MENU
18. November 2017

Regeringen nedprioriterer OPP-samarbejde i den grønne omstilling

Oliemilliar­dærer og klima­for­næg­tere bag USA’s nye klimapolitik

20. november 2016 Erhvervsfilosofi.dk #14, 2016, årgang 2, Etik, Filosofi, Governance, Grøn omstilling, Social

Psykiske barrierer i klimakrisens tid

Kommentar: I dag har vi sådan set alt, hvad der skal til for at handle effektivt i forhold til klimakrisen. Men vi gør det ikke. Hvorfor?

Forskning i klimapsykologi har fokus på en række forskellige områder med relevans for klimaændringer, herunder de psykiske konsekvenser af klimakrisen og de psykologiske årsager til benægtelse, apati og manglende handling i forhold til klimakrisen.

Klimakrisen er større end både atombomben, syreregnen og ozonhullet

I over tyve år har jeg som sundhedspsykolog i psykotraumatologien samlet professionelle erfaringer, hvad angår menneskers reaktioner over for konstante trusler. Baseret på disse erfaringer skønner jeg, at stressteorien og psykotraumatologien er gode udgangspunkter for at forstå de reaktioner, der via forskningen er blevet kortlagt.

Når det er sagt, vil jeg gerne tilføje, at mange mennesker, organisationer og virksomheder er i fuld gang med at handle – både fantasifuldt og effektivt. Især de unge har klart fokus på at bruge krisen til at skabe bedre produkter og bedre måder at leve på.

Fortiden og læreprocessen om ultimative trusler

Forskning viser, at mange mennesker er klar over, at vi er nødt til at handle, men at vi ikke magter at forholde os til klimakrisen.

Dette på trods af at vi tidligere har været igennem lignende trusler – for eksempel atombomben efter anden verdenskrig, hvor effekten af de bomber, der blev kastet over Japan blev synlige. Det gik op for mange, at mennesket havde muligheden for at udslette store dele af verdensbefolkningen og lægge dele af jordkloden øde. Resultatet blev, at der kom omfattende og mangeårige protestbevægelser. Internationale aftaler skabte tryghed, og så vænnede vi os til tanken om den atomare fare.

Næste udfordring var syreregnen i Europa. Skovene døde. Det var en demonstration af, hvad industrilandenes produktion i primitiv form kan føre til. Med aftaler om at indføre passende filtre på fabriksskorstenene var det problem løst.

Så kom ozonhullet. Det var CFC–gasserne i køleskabe og spraydåser, der var årsag til ozonhullet i stratosfæren. Industriproduktionen var blevet global, og vi skulle som ved atomkrigsfaren forholde os til hele kloden. Men her var det industrien, der skabte grundlaget for vores behagelige liv, som var skurken, ikke et til formålet specielt opfundet ødelæggelsesvåben. Vi blev klar over, at grundlaget for vores almindelige liv kunne blive til en trussel for menneskeheden. I 1989 blev de store industrilande enige om at forbyde produktion af CFC-gasser, og i 2010 tilsluttede udviklingslandene sig aftalen. Det er først her i 2016, at videnskabelige undersøgelser som følge af dette samarbejde kan berette, at ozonhullet er blevet mindre og er på vej til at forsvinde inden for en overskuelig fremtid.

Vi ved, der skal handles, men vi magter ikke at forholde os til klimakrisen

Den nuværende problematik, klimakrisen, er større end både atombomben, syreregnen og ozonhullet, dels fordi klimakrisen omfatter alle områder og hele kloden, dels fordi der skal løses et utal af sammenhængende problemer – denne gang løses problemet ikke med nogle filtre eller forbud mod enkle kemiske stoffer.

Det er svært at se konsekvenser, når de strækker sig over mange årtier.

Vi må lære, at vores handlinger i dag kan have gennemgribende følger for kommende generationer. Vi er nødt til at lære at tage hånd om kloden. Det er vi – trods disse trinvise erfaringer – ikke særlig godt rustet til.

Kronisk stress og manglede handlemuligheder er livstruende

Forestil dig en kanin, der hopper stilfærdigt rundt på sin eng sammen med andre kaniner i nærheden af deres kaninhuller. Kaninen har hovedet ned i græsset og gumler. Fra tid til anden løfter den hovedet, sætter sig på bagbenene, retter ørerne op og skanner omgivelser for at være sikker på, at der ingen fare er på færde. Når den hører mistænkelige lyde, bliver den mere på vagt, og når lyden tyder på overhængende fare, så løber den, alt hvad den kan, ned i sit kaninhul.

De kropslige processer, der sker i kaninen, ligner dem, der sker i de fleste dyr og i os mennesker, når vi skal være parate til at kæmpe eller flygte. Kroppens alarmsignaler har udviklet sig fra menneskets tidligere udviklingstrin. Adrenalinen pumper rundt, hjertet slår hurtigere, pulsen bliver sat op, blodet strømmer til de store muskelgrupper, og automatiske kropsprocesser, der ikke er vigtige for kamp eller flugt, bliver nedsat. Det er rent overlevelsesinstinkt.

Når et menneske bliver udsat for trusler på livet har det muligheder for at reagere og beskytte sig selv og sine kære. Er man i en situation, hvor man er i fare og ikke ved, hvad man kan gøre, bliver det bevidste reaktionssystem dog sat ud af spil.

Det vil sige at, når vi ikke kan sætte en hændelse i en meningsfuld sammenhæng og er truet, slår hjernens bevidste løsningsforsøg fra. Vi møder normalt alt nyt ved at kategorisere det og sammenligne det med tidligere hændelser. Ud fra denne sammenligning finder vi en passende reaktion. Men når der ingen sammenligningsmuligheder er, og der samtidig er en trussel mod ens liv, så går systemets automatiske reaktioner i gang. Instinkterne tager over, og hjernens ældre dele, der normalt tager sig af de selvkørende processer såsom åndedrag og hjerteslag, overtager styringen med det formål at overleve.

Klimakrisen er forskellig fra katastrofer, da den omfatter hele kloden og har konsekvenser for alle mennesker

Gentager truslen sig, og er der samtidig ingen mulighed for at flygte eller kæmpe, kan det være en god overlevelsesstrategi ikke at gøre noget – altså at ’spille død’, ’stikke hovedet i sandet’ eller, for at komme tilbage til kaninen, sidde helt stille nede i kaninhullet og prøve at ignorere den grumme verden udenfor.

Disse processer er ikke særlig bevidste hos mennesket. Man mærker måske et stigende stressniveau, en mindre evne til koncentration, en kortere lunte, stressrelaterede fysiske symptomer, men på overfladen er alt som før, der er bare noget, der ulmer under overfladen.

Det vil sige, at der er en usynlig understrøm, der har en indflydelse, man ikke kan regne med.

Kronisk stress opstår ofte som følge af gentagne trusler, især hvis det er trusler mod ens eget og ens sociale netværks liv. Det opstår, når man oplever gentagne trusler, og at problemet er for stort og komplekst til, at man kan gøre noget ved det. Det vil sige, når man ikke har nogen kontrol over situationen.

Er truslen karakteriseret ved ikke at passe ind i nuværende skabeloner, vil den virke overvældende og blive til ubevidst stressudløser, altså virke traumatiserende.

Ud fra stressteorien kan folks manglende reaktion over for klimakrisen ses som følge af kronisk stress med traumatiske træk:

Udløseren er manglede handlemuligheder og dermed tab af kontrol grundet i et uoverskueligt problem, der er livstruende for mange mennesker her og nu og endnu mere for de kommende generationer.

Klimakrisen og kronisk stress

De mange problemer, der presser sig på angående klimaforandringer, kan virke overvældende: Problemerne er komplekse, og dermed svære at forstå. Konsekvenserne er langvarige og dermed svære at overskue.

I mange år har man været usikker på, om de foruroligende data ‘bare’ er nogle naturlige fluktuationer. Det, man selv kan gøre, kan virke utilstrækkeligt. Problemet kan opfattes så stort og globalt, at det synes bedst, at der er ‘nogen’, som kan agere globalt, ‘nogen’, som tager sig af det … men hvem?

Vi har nok at forholde os til i hverdagen. Kommer der en upræcis og uhåndterbar trussel oveni, har vi svært ved at forholde os til den.

Klimakrisen er en trussel, der er for stor og uhåndterbar for mange, da den ikke kan integreres i nuværende handlekoncepter, og den provokerer derfor en svækkelse af den bevidste logiske tænkning. Det betyder, at ubearbejdede trusler bliver til ubevidst uro som del af en alarmreaktion.

Den teori, der indtil videre passer bedst på reaktioner som fornægtelse af en mulig katastrofe, stammer fra fagområdet psykotraumatologi, når traume forstås som følge af kronisk stress.

Normalt er et sundt menneske i stand til at forholde sig til også stærke stressfaktorer. Der har altid forekommet katastrofale hændelser, både i form af naturkatastrofer såsom vulkanudbrud, oversvømmelser, tsunamier, jordskælv … eller menneskeskabte katastrofer som krig og dens følger. I en normal reaktion udløser disse hændelser stærke følelser og kropsreaktioner og bliver med tiden mere eller mindre integreret i vores forståelsesramme af, hvad der kan ske i livet.

Oplevelser af katastrofale hændelser er med den tekniske udvikling af fjernsynet og internet gradvis blevet en voksende udfordring for vores mentale sundhed. Vi bliver i stigende grad og med stigende intensitet konfronteret med udfordrende detaljer. Men sådan er livet, og som tidligere nævnt har de fleste mennesker integreret viden om katastrofer i deres forståelse af de rammer, livet byder os.

Viden og nyheder om katastrofer belaster først for alvor det psykiske helbred, når man eksempelvis er knyttet til et menneske, der oplever en katastrofe. I dette tilfælde kan forskningsresultater, nyheder, film og lignende fremkalde stressreaktioner som indre uro, angst, undgåelsesadfærd, fornægtelse m.m.

Klimakrisen er forskellig fra disse katastrofer, da den omfatter hele kloden og har konsekvenser for alle mennesker. Dermed sprænger den forståelsesrammen for mange og kan blive traumatiserende. Normalt kan vi ’fordøje’ mange katastrofale hændelser, men ved klimakrisen er udfordringen så omfattende, kompleks og langvarig, at den nemt overskrider evnen til at integrere denne trussel i forståelsesrammen.

Klimapsykologisk forskning har vist, at mange mennesker undlader at reagere på klimakrisens alvorlige trusler. Det er mennesker, der normalt reagerer på farer i deres liv, men de undlader at reagerer på klimatruslen. Lignende reaktioner findes hos mennesker, der lever under konstante alvorlige stressfaktorer, som overskrider deres fatteevne, og som ikke er håndterbare, for eksempel traumatiserede soldater eller krigsflygtninge.

Som psykolog har jeg sammen med en sociolog og tre læger med psykiatrisk, almenpraktisk og psykosomatisk speciale i syv år undersøgt den psykosomatiske og sociale tilstand hos krigsflygtninge. Det er slående, hvor meget de psykiske og psykosomatiske reaktioner af disse mennesker ligner dem, vi finder hos mennesker, der fornægter klimaforandringer:

Mange magter ikke at forholde sig til de stor spørgsmål. Mange undgår konfrontation med ubehagelig viden, koncentrationen bliver svækket, og det almene stressniveau stiger.

Hvad betyder det for danske virksomheder i den grønne omstilling?

Tilbage til vores kanin, der stadig sidder i sit kaninhul og ikke har lyst til at blive konfronteret med verden udenfor. Oppe i hullets indgang står en hund og gør øredøvende ned til det forskrækkede væsen. Men selv om hunden forsvinder, så kryber kaninen sammen og ryster. Men hov … pludselig hører den en lyd, en meget usandsynlig lyd: Lyden af en kanin, der gnaver på en gulerod! Den farer op i fuld alarmberedskab og kigger rundt I hullet. Og rigtig nok, langt nede, ved en af forbindelsesgangene til næste hul sidder der en kanin og tygger mageligt på sin gulerod!

”Tja,” siger den, “jeg husker det godt – sidste år var jeg mindst lige så forskrækket og bange, som du er nu … men … imens har vi udbygget gangsystemet og lært, at hundene sjældent graver sig længere ned. Desuden skal de følges med deres menneske, og det skal hjem og spise om lidt. Så prøv at slappe af, i morgen graver vi en ekstra gang fra dit hul her.”

Det tager nok en rum tid, inden vores kanin falder ned, men historien er god, da den viser effektiv kommunikation med en, der er blevet kronisk stresset og overvældet af konstante trusler.

For det første skal man altså have samme udgangspunkt – man skal kunne genkende situationen. Greenwashing duer ikke. Folk, der er urolige for katastrofer, tilgiver ingen salgsløgn. Og man skal kunne kommunikere denne viden uden at forskrække, men ved at forstå.

For det andet skal man have erfaring, erfaring med noget, der bidrager til løsningen af truslen – og være god til det. Her handler det om tillid.

For det tredje skal man være del af et netværk og kunne skabe netværk, der er med til at afværge det, folk er bange for.

 

 

For at læse artiklen skal du logge ind eller oprette dig!

Kontakt os på 60216085 for et BUSINESS abonnement.

eller

INTRO

   

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *