MENU
18. November 2017

Psykiske barrierer i klimakrisens tid

Trump-dønninger ved COP22 i Marrakesh

20. november 2016 Erhvervsfilosofi.dk #14, 2016, årgang 2, Grøn omstilling, Klima, Offentlig, Samfundsetik

Oliemilliar­dærer og klima­for­næg­tere bag USA’s nye klimapolitik

Når Donald Trump den 20. januar 2017 indtager Det Hvide Hus, har USA udsigt til at blive det eneste land i ver­den med en klimafornægtende statsleder. De sandsynlige kandidater til at tegne USA’s klima- og miljø­politik i de kommende fire år ser ud til at være olie- og gasmilliar­dærer, professionelle klima­for­næg­tere og skik­kel­ser fra den radi­k­ale højrefløj, der var med til at drive hans kam­pag­ne i slut­fasen.

Det har fået grundlæggeren af den globale klimabevægelse Bill McKibben til at udtale til nonprofitnyhedsmediet Mother Jones, at den fossile industri, som for blot få dage siden var på hælene, nu er tilbage i sadlen.

Der vil komme forsøg på at etablere fossil infrastruktur, som vil øge udled­nin­gerne 40-50 år frem i tiden. Keystone XL-rørledningen, som det efter flere års kamp var lykkedes at få standset, vil igen blive søgt virkeliggjort.

Men ligesom i Bush-æraen vil der stadig lokalt og på statsligt niveau være masser af muligheder for at arbejde for klima­sagen. Men med Paul Ryan som leder af den republikanske majoritet i kongressen, Mitch McConnell i spidsen for den republi­kan­ske majoritet i senatet og Donald Trumps team i Det Hvide Hus ser Bill McKibben ikke mange muligheder for fremskridt på føderalt niveau.

Lux Research: Hillary vs. Donald

Det uafhængige analyseinstitut Lux Research fremlagde umiddelbart inden valget be­reg­­­nin­ger, der viser, at otte år med Donald Trumps klimapolitik vil føre til 16 procent hø­­je­re CO2-udledninger, end hvis man fulgte Hillary Clintons klimapolitik, der havde til mål at opfylde ­– og om muligt overgå – den målsætning om at reducere 26-28 procent i 2025 (i forhold til 2005), som USA med Paris-aftalen har forpligtet sig til. I alt vil Trumps klimapolitik ifølge Lux Re­search i løbet af otte år føre til udledning af yder­ligere 3,4 milliarder ton CO2, svarende til omkring 70 gange de årlige danske udled­nin­ger.

 

luxresearch_graf_820

Grafen herover viser udviklingen i USA’s CO2-udledninger siden 1992. Det er stadig finans­krisen i 2007, der har bidraget med de største reduktioner. Men gennem en bred vifte af tiltag har Obama efterfølgende formået igen at få gang i den amerikanske øko­no­­­mi, uden at udledningerne er steget. Og hans ’Clean Power Plan’, som p.t. er under for­beredelse, ville gennem skræd­dersyede planer for de enkelte stater sikre en markant reduktion af energisektorens udledninger.

Grafen viser også vigtigheden af at fastholde klimapolitikken over tid. For mens Oba­mas klimaindsats, hvis den blev fuldt implementeret, ville betyde, at USA’s ud­ledninger på et tidspunkt mellem 2025 og 2030 nåede tilbage på niveau med 1990, da vil EU, som ikke har haft samme grad af problemer med massiv klimafornægtelse og fossile sel­ska­bers overgreb på den politiske proces, inden 2030 nå mere end 40 procent under 1990. Og EU burde i konsekvens af Paris-aftalen uden de store problemer kunne stram­me målsæt­nin­gen til 50 procent eller mere.

Niklas Höhne fra New Climate Institute skriver i Climate Home, at det vil kræve fuld imple­men­­tering af Obamas ‘Climate Action Plan’ at nå den reduktion på 26-28 procent i 2025, som USA har forpligtet sig til via Paris-aftalen. De indtil nu iværksatte klima­indsatser vil i 2025 kun kunne bringe USA’s udledninger 9 procent under 2005 (se graf i Climate Action Tracker).

Hvor meget vil der ske?

Oliver Milman, journalist på The Guardian, skriver, at det at gennemskue Trumps planer i stor udstrækning må bygge på en fortolkning af små tegn fra hans talestrøm i præsidentkampagnen, som ofte ud­viklede sig til frådende udfald. Trump har konstant svinget mellem mod­­satrettede synspunkter, og faktatjekkere har ikke haft nogen jordisk chance for at ham­le op med en Trump, som har præsteret at levere usandheder i mere end 70 pro­cent af sine udsagn. Selv det gennem flere år tilbagevendende mantra, at klima­for­an­dringerne er en hoax opfundet af kineserne for at skade den amerikanske frem­stil­lings­industri, benægtede han i den første af tre præsident­debatter at have sagt.

Mål­sæt­ninger er frivillige og uden formelle sanktionsmuligheder

Trump har tydeligvis ikke styr på, hvad han siger og har sagt. Mange af udsag­ne­ne er blevet til i mødet med hans tilhængere, hvor ting som fængede, såsom at bygge en mu­r langs den mexicanske grænse og at sætte Hillary bag tremmer, er blevet næsten rituelt til­bage­vendende udtalelser. Og der ligger ikke nødvendigvis nogen vel­reflekteret sam­men­­hængende policy til grund for hans kampagne.

For eksempel har han igennem hele sin kampagne kørt hårdt på muslimer og har nær­­mest talt om udrensning. Men dagen efter valget var al tale herom fjernet fra hans kam­pagne­side. Tilsvarende var han blot få dage efter valget i gang med at trække i land i for­­hold til skrotningen af ObamaCare (som har givet 20 millioner mennesker adgang til hos­pitaler og lægehjælp) og siger nu, at væsentlige elementer vil kunne bevares.

Skrotningen af Paris-aftalen og Obamas klimaindsats stod højt på Trumps liste over, hvad han ville gøre i sine første 100 dage som præsident. Men denne liste er ligeledes fjer­net fra hans kampagne­side, hvilket kun kan opfattes, som om han ikke ønsker at blive holdt fast på alle sine løfter. Det er således endnu for tidligt at afgøre, i hvor høj grad Trump agter at gennemføre sine indimellem ganske rabiate forslag på klimaområdet, og det vil i høj grad afhænge af de personer, han knytter til sig i Det Hvide Hus.

Trumps kabinet i støbeskeen

Her kender vi endnu ikke de endelige udnævnelser, men de fleste af de mere moderate re­pu­blikanere har diskvalificeret sig selv ved undervejs i valgkampen at have distance­ret sig fra Trump. De sandsynlige kandidater til at tegne USA’s klima- og miljø­politik i de kommende fire år er således olie- og gasmilliar­dærer, professionelle klima­for­næg­tere og skik­kel­ser fra den radi­k­ale højrefløj, der var med til at drive hans kam­pag­ne i slut­fasen.

I tiden omkring det republikanske konvent i juli i år var Sarah Palin på tale som kandi­dat til posten som energiminister. Hendes erratiske stil kunne nok matche Trumps, men hendes vigtigste kvalifikation til posten ville nok være udsagnet ”drill, baby, drill”, som hun gjorde legendarisk i vicepræsidentdebatten med Joe Biden i 2008. Det vides, at olie- og gasmogul Harold Hamm fra Oklahoma hen over sommeren har rådgivet Trump i energi­spørgsmål, og Reu­ters skriver 14. november, at han er en sandsynlig kandi­dat til posten som Trumps energiminister. Der er dog delte meninger om, hvorvidt han vil sige ja, eller om han vil fore­træk­ke at fortsætte som ekstern rådgiver. Hvis han accepte­rer, vil han være den første fra den fossile industri, som udnævnes som energiminister. Af samme grund må han for­vente voldsomme protester over de latente interessekon­flikter i en sådan udnævnelse.

Ved det republikanske konvent i juli efterlyste Hamm flere boretilladelser i USA og hæv­dede, at overdreven miljøregulering truede med at begrænse den amerikanske olie­pro­duk­­tion og øge afhængigheden af olie fra Mellemøsten. Klimaforandringer er ikke noget stort problem, siger han, det er ”alarmist terrorism.” Her ville miljøfolk og fremti­dige generationer nok insistere på, at den fulde energiuafhængighed blev opnået via vedva­rende energikilder.

Afvikling af EPA og Obamas ’Clean Power Plan’

Det amerikanske miljøagentur EPA har stået for udarbejdelsen af den ’Clean Power Plan, der står centralt i Obamas samlede klimaindsats. Den har til opgave at reducere udledningerne fra den amerikanske elpro­duk­tion med 32 procent i 2030 set i forhold til 2005. Hver stat har fået et reduktionsmål og friheden til at afgøre, hvilket energimiks man vil satse på for at opnå disse mål. De fleste stater er i fuld gang med at planlægge derefter. Men samtidig har 100 virk­somheder og 28 af USA’s 50 stater i en typisk forha­lingsproces krævet ’Clean Power Plan’ afprøvet ved domstolene. Sagen forventes at blive behandlet ved højesteret engang i løbet af næste år.

Omvendt sker der så meget på virksomheds- og universitets­niveau i USA, at ud­viklingen ikke lader sig standse

Allerede i september blev Myron Ebell nævnt som den sandsynlige leder af Trumps overgangsteam for EPA.

Ebell er en af USA mest fremtrædende klimafornægtere, og tilbage i 2001 havde han en central rolle i forhold til at få George W. Bush til at frafalde sit løfte om at regulere kraftværkernes CO2-udledninger og trække USA ud af Kyoto-aftalen. På sin twitterprofil karakteriserer Ebell sig selv som ”#1 enemy of climate change alarm­ism”. Han betragter Obamas ’Clean Power Plan’ som særdeles skadelig for ameri­kansk økonomi og betegner den som ”illegal”, ligesom vedgåelsen af Paris-aftalen i hans perspektiv er en ”unconstitutional” omgåelse af senatets beføjelser.

Trump kan nok ikke slippe af sted med helt at demontere den amerikanske miljøbeskyttelse, men for en mand som Ebell vil det være en udsøgt fornøjelse at stække EPA til ukendelig­hed.

Afvikling af Paris-aftalen

Uanset at Trump har lovet at gøre det, kan han ikke bare afvikle Paris-aftalen; men han kan trække USA ud af aftalen. Nu hvor Paris-aftalen er trådt i kraft, kræver det tre års varsel, hvorefter udtrædelsen effektueres efter et år. Til gengæld vil det være muligt for USA at genindtræde fra den ene dag til den anden, hvis der om fire år igen sidder en præsident i Det Hvide Hus, som anerkender klimaudfordringen.

I praksis vil Trump dog kunne boykotte aftalen ved ikke at leve op til USA’s mål­sæt­ninger, der er frivillige og uden formelle sanktionsmuligheder fra verdenssamfundet ud over den massive kritik og diplomatiske mobning, som Trump vil udsætte sig for ved at holde USA uden for.

USA’s reduktioner udgør 20 procent af de samlede reduktioner, der var indgivet forud for Paris-aftalen som del af de enkelte landes reduktionsmål i årene 2020-30. En ameri­kansk udtræden vil derfor efterlade et voldsomt hul i den globale klimaindsats, som det vil være vanskeligt at lukke – og det i en situation, hvor det står klart, at de nu indgivne natio­nale klimaplaner er helt utilstrækkelige i forhold til Paris-afta­lens klima­mål­sæt­nin­ger. Hvis Trump svigter verdenssamfundet ved at svigte Paris-aftalen, må han for­vente, at han får hele verden imod sig.

Trump har yderligere varslet, at han vil trække al amerikansk støtte til klima­finansie­ring. Det vil medføre, at der bliver endnu længere til de 100 milliarder dollar i årlig finan­sie­ring, som verdens fattigste lande er blevet stillet i udsigt fra år 2020. At Trump samtidig agter at fjerne støtten til udvikling af klimateknologi, vil nok mest skade USA’s chancer for at komme i betragtning i udviklingen af de kommende årtiers postfossile tekno­lo­gier. Men omvendt sker der så meget på virksomheds- og universitets­niveau i USA, at ud­viklingen ikke lader sig standse.

The ’nuclear’ option

Trumps overgangsteam synes allerede i gang med at undersøge mulig­he­der­ne for en hur­tig udtrædelse af Paris-aftalen, kaldet ’the nuclear option’. Hvis Trump trækker USA ud af FN’s oprindelige klimakonvention United Nations Framework Con­ven­tion for Climate Change (UNFCCC), som George H.W. Bush under­skrev i 1992, åbner det tilsyne­la­dende for, at USA kan være ude af Paris-aftalen på blot et år. Her er det blot ikke Obamas ’misgerninger’, han gendriver, men en tidligere republi­kansk præsidents. Et så­dant træk vil sandsynligvis være sværere at retfærdiggøre over ­for repu­bl­ikanerne og vil om muligt føre til endnu voldsommere spændinger i for­hold til det internatio­nale sam­fund.

Udtrædelsen kunne være en form for symbolsk gestus over for den betydelige del af Trumps vælgere, som har stemt på ham, fordi han har lovet at ruske op i Washingtons establishment. Men han kunne også vælge den mindre konfrontatoriske løsning at for­blive i Paris-aftalen og undlade at opfylde den.

Trump risikerer nemlig at miste respekten fra en betydelig del af sine vælgere, hvis han fortsat fremturer som klimafornægter eller demonterer EPA’s miljøbeskyttelse. For der er også blandt republikanere rigtig mange, der ønsker elbiler og mere vedvarende energi, og som gerne vil slippe for forureningen fra kulkraftværkerne.

Ifølge en måling fra Pew Research foretaget maj-september 2016 finder 73 procent af de demokratiske vælgere det vigtigt at forholde sig til (care about) klimaforan­drin­ger, hvorimod 50 procent af de republikanske vælgere fin­der det vigtigt (heraf 15 procent a great deal og 34 procent some).

Pew Research spurgte samtidig ind til, hvilke energikilder amerikanerne ønsker mere af. Som det fremgår af graferne nedenfor, er der på tværs af de partipolitiske skel et udtalt øn­ske om at få mere sol- og vind­energi, mens kun halvdelen af de mo­de­rate republi­ka­nere ønsker mere kulkraft.

 

pew_research_820

På tværs af de partipolitiske skel ses et udtalt øn­ske om at få mere sol- og vind­energi-

 

 

Arktis og Keystone XL

Det er ikke kun Paris-aftalen og Obamas pakke af klimaindsatser, som Trump har lovet at tilbage­rulle. Han har også lagt op til, at restriktioner for, hvor man kan eftersøge gas og olie, skal fjernes, så man igen skal kunne udvinde gas og olie i naturområder, i det arktiske område osv. Det er måske her, Trumps mellemkomst kan vise sig mest ska­de­lig. For i løbet af Obamas otte år er der opstået en begyndende erkendelse af, at de fleste kendte fos­si­le forekomster skal forblive i undergrunden, hvis vi skal have no­gen som­ helst chance for at imøde­gå klimaudfordringen. En sådan forståelse kom via Bernie San­ders’ kam­pag­ne for første gang til partipolitisk udtryk i Det Demokratiske Par­tis valg­plat­form for 2016.

Trump har også lovet at genstarte den Keystone XL-rørledning, som skulle føre den cana­diske tar sands-olie tværs over det amerikanske kontinent til de store raffinaderier i Texas. Sidste sommer skrinlagde Obama Keystone XL-projektet oven på fire års kamp mellem myndigheder, fossil industri og miljøbevægelse, efter at undersøgelser havde vist, at den ville have væ­sentlige negative klimakonsekvenser. Her kan historien meget vel ende med at gen­tage sig.

The war on coal

Trump har gang på gang lovet kulminearbejderne, at ”you’re going to be working your asses off” i minerne og har tilbagevendende talt om at standse ”the war on coal”. Men det er i høj grad markedsudviklingen, som gør det svært for kullene. Det amerikanske energiforbrug har været stort set uændret i en årrække, og fra 2008 til 2015 faldt den del af USA’s kulbaserede elforbrug fra omkring halvdelen til en tredjedel. Det er i høj grad frackinggassen og den ved­va­ren­de energi, der har udkonkurreret kul­le­ne. For eksempel har Californien lukket sit sidste kulkraftværk, og selv inkarnerede kulstater lukker kul­kraft­værker på stribe.

Det for­ven­tes således, at der i løbet af de næste fem år kun vil blive færdiggjort tre nye kulkraftværker. De amerikanske kul har samtidig svært ved at klare sig på eksportmarkedet. Så Trump står over for at måtte skuffe sine mange kulstatsvælgere.

På en pressekon­fe­ren­ce i forbindelse med det aktuelle klimatopmøde COP22 i Marra­kesh fortæller Steve Hertz fra USA’s ældste miljøorganisation, Sierra Club, at 250 kul­kraft­værker er blevet lukket i løbet af de sidste få år eller står over for nedlukning i nær fremtid. 2016 har lukningsmæssigt været et godt år, og uanset Trump står 2017 til­sva­ren­de til at blive et år, hvor mange kulkraftværker vil lukke.

Nyetableret vind­kraft er i dag i mange stater billigere end eksiste­rende kulkraft. Stater og bysamfund med bå­de demo­kra­tisk og republikansk ledelse favælger i stor udstrækning kul til fordel for vedvarende energi, mens stadig flere virksomheder ser på deres CO2-fodaftryk, for­pligter sig til 100 pro­cent vedvarende energi og justerer deres forretningsplaner, så de er i overens­stem­melse med Paris-aftalens 2°C-mål­sæt­ning.

Valget af Trump er ifølge Steve Hertz et tilbageskridt, men det vil også kunne motivere endnu flere til at kæmpe for klimaet: ikke kun miljøaktivister, men mennesker fra hele det politiske spekter. Han forventer således ”an explosion of political creativity” og en generelt styrket klimabevægelse. ”We as a climate movement are going to mobilize, we’re going to organize, we’re going to lobby, to sue, and to win.”

Den amerikanske omstillingsproces er ustoppelig

De fleste stater har allerede udarbejdet energiplaner i overensstemmelse med den ’Clean Power Plan’, som lige nu bliver prøvet ved domstolene. Selv om Trump ender med at skrotte den, taler meget for, at mange stater i det store hele vælger at gennem­føre disse forandringer.

En række stater i det nordøstlige USA har etableret et fælles kvotemarked, som Trump ikke har nogen muligheder for at røre. Californien er USA’s store lokomotiv, hvad angår klimaomstilling, og klarer sig økonomisk set langt bedre end kulstaterne. Guver­nør Jerry Brown har netop markeret, at uanset hvad Trump måtte vælge at gøre, står Californiens klimamålsætning ved magt: at reducere CO2-udledningerne med 40 pro­cent i 2030 i forhold til 1990 [sic!].

Man har tilsvarende kunnet se, at klimaindsatsen i lande som Australien og Canada langt hen ad vejen har kunnet udfolde sig på provins­­niveau selv i tider, hvor statslederne har været erklærede klimafornægtere.

Selv hvis Trump demonterer hele den føderale klimaindsats, er omstillingen til vedvarende energi allerede i fuld gang  i mange byer. Byerne tegner sig for omkring 75 procent af de samlede udlednin­ger, og fore­løbig har 129 amerikanske byer klimaplaner – mange af dem med en målsætning om fuld CO2-neutralitet inden for en relativt kort årrække.

Ikke sikkert, at det vil gå så galt

De kommende måneder må vise, hvor dybt Trumps klimafornægtelse stikker, og hvor me­get han rent faktisk mener det, han har sagt. Selv Trumps vice­præsident, Mike Pence, har i valgkampen markeret, at den menneskelige aktivitet påvir­ker klimaet. Men at dømme efter de men­ne­sker, som kommer til at tegne Trumps energi­politik, kan der blive tale om en fossil gavebod.

Trump selv synes kun næsten at have gjort sig klart, hvilken arbejdsopgave han har påtaget sig. Og som det menneske, han er, synes det langtfra givet, at han får – endsige en­der med at ønske sig – otte år i Det Hvide Hus. Flere har sat spørgsmålstegn ved, om han overhovedet kan holde posten i fire år. Trump har gennem årene været involveret i mere end 3.500 retssager. Den næste større sag, om Trump University, som synes at have været mere penge­maski­ne end universitet, kommer til at køre, allerede inden hans første arbejdsdag som præsident.

Trump har i løbet af valg­kampen lovet så mod­stridende ting til så mange sider, at det er svært at forestille sig, at han vil kunne opret­hol­de den nuværende begejstring. Trumps opgør med det etab­lerede er også et opgør med det republi­kan­ske establishment, og en række af Trumps programpunkter vil rejse stærk modstand i Det Republikanske Partis rækker. Så han kan ikke uden videre regne med, at det republikanske flertal i senat og kongres stemmer for hans forslag.

Måske demokraterne allerede ved midtvejsvalget i 2018 kan genvinde fler­tal­let i senatet eller i kongressen? Dette er ikke uden udfordringer, men der er tradition for, at det parti, som taber præsidentvalget, kla­rer sig rigtig godt to år efter. Indtil da kan demokraterne blokere sagsbehandlingen i senatet ved at bruge filibustermuligheden.

Hvis man for et øjeblik laver en parallel til den danske Venstre-regering, som efter valget i 2015 havde planer om tilbagerulning af væsentlige dele af de sidste mange års klima- og miljøpolitik, kan man konstatere, at projektet var skræmmende, men at det sjældent går så hurtigt. Der er EU-direktiver og folkestemninger, der ikke lige lader sig kyse, eller der sidder en kon­servativ samvittighed og siger: Det var ikke lige det, vi aftalte.

Carl Pope, der i 1992-2010 stod i spidsen for Sierra Club, siger i en kommentar til Trumps valgsejr, at den amerikanske omstillingsproces er så stærk, at den ikke lader sig bremse. De værste ting for klimaet er ifølge Pope således ikke, hvad der vil ske under Trump, men alt det, der ikke vil ske, fordi der med Trumps administration på klima­om­rådet kom­mer til at mangle lederskab, basal forståelse og den form for udsyn, der skal til for at navigere verdens største økonomi sikkert ind i en postfossil fremtid.

Klimafornuft og Trump?

Al Gore har tilbagevendende understreget nødvendigheden af at gøre klimaudfor­drin­gen til en fælles sag for demokrater og republikanere. Dagen efter valgresultatet skrev han på sin blog indlægget The Road Forward, i hvilket han tilbyder Trump at hjælpe med at definere klimaindsatsen:

”Last night President-elect Trump said he wanted to be a president for all Americans. In that spirit, I hope that he will work with the overwhelming majority of us who believe that the climate crisis is the greatest threat we face as a nation. I wish him well in these efforts and intend to do everything I can to work with him and his administration to en­sure that our nation remains a leader in the global effort to meet this challenge.”

Mange har i dagene efter valget gjort tilsvarende forsøg på at tale fornuft og forretnings­potentiale med Trump. Måske er det blot som at hælde vand på en gås. Men for­ret­ningsmanden Trump var i 2009 med til at indrykke en helsidesannonce i New York Times, der i stærke vendinger opfordrede præsident Obama til at ”embrace the chal­lenge today to ensure that future generations are left with a safe planet and a strong eco­nomy. … Please allow us, The United States of America, to serve in modelling the change necessary to protect humanity and the planet.” Trump kunne passende tage sta­fetten videre herfra i den næste præsidentperiode.

Sandsynligvis forstår forretningsmanden Trump udmærket det kolossale forretnings­mæssige potentiale, der for USA ligger i at tage medansvar for at fremme den globale om­stil­ling. Langt inde bag Trumps reality-tv-facade ved et hjørne af hans bevidsthed jo godt, hvad der ville være det rette at gøre. Hans rygradsløse kampagne har blot ført ham i favnen på en uhellig alliance af klimafornægtere, lobbyister og konspirationister, som gør det svært lige nu at se, hvordan Trump kommer til at bidrage til at beskytte ”humanity and the planet”.

Se også artiklen: Kan Paris-aftalen overleve Trump?

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *