[dropcap]I[/dropcap]ndiens obligatoriske CSR-lov, der tvinger virksomheder af en vis størrelse til at øremærke 2 procent af nettofortjenesten til samfundsansvarlige formål, er opkaldt efter manden, der udviklede modellen, dr. Bhaskar Chatterjee, director general og ceo i Indian Institute of Corporate Affairs.

Med The Chatterjee Model har CSR-verdenen fået tilføjet både nyt tankegods og en markant opposition til de mere velkendte CSR-modeller Shared Value, Triple Bottom Line og Bottom of the Pyramid. Hvor disse modeller argumenterer for at trække samfundsansvaret ind i forretningen, står The Chatterjee Model fast på det modsatte, nemlig at virksomhederne skal investere i samfundsansvar, uanset om det er forretningsdrevet eller ej.

I et interview i bogen Corporate Social Responsibility in India: Cases and Developments After the Legal Mandate fortæller Bhaskar Chatterjee om principperne og overvejelserne bag Indiens CSR-lovgivning.

[quote float=”left”]CSR is a failure[/quote]

Bogen er et must-read for samfundsansvarlige erhvervsledere og andre, der ser værdien i at få præsenteret et radikalt andet perspektiv til CSR end både Michael E. Porters og Mark R. Kramers idé om Shared Value, John Elkingtons Triple Bottom Line og C.K Prahalads Bottom of the Pyramid-model.

Chatterjee konstaterer for det første, at ”CSR is a failure”. Udsagnet er en velvalgt provokation, fordi Chatterjee netop observerer, at mange virksomheder trods formulerede hensigtserklæringer sjældent opgør økonomiske omkostninger, investeringer eller afkast fra deres CSR programmer. I Chatterjees øjne viser det, at virksomhederne ikke anser CSR som et rigtigt forretningsprojekt på lige fod med alle andre projekter i virksomhederne. Chatterjees pointe synes at være, at netop på grund af elasticiteten af CSR’s betydning må det af hensyn til Indiens store samfundsudfordringer identificeres fra centralt sted, og investeringen må kvantificeres efter virksomhedens indtjening.

Chatterjee argumenterer, at stort set ingen virksomheder kan oplyse, hvad de konkret investerer i CSR. Han mener, at virksomheder ofte fortæller om samfundsansvarlige bedrifter, men adspurgt om, hvad den økonomiske investering har været, kan kun meget få udtrykke et klart svar.

Det undrer Chatterjee, ja, han er nærmest vred over det: “When you put a search light on any entity, or if you take any story out of the anecdotes, self back slapping out, much of what is left at the end of it, will depend on how much you really spent. Why was that question never asked? It still upsets me to this day, in all human history, why nobody asked the first basic question to a corporation? If you say, you have done a lot of CSR or whatever, how much did you spent?”

[quote float=”right”]Ved at opfatte CSR som et projekt anspores virksomhederne til at stille en række standardspørgsmål[/quote]

The Chatterjee Model har altså til forskel fra ideerne i Shared Value, Trible Bottom Line og Bottom of the Pyramid omkostningen og investeringen som sit inderste dna, helt på samme måde som traditionelle forretningsprojekter også bør have det. Hvor de tre nævnte CSR-modeller i højere grad fokuserer på den potentielle værdiskabelse for både virksomheden og samfundet, så opstiller Chatterjee det princip, at samfundsansvaret begynder med størrelsen af investeringen. Og den defineres ved lov i Indien til 2 procent af virksomhedens gennemsnitlige nettoindtjening i de tre seneste regnskabsår.

Spørgsmålet er, om det er mere effektivt at have obligatoriske penge øremærket til at drive CSR som i Indien, eller om forretningsplanen for samfundsansvar først skal skrives og beregnes, før der investeres en krone. Svaret afhænger af en lang række politiske og institutionelle omstændigheder, hvem man spørger, og ikke mindst hvilken målestok effektiviteten skal måles efter.

Ifølge Chatterjee bevirker de obligatoriske 2 procent af indiske virksomheders indtjening en afgørende forskel, idet virksomhederne automatisk øger sit fokus på CSR og tvinges til at formulere samfundsansvar som et projekt med omkostninger, mål og resultater.

Ved at øremærke et beløb og gøre CSR obligatorisk for virksomheder, der tjener penge, mener Chatterjee, at CSR i højere grad vil blive drevet som et egentligt projekt. Ved at opfatte CSR som et projekt anspores virksomhederne til at stille en række standardspørgsmål: Hvornår starter projektet? Hvornår skal det afsluttes? Hvor mange ressourcer skal vi allokere? Hvad er status i dag? Hvad har vi dokumentation for? Hvordan måler vi? Hvordan leder vi projektet?

Såkaldte CSR-frontløbere vil nok anfægte, at det gør de allerede – det skal ses i lyset af, at hverken års- eller CSR-rapporter indeholder den slags oplysninger. Men det er vel rimeligt, i det mindste i Indien og andre steder med svage offentlige institutioner, at et på forhånd kendt øremærket beløb dedikeres til det omliggende samfund. Flere danske virksomheder, der er ramt at loven, udtrykker da også forståelse for Indiens tiltag (se artikel herom).

Loven og principperne i The Chatterjee Model har medført en del debat for og imod obligatoriske CSR-krav. Kritikere hævder blandt andet, at det ikke løser fundamentale krav om innovative bæredygtige løsninger, som netop skal være forretningsdrevne for at skabe forandring. Andre mener, at der fare for, at CSR-indsatserne geografisk skævvrides på grund af nemme lokale løsninger. Dertil, hævder kritikere, er der risiko for, at politikere via lovgivning kan forvrænge prioriteter i forhold ti egentlige samfundsansvarlige problemstillinger.

På positivsiden – i det mindste for CSR-professionen ­­– meldes der i Indien om stigende lønninger i CSR-branchen og efterspørgsel efter kompetente CSR-medarbejdere.

Lovgivningen i Indien kræver ud over de 2 procent blandt andet også, at virksomhederne opretter en CSR-komité på bestyrelsesniveau med minimum tre medlemmer, hvoraf mindst én skal være uafhængig. Dertil skal pengene benyttes inden for områder, der er godkendt af staten. Loven giver desuden mulighed for at straffe virksomheder, der ikke lever op til kravene eller øremærker investeringer i CSR.

Skriv et svar