbejder med de udfordringer, ledere med disse karakteristika byder en given organisation.

john
Erhvervspsykolog Nikolaj Lunøe

Nikolaj Lunøe lægger ikke skjul på, at han samstemmer med de psykologer som ser en narcissist i Donald Trump. Succesrige narcissister er karakteriseret ved, at de er selvoptagede og kan udvikle imponerende omnipotensforestillinger. Narcissister er imidlertid også ekstremt følsomme for frustrationer og afvisninger. Uansvarlighed og despekt for sociale normer og forpligtelser er en del af billedet.

Profiler hjælper i en forhandling

”En psykologisk profil af Donald Trump vil være mindre nyttig, end sådan en profil normalt er. Normalt vil man kunne sige, at der er et bestemt mønster i en måde, en person reagerer på. Hvis en leder er kendt for at være meget forsigtig, kan man forberede sig ekstra meget og inddrage dokumentation for virkningen af ens forslag, så vedkommende kan føle sig mere sikker. I dette tilfælde kan en profil være hjælpsom for begge parter.

En profil af Donald Trump vil derimod vise, at han er uforudsigelig, hvilket gør, at vi skal til at øve os på at holde fast. Hvilket vil sige mindre tillidsfuld og mere taktisk og beregnende.

Blandt mennesker i almindelighed hersker der faktisk en stor del tillid – med et modikum af skepsis.

Jeg var forleden sammen med den amerikanske samtidshistoriker Timothy Snyder, der blandt andet kommenterede en amerikansk undersøgelse gengivet i New York Times under overskriften ’Is Lying Trump’s Strategy’, der viser, at hvor Hillary Clinton talte usandt cirka 17 procent af tiden, gjorde det for Donald Trump sig gældende 60-70 procent af tiden!

Ifølge filosof Hanna Arendt og ’The Origins of Totalitarism’ er det nogle gange vanskeligere for en person at slippe godt fra en enkelt løgn end at slippe godt fra en masse løgne. Hvis man fortæller en enkelt løgn, som er omgivet af sandhed, vil den tiltrække sig en forfærdelig opmærksomhed, hvis den bliver opdaget.

[quote float=”right”]En profil af Donald Trump vil vise, at han er uforudsigelig[/quote]

Hanna Arendt mener omvendt, at det faktisk er muligt at opbygge et fuldstændig løgnagtigt univers, hvor de, der faktatjekker, så at sige bliver hægtet af,” siger Nikolaj Lunøe.

Du mener, at en af Donald Trumps karakteristika er, at han kan bruge løgnen offensivt uden at føle skam?

”Tilsyneladende mangler han evnen til at føle skam. Men skam er en central følelse. Jeg beslutter mig ikke til, at det her kan jeg sgu ikke være bekendt. Vi overser let denne følelse, netop fordi den er iboende.

Eksempel: Hvis jeg som konsulent har lovet mig til flere opgaver, end jeg kan magte, vil en iboende skamfølelse tvinge mit frivillige jeg til at bekæmpe min ulyst og tage fat på den mest presserende opgave, som flest mennesker er afhængige af.

Skam er med andre ord del af et beslutningsgrundlag. Hvis jeg ikke har denne følelse, vil jeg måske følge en indskydelse om, hvad der er sjovest at lave. Jeg vil ikke føle mig skidt tilpas ved at stå at lyve. Jeg vil måske tværimod tænke, at de jo ser glade ud!”

Hvad betyder denne brist i beslutningsgrundlaget for den almindelige leder i en virksomhed?

”Det betyder, at lederen lettere kommer til at afkoble sig fra sandheden. Især hvis sandheden er ubehagelig. I dag tales der meget om narrativ ledelse. En historie, der skal vise, hvem vi er, hvad vi ønsker at opnå, hvor vi kommer fra. Det er i overensstemmelse med oldtidens talekunst. Når en taler dengang skulle fremlægge en sag, var den vigste del hans narratio. Det var hans gengivelse, hans vinkling af det forløb, som havde ført frem til den nuværende situation. Det er der ikke noget forkert i, det foregår i enhver retssal. Vi anser vinklingen, hvor man betoner noget og nedtoner noget andet, for legitimt. Når vi forhandler, anser vi ikke dette for at være snyd og manipulation. Det er det til gengæld, hvis vi stikker en plade eller siger noget, der er grebet ud af luften, bare fordi det har en effekt.

Jeg har oplevet ledere i danske virksomheder benytte sig af det sidste. En af hundrede har det måske på den måde. De kan have ganske stor succes i et eller to eller tre år. I det lange løb plejer det at give bagslag, når sandheden går op for interessegrupperne. Denne type ledere vil igen forsøge at kontrollere informationerne, hvilket så igen kan skade det samlede beslutningsgrundlag, da de upopulære stemmer ikke bliver hørt.”

Det er altså ikke uden at grund, at kloge fyrster i sin tid ansatte hofnarre til at modsige og gøre grin med beslutningsgrundlaget?

”Nej, og den moderne managementlitteratur beskæftiger sig da også med det forhold, at virksomheden bør inkludere kritikere i sin organisation.”

Hvilken anomali vil der være i Trumps interaktion med hans forskellige interessegrupper, herunder ikke mindst Kongressen?

”Man må gå ud fra, at han udvikler sin manøvreevne til at styre store dele af Det Republikanske Parti. For det første er der Machiavellis pointe: Nu har han vundet, så er det ham, vi skal samarbejde med. Så er der alle de navngivne republikanere, der offentligt har taget afstand til Trump. De er fortvivlede og vil spørge: Skal vi gå med ham eller lade som om, eller skal vi aktivt modarbejde ham. Her vil Trump formentlig inspirere dem til ikke at finde fælles fodslag.

Trump fisker jo i rørte vande forstået på den måde, at den vestlige verden befinder sig i et kontinuum, hvor vi takket være globaliseringen skal forholde os til en udbredt angst for samme. Blandt almindelige mennesker i den vestlige verden er der opstået en udbredt angst for at miste jobbet til teknologi og globalisering. En angst, som kræfter som Le Pen, Wilders, Orban og Nigel Farage og nu Donald Trump er i stand til at udnytte. Vi lever i en en tid, hvor ’Engels pause’ (opkaldt efter den tyske filosof Friederich Engels) med jobdestruktion og faldende reallønninger er en realitet. Vi taler om en stigende fremmedgørelse.”

Hvad er dit råd til en organisation, som har en dygtig leder med Trumps karakteristik – jeg hæfter mig ved, at Trump er erhvervsmand med 22.000 ansatte?

”Skal jeg sammenfatte det i et ord, er princippet mandsopdækning. Hvis en leder har personlighedstræk, der giver problemer, kan vedkommende lære at styre disse træk, lave lidt sjov med dem og den slags. Dette gælder, hvis vedkommende har skamfølelse. Hvis en leder ikke har skamfølelse, vil vedkommende ikke have samme følelse af, at det, vi lige har drøftet, er rigtigt, efter at vi er gået hver til sit. Han vil typisk droppe det diskuterede, når han forlader sin session med psykologen. Her vil manglen på selvbegrænsning skulle erstattes med en form for begræsning som kommer udefra. Denne slags ledere skal holdes i ørerne af samarbejdspartnere som har vedtaget fælles retningslinjer for at gøre det. Denne gruppe skal indstille sig på, at det skal de blive ved med.

Jeg er spændt på, om vicepræsident Pence vil være i stand til det. Trump nævnte ham knap nok i sin acceptance speach. I en organisatorisk sammenhæng har det ikke været vanskeligt for mig som psykolog at opnå forståelse for disse synspunkter. Det vanskelige har været at sammenstrikke en politisk alliance i organisationen, som kan udøve dette styrende overjeg, om jeg så må sige. Det er af samme grund ikke noget, jeg er særlig vild med.”

Siger du til nøglepersoner, at lederen lider af personlighedsforstyrrelse?

”Jeg siger, at han eller hun mangler en af de indre mekanismer, vi tager for givet, som er en nødvendig forudsætning for, at vi kan profitere af opdragelse, holde os på måtten. Det, jeg håber, er, at der i den kreds af ministre, Trump udnævner, vil brede sig en opfattelse af, at det er sådan, præsidenten er.

I øvrigt er IQ ikke en uvæsentlig faktor i bedømmelsen af en præsidents gennemslagskraft. I det amerikanske skolesystem måles elevernes IQ. Med en IQ på 120, som Donald Trump angiveligt repræsenterer – en IQ over gennemsnittet – vil han sagtens kunne hægte sig fast i et præsidentembede. Man kan imidlertid også spørge, hvad der er godt for verden? Her er der altså bedre med de 156 og 158 i IQ, som er estimeret for præsidenter som Bill Clinton og John F. Kennedy, for det er et meget, meget vanskeligt job med svære beslutninger, der skal tages.

Skriv et svar