Fodfejl synes at være i hobetal i og omkring Mæglings- og klageinstitutionen for samfundsansvars (MKI) sagsbehandling i sagen mellem Clean Clothes Campaign Danmark/Aktive Forbrugere og PWT Group.

Sagens forløb og aktindsigt afslører blandt andet massiv kritik af MKI fra begge parter i sagen, MKI’s lemfældige omgang med OECD´s begreber og termer om due diligence, en embedsmand, der anklager ngo-verdenen for at afpresse PWT Group, samt et MKI-medlem, der bruger den endelige udtalelse til at fremme egen dagsorden.

Detil kommer det principielle spørgsmål, om MKI i sin endelige udtalelse har overtrådt, hvad kontaktpunktets mandat egentlig rækker til. Spørgsmålet er nemlig, om MKI overhovedet i henhold til OECD´s retningsliner for kontaktpunkter skal tage stilling til ansvar for konsekvenser af manglende due diligence. Erhvervsfilosofi.dk erfarer nemlig, at MKI udelukkende skal vurdere, om due diligence er overholdt i forhold til OECD´s retningslinjer, samt hvilke relationer den indklagede virksomhed har haft til andre aktører i sagen. Nærlæser man OECD´s retningslinjerne, er det da heller ikke muligt at finde formuleringer, der opstiller forventninger til MKI eller andre landes kontaktpunkter om at tage stilling til konsekvenser af manglende due diligence.

Uanset hvilken opfattelse man måtte have, er det en kendsgerning, at MKI´s udtalelser aldrig kan være juridisk bindende. Det betyder i den konkrete sag, at MKI´s vurdering om, at PWT Group ”ikke er ansvarlig for bygningssammenstyrtningen” er af filosofisk eller etisk karakter.

I den filosofiske tradition er der inden for etikken flere mulige positioner at vurdere moral på. Man kan eksempelvis lægge et nytte-, sindelags- eller konsekvensperspektiv på en given situation, og gør man sig ulejligheden, vil man i mange tilfælde kunne konstatere, at den etiske dom vil falde forskelligt ud, alt efter hvilket perspektiv, man mener eller vælger, er det rigtige.  Også derfor skulle MKI måske have undladt at tage stilling til ansvaret for bygningssammenstyrtningen, fordi en sådan dom kun kan være udtryk for en bestemt holdning eller perspektiv.

Omvendt forholder det sig i vurderinger af virksomheders due diligence-processer. Her er der i OECD’s retningslinjer relativt klare pejlemærker for, hvad nødvendig omhu indebærer, selv om dette naturligvis også kan diskuteres i konkrete omstændigheder. Skulle man – trods flere fortolkningsmuligheder af OECD´s retningslinjer – dømme forkert, ville diskussionen i så fald  i højere grad koncentrere sig om, hvilke fortolkninger man har anlagt på retningslinjerne, og ikke den dømmendes personlige etiske præferencer.

Tvivl om objektiviteten i MKI´s endelige udtalelse?
Netop derfor kan det også se problematisk ud, at Dansk Industri (DI) tilkendegiver en officiel holdning til MKI´s endelige udtalelse, hvor interesseorganisationen betoner det i deres øjne glade budskab om, at PWT Group ikke er ansvarlig for bygningssammenstyrtningen.

Der er intet problematisk i, at DI har en holdning, der understøtter deres interesser. Men det er problematisk, at DI netop fremhæver ansvarsfritagelsen, når DI samtidig er repræsenteret i MKI og har været med til at behandle sagen. Det er særligt problematisk, netop fordi spørgsmålet om ansvar for konsekvenserne – bygningssammenstyrtningen –  tilsyneladende ligger på kanten af MKI´s mandat.

Det skaber tvivl om objektiviteten i MKI´s endelige udtalelse, og hvorvidt DI bag linjerne har presset på for at få formuleret, at manglende dokumentation for due diligence aldrig kan medføre, at virksomheder har ansvar for fatale konsekvenser. Desuden har det betydet – hvilket Erhvervsfilosofi.dk påpegede i sidste udgave – at MKI´s argumentation bygger på en skjult præmis om, at det enten er åbenlyst for enhver, at virksomheder ikke kan have ansvar for konsekvenser (og det er ikke åbenlyst for enhver), eller at MKI bevidst ønsker at sløre kontroversielle argumenter og indskrive egen interesse. Begge dele er for så vidt udtryk for ignorance.

Om man ligefrem kan tale om et proaktivt pres fra DI om at begrænse virksomhedernes omkostninger og gøremål i relation til at opfylde OECD´s retningslinjer, synes nok at være en overdrivelse – intet i aktindsigten peger i den retning. Mødereferater fra sagen er dog ikke udleveret, ligesom klagers (Aktive Forbrugere) kommentarer til den første version af den endelige udtalelse heller ikke er medsendt. Om det er en fejl, vides i skrivende stund ikke, men klager har indsendt kommentaren inden tidsfristen, og Erhvervsfilosofi.dk har fået den udleveret af klager.

Udenrigsministeriets ‘personlige holdning’
Til gengæld udviser en embedsmand i Udenrigsministeriet, ansat ved Eksportrådet på Danmarks Ambassade i Bangladesh, ingen diskretion om, hvem der er skurkene i sagen, og hvem sympatien tilfalder. I et mailsvar til MKI vedrørende oplysninger om retssagen mod ejerne af bygningen Rana Plaza skriver vedkommende (navn bekendt af redaktionen):

skaermbillede-2016-11-17-kl-13-30-03
Mailsvar til MKI fra ansat i Udenrigsministeriet

”Ift. PWT, så er min holdning, at det er rigtig uheldig at de har ydet støtte til ofrene, før det officielle støtteprogram blev  iværksat, og derfor er deres støtte ikke registreret. Det bruger ngo’erne som undskyldning, for at de så kan yde et nyt bidrag for at få det registeret. En form for ’blackmail’. (…) For mig virker det, som om ngo’erne desperat leder efter en sag, der ikke er der.”

En sag var der som bekendt åbenlyst, i det mindste i spørgsmålet om, hvorvidt PWT Group ikke levede op til due diligence. Der ingen tvivl om, at det er rent amatørarbejde fra en ledende medarbejde ansat af Udenrigsministeriet til at varetage alle danske interesser. Spørgsmålet er, om det ikke er på kant med forvaltningsloven at fremstille så dømmende udtalelser om en part i en verserende sag, der er under sagsbehandling i en anden statslig organisation.

Kritik af MKI´s sproglige omgang med retningslinjer
Der blev også i sagen mellem PWT Group og Aktive Forbrugere fra begge sider rejst massiv kritik af MKI´s sproglige omgang med OECD´s retningslinjer for multinationale virksomheder, der kan give anledning til at spørge, om kompetencerne i MKI organisationen er på plads.

Ifølge sagens dokumenter tyder ikke meget på, at MKI har indhentet ekspertviden. Det er uden tvivl kompetente mennesker i MKI organisationen, der har varetaget sagen. Men i starten af sagen vikarierede administrerende direktør i Institut for Menneskerettigheder, dr. jur. Jonas Christoffersen, for tidligere Novo Nordisk-direktør Mads Øvlisen, der først senere satte sig for bordenden. Uden at tiltænke det nogen betydning for sagen, så er det muligt, at der er præferenceforskelle i de to dygtige folks vurderinger i en sag, der går på tværs af erhvervsliv og menneskerettigheder.

MKI kritiseres tillige af begge parter i sagen for at skabe mere forvirring end opklaring ved at udvise en lettere lemfældig omgang med termer og begreber. Det fik parternes rådgivere til at kalde flere af MKI´s formuleringer for blandt andet ”absurde”, ”vildledende”, ”misforstået”, ”manipulerende”, ”uheldige”, ”ikkepragmatisk”, ”modstridende”, ”tavs om de faktisk forhold” og ”ikke i overensstemmelse med forklaringer”. Det fremgår af dokumenter, e-mail og kommentarer i sagen, som Erhvervsfilosofi.dk har fået aktindsigt i.

Selv om OECD´s retningslinjer for multinationale virksomheder kan, og vel også skal, fortolkes i konkrete sager, så viser aktindsigten, at klageinstitutionen tilsyneladende ikke har været konsekvent i sin brug af begreber og termer i relation til OECD´s retningslinjer og CSR-guidelines for området, som er udarbejdet på f.eks. www.csrkompasset.dk.

Eksempelvis henviser MKI til CSRkompassets guidelines, men nævner kun fire af de seks punkter – men de fire punkter citeres langtfra ordret.

En af parterne undrer sig desuden over, hvorfor MKI ‘opfinder’ begrebet ‘fornøden omhu’. MKI mener formentlig ‘nødvendig omhu’, men kunne måske mene ‘rettighed omhu’ eller noget helt tredje. Der er væsensforskelle.

skaermbillede-2016-11-19-kl-15-42-40
Her benytter MKI begrebet “fornøden omhu”.

 

MKI skifter mellem at forstå sagen som enten ‘’virksomhedens overtrædelser af OECD’s retningslinjer’’ eller som ’’virksomhedens ansvar for at afbøde mulige negative indvirkninger på menneskerettighederne’’. Desuden anbefaler MKI i den første version, at PWT offentliggør sin leverandørliste. Men det påpeges af indklagede, at dette ikke er et krav i OECD´s retningslinjer.

skaermbillede-2016-11-19-kl-15-24-01
Her formulerer MKI, at virksomheder skal have system til at til at sikre, at man ikke overtræder OECD’s Retningslinjer.

 

skaermbillede-2016-11-19-kl-15-38-20
Her formulerer MKI, at virksomheder skal have et system at sikre mod negative påvirkninger.

Ovenstående er eksempler på formuleringer, som MKI kritiseres for i den første version af sin udtalelse – altså inden parterne har kommenteret, og MKI har foretaget rettelser som følge deraf.

Eksemplerne kan indikere, at MKI har undervurderet vigtigheden af præcision i formuleringer i forhold til en række centrale områder. Det er især afgørende at citere korrekt, benytte entydige begreber og fælles referencebegreber i sager, der i høj grad er et spørgsmål om fortolkninger. Den næste sag for MKI vil til gavn for samfundsansvaret have den erfaring med sig.

Skriv et svar