[dropcap]E[/dropcap]rhvervskommentar: Erhvervsfilosofi.dk skrev i sidste nummer om den grønne investeringsfonds afvisning af Maabjerg Energy Centers (MEC) demonstrationsprojekt om fremstilling af bioethanol baseret på halm.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har tidligere i 2015 under pres fra erhvervsorganisationer erklæret, at han vil videreføre den forrige regerings arbejde med en grøn erhvervspolitik. Alligevel er der nu en del, der tyder på, at regeringen er faldet tilbage til de gamle nyliberale bastioner.

Staten skal alene skabe rammevilkår for den private sektor og overlade alt til de kommercielle og private markedskræfter. Måbjergprojektet er et skoleeksempel på, hvordan ideologisk ønsketænkning sætter den realøkonomiske virkelighed ud af spillet. Bag ønsketænkningen finder man et tvivlsomt tunnelsyn på samfundsøkonomi, hvor den virkelige verden er et specielt tilfælde.

[quote float=”left”]Den offentlige sektor bør ses som et nødvendigt supplement til den private sektor[/quote]

Økonomiske skrivebordsteorier baseret på nattevægterstaten, fri konkurrence, kommercialisering og privat initiativ styrer erhvervspolitikken i en skadelig retning. Men denne markedsform er urealistisk! Det gælder lige fra det lokale marked for frugt og grønt på torvet til den mest avancerede informationsteknologi. For teknologi falder ikke som en mild regn af manna fra himlen.

Medfinansiering fra EU og nationalstatslige støtteordninger er betinget af et samspil mellem private- og offentlige investorer. Joint ventures mellem det offentlige og det private skaber frugtbare synergier med hensyn til den teknologiske udvikling. Business confidence indebærer, at private investorer ønsker sig en offentlig garantistillelse og medfinansiering frem for alene at skulle stå med ansvaret. De to sektorer fortrænger ikke hinanden.

I stedet bør man se den offentlige sektor som et nødvendigt supplement til den private sektor – de to sektorer er med andre ord komplementære. De færreste ville vel benægte, at sundhed og uddannelse medvirker til at skabe en produktiv og innovativ arbejdsstyrke. Infrastruktur skaber de logistiske rammebetingelser for udveksling af varer og tjenester. Et velfungerende retssystem sikrer markedssamfundets ’spilleregler’. Samarbejde om forskning og udvikling mellem offentlige universiteter, offentlige forskningscentre og den private sektor styrker innovationsevnen mere, end hvis man overlader alt til den private sektor alene.

Men at markedets ’usynlige hånd’ skulle kunne skabe den bedste af alle verdener er ren woodooøkonomi. Staten er ofte nødt til at korrigere, hvor markedsmekanismen svigter, og markedet er i virkeligheden alene et instrument, der kan sikre, at politiske målsætninger realiseres.

Nyliberalisterne ser markedet som en totempæl rejst til ære for personer af høj rang i et hierarkisk stammesamfund. Den nyliberale magtelite har inspireret den ideologiske udformning af regeringens erhvervspolitik, og så er der ikke plads til, at staten skubber grønne innovationer i gang. Den grønne investeringsfonds hovedformål er at ”yde lån til projekter, som ikke ville være blevet igangsat uden finansieringen, eller som bliver fremrykket væsentlig som følge af finansieringen.”

Regeringens sande ansigt

EU-kommissionen har i et manifest for et ressourceeffektivt Europa plæderet for den cirkulære økonomi. Erhvervsliv, faglige organisationer og civilsamfundet skal opmuntres til denne transformation baseret på en genindustrialisering.

Den cirkulære økonomi hviler på fremme af innovationer og fremskyndelse af både offentlige og private investeringer i ressourceeffektive og innovative teknologier. Miljøskadelige subsidier og skattelettelser skal ophøre. I stedet skal vi forlænge produkternes livscyklus og fremstille holdbare produkter, der kan repareres og genbruges. Det handler endvidere om teknologiske fremskridt i forbindelse med brugen af jord, materialer og vand. Udledningen af drivhusgasser skal ned, og etableringen af en optimal biodiversitet skal opmuntres.

Da man i november 2015 på erhvervskonferencen ’Potentialet for Danmark som cirkulær økonomi’ spurgte erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen om, hvorfor regeringen på trods af positive væksttal, der følger i kølvandet på cirkulær økonomi, valgte at afskaffe Den Grønne Omstillingsfond, var svaret ideologisk ensidigt. Man skal helt afskaffe grønne offentlige tilskudsordninger og grønne fonde, svarede ministeren.

Svaret er et klokkeklart eksempel på, at man skal se bort fra det nødvendige frugtbare samspil mellem det offentlige og private initiativ; i stedet skal det alene være den private sektor, der skal løfte miljøøkonomien.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har senere budt op til dans i forbindelse med ovennævnte ideologiske totempæl. Det rådgivende udvalg vedrørende cirkulær økonomi er domineret af erhvervsledere.

Anders Fogh Rasmussen drev i 2001 klapjagt på såkaldte venstredrejede eksperter og smagsdommere. At selvsamme regeringsparti selv udnævner erhvervspolitiske smagsdommere og nyliberale ideologer, bør derfor ikke komme som en overraskelse.

I forbindelse med lovarbejdet i forbindelse med den grønne investeringsfond var Venstre fra starten af imod fonden. Den nuværende energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, udtalte dengang, at staten ikke skal spille bank eller investeringsselskab. Påstanden gik på, at der angiveligt skulle være private udbydere, der ville påtage sig disse investeringer. Lilholdt havde derfor svært ved at se, at staten skulle stille en særlig garanti for fonden.

Spørgsmålet er, om der er så mange private, der vil byde ind på privatisering af offentlig opgavevaretagelse?

Vicedirektør i Dansk Affaldsforening Kamma Holm Jonassen har i den sammenhæng nogle interessante udmeldinger i forhold til regeringens ressourcestrategi. Fremover skal kommunerne gøre deres genanvendelsesanlæg privatiseringsegnede; allerede i oktober 2016 havde to kommuner forsøgt at sælge ud af deres fælles sorteringsanlæg, uden at blot en eneste lille privat investor havde meldt sig – til trods for favorable salgsbetingelser, der muliggjorde privates anvendelse af kommunernes affald fem år frem.

I Måbjerg-casen er det regeringens opfattelse, at en realisering af projektet må tage udgangspunkt i, at private investorer er parate til at finansiere en langt større del af projektet end de 760 millioner, Dong og Novozymes ville investere. Denne ideologiske udmelding afviger klart fra bemærkninger til det fremsatte lovforslag om den grønne fond, der senere blev vedtaget uændret. Fondens formål er at ”yde lån til projekter, som ikke ville være blevet igangsat uden finansieringen, eller som bliver fremrykket væsentlig som følge af finansieringen.” Udeblevet initiativ eller forsinkelser skyldes naturligvis en for lav investeringstilbøjelighed i den private sektor.

Regeringen, ministeriet og magteliten

Den grønne investeringsfond er en selvstændig statslig forvaltningsenhed inden for den offentlige forvaltning under erhvervs- og vækstministeren. Hvor selvstændig den er, kan der imidlertid sættes spørgsmålstegn ved. Fondens formand, topdirektør i Velux A/S Jørgen Tang-Jensen, og medlemmerne af bestyrelsen udmærker sig ved at sidde i høje positioner i det private erhvervsliv; formanden sidder for eksempel i Dansk Industris erhvervspolitiske udvalg. At sige, at politisk udnævnte smagsdommere ikke er at finde i de netværk, regeringen indgår i, er således ikke troværdigt.

Sociologerne Christoph Houmann Ellersgaard, Anton Grau Larsen og Markus Bernsen fra CBS publicerede i 2015 en bog ’Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet’ på grundlag af fire års empiriske studier af bestyrelser, fonde, udvalg, ledergrupper, nævn, udvalg og lignende, hvor magtfulde mennesker samles. Denne skjulte magtelite kender hinanden, de indtager ofte nyliberale holdninger om at trænge staten tilbage og privatisere alt.

Forfatterne bemærker, at de altid er til stede, hvor de store beslutninger træffes. Det sker i bestyrelserne for landets største virksomheder. De sidder alle i toppen af en ’magtens pyramide’ med magtfulde poster, og de har bedre kontakter end andre borgere. ’Old boys network’ inden for erhvervslivet er topdirektører i danske top-200-virksomheder, og de møder for eksempel hinanden i Danmark-Amerika Fondet, i Dansk Industri, i ’de tunge drenges klub’, i Danske Banks advisory board og på CBS Center for Corporate Governance.

Over halvdelen af magteliten er forretningsfolk, hvilket naturligvis kommer til at præge samfundssynet. John K. Galbraiths analyse af økonomisk magt talte i sin tid om det nye industrisamfunds store foretagende og dets teknokratiske ledelser, hvis lange fangarme rakte langt ud over koncernen. Dette gælder i høj grad også den danske magtelite.

De mest magtfulde direktører og bestyrelsesmedlemmer træder ud i det offentlige rum, hvor store spørgsmål om samfundets indretning bliver vendt og drejet. De er blevet figurer på det nyliberale stammesamfunds totempæl, der som orakler blander sig i samfundsspørgsmål.

Magteliten er således en eksklusiv kreds, hvor medlemmer blåstempler og inviterer nye medlemmer med i de rigtige udvalg og bestyrelser.

Det er tankevækkende, at både den tidligere formand for den grønne investeringsfond Ditlev Engel og den nuværende formand, Jørgen Tang-Jensen, er at finde blandt de 423 navne på forskernes liste over Danmarks mest magtfulde profiler. Tang-Jensen sidder som nævnt i spidsen for en selvstændig statslig forvaltningsenhed under erhvervs- og vækstministeren. Ikke desto mindre er departementschef i Erhvervs- og Vækstministeriet Michael Ditmer, der også tilhører eliten, mere end chef i et centralt ministerium med forbindelser til andre tunge økonomiske ministerier. Han deltager også i de vigtigste regeringsudvalg, hvor han mødes med en række af elitens medlemmer fra det private erhvervsliv, blandt andet netop formanden for den grønne investeringsfond Jørgen Tang-Jensen.

Regeringens nyliberale korstog mod den grønne økonomi

Siden monetarismens og udbudsøkonomiens ideologiske sejr over keynesianismen i begyndelsen af 70’erne har det været god latin at betragte den offentlige sektor som hæmmende for et samfunds udviklingsevne. Crowding out eller fortrængning skyldes, at den offentlige sektor lægger beslag på ressourcer, som ellers kunne anvendes bedre af den private sektor.
[box]Mens dette nummer er i trykken, offentliggør den grønne investeringsfond ‘en sand kioskbasker’: ”Danmarks Grønne Investeringsfond finansierer etableringen af landets største biogasanlæg” ved Korskro nær Esbjerg.

Produktion af bioethanol i Danmark og opførelsen af et biogasfællesanlæg er imidlertid to forskellige ting. Tanken om en bredere udbygning af biogasfællesanlæg i Danmark er et projekt, der ikke kan rubriceres under lån til projekter, som ikke ville være blevet iværksat eller fremrykket på grund af en lav investeringstilbøjelighed.

Biogasfællesanlæg har været undervejs i 30 år. I 1992 publicerede professor Henrik Lund en bog på grundlag af en anmodning i 1990 fra Energistyrelsen. Bogen ’Samfundsøkonomisk projektvurdering og virkemidler – med biogasfællesanlæg som eksempel’ antyder, at samfundsøkonomiske målsætninger tilgodeses. Og det er sikkert ud fra en kommerciel betragtning sådan, at Korskro-casen er rentabel. Men at se biogasfællesanlæg som et demonstrationsprojekt er utroværdigt, når man tager de mange år, det har taget at udvikle tanken om biogasfællesanlæg i betragtning. Hertil kommer vurderinger af de samfundsøkonomiske konsekvenser. Normalen er, at man sammenligner konsekvenser, inden der træffes en investeringsbeslutning.

Crowding out hæmmer med andre ord ikke samfundsøkonomiske nøgletal. Hvis man sammenligner de skandinaviske økonomier med andre økonomier, hvor den offentlige sektor fylder mindre, ses dette tydeligt.Men som set med de grønne fonde ønsker man af ideologiske årsager at rulle offentlige initiativer tilbage. Nyliberalismens buzzwords, privatisering og liberalisering indebærer, at de såkaldte frie markedskræfter slippes løs. Deregulering af den kollektive trafik og brud med omkostningseffektive naturlige monopoler skal fremover åbne for flere selskabers adgang til markeder for telekommunikation, energi, vand – den offentlige sektor skal gøres til en stor markedsplads under parolen ’new public management’. Offentlige aktiver skal privatiseres enten ved direkte salg, licensaftaler eller udviklingskontrakter. At dette i virkeligheden skaber store koncentrationer af kapital, monopolisme, ineffektiv kommercialisering, fordyrelse, velfærdstab og fraværet af virksom konkurrence, er ’en overset detalje’.[/box]

 

Skriv et svar