Nils Gunder Hansen,
Danske tidsånder 1940-2010
– fra Hal Koch og K.E Løgstrup til Anders Fogh Rasmussen.
Forlaget Anis, 2013
v/ Nis Bjarnhof, cand. mag. i filosofi.
(Anmeldelsen udgives på Erhvervsfilosofi.dk med tilladelse fra Dansk Filosofisk Selskab.)
[dropcap]B[/dropcap]oganmeldelse: Ligeså vigtigt det er at holde fremtiden åben, ligeså vigtigt er det at holde fortiden levende. Dog, da det moderne menneske er bedre til at kigge frem end til at huske tilbage, har vi brug for en ’horisontudvidelse bagud’ (s. 9).
Intet mindre er målet med ’Danske tidsånder 1940-2010 – fra Hal Koch og K.E Løgstrup til Anders Fogh Rasmussen’ af Nils Gunder Hansen, professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet.
Udvidelsen skal ske ved at lave en idehistorie for de sidste 70 år, men beskrevet igennem de mennesker, der faktisk kæmpede for ideerne. Således fremstilles en lille epoke, for det meste et tiår, ved dets fremmeste tænkere og debattører. Med dette greb får vi en god og konkret fremstilling, der binder en tids ideer til faktiske tekster og debatter.
Det kombinerer også Hansens talenter, da han før har skrevet flere monografier, blandt andet om Løgstrup, Tage Skou Hansen og Georg Simmel, men også større periodeværker, eksempelvis om genkristningen i halvfemserne og den høviske kærlighed i det 12. århundrede.
[quote float=”left”]Det er ikke tidsånden, men tidsånderne, der står i centrum[/quote]Danske tidsånder er dog ikke en samlet historie for de sidste 70 år, men en fortælling om skift og brud. Det er ikke tidsånden, men tidsånderne, der står i centrum. Nu er det klart, at der er sket og tænkt meget i fortiden. Derfor må der vælges ud, og et sådant udvalg afhænger også af, hvad man finder vigtigt. Her kunne man have andre meninger end Hansen, der har støttet sig meget til sine tidligere udgivelser.
Jeg selv ville gerne have hørt mere om indmeldelsen i EF, hvordan globaliseringen kom ind i den offentlige bevidsthed, feminismen efter 68, kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet, jordskredsvalget i 1973, og sådan kunne man blive ved.
[quote float=”right”]Selvom værket er af relativt begrænset omfang, præsenteres man for noget nyt på næsten hver anden side[/quote]Dog, da det umuligt kan være en kritik, at han ikke har alting med, skulle man måske snarere værdsætte et idéhistorisk værk, der gør fortiden så appetitlig, at man får lyst til at vide mere. For øvrigt gælder de samme afgrænsninger denne anmeldelse – også jeg har måttet vælge ud i de temaer bogen behandler. Selvom værket er af relativt begrænset omfang, 171 sider, præsenteres man for noget nyt på næsten hver anden side. Det kan virke overvældende, måske endda lidt forvirrende, men så er der på den anden side noget for alle.
Det ene, den anden og krigen
Værket starter direkte og dramatisk med kapitlet ’Krig og fred’ om den tyske besættelse 9. april 1940. Her blev ikke bare den politiske suverænitet anfægtet, men også kernen af den danske selvforståelse.
For første gang siden 1864 kunne vi ikke bare kigge indad og passe os selv. Periodens spørgsmål, der undersøges gennem en brevveksling mellem Løgstrup og Koch i 1940-42, er, om det der var rigtigt i praktisk henseende, nu også var det moralsk bedste. Løgstrup var på det tidspunkt en mand på 37 år og landsbypræst, mens Koch var et år ældre, professor og formand for Dansk Ungdoms Samvirke (DUS).
Her lader det til, at Løgstrup står stejlt på modstanden, mens Koch vælger et mere pragmatisk spor. Alligevel gør Hansen et godt arbejde for at rehabilitere Koch, selvom den lette tolkning ville være at se Løgstrup som den store moralske helt og Koch som den feje. For selvom det er rigtigt, at Løgstrup taler i meget mere eksistentielt- afgørende kategorier, og Koch har mere sans for det praktiske, så hænger det også sammen med deres position.
Mens Løgstrup ud fra et primært moralsk synspunkt fordrer det ene fornødne, det afgørende nej til tyskerne og handling for enhver pris, har Koch et mere reelt ansvar som formand for DUS, det vil sige, han har en anden at tænke på. Da han ydermere arbejder for at bevare et demokratisk sindelag blandt danskerne, sker det også, fordi han frygter, at besættelsen kunne vare lang tid.
[quote float=”left”]Idehistorien bliver simpelthen mere solid og håndgribelig på den måde[/quote]Han ser nemlig klarere end Løgstrup, at besættelsen ikke bare er en konflikt mellem nationer, men essentielt mellem ideologier. Det så Løgstrup først efter krigen.
I kapitlet diskuteres de intellektuelles rolle under krigen også, ligesom der anstilles nyttige betragtninger over det retslige efterspil. Alligevel er det debatten mellem Løgstrup og Koch, der giver det bedste argument for Hansens metode: at præsentere en tids spørgsmål gennem enkeltpersoner.
I stedet for en abstrakt diskussion om det moralske over for det praktiske ser vi, hvordan disse to ideer knytter sig til konkrete omstændigheder, således at det praktiske faktisk vinder meget. Idehistorien bliver simpelthen mere solid og håndgribelig på den måde.
Et afgørende årti
En særlig glæde ved at læse Hansens bog er, at man bliver opmærksom på ting, man ikke blot havde glemt, men som man ikke engang vidste, at man havde glemt: for mig er det sådan med 50’erne. Alle ved, at 40’erne var afgørende på grund af krigen, ligesom 60’erne var det, fordi ungdommen og kvinderne her tilkæmpede sig en ny rolle. Men hvem tænker på årtiet imellem?
Er det ikke som om, 50’erne kun findes som alt det kedelige og konforme, oprøret vendte sig imod? Hansen kalder da også små-ironisk kapitlet ’Det graa årti’. Imod en sådan negativ fremstilling viser Hansen, at der netop i denne periode skete afgørende bevægelser på det åndelige plan. Det drejer sig dels om en opvækkelse af kulturpessimistiske tanker fra 30’erne og en hermed sammenhængende moralsk individualisme.
Kulturpessimismen var stærk i kredsen omkring tidsskriftet Heretica (1948-54). Her mente man ikke, at civilisationens egentlige problem var løst med nazismens undergang. Den var et symptom, ikke sygdommen selv. Moderniteten havde spillet fallit, uden at man var i stand til at vende tilbage til tilstanden før. Men fordi det er selve tidsånden, der er problematisk, er det heller ikke til at sige, hvad der skal træde i stedet. Man har ikke noget punkt, hvorudfra man kan forestille sig noget nyt.
I en situation uden hverken fortid eller fremtid at holde sig til, fødes en indstilling, der alligevel prøver at kæmpe, men uden at have noget egentligt håb – en indstilling der måske minder mest om den, Camus fremlægger i Pesten: Man kæmper, men uden håb for sejr. Den etiske aktivisme fra krigsårene forvandles således til en moralsk individualisme: den enkelte må engagere sig uden at kunne støtte sig til nogen ideologi eller noget fællesskab. Man stoler hverken på modernitet, ideologier eller nogen form for massebevægelse. 50’erne var et meget skeptisk årti. Faktisk varede denne apolitiske individualisme helt frem til 60’ernes oprør. Man var simpelthen utryg ved massen og kollektive bevægelser, ja selv Socialdemokratiet henvendte sig kun til den enkelte og gik uden om klasserne.
Demokrati og dannelse
En af de udviklinger, Hansen følger over længst tid, er udviklingen af demokratiet som ideologisk parole. Ligesom Rune Lykkeberg i dag har forsøgt at nuancere demokratibegrebet og gøre det levende i hans Alle har ret, forsøgte Koch noget af det samme allerede i 1945 med den lille bog ’Hvad er demokrati?’ Hansen følger det spor i kapitlet ’Verden vågner op og er demokratisk’ ved at stille Koch op over for juristen Alf Ross.
Den almindelige måde at gøre det på er at stilisere dem som hinandens modsætninger: Koch kæmper for demokratiet som en livsform, mens Ross omvendt skulle være systemets mand. Den ene fokuserer på den levende samtale, den anden på et helt formelt begreb om demokrati som bestemte procedurer.
Alligevel går Hansen en anden vej og peger på lighederne mellem de to: at begge anser afstemninger for utilstrækkelige, fordi de skal kvalificeres ved en saglig debat. Ligeledes anser de begge demokrati som en mulig livsform. Hvad Hansen derudover kan vise er, hvordan Kochs demokratisme også var ment som et opgør med den moralske individualisme, der jo både havde været i høj kurs i 40’erne og 50’erne. Derfor var Kochs værk også et slag for dialogen og det politiskes mulighed.
Her begynder Hansen også at præsentere et andet spor, som han følger i senere kapitler, nemlig hvordan Socialdemokratiet aktivt støttede en høj dannelseskultur. Faktisk er det slående i dag, hvor kvalitetsorienteret og antifolkelig kulturpolitikken var. Man troede på ’eneren’, mens ’konsumerisme’ og ’den laveste fællesnævner’ var hovedmodstanderne. I dette forholdsvist elitære kunstsyn stod alliancen mellem de kulturradikale og Socialdemokratiet, anført af Julius Bomholt, der også stod bag indførslen af biblioteker, biografer og DR – alle med dannelse som hovedmål.
Gud og den enkelte
Således er vi nået til det fjerde kapitel, der handler om teologernes indflydelse. Den danske teologi er nemlig bemærkelsesværdig ved ikke at bringe troen ind på alle mulige andre felter, ved ikke at gøre troen til en recept på alle livets konkrete problemer. Snarere prøver den at isolere det religiøse i et adskilt rum. Det har Hansen et godt blik for. I 1950’erne så mange teologer slet ikke kristendommen som en egentlig ideologi og verdensorientering, men snarere som en kritik af selvsamme.
Teologien var således selv en slags sekulariseringsmekanisme: den er mere optaget af at vise, hvordan man ikke skal tro, hvordan tro ikke er en form for viden, hvordan man ikke kan uddrage en kristen etik, og hvordan den enkelte selv er ansvarlig for sine handlinger. Det har den, i forhold til resten af Europa og eksempelvis USA, mærkværdige konsekvens, at vi aldrig har haft et stærkt kristent parti i Danmark.
Det eneste, vi har haft, har i øvrigt aldrig spillet en mærkbar rolle og røg ud ved valget i 2011. Den danske kristendom adskiller sig altså fra andre former for kristendom ved mere at være en kritisk individualisme end en udfoldet ide om, hvordan man skal være i verden og en bestemt etik. Selvom 50’ernes skepticisme hang sammen med efterkrigstidens hårde erfaringer, så hentede den også ballast i denne særlige teologi. Det er endnu en fordel ved Hansens værk, at han viser, hvordan forskellige ideer på forskellige felter kan støtte hinanden.
Fra pessimisme til optimisme
Skiftet i ånden fra 50’erne til 60’erne er markant; en optimisme begynder at herske, og man tror på den velfærdsstats formåen, der er ved at konsolidere og udvide sig. Hansen beskriver tidsåndens institutions-optimisme med en lille sprogperle: ”Man forsøger nu at finde adresse og telefonnummer på de mørke magter i tilværelsen.” (s. 92)
Socialdemokratiet fortsætter den kvalitetsorienterede kulturpolitik, men forsøger nu for alvor at forstærke den ved at institutionalisere den. Derfor ser vi fødslen af Danmarks første kulturministerium, som Julius Bomholt kommer til at lede, en kunstfond, Det Danske Akademi og en nordisk litteraturpris.
Men tidens optimisme og virketrang institutionaliserer ikke bare tendenser, der allerede var i gang, men angriber dem også. Ungdomsoprøret i 1968 var nemlig ikke bare stedet, hvor ungdommen fandt sig selv, det var også et oprør imod den gode smag, således at musik og kropslighed kom til at spille en meget større rolle.
Men det er ikke kun oprørerne, der tænker i brud. Hansen viser også, hvordan bruddet reflekteres i litteratur og filosofi. Allerede i 1966 begyndte Tage Skou- Hansen at tænke så dybt over ’det midlertidige’, at han foregriber tanker, der senere fastsatte sig med udtryk som projektsamfund og flydende modernitet. I forlængelse heraf kan man også forstå Hans-Jørgen Nielsens mere filosofiske tanker om en generel ’attituderelativisme’ som en forudanelse af det postmoderne. I stedet for de faste identiteter får vi rollespil og især rolleskift.
Brudtanken dominerer altså på næsten alle felter. Alligevel bliver epoken aldrig pessimistisk. Man skal engagere sig i sit spil og spille ens rolle godt. Således kan man på en ny måde se den moralske individualisme vende tilbage, fordi enhver kan og må vælge sine egne spil og fællesskaber.
Polariseringen og det folkelige
Det sjette kapitel ’Den store bølge kommer’ handler mest om politikkens rolle i 70’erne. Mens tiden op til ungdomsoprøret havde været mere perspektivistisk og pluralistisk, blev der fra nu af ideologiseret og polariseret.
Tidsånden trak alt ind i det politiske, ja selv kunsten skulle ændre noget. Men samtidigt skulle den også ud til alle. Hvor ungdomsoprøret allerede havde fundet en populær, kropslig og fællesskabsstiftende kultur i musikken, var en sådan endnu ikke slået igennem kulturpolitisk. Den første, der kæmper imod de mere elitære dannelsesidealer i Socialdemokratiet, er Ritt Bjerregaard i antologien Rapport fra en kaffeklub.
Her diskuterer hun med og imod Klaus Rifbjerg, så man allerede her kan begynde at se alliancen mellem Socialdemokratiet og radikalismen knage i furerne. Ritt er nemlig ikke intellektuel og næsten stolt af det. Rifbjerg står på sin side ved kunsten og den gode smag. Hun har simpelthen ligeså svært ved at se, som Rifbjerg har ved at forsvare, at en smag, der sætter de fleste i forlegenhed, alligevel skal være offentligt anerkendt og støttet.
En anden stor, politiserende begivenhed i 70’erne er Meyers, Sørensens og Petersens Oprør fra midten. Hvad der især er værd at huske herfra er dens fokus på grænser for væksten, der satte forfatterne i modsætning til både højre og venstre. De ville ikke have vækst, men miljø, lighed, arbejdsdeling og demokrati. Meyer, Sørensen og Petersen repræsenterede måske en form for kommunitarisme med mindre landsbyer som den grundlæggende byggesten.
Andre store begivenheder i 70’erne som jordskredsvalget og indmeldelsen i EF berøres kun yderst sparsomt. Der gåes hastigt videre, for ligesom den optimistiske tidsånd var opstået relativt pludseligt i 60’erne og 70’erne, forsvandt den hurtigt igen. Firserne er anti-70’erne. Ligeså markant skiftet er fra 50’erne til 60’erne, ligeså voldsomt er det fra 70’erne til 80’erne.
Her kan man virkeligt se, hvorfor Hansen taler om tidsånder. I kapitlet ’Jensen, Thomsen og 1980’erne’ følger vi overgangen fra en revolutionær og altopslugende politisering, til en modreaktion med punk, lyrikere, smarte caféer og postmoderne teoretikere, samtidigt med at verden politisk med Reagan, Thatcher (og Schlüter!) bevæger sig imod højre.
Carsten Jensen kan som en offentlig intellektuel person ses som eksponent på forandringen. Selvom han ikke var helt apolitisk, men som kritiker havde meninger om alt, talte han i modsætning til 70’ernes intellektuelle i eget navn. I stedet for en stor teoretisk overbygning som marxismen, havde han et stærkt, personligt brand og var kendt for at få en kanonhøj løn. På den måde var han en helt ny slags idealfigur. Overgangen fanger Hansen med et rapt, lille ordspil: hvor ’Knus systemet’ før betød revolutionært at ændre systemet, betyder det i 80’erne at vinde inden for det. Sådan kan man også præsentere, hvordan én tidsånd udskifter en anden.
En endnu mere radikal afpolitisering kan man finde hos den tids mest centrale digter, Søren Ulrich Thomsen. I hans poetik Mit lys brænder argumenterer han for en kunst for kunstens egen skyld, centreret omkring nærvær og død. Hans digte handler ikke om andet, end at den, der sidder og læser dem, sidder og læser dem fjernt fra enhver fælles eller politisk handlen. Det er som om han, for overhovedet at få plads, eksplicit må tage afstand fra det politiske. 80’ernes tanker om det postmoderne kan ligeledes ses som en reaktion imod 70’ernes massive marxisme. I stedet for arbejdernes og historiens enhedslige fremgang, får vi opsplittelsen, ikke alene mellem forskellige mennesker og kulturer, men også mellem forskellige discipliner. Der var også en øget opmærksom på, at ’media is the message’, at man altså ikke kan tænke forskellige samfundsmæssige diskurser uafhængigt af de medier, der præger det samfund.
Stille her, voldsomt der
Halvfemserne var et mærkværdigt årti, fordi det på den ene side var så relativt begivenhedsløst herhjemme: ingen terror, kulturkamp eller finanskrise, samtidigt med økonomisk fremgang og den kolde krigs afslutning. Man havde heller ikke det samme behov for at tage afstand fra den foregående periode, som i firserne. Det var ikke underligt, at Fukuyama kunne formulere idéen om historiens afslutning. På den anden side, ude i verden, gik det dog ikke stille af.
Særligt voldsom var borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, der først blev stoppet ved USA’s indgriben. Når Hansen kalder kapitlet ’Religionens genkomst’, så får man endnu engang dette billede af en særlig dansk og individualiseret tro. Ligesom den allerede i 50’erne havde været meget sekulariserende og antiideologisk, er dens genkomst i 90’erne heller ikke som et politisk eller offentligt-moralsk anliggende, men som spiritualitet og åndelighed. Hvor tidligere tiders kulturpersonligheder havde vist, at de var mere, end hvad øjet ser ved at henvise til deres bøger på natbordet, kunne man nu markere sig ved at henvise til ens religion. Men fordi kristendommen kommer igen som spiritualitet, sker det også sammen med en større åbning for det østlige, især buddhisme.
Værdier øverst
Det niende og sidste kapitel, ’Kære Søren’, har navn efter en debat mellem Søren Pind og Søren Krarup, men handler mere om den særlige stilling ’muslimerne’ kom til at indtage i nullerne, markeret ved Dansk Folkepartis rolle som støtteparti fra 2001. På den måde kommer muhammedkrisen også til at betyde meget for tidens tanker. Selvom Hansen præsenterer flere måder at tolke krisen på, så bruger han den også til at tolke nullernes store leder, Anders Fogh Rasmussen. Ligesom han indtog et konsekvent værdiidealistisk standpunkt ved at nægte at mødes med nogen om muhammedkrisen, kan man i hele hans virke se en fokusering på ideer og værdier.
Det indvarsles allerede med kaldet til kulturkamp i nytårstalen 2002. Nu skulle individet frigøres fra eksperternes og systemers vælde. Når Hansen således analyserer Fogh, så er det netop som en slags ’idealist’ – en, der fuldt og fast troede at kunne ændre staten ved at ændre folks ideer. Det er næsten en omvendt vulgærmarxisme, hvor de, vulgærmarxisterne, troede, at ideerne var fuldstændig bestemte af økonomien, mente Fogh øjensynligt, at ideerne bestemte alt andet.
Netop derfor skulle samfundet ændres gennem en ’kulturkamp’. Det var måske ikke videre succesfuldt, for efter regeringsperioden var der både flere råd og nævn, og også nogle ret stramme reglementer som for eksempel rygeloven. Derfor vil Fogh nok mere blive husket som den, der fik Danmark med i krigene Irak og Afghanistan. Alligevel kan man vel sige, at ideen om værdiernes primat spredte sig til både offentlige og private institutioner, hvor begrebet om værdiledelse, kerneværdier og værdipolitik sidenhen har vist sig uhyre centrale.
Således ved den vejs ende, der blev slået an i bogens titel, når Danske Tidsånder, med sine overvejelser over Foghs værdipolitik, til at diskutere sig selv: hvor meget betyder ideerne egentligt? Ved således at slutte spørgende til sit eget formål, hjælper den endnu mere til at opnå den ’horisontudvidelse’ bagud, som hele tiden var dens formål.